+

Anders Pedersen.

Anders Pedersen er født d. 29de Nov. 1880 paa Lerchenborg ved Kallundborg, hvor hans Fader den Gang var Gartner. Han blev i Förstningen ligesom sine Søskende undervist af sin Fader og viste ualmindelig Lærelyst. I 1891 kom han i Odense Latinskole. Der var han stadig mellem de dygtigste Elever i Klassen; han var flink i Latin og Græsk, og særlig Interesse havde han for Oldnordisk. Som 13-14 Aars Dreng syslede han med at fylde et Oktavhefte paa godt og vel hundrede Sider med kortfattede Beskrivelser af alle mulige Sprog lige fra Chinesisk til Tahitisk. Det smukt skrevne og pænt indbundne Hefte er endnu til. I Skolens øverste Klasse holdt han Foredrag om Runerne for sine Kamerater.

I 1897 blev han Student, 161, Aar gammel, og tog fat paa at læse til Skoleembedsexamen med Dansk til Hovedfag og Latin og Græsk som Bifag. Samtidig læste han til Filosofikum og forberedte sig til at aflægge Prøven i Hebraisk. Sidstnævnte Eksamen bestod han uden nogen Manuduktørs Hjælp med Resultatet: admissus cum laude egregia.

I tre Aar læste Anders Pedersen til Skoleembedseksamen og studerede desuden Sanskrit. Saa opgav han de klassiske Sprog og gav sig til at læse til Magisterkonferens i Nordisk Filologi med særlig Vægt paa Gammeldansk og Lydhistorie. Fra 1900 boede han i tre Aar paa Regensen. I Selskab for germansk Filologi var han en Tid Medlem af Bestyrelsen, og der holdt han i 1901 et Foredrag om "et Hovedpunkt i det danske Sprogs Historie" (se "Budstikke til Selsk. f. germ. Filologi"). - I 1902 besvarede han for filologisk-historisk Samfund en Prisopgave: En paa etymologisk Materiale (væsentlig hentet fra Sanskrit, Græsk og Germansk) støttet Fremstilling af, hvorledes de oprindelige mediæ aspiratæ har udviklet sig i Latin, og gennem hvilke lydphysiologiske Processer Udviklingen har fundet Sted. - Anders Pedersen vandt Prisen.

Han nød Anseelse mellem sine Studiefæller, og man havde store Forhaabninger om, at han vilde kunne udrette noget betydeligt i Sprogvidenskaben. I sine senere Studenteraar tog han fat paa Arabisk og Armensk og syslede ogsaa med de slaviske Sprog. I Efteraaret 1903 tog han Magisterkonferens i Nordisk Filologi.

Efter Prøven studerede han de finsk-ugriske Sprog og med

ARKIV FOR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV.

virkede ved Udarbejdelsen af Glossaret til Holger Nielsens Udgave af Rimkrønniken. Han fik Bolig paa Borchs Kollegium, og mens han boede her, hjalp han med ved Udgivelsen af 2den Udgave af V. Kristiansens Ordbog over Gadesproget, et Arbejde, der var trættende og voldte ham meget Bryderi. I disse Aar læste han Lapsk sammen med Frk. E. Demant, inden hun drog ud paa sin Undersøgelsesrejse til Lapland, og gennemgik Höysgaards Grammatik til Brug for Verner Dahlerups Danske Ordbog. Granskning af gammeldanske Haandskrifter affødte i 1905-6 Afhandlingen "En Grænsedialekt", der udkom i Arkiv f. n. F. 1907.

I 1906 skrev han i Tidskr. f. Filologi en Anmeldelse af Marius Kristensens "Nydansk"; samme Aar foretog han med offentlig Understøttelse en Rejse til Stockholm och Finland. Allerede for Aar tilbage havde han begyndt at samle Stof til en Afhandling, hvorved det var hans Mening at opnaa Doktorgraden. Paa denne Tid arbejdede han ivrigt derpaa. Den skulde handle om Sprogformen i gammeldanske Haandskrifter. Og samtidig syslede han med Dansk og urnordisk Accentuering. Sin Afhandling om dette Emne, der er dateret: Viborg i Danmark 1909, og som udkom i Arkiv f. nord. Filologi 1911, kalder han i et Brev til mig af 12, 11: "et opusculum, der som du vil se av dateringen just ikke er fra igår, og jeg kunde på en vis måde endda gærne have sat 1907 nedenunder. Den gang havde jeg det i tankerne, men trælsomt arbejde og senere sygdom og depression medførte, at jeg först efter 2 års forløb fik det bragt i den form, som du her ser".

Nødvendigheden af at skaffe sig det allernødtörftigste til Livets Ophold tvang ham til i Foraaret 1907 at tage en Plads som Skriver ved Arkivet i Viborg. Det daglige Arbejde her udførte han samvittighedsfuldt og godt, men noget langsomt; ved særlige Lejligheder, naar der stilledes Krav til Kundskab og Skarpsind, viste han ualmindelig Iver og Dygtighed; ogsaa Arkivordningsarbejde udførte han fuldt tilfredsstillende. Som Helhed følte han sig dog pint af det Misforhold, at hans Arbejde, der var meget tarveligt lönnet, kunde besörges lige saa godt af en Mand med ringere Uddannelse og Evner end hans, men tog hans Tid og hans Kræfter, saa han kun fik lidet gjort ved Sprogvidenskaben, hvor hans Lyst og Anlæg drog ham hen. Han følte sig sat uden for den Arbejdsplads, hvor han hørte hjemme, og til Dels berøvet de Redskaber, hvormed han skulde virke. Hans Higen og Længsel stundede imod at komme til København og faa et Arbejde, der mere svarede til hans Uddannelse og Evner. Indtil han kom til Viborg, havde han aldrig været virkelig syg. Der fik han en stærk Forkølelse, blev angrebet af Tuberkulose, men blev bragt til Kræfter, saa hans nærmeste ansaa ham for fuldstændig helbredet.

I Tidskr. f. Filologi 1909-10 skrev han en Anmeldelse af

Espersens Bornholmske Ordbog, dateret: Viborg 1908, og fik derved Lejlighed til at göre nogle Bemærkninger om Lydlove i det bornholmske Maal. - Frk. Demant kom nu tilbage fra sin Laplandsfærd og anmodede Anders Pedersen om at være hende behjælpelig med Udgivelsen af hendes Bog. Han paatog sig det vanskelige Hverv at medvirke ved Bogens Trykning og besörge förste Korrekturlæsning til Trods for den Ulempe, det var, at han boede i Viborg, og Bogen tryktes i København.

Medens han var i Viborg begyndte han at sysle med Tanken om at skrive en Afhandling i Anledning af 1000-Aars-Jubilæet i Rouen. Men han savnede Hjælpemidler og fik den först skreven, efter at han var rejst fra Viborg. Den blev med Titlen "Nogle Normanniske Lydforhold" trykt i "Danske Studier" 1911. Det var dog kun en foreløbig Redegörelse, og det var hans Agt senere at behandle Emnet udførligere.

I Foraaret 1910 blev der en Assistentplads i Rigsarkivet ledig, og det var nu Anders Pedersens Haab, at han kunde faa den og derved opnaa bedre Betingelser for at sysle med sin Videnskab. Da han var fast ansat ved Arkivvæsenet, mente han, at han havde et Krav paa at komme i Betragtning. Hans Haab blev skuffet.

I Efteraaret 1910 blev der tilbudt ham en Plads som Registrator (d. v. s. Skriver) ved Rigsarkivet i København med en lignende Lön, som han havde haft i Viborg. Han saa heri en Krænkelse af sin Person og sin Videnskab, afslog Tilbuddet og søgte sin Afsked fra Arkivet i Viborg.

Han rejste til København for at arbejde paa sin Doktorafhandling, som han havde haabet at faa færdig i Løbet af 1911. Sine yderst smaa Fornødenheder kunde han tilfredsstille ved Hjælp af et Kommunitetsstipendium, han fik i Sommeren 1911. I det tidligere nævnte Brev fra samme Efteraar skriver han: "Da jeg hverken har med arkivvæsen eller skolevæsen at göre, er videnskaben altså det eneste område hvor jeg virker, og da jeg således har tiden til min egen rådighed, skrider mit arbejde jævnt og stadigt fremad, hvilket også er på tide, når der ses hen til, at jeg har haft det mellem hænderne i godt og vel ti år. Og hvor ønskeligt det end af flere grunde kunde have været for mig, om det allerede nu havde foreligget færdigt, er jeg dog på den anden side glad ved, at jeg ikke har jasket noget halvfærdigt sammen". Han havde mange Planer for Fremtiden; han paatænkte en Omtale af Stødet i Litausk; men særlig agtede han at sysle med de finske Sprog og havde derfor i de senere Aar lært sig Ungarsk og Tyrkisk; han ønskede ogsaa at foretage en Studierejse til Sønderjylland for at undersøge danske Sprogforhold der. Han havde til sidst naaet et mere eller mindre indgaaende Kendskab til mindst tyve Sprog.

Anders Pedersen havde nu faaet Foden inden for i det Vi

denskabens Værksted, han havde higet efter. Planernes Virkeliggjörelse laa nu for som en nær Fremtids Værk. Da faldt Pennen ham af Haanden, han bragtes syg paa Hospitalet, og her døde han efter tre Ugers Sygeleje d. 29de Oktober 1911, en Maaned för han skulde fylde sit 31te Aar. Den 6te November jordedes han paa Ringsted Kirkegaard.

Anders Pedersen var usædvanlig kundskabsrig og udstyret med en overordentlig skarp og klar Tanke. Han forbandt livlig Iagttagelses- og Sammenknyts-Evne med en redelig videnskabelig kritisk Sans, og han havde Mod til at følge sin Tankes Bane. Der var god Grund til at regne ham for en af vor Tids mest lovende yngre nordiske Sproggranskere.

Hans brændende Kærlighed til hans Videnskab var lige saa stor som hans dybe Erbødighed for den. Det var med en bitter Følelse, han saa og oplevede, hvor usle Kaar Videnskaben tit byder sine ivrigste og dygtigste Dyrkere. For sit eget Vedkommende var han uselvisk som faa eller ingen, jeg har kendt. Han havde, hvad materielle Omstændigheder angaar, intet andet Ønske end at kunne blive stillet saadan, at han kunde faa Lejlighed til at udfolde den Rigdom, han følte, han bar i sig.

Hans Livsforhold i de senere Aar giver i sjælden Grad Lejlighed til at anstille en almindelig Betragtning: Arkiv- og Biblioteksvæsen er omtrent det eneste Omraade, hvor der for yngre Videnskabsmænd af Anders Pedersens Art kunde være Tale om et ordentligt Levebrød. Lederne paa dette Omraade er imidlertid tilböjelige til i Valget af deres Underordnede at se bort fra Spörgsmaalet om, hvad der tjener Videnskaben og de unge Videnskabsmænd bedst, og alene se paa, hvad der tjener det daglige Arbejde i deres snævre Virkekreds bedst et Standpunkt, der kan forstaas. Men er det Tilfældet, burde der af Staten skabes Forhold, hvor unge Videnskabsmænd trygge mod den yderste Nød kunde opnaa at vise de förste Frugter af deres Evner. Der ødsles nu alt for meningsløst med sjældne Kræfter.

Sorø, December 1911.

Henrik Ussing.

Beiträge zur Eddaforschung. Mit Exkursen zur Heldensage, Von Gustav Neckel. Dortmund (Fr. Wilh. Ruhfus) 1908. VIII +512 sider.

Man skal ikke have læst mange vers i Atlakviđa, för man bliver klar over, at dette "digt" ikke kan være én mands verk. Den, som har forfattet str. 1, hvor kong Atles sendebud siges at komme til Gunnars hal og det söde öl, kan ikke derpaa have ladet fölge str. 2, hvor mændene hos Guunar drikker vin i hallen. Eller -for at nævne nok et eksempel fra digtets begyndelse - én og samme mand kan ikke i str. 1 först have digtet to linjer i fornyrðislag og derpaa resten af strofen i málaháttr.

Forlængst har saadanne betragtninger over indhold og form fört til kritiske undersøgelser, som har gaaet ud paa at paavise forskjellige lag i Atlakvida's tilblivelseshistorie. Et særdeles vigtigt bidrag i denne retning danner Neckel's "Beiträge zur Eddaforschung" (1908), hvori et af bogens 12 kapitler, det centrale kap. VI, er viet Atlakvida. N. gaar her nye veie i tekstkritisk forskning. Han blev, som han selv oplyser i fortalen, for nu snart 10 aar siden sterkt slaaet foruden af modsætninger i indhold og udtryksmaade ogsaa af det sterkt skiftende forhold mellem sætning og vers i dette digt: Sætningen kan falde sammen med "langverset" (linjeparret) og er da i forhold til omgivelserne "bindungslos", eller den kan strække sig over to linjepar og opvise enten "lose" eller "feste bindung". N. maatte derfor spörge sig selv: Hvad lærer vi af "die bindungen" for forstaaelsen af Akv., og hvad kan Akv. igjen lære os om "die bindungen" overhoved?

I Akv. fremhæver N. en modsætning mellem förste og anden halvdel, hvad fremstilling angaar. I digtets begyndelse foregaar handlingen sprangvis, ofte i dialogisk form, medens slutningen förer handlingen mere jevnt fremover og er bredere malende. "Dort ist die aufmerksamkeit begeistert auf grosse gesinnungen gerichtet, hier auf das vom schicksal verwundete gemüt". Den formodning ligger derfor nær, at den mand, som har givet Akv. dens nuværende skikkelse, for den ene dels vedkommende i höi grad har kunnet stötte sig til overleverede vers, men derimod i den anden del var mere henvist til sin egen poetiske evne. Paa forhaand ligger det efter indholdet nærmest at antage, at det er den sidste halvdel som er den yngste. Dette finder N. bekræftet ved en række enkeltundersögelser.

En analyse af sammenhængen i digtet (delvis belyst ved tysk sagnstof), af stilistiske og metriske eiendommeligheder, men fremfor alt af rytmen og sætningernes fordeling paa verslinjerne, förer N. til at sondre mellem 6 forskjellige lag i Akv.'s tilblivelseshistorie. Denne analyse vidner sterkt om skarpsindighed og for

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, XY FÖLJD XXIV.