Innehåll. 1 Anders Pedersen, Dansk og urnordisk akcentuering Nat. Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. . 54 (och 140) I. Laghandskriftens egna uppgifter. S. 54. - II. Något om Västgötalagens äldsta fragment. S. 61. III. Rättlösabalken. S. 68. IV. Vidhemsprästens anteckningar om sin hemsocken. S. 76. - V. De två excerptsamlingarna i Cod. B. 59. S. 80. [VI.] En viktig ortografisk fråga. S. 96. Björn M. Olsen, Anmälan av "Rómverjasaga (AM. 595, 4:0). Th. Hjelmqvist, Anmälan av "Den islandske litteraturs historie Richard M. Meyer, Snorri als Mythograph 99 105 .. 109 L. Fr. Läffler, Till första gåtan i "Getspeki Heidreks konungs" 121 N. S. Hagen, On the Origin of the Name Kvasir 127 Nat. Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. (54-och) 140 VI. Västgötalängdernas författare. S. 140. VII. Västgötalängdernas senare öden. S. 143. VIII. Ett par diplom från lagman Eskils tid. S. 148. IX. Biskop Brynolf och kyrkobalken i VGL. II. S. 154. X. Sammanfattning. S. 163. - Axel Kock, Etymologisk belysning av några nordiska ord och uttryck Nysv. argbigga. S. 167. Isl. elligar, ellar, ella fsv. - -- 167 Olai Skulerud, Om pronomenet kvar i norske maalføre, færøisk og islandsk, og i forbindelse dermed om lydovergangen æ > a i vestnordisk. En sproghistorisk og sproggeografisk undersøkelse Olai Skulerud, Um serr D. N. I nr. 1522, (1317) Vilhelm Gödel, Handskriftstudier . 1. Uppsala-Eddan. S. 262. - 2. Bergsbók. S. 264. - Vilhelm Gödel, Arne Magnusson till Johan Peringskiöld. Ett 262 269 272 Henrik Ussing, Nekrolog över Anders Pedersen 276 284 Ernst A. Kock, Anmälan av "Norrøn syntax af M. Nygaard” 289 Axel Kock, En notis 290 Emil Olson, Omtvistade frågor i fornnordisk ljudlära 291 I. Till frågan om a-omljudet i västnordiskan. S. 291. - Finnur Jónsson, Dyrenavne 325 Marius Hægstad, Nekrolog över Marius Nygaard. 341 Ernst A. Kock, Anmälan av "Die Syntax des Superlativs im 347 349 351 384 Dansk og urnordisk akcentuering. Alle ved, av hvor stor betydning den dobbelte akcentuering er i nutidens dansk, svensk og norsk, så at ingen vil kunne tilegne sig den rette udtale av noget av disse sprog uden stadig at se sig stillet overfor spørgsmålet: akc. 1 (stød) eller akc. 2. Derimod har man vistnok endnu ikke på alle hold tilegnet sig den tilstrækkelige forståelse av, i hvilken grad akcentueringen i tidens løb har været en avgørende faktor i de nordiske sprogs historie, og det så vel under den fællesnordiske som den særsproglige udvikling. I førstnævnte henseende må især nævnes omlyds- og brydningsprocesserne, i sidstnævnte den svenske vokalisme i infortisstavelser. Hvad vi i det følgende vil undersøge, er imidlertid ikke denne akcentueringens indvirkning på ordenes form i kvantitativ og kvalitativ henseende, den står i hovedtrækkene fast -, men derimod akcentueringen selv, hvormed særlig tages sigte på de til de forskellige akcenter hørende toneforhold (kromatisk akcentuering) samt stødet. Sidstnævntes oprindelse og alder undersøges i nærværende afhandling, medens granskningen av den kromatiske akcentuerings historie må opsættes til en anden lejlighed. Hvad stødet vedrører, synes det tidligere stedfundne ordskifte at have ført til enighed med hensyn til det kronologiske spørgsmål, medens der til forklaring av dets oprindelse er fremsat to forskellige teorier. Da jeg ikke kan slutte mig til nogen av disse og med hensyn til kronologien hylder en mod den gængse stridende opfattelse, vil det findes rimeligt, at stødproblemet optages til fornyet ventilation; jeg vil derfor søge så godt som muligt at belyse de lydfysiologiske og metodiske ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖljd xxiv. 1 forudsætninger for de meninger, der hidtil er komne til orde, og derhos fremsætte grunde for en ny opfattelse av stødets historie. Ikke alle danske ord med historisk akc. 1 har stød (eks. fisk, bud), men alle ord med stød forudsætter akc. 11). For at man nu imidlertid ikke skal blive ledt på vildspor ved de forandringer, der i tidens løb er foregåede med forskellige ords anvendelse av den ene eller den anden akcent, er det selvfølgelig fremfor alt nødvendigt at have på det rene, hvilke ord der i urnordisk lydlovlig havde akc. 1, og hvilke akc. 2. Jeg siger udtrykkelig i urnordisk; ti det turde være et av de største og vigtigste resultater av den akcenthistoriske forskning: at den dobbelte akcentuerings historiske grundlag ligger i en sprogform, der går tilbage til tiden. forud for de urnordiske apokoperingslove. I erkendelsen herav ligger, som man vil se, et brud med den ældre opfattelse av principet for de 2 akcenters fordeling, hvorefter akc. 1 tilkom oldnordiske enstavelsesord, akc. 2 det øvrige ordforråd (ord på 2 eller flere stavelser). At forholdet imidlertid var det ovennævnte, viste Axel Kock i Ark. VII (N. F. III); og efter fremkomsten av Die alt- und neuschwedische accentuierung (1901), hvori Kock kodificerede udbyttet av sin i en menneskealder fortsatte forskning på de hidhørende områder måtte, om ikke før, teoriens rigtighed siges at være uomtvistelig. En imødegåelse er da heller ikke i de siden forløbne år fra nogen side forsøgt, hvilket i betragtning av spørgsmålets vidtrækkende betydning ikke var tænkeligt, ifald nogen havde ment at sidde inde med avgørende modgrunde. Vi har altså at gå ud fra oprindelig akc. 1 så vel i f. ex. lan'g (oldnorsk langr urnordisk *langaz) som i længste (oldno. lengstir <urn. *langistai). Efter disse indledende ord går jeg over til at drøfte de 1) Om nogle tilfælde av stød i hiat se Kock Ark. VII, 367 note. meninger, som andre forskere hidtil har fremsat vedrørende stødets historie, hvorefter jeg fremstiller min egen løsning av problemet. Begge de tidligere opstillede teorier har den formelle egenskab tilfælles, at den fonetiske forklaring, som gives på stødets oprindelse, intet præjudicerer med hensyn til tiden, på hvilken det skal være indtrådt; disse to spørgsmål det fonetiske og det kronologiske der tilsammen udgør stødproblemet, vil derfor så meget lettere kunne avhandles uavhængigt av hinanden. Da der på det kronologiske spørgsmål synes at være indtrådt enighed, medens dette ikke ses at være tilfældet med hensyn til det fonetiske, vil vi først betragte det førstnævnte. I. Det første tilløb til en tidfæstelse av stødet blev gjort av Johan Storm i hans avhandling om tonelagene i de nordiske sprog 1). Hans tankegang heri var at søge en terminus a quo for stødets udvikling (av den fællesnordiske form for akc. 1) i de saksiske låneords indkomst i dansk i middelalderen. Han havde nemlig lagt mærke til, at disse låneord sædvanlig havde antaget akc. 1 (der jo nutildags på grund av stødet er den fra den alm. fremmede udtaleform mest avvigende) og ikke, som man ud fra moderne dansk skulde vente, "akc. 2" ɔ: ikke-stød. Av dette forhold drog Storm den overilede slutning, at stødet ikke kunde have tilhørt akc. 1 på den tid, da vedkommende saksiske ord optoges i dansk. Dette ræsonnements uholdbarhed påvistes av Kock i Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent, I, s. 158, idet han henledte opmærksomheden på, at selv om stødet allerede på den tænkte tid i middelalderen havde tilhørt akc. 1 i de omspurgte ord, kunde man meget vel tænke sig, at denne akcent til trods for stødet føltes mere lig den 1) I Kristiania Videnskabs Selskabets Forhandlinger 1874. |