Om pronomenet kvar i norske maalføre, færøisk og islandsk, og i forbindelse dermed om lydovergangen æ>a i vestnordisk. En sproghistorisk og sproggeografisk undersøkelse. Hr. professor JOHAN STORM II. Om lydovergangen >a i vestnordisk 1. I lydforbindelsen -wer-, -wær-, -ver-, -vær-: verta, 2. I stavelse med kons. + w, v foran vokalen: kveld, kvefs 3. I stavelse med r efter vokalen ifra gammelt. 4. I stavelse med "tyk" + kons. efter vokalen. Resymé og resultat I. Om pronomenet kvar. I sin indledning til Gamalnorsk Ordbok om "Det norske maalet fyre 1350" nævner prof. Hægstad på side XI formen huerr blandt gamle norske særmerker mot østskandinavisk huar. Huerr var ogsaa ønorsk (islandsk og færøisk). Denne tingenes tilstand har imidlertid hurtig forandret sig paa vestnordisk sprogbund, og i nutiden er det kun faa norrøne bygder som har holdt paa det gamle huerr i den ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV. 15 forstand at de nulevende former av pronomenet kan sies at utgaa direkte derfra. De fleste steder synes en gammel form huarr at ligge til grund for nutidsformene. En av dem er kvar, som Ivar Aasen har gjort til mønsterform i landsmaalet takket være dens store utbredelse vest og nord i Norge. I "Altisländische und altnorwegische Grammatik" 3dje utgave § 66 og § 464, 3 nedenfor citert Aisl. Gr.3 skiller Noreen formen huarr ut som særnorsk (ikke islandsk); Hægstad og Torp betegner den som østnorsk (i "Gamalnorsk Ordbok"). Det er særlig efter 1325 den for alvor optræder; fra denne tid blir det derfor nødvendig at skille østnorsken ut, idet man for dens vedkommende indrømmer huarr (*hugrr og h(u)orr) plads ved siden av huærr. Eftersom hundredaaret skrider frem, tiltar den saaledes begyndte bevægelse i omfang og styrke. Herom vidner de talrike brev fra denne tid i Diplomatarium Norvegicum. Tar man saaledes for sig de gamle brev fra de to utkanter av Østlandet Trøndelagen og Skiens-syssel (Bratsberg amt), saa stemmer de særdeles vel i dette. For Trøndelagen kan jeg henvise læseren til professor Hægstad: Gamalt Trøndermaal § 18 punkt 14 og § 92 (Chria. Vid.selsk. Skr. 1899 nr. 3; i det følgende citert "G. Tr.”). Professoren sier i § 92 at "huærr hev yvertaket yver huarr gjenom heile dette tidarbilet" (d. e. ned til 1350). "I dei eldste skrifter... møter me berre former me a (eller e). Diplomi hev huærr, hværr, huerr til 1333, naar me tek undan D. N. III 30 33 (1291), som hev hvar". I brevene fra Skiens-syssel i Diplomatarium Norvegicum ("D. N.") er huærr eneraadende like til 1366, d. v. s. i de 34 første brev 1). Men efter denne tid træffer man huarr 1) huaar (pæira addrum) D. N. II nr. 2167 (1336), (halft j) huorn (saladaghen) D. N. II 226 39 (1337), huar (adrum) D. N. I 245 14 (1337), huar ikke sjelden; saaledes huarium D. N. X nr. 69 linje 12 (aar 1366), VIII nr. 1838 (1368), hvarium I 444 10 (1377), III 4166 (1378), huarn (akkus. sg. m.) smst. 9 o. s. v., hwasse (<huærsu) I 685 12 (1422) o. s. v., eller a'en "rundes" til o (fremvirkende hw-omlyd+u-omlyd); eksempler: huorium IV 534 18 (1386), hworium XIV 1511 (1388), hworiar (nom. pl. f.) IV 615 11 (1392) o. s. v., hvoriom I 6295 (1411), huorium I 834 12 (1456), huor (acc. sg. m.) smst. 17 o. s. v. Med bortfaldt w: horra (stedsadv.) III 529 7 (1396) = horro, se Aisl. Gr.3 § 74, 10. Paa det egentlige Østland kan man træffe former med a temmelig tidlig, saaledes har jeg notert huasdaglegha= huærsdaglega i et brev fra Oslo fra 1302 (D. N. II nr. 65 8). Andre forholdsvis tidlige eksempler er: huarn D. N. III 11050 (1317) Oslo, huariu D. N. III 1119 (1317) Etnedalen (Kristians amt), hvar (efter annan) VII 10044 (1323) Oslo; foran o er w'en i fremlyden snart beholdt, snart bortfaldt: horso (adv.) D. N. II 1168 (1313) Nidaros, I 265 14 (1340) Hamar (smlgn. huarso I 280 13 (1342) Hamar, huorsso I 307 26 (1347) Oslo), huorium I 287 11, 23, 39 (1343) Hamar, horium D. N. V 186 11 (1346) Værdalen o. s. v. Fritzner anfører i sin "Ordbog over det gamle norske sprog" II (Kristiania 1891) eksempler paa huarr og huorr fra erkebiskop Jon den yngres Nyere Kristenret (Norges Gamle Love II s. 363 linje 8; trykt efter et haandskrift omtrent fra midten av det 14de hundredaar), fra kong Haakon Magnussons Rettarbot om opføring av vakthus o. s. v. (Tønsberg 1318; trykt efter et haandskrift fra 1ste fjerdedel av d. 14de hundredaar), se Norges Gamle Love III s. 133 linje 16, og fra en række diplomer som hører hjemme i østlandske byer og bygder (Vestfold, Østfold, Oslo, Tønsberg, Lom, Det er D. N. I 269 14 (1341), er dualispronomenet huárr, akkus. huárn. maaske ogsaa huor i "huor sem þæt ryfui" D. N. IV 228 13, 14 (1337) Tinn (der er tale om to parter). |