Doch ist es ja schliesslich ziemlich gleichgiltig, ob nun in diesem namen die Deutschen noch altes m vorgefunden haben, oder aber bereits im slavischen zu re gewordenes früheres rm wieder in rm rückverwandelt haben. Jedenfalls beweist das nebeneinander von čermь und červ-, dass auch im Osten der wechsel rm und rv nicht ungeläufig war.

Wir brauchen also nicht schulmeisterlich eine schreibung der handschriftlichen lesarten für richtig, die andere für falsch zu erklären, sondern können beide als möglich gelten lassen.

Nun aber zur bedeutung, wobei ich also wie oben ausgeführt die rote farbe infolge einer beziehung zu scharlach nicht als gegeben erachte.

Sprachlich bedarf vielleicht die entsprechung von nd für ng einer erklärung. Allein lateinischem ng entspricht im germanischen auch sonst gelegentlich nd: das lat. manganum kehrt im deutschen wieder als mange, mangel und mandel, im nordischen als mondull. Dieses mondull zeigt zugleich, wie im nordischen ein 7-suffix irgend ein anderes lat. suffix des entlehnten wortes ersetzen konnte, und mondull verhält sich zu mendill wie formen mit suffixablaut zu einander.

Was nun die bedeutung des lateinischen scaramanga war, darüber vermag ich nichts zu sagen. Sollte in dem ersten bestandteil scara- etwa das germanische skar- 'scheren', 'schneiden' stecken? Dergestalt etwa dass eben die scaramanga kein sorgsam genähtes sondern bloss ein grob zugeschnittenes überkleid war, vielleicht vergleichbar der 'kotze' der gebirgskutscher, die aus einem viereckigen stück grobem loden besteht mit einem runden loch in der mitte um den kopf durchzustecken? Auch die Herren Wilhelm Meyer aus Speyer und Traube (inzwischen †), vermochten mir nichts zur etymologie von scaramanga zu sagen. Der letztere hat mich aber darauf aufmerksam gemacht, das mlt. militärwörter

grossen teils über Ostrom aus irgend einer barbarensprache gekommen sind.

Mag nun die etymologie von scaramanga sein welche sie wolle, ich glaube skarmendingr unserer stelle ist nichts weiter als scaramanga, dem nordischen munde gerecht gemacht.

Das messgewand, das aus dem von bischof Magnus mitgebrachten pfellel gemacht war, war eben so ungeschickt geschnitten, dass es eher einem wachmantel glich als einem ehrlichen messgewand, und gieng daher unter dem spottnamen 'Skarmendingr', 'der Wachmantel'.

Und genau das gleiche war der fall mit demjenigen messgewande, das bischof Auðunn dem bischofstuhl zu Hólar verschaffte, und von dem es in der Laurentiussaga kap. 32 (Bisk. S. I, 830) heisst: "Hann fekk ok til góðan skrúða med hokli sæmiligum, er Skarmande var kallaðr". Hier haben wir es natürlich auch mit einer entlehnung des lat. scaramanga zu tun, und zwar in einer weniger stark durch nordisches suffix veränderten wortgestalt. Hier hat übrigens schon Guðbrandur Vigfússon die anwendung des wortes als eigennamen erkannt und es daher mit grossem anfangsbuchstaben und in anderer schrift gedruckt.

August Gebhardt.

Alex. Bugge: Die Wikinger. Autorisierte übertragung.. von dr. phil. Heinz Hungerland. Halle 1906 (Niemeyer. Mk. 6).

Med ovennævnte titel betegnes A. Bugges Vikingerne 1. samling (1904). Hvorvidt en oversættelse af 2. samling skal følge, oplyses der intet om, ligesom der overhovedet ikke findes noget indledende forord af oversætteren. Det havde dog ikke været af vejen at give et sådant. Ved en sammenligning med originalen opdager man, at et helt afsnit, det 3., "Barn og olding", helt er udeladt. Hvorfor? Iøvrigt følges originalen meget nöje. Der findes dog i afsnit 2 en omflytning, der rimeligvis er gjort efter forf:s anvisning, foruden enkelte småændringer og tilföjelser hist og her; således har overs. tilföjet flere citater in extenso især fra Eddadigtene. Fra overs. hidrører endel på tyske læsere beregnede oplysende anmærkninger under teksten, der bestemt adskilles fra forf:s bemærkninger. Om disse er der ikke meget at sige. S. 19 burde det dog vist hedde, at Ynglingatal hidrører fra slutn. af det 9. (ikke beg. af det 10.) årh. Hvad spörsmålstegnet efter Hornklofi s. 21 betyder, forstår jeg ikke; at "Haraldskvædi" er af Þorbjorn, kan dog ikke betvivles. S. 219 hævdes det kategorisk, at Atlakvida også er grönlandsk; jeg kan ikke komme ind på dette spörsmål her, men så let lader det sig nu ikke afgöre. Ligeså kategorisk kan jeg hævde: det digt kan ikke være forfattet i Grönland. Som sagt, orig. følges nöje; endogså trykfejl i den genfindes i oversættelsen som "8. årh." s. 216 (orig. 247) noten f. 9. årh. uden at være rettet.

Så vidt jeg kan skönne, er oversættelsen tro og dygtig gjort. Orig. fremtræder som foredrag og tilhøreren tiltales undertiden; i overs. er dette ændret.

Skönt der her egl. kun er tale om oversættelsen af Bugges arbejde, må jeg dog komme nærmere ind på dets indhold og de der hævdede meninger. Der kunde skrives overmåde meget om det hele; men jeg må her indskrænke mig til enkelte bemærkninger. Dette skrift af Al. Bugge fremtræder som et populært eller populariserende arbejde, der i meget beror på de til det rent videnskabelige arbejde Vesterlandenes Indflydelse osv. gjorte forstudier. På grund af det sidst nævnte arbejdes karakter og tilblivelse har Vikingerne det forud, at der her tages også hensyn til de åndelige berøringer mellem Nordboer og Vestlændere, til skjaldekunst og sagafortælling.

Vikingerne I består af følgende afsnit (jeg gengiver orig:s egne udtryk i reglen): 1, De nordiske folk i deres første fremtræden, 2, Kvinden i Vikingetiden, [3, Barn og olding, udeladt i overs.], 3, Livet i en vikingenybygd. Nordmænd og Dansker i Irland, 4, Vikingetids-minder fra øen Man, 5, Kulturens arnesteder i gammel tid, 6, Vikingetidens kultur, 7, Livssyn og dannelse ved overgangen fra vikingetid til middelalder.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÖLJD XXI.

Indholdet er meget omfattende og righoldigt. Hvad de første tider af vikingeperioden_ angår, er det ikke lykkedes forf. at fremlægge noget nyt stof. Interessantest af de nævnte afsnit er det 4. og 6., tildels også det 3. og 7. I det 5. findes der intet særligt nyt, men velbekendte ting (om Lejre, Bjarkø, Sigtuna, Hedeby, Gulland, Jæderen).

I det 3. afsnit (overs.) findes en god skildring af Kelternes historie og af Irland selv. En vis lyrisk tone anslås her- og forresten flere steder; der er en vis flugt i stilen, for ikke at sige svulst eller höjtravenhed. Det er muligt, at dette gör et godt indtryk på mange læsere; på nærværende anmælder gör det dog ofte det modsatte indtryk, og jeg skal ikke nægte, at man ofte under læsningen uvilkårlig kommer til at tænke på ordet "sprogblomst". Dette gör nu imidlertid mindre til sagen. Populær og let læselig er bogen, det kan ikke nægtes, og den egner sig derfor godt til at få folk til at interessere sig for amnet og bibringe dem på en behagelig måde indsigt i det hele vigtige spörsmål. Så meget vigtigere og mere krævet er det da, at en sådan bogs indhold er korrekt i alt det faktiske subjektiv opfattelse er noget andet. Desværre lader det sig ikke sige, at bogen er korrekt i den nævnte henseende. Der er mange unöjagtigheder og urigtigheder - i virkeligheden altfor mange; jeg skal straks anføre nogle.

S. 47 omtales en "Steinvor gydja" i Vatnsdæla. Jeg ved ikke, hvortil der sigtes. I denne saga nævnes kun Þuríðr gyðja, identisk med Landnámas ene. S. 55 tales om Illuge svarte; det er I. den røde der menes; dette er uheldigt, da I. svarte, Gunnlaug ormstunges fader, er så bekendt. S. 233 hedder det om Egill Skallagrimsson, at han som dreng hug "nakken af en træl, fordi han stod godt til hug". Sligt fortælles ingen steder om Egill; derimod fortælles om Torgeir Håvarsson, at han engang slog en mand ihjæl, "fordi han stod så godt til hug".

S. 243 (jfr 263) siges Kormák at have brugt ordet kerti (kærte), og dette bruges som bevis for, at allerede dengang (ɔ: ved midten af det 10. årh.) må begyndelsen til at oplyse kongshallen med vokslys være sket. Kun et løseligt blik på stedet hos Kormak ("dýrt verðr doggvar kerti | Draupnis mart at kaupa)" måtte, skulde man tro, vise, at om ntr. kerti kan der her ikke være tale. Som jeg andensteds har oplyst, foreligger der her et nom. ag. kertir (til vb. kerta, dannet af kortr) i betydn. 'forminsker, bryder'. Denne opfattelse findes allerede i Lex. poet., så her er ingen undskyldning mulig. S. 267 hedder det, at kysset "omtales udenfor Helgedigtene kun en eneste gang i Eddakvadene og meget sjælden i skjaldedigtningen, således en enkelt gang hos Kormak". Jeg ved ikke, til hvilket sted der sigtes udenfor Helgedigtene; men kysset omtales både i Trymskvadet (lysti at kyssa), Hávamál (mey til kossa), Sigurðarkv. (né hann konu kyssa gerdi), i Sigrdrífumál (teygjat þér at kossi konur), samt endelig i Fjolsvinnsmál (fylgja

skal kvedju koss), altså betydelig oftere end forf. tror. Dette viser hvis man overhovedet behøver at slutte noget deraf, at kysset vistnok var temlig almindeligt hos vore forfædre, og jeg kan ikke tro andet end at forf. må gå for vidt i sine vesterlandske sympatier, når han mener, at Nordboerne har lært at kysse deres kvinder af Vestlænderne ("Det var, tror jeg, en skik, som først i vikingetiden og under indflydelse fra Vesterlandene var kommet i brug i norden!"). Endnu skal m. h. t. dette bemærkes, at ordet "kys" er fællesgermansk (oht. cus, ags. coss, cyss osv.), hvilket burde have bragt forf. til besindelse på dette punkt.

Forf. omtaler Sigvat skjald med megen sympati og forståelse. Der er ingen tvivl om, at Sigvat var en overmåde opvakt og begavet mand, som i fremmede lande brugte både öjne og øren. Det kan ikke nægtes, at han bruger endel fremmedord i sine vers. Alt det har nu alligevel ringe betydning for vikingetiden som sådan, då han lever ved og efter dens afslutning. Man kan også göre ham uret. Og i hvert fald skal Sigvat befries for at have kendt, i det mindste brugt ordet ljón 'love' (s. 275, jfr. 270). Atter her har forf. ufuldstændig forståt et skjaldevers eller brugt de dårligste kilder. Havde han benyttet den nyeste udgave af Heimskringla, vilde han have set, at i det pågældende vers af Sigvatr (Hkr. II, 489) findes intet ljón i teksten, således som den lyder i de to udmærkede håndskrifter (K, J); lóns der er den eneste mulige læsemåde findes desuden i Sth. 2, 4, altså et par udmærkede og gamle hdskrr.; lions (leons) findes i AM 61, 325 V, VII, Flatøbogen og Tómasskinna, eller i de yngste håndskrr. og beror på en misforståelse og forvanskning. Heller ikke kan api (s. 273) have noget at göre i den sammenhæng, hvor det omtales; det er ældgammelt ord i nordisk, findes også i Danmark.

S. 65 hedder det, at "selve den skik at forfatte elskovsvers hører vi fra gammel tid intet om i Norden udenfor Island, og selv der først i det 10. årh." (Der sigtes til Kormák og Tormod.) Her har forf. overset den oplysning som Egilssaga giver om Olvir hnúfa, Harald hårfagres skjald; det hedder her i forbindelse med omtalen af Qlvirs hæftige elskov til Solveig den fagre, at han "orti morg mansongskvæđi” (orti mansong um hana v. 1.; Egilss. 6). Jeg ved ikke, om der er nogen grund til at underkende denne oplysning. Ialfald er det klart, at det er fuldstændig urigtigt, når det hedder, at vi intet "hører om" osv.

S. 245 hedder det om skjaldene, at de "fremsiger ofte til toner fra harpen [udhævet af mig], et instrument, som Nordboerne i vikingetiden havde lært at kende, især hos Kelterne [i parentes bemærket savnes der ethvert bevis for denne påstand] de gamle kvæder om guder og helte". Hermed må der sigtes til Eddadigtene og lignende kvad; da forf. i forvejen har omtalt draperne, må det antages, at han ikke mener, at harpen blev brugt ved disses, men kun ved gude- og heltedigtenes fremsigelse. Denne