Rómverjasaga. (AM. 595, 40). Herausgegeben von Rudolf Meissner. Berlin. Mayer & Müller. 1910 (Palaestra LXXXVIII. Untersuchungen und texte aus der deutschen und englischen philologie, herausgeg. v. Alois Brandl, Gustav Roethe und Erich Schmidt).

Det er et mærkeligt tilfælde, at denne udgave af de bevarede brudstykker af Rómverja sagas ældste recension, den der er opbevaret i AM. 595, 40, udkommer netop et halvt hundrede år efter, at samme recension blev udgivet for første gang af Konr. Gíslason i hans 'Fire og fyrretyve prøver af oldnordisk sprog og literatur' (København 1860) som prøve IX under titelen: Ur Rómverja sogum.

Den nye udgaves hovedfortjeneste ligger i dens overordentlig grundige og velskrevne indledning, som kan stilles ved siden. af G. Cederschiölds mønsterværdige karakteristik af riddersagaen i hans indledning til Fornsogur Suðrlanda.

Efter en udførlig beskrivelse af det håndskrift, der ligger til grund for sagaens ældste recension (AM. 595, 40) 1), samt af de håndskrifter, som har bevaret den yngste, mere fuldstændige recension, behandler udgiveren de to recensioners forhold til hinanden. Han påviser, at den yngste recension er en fri bearbejdelse af den ældste med stærk forkortelse af teksten. På den anden side får man gennem den ældste recension, på grund af dens fragmentariske tilstand, ikke noget helhedsbillede af sagaen. Dette savner man i höj grad under læsningen af udgiverens tekst, og det må derfor beklages, at forfatteren ikke i teksten har givet korte uddrag på tysk af de partier af sagaen, som kun findes i den yngste recension. Udgiveren viser, at de i AM. 595, 40 opbevarede brudstykker af den ældste recension hører til to forskellige håndskrifter, af hvilke det første (fragm. A-D) har indeholdt oversættelsen af Sallust (Jugurtha og Catilina), det sidste derimod (fragm. E-J) bearbejdelsen af Lucans Pharsalia. Alligevel mener udg., at Sallustoversættelsen og Lucanbearbejdelsen også i den ældste recension, ligesom i den yngste, fra først af har udgjort et sammenhængende hele. Dette synes dog at være tvivlsomt. De grunde, som udg. anfører derfor synes ikke at være afgörende. Den vigtigste af dem er overensstemmelsen i stil mellem de to oversættelsesarbejder, men den kunde jo forklares ved, at den samme oversætter først har bearbejdet Sallust og derpå Lucan, uden at han fra først af har haft til hensigt at forene disse to oversættelser til et hele. Forbindelsen mellem dem, således som den er overleveret i den yngste recension, er også temlig løs, og den

1) I sin redegörelse for dette håndskrifts retskrivning har udg. som det synes ved en uagtsomhed opført formerne ónálægra, jafnnálæg, fjarlægt og barnæsku som eksempler på skrivemåden æ for e (§ 2 e, s. 1394-5).

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV.

kendsgærning, at den fra Catilina-oversættelsen velkendte Cicero i Lucan bearbejdelsen indføres som en ikke tidligere omtalt person, taler stærkt imod, at de to stykker fra først af skulde have udgjort et hele, hvad udg. jo også selv fremhæver (s. 158). Det forekommer nig sandsynligt, att forbindelsen først er tilvejebragt ved den yngste recension, som derfor også med rette fordi den væsentlig består af to sagaer (eller tre, når Sallustbearbejdelsen regnes for to) - bærer titelen Rómverja sogur i flertallet (Gíslasons Prøver s. 1093). Når man, som udg., tillægger den ældste recension det samme omfang som den yngste og ikke, hvad jeg tror er det rigtige, betragter Sallustoversættelsen og Lukan bearbejdelsen hver for sig som et hele, burde denne recension formentlig også kaldes for Rómverja sogur i flertal eller måske mest passende 'Or Rómverja sogum'. Denne sidste titel, som Gíslason bruger, tager hensyn til recensionens fragmentariske overleveringstilstand.

I indledningens § 6 behandles sagaens affattelsestid, som udg. med stor sandsynlighed bestemmer til den sidste halvdel af det 13. århundrede. Dertil knytter han så en almindelig karakteristik af sagaen. Han påviser, at sagaen i visse henseender udmærker sig fremfor de samtidige middelalderlige fremstillinger af den romerske historie. Den interesse, hvormed den islandske saga behandler begivenheder og tilstande fra den romerske republiks dage, er i virkeligheden enestående i den samtidige evropæiske litteratur. Ligeledes udmærker den islandske bearbejder sig ved en for sin tid sjælden ævne til at anskueliggöre den romerske tid ud fra denne selv og ved en behandling af den latinske original, som ikke blot tager sigte på dennes indhold men også viser en fin forståelse af dens form. "Således hæver oversættelsen sig på flere steder til en sand kunstnerisk gengivelse af den antikke prosa". I Sallust-afsnittet følger oversætteren originalen i regelen nöje, sætning for sætning, dog er oversættelsen ikke ordret i moderne forstand, men retter sig efter den på Island uddannede sagastil. Lucans svulstige pathos passede ikke til sagaens ædruelige fremstilling; derfor mærker man i regelen ikke noget dertil i Lucanbearbejdelsen, og også i Sallustoversættelsen forbigås undertiden forskellige rhetoriske elementer, som ikke kunde forliges med islandske sagaers jævne fortællemåde. Denne tendens mod sagamæssig fremstilling modarbejdes på den anden side af oversætterens stræben efter at fastholde ejendommelige, for nordiske forhold fremmede træk. Således brydes i oversættelsen den hjemlige, nationale tendens med det fremmede stof.

Beviset for denne almindelige karakteristik af sagaen fører udgiveren i de enkeltundersøgelser, som udgör resten af hans indledning (7 fgg.). Gennem en dybtgående analyse belyser han her fra forskellige synspunkter oversætterens stilling til og behandling af hans latinske originaler. Han påviser i det enkelte, hvilke

vanskeligheder oversætteren havde at kæmpe med i sin ærlige stræben efter en korrekt gengivelse af originalen, og hvorledes han løser dem på en mere eller mindre tilfredsstillende måde. Særlig interessant er påvisningen af oversætterens terminologi, når han på sit modersmål skal gengive de latinske navne på de særlig romerske og for nordiske læsere fremmede institutioner (§ 12-14). Uagtet oversætteren her hyppig kommer til kort, ser man dog overalt hans alvorlige bestræbelse efter objektiv fremstilling og korrekt gengivelse, en bestræbelse, som særlig udmærker ham fremfor de fleste andre middelalderlige oversættere og "giver hans oversættelse en höj kulturhistorisk betydning" (s. 183). Ofte er hans oversættelser af disse fremmede begreber også særdeles træffende og vellykkede. Af stor interesse er oversætterens forhold til originalernes rhetorisk-poetiske elementer, som behandles i § 15. Gennem en udførlig samling af eksempler påviser udgiveren her særlig tydelig brydningen mellem det hjemlige og det fremmede, mellem den jævne og rolige sagastils indflydelse, som förer til stærke forkortelser og udeladelser, navnlig i Lucanbearbejdelsen, og forfatterens stræben efter at fastholde originalens ejendommelige stil, som er særlig fremtrædende i hans gengivelse af de hos Sallust indflettede taler.

I § 17-18 behandles omstillinger, ændringer og misforståelser, af hvilke sidste der naturligvis findes en hel del, i § 19 nordiske træk, blandt hvilke særlig bør fremhæves den for den islandske saga ejendommelige måde, hvorpå nye, icke tidligere omtalte personer indføres. I 20 behandles ordforrådet. Her giver udg. en liste over forskellige sjældne eller for sagaen ejendommelige ord. I denne liste har jeg lagt mærke til enkelte mindre korrekte oversættelser. I oversættelsen af elta (måske rigtigere eltur, plurale tantum?) bör ordene "die jagd" udgå, idet der ikke på det pågældende sted (XIII 8) er tale om nogen jagt; ordet betyder kun "verfolgung", som udg. også har. Oversættelsen af hræsnimark, "zeichen der prahlerei", kan vel forsvares fra et oldislandsk standpunkt, men den passer ikke i sammenhængen (VIII 6), hvor ordet åbenbart stilles i modsætning til trúlig handganga; i nyere islandsk betyder hræsni altid 'hykleri, forstillelse'; denne betydning er sikkert meget gammel og fordres af sammenhængen på dette sted; der bör alltså oversættes 'tegn på hykleri'; således opfattet gengiver ordet nogenlunde korrekt den tanke, der ligger i det tilsvarande ord hos Sallust (ostentui). Orádan betyder ikke "unvorsichtigkeit", men 'slet, fordærveligt råd (el. udvej)', synonymt med órád. Ordet stórupptektir (XIII 7) betyder ikke "besonderer gewinn" men svarer nærmest til 'grosse unternehmungen' på tysk (jfr ab incepto1) retinere hos Sallust). En fejl er det også, når udg. opstiller formen "skraukvættir" (masc. plur.); ordet hedder skrok vætti, neutr. (ligesom ljúgvætti).

I § 22 behandles sætningsbyggningen. Sagastilens påvirkning ses blandt andet deri, at den latinske originals indviklede perioder opløses i sideordnede sætninger.

Det viser sig altså fra alle sider gennem disse fortræffelige enkeltundersøgelser, hvilken mægtig indflydelse den hjemlige sagaskrivning har haft på oversætterens bearbeidelse af det fremmede stof. Hans störste fortrin fremfor andre middelalderlige oversættere, hans jævne og ædruelige fremstilling, hans forholdsvis store troskab i gengivelsen af de latinske originaler, hans stræben efter historisk objektivitet i beskrivelsen af de romerske tilstande og begivenheder - alt dette vilde være uforklarligt, hvis ikke oversætteren gennem beskæftigelse med den hjemlige sagalitteratur havde gennemgåt en slags historisk skole.

Udgiverens behandling af teksten står, forekommer det mig, ikke ganske på höjde med den fortræffelige indledning. Nogle af hans rettelsesforslag er tvivlsomme, f. eks. når han s. 411 tilföjer ordene sem nú er, som er overflødige vid siden af þessir, og samtidig udelader ordene eđa sem nú er s. 41. Det bör indrömmes, at stedet er dunkelt, men det sandsynligste turde være, at eđa sem nú er står på sin rigtige plads i håndskriftet (41) og er af oversætteren ment som rettelse til en pessir (411), som han har glemt at udslette; disse ord (en pessir) synes derfor at burde udgå.

S. 5 udelader udgiveren vera foran verda, som det synes med urette; ordene annathvárt mun vera verđa, at osv. betyder ligefrem 'en af delene vil være nødvendig, enten at' osv. (vera styres af verđa, som betyder 'måtte'). S. 54 har udg. vistnok ret, når han tilföjer er efter "útekid", men denne rettelse helbreder ikke det åbenbart forvanskede sted. Det hele bör vistnok skrives således: pví ad pad er, þá er úrækt (- órækt, af v. órækja) er ad muna þá o. s. v., hvilket kan oversættes: 'Det forholder sig nemlig således, når man forsömmer at huske, så' o. s. v. Jfr Fritzner 2 under úrækja och den latinske originals ubi neglegas. S. 716-17 bör der skrives: en ef hann peger vid, þá er angi ván hiálpar; peger vid svarer til originalens reticeat; pá indleder eftersætningen; udg. interpungerer efter pá, synes altså at have opfattet pá som acc. plur. af sá. - Hvorfor indfører udg. s. 1018 ved konjektur den sjældne og abnorme form vetrsins? Hvorfor da ikke vetrarins? Ordet er tilföjet af udg., og svarer til temporis i den latinske original (grimmlæik "vetrsins" sævitia temporis). Man kunde også gætte på vedrsins. S. 1522 virker det af udgiveren tilföjede er forstyrrende. Den overleverede tekst kan forsvares, når man kun interpungerer rigtig. Der bör skrives: ok fór Metellus ad rádi aulldunganna ok allt var þetta búidí Numidia. Ordene ok-búid bör opfattes som parentes, svarende til (ex sententia) omnibus rebus paratis compositisque hos Sallust. S. 193 antyder udg. en lakune, svarende til originalens et inter eas moras promissa legatorum expectare. Der synes ikke at være udfaldet noget. Oversætteren har åbenbart opfattet expectare som en antydning af,

at Metellus foreløbig afholdt sig fra fiendtligheder, hvad han udtrykker ved sit ok heriar ekki í ríkinu, hvortil der, bortset fra expectare, icke findes noget tilsvarande i originalen; derimod synes han at have forbigået dennes promissa legatorum som noget mindre væsentligt. Udg. har overset, at den latinske og islandske sætning til dels dækker hinanden. S. 224 kan udgiverens rettelse tal for håndskriftets val næppe forliges med islandsk sprogbrug. Gíslason synes at have opfattet val som en sideform til vel, som i forbindelse med talord plejer att betyde 'rigelig', dette kan dog ikke være rigtigt; af andre steder (1119, 449, 991o, 1033) fremgår, at oversætteren regner lige "d" (o: 500 eller 5 gange 120?) i cohors, hverken mere eller mindre; dertil kommer, at paira, som ikke har noget at støtte sig til i det foregående, er i höj grad stødende. Det synes indlysende, att håndskriftets val paira er en forvanskning af en ældre originals valpra, som ligger grafisk overmåde nær (d valpra manna- "d" udvalgte mænd'); val pra synes af oversætteren at være ment som gengivelse af Sallusts legionarias. Dette sted er ikke det eneste, hvor man bagved håndskriftets læsemåde skimter en ældre original (jfr munpi 1158). - S 25' er det ikke nødvendigt at tilföje til; illt bruges også med genetiv alene, navnlig i forbindelse med substantiver, der betegner en handling (jfr. Fritzner' under illr 6); illt til vatna s. 27 er ikke analogt. Den sædvanlige gengivelse af lat. porta er borghlid (2726, 3623, 3729, 384, 5818). På alle disse steder indsætter udg. borgarhlid i overensstemmelse med f. eks. 381, men uden grund. S. 283 tilföjer udg.: sem þæir mundu vilia viðr að (!) taka; men det foregående trænger, rigtig forstået, ikke til nogen tilföjelse. Den tanke, udg. vil få frem, ligger allerede i léti að því, d. v. s. 'adlød befalingen' [om láta at (ehu) = 'adlyde' se Fritzner I s. 424 b]. S. 513-4 omflytter udg. ordene í vitinu fra sterkastr til skapad, men som det synes uden grund; skapad betyder 'tildelt af naturen' (jfr Sallust naturam unam et communem omnium, som oversætteren dog ikke gengiver rigtig), og trænger ikke til nogen tilföjelse; i forbindelse med sterkaztr synes í vitinu at betyde 'i sindet'; det hele svarer til fortissimum, ligesom brjóststyrkt s. 631 svarer til fortior (jfr. også sterkr í hugnum s. 8030 og styrkđ hugarins 9732). S. 6418 bör der stå komma efter (ikke för) þá. S. 891-2 retter udg. hugrinn til hugr enn; men således som sætningen foreligger, kan hugr ikke undvære artiklen; måske bör der skrives: var þeira (af dette ord ses kun a i hdskr.) hugr enn styrkr &c. S. 10110 er det nødvendigt at rette det overleverede bannad enten (med Gíslason) til bannađi, eller snarere til bannar; her slutter jeg mig i øvrigt fuldstændig til udg.'s fortræffelige rettelse heyra for segia. S. 11027-28 synes udg. at have opfattet verdi som præs. conj. af verda og derfor tilföjet fyrir. Men verdi er præt. conj. af vara. Der bör skrives: fyrr en Julium verđi, og således står der jo også i virkeligheden i håndskriftet (jfr. s. 4231: þó að þá verði æigi þessa). – S. 1291 tilföjer udg. uden grund