Imágenes de páginas
PDF
EPUB

forudsætninger for de meninger, der hidtil er komne til orde, og derhos fremsætte grunde for en ny opfattelse av stødets historie.

Ikke alle danske ord med historisk akc. 1 har stød (eks. fisk, bud), men alle ord med stød forudsætter akc. 1 ^). For at man nu imidlertid ikke skal blive ledt på vildspor ved de forandringer, der i tidens løb er foregåede med forskellige ords anvendelse av den ene eller den anden akcent, er det selvfølgelig fremfor alt nødvendigt at have på det rene, hvilke ord der i urnordisk lydlovlig havde akc. 1, og hvilke akc. 2. Jeg siger udtrykkelig i urnordisk; ti det turde være et av de største og vigtigste resultater av den akcenthistoriske forskning: at den dobbelte akcentuerings historiske grundlag ligger i en sprogform, der går tilbage til tiden forud for de urnordiske apokoperingslove. I erkendelsen herav ligger, som man vil se, et brud med den ældre opfattelse av principet for de 2 akcenters fordeling, hvorefter akc. 1 tilkom oldnordiske enstavelsesord, akc. 2 det øvrige ordforråd (ord på 2 eller flere stavelser). At forholdet imidlertid var det ovennævnte, viste Axel Kock i Ark. VII (N. F. III); og efter fremkomsten av Die alt- und neuschwedische accentuierung (1901), hvori Kock kodificerede udbyttet av sin i en menneskealder fortsatte forskning på de hidhørende områder måtte om ikke før, teoriens rigtighed siges at være uomtvistelig. En imødegåelse er da heller ikke i de siden forløbne år fra nogen side forsøgt, hvilket i betragtning av spørgsmålets vidtrækkende betydning ikke var tænkeligt, ifald nogen havde ment at sidde inde med avgørende modgrunde. Vi har altså at gå ud fra oprindelig akc. 1 så vel i f. ex. lan'g (oldnorsk langr < urnordisk *langaz) som i længste (oldno. lengstir < urn. *langistai).

Efter disse indledende ord går jeg over til at drøfte de

.

1) Om nogle tilfælde av stød i hiat se Kock Ark. VII, 367 note.

meninger, som andre forskere hidtil har fremsat vedrørende stødets historie, hvorefter jeg fremstiller min egen løsning av problemet. Begge de tidligere opstillede teorier har den formelle egenskab tilfælles, at den fonetiske forklaring, som gives på stødets oprindelse, intet præjudicerer med hensyn til tiden, på hvilken det skal være indtrådt; disse to spørgsmål - det fonetiske og det kronologiske der tilsammen udgør stødproblemet, vil derfor så meget lettere kunne avhandles uavhængigt av hinanden. Da der på det kronologiske spørgsmål synes at være indtrådt enighed, medens dette ikke ses at være tilfældet med hensyn til det fonetiske, vil vi først betragte det førstnævnte.

I. Det første tilløb til en tidfæstelse av stødet blev gjort av Johan Storm i hans avhandling om tonelagene i de nordiske sprog -). Hans tankegang heri var at søge en terminus a quo for stødets udvikling (av den fællesnordiske form for akc. 1) i de saksiske låneords indkomst i dansk i middelalderen. Han havde nemlig lagt mærke til, at disse låneord sædvanlig havde antaget akc. 1 (der jo nutildags på grund av stødet er den fra den alm. fremmede udtaleform mest avvigende) og ikke, som man ud fra moderne dansk skulde vente, "akc. 2" 5: ikke-stød. Av dette forhold drog Storm den overilede slutning, at stødet ikke kunde have tilhørt akc. 1 på den tid, da vedkommende saksiske ord optoges i dansk. Dette ræsonnements uholdbarhed påvistes av Kock i Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent, I, s. 158, idet han henledte opmærksomheden på, at selv om stødet allerede på den tænkte tid i middelalderen havde tilhørt akc. 1 i de omspurgte ord, kunde man meget vel tænke sig, at denne akcent til trods for stødet føltes mere lig den

1) I Kristiania Videnskabs Selskabets Forhandlinger 1874.

ARKIV

FÖR

NORDISK FILOLOGI

UTGIVET UNDER MEDVÄRKAN AV

ERIK BRATE GUSTAF CEDERSCHIÖLD HJALMAR FALK
MARIUS HÆGSTAD FINNUR JÓNSSON

KRISTIAN KÅLUND
ADOLF NOREEN

LUDV. F. A. WIMMER

GENOM

AXEL KOCK.

TJUGOÅTTONDE BANDET.

NY FÖLJD.
TJUGOFJÄRDE BANDET.

C. W. K. GLEERUP.

OTTO HARRASSOWITZ.
LUND,

LEIPZIG.
LUND 1912.

LUND BERLINGSKA BOKTRYCKERIET

1912

« AnteriorContinuar »