således em eller am, en form som på två (eller tre) ställen möter i de fd. lagarna. De fsv. fd. am, *næm öfvergingo emellertid til um, num, liksom annars i stafvelser utan fortis ljudförbindelsen -am- (och -em-) utvecklades till -um- i dessa språk: Regemodetorp Regumatorp, gersemi görsuma, sem sum etc. samt i ortnamn på -(h)em -um. Se härom utförligt i Studier öfver fsv. ljudlära 208 ff. och Svensk akcent II 337 ff., och jmf. Såby: Blandinger 186 ff. Emot den här gjorda förklaringen af fsv., fd. um talar naturligtvis icke det förhållandet, att isl. bibehållit ef, och att samma form dialektiskt bevarats i fsv. (på Forsaringen, där skrifvet if) och i fd. (i en hskr. af skånska kyrkorätten). Dessa ef visa blott, att i isl. och dialektiskt i fsv. och fd. nef(a) icke så påverkade ef, att dettas vokal nasalerades. man se ett skäl härtill i den mindre nefa än mellan fsv., fd. ef och *nef. dialektiska fsv. och fd. ef kan äfven förklaras däraf, att sedan ordet erhållit nasaleradt e, formen med fortis (ef) segrade öfver den utan fortis (em). Hvad isl. angår, kan likheten mellan ef och Men det isl. och det Någon säker tydning af -a i isl. nema, jämfördt med fsv., fd. num kan jag icke gifva, men att orden väsentligen äro identiska, kan icke betviflas, lika litet som man dragit i tvifvelsmål, att fsv. opta (jämte opt) hufvudsakligen är samma ord som isl. opt. Möjligen har Bergqvist rätt i sin förmodan, att isl. nema med, och fsv. num utan -a visa tillbaka på urspr. något olika bildning. Man skulle också kunna tänka sig, att -a genom analogi-inverkan senare blifvit tillagdt (möjligen genom påverkan af enda om också', 'om dock' på nem(a) i 1 Detta æm kan naturligtvis bero på felskrifning, men jag ser intet hinder för att antaga, att det är en ålderdomlig form, som antingen dialektiskt lefvat kvar och därför af skrifvare någon gång användts, eller undantagsvis öfverförts från ett äldre manuskript, ehuru det äldre am af skrifvare oftast utbyttes mot det för dem naturliga um. Som bekant förekomma betydelsen 'om icke' och 'men'??). dialektiskt i fd. äfven of och af i betydelsen 'om'. Jag skall dock ej inlåta mig på dessa ord, då den tydning som jag tänkt mig, icke är odisputabel, och då utredningen af dem ej är ett nödvändigt vilkor för förklaringen af ef Lund 9 sept. 1885. um. AXEL KOCK. Droplaugarsona-saga i den ved brudstykket AM. 162, fol. repræsenterede. bearbejdelse. I forordet til den af det nordiske Literatur-Samfund 1847 udgivne saga af Helga ok Grími Droplaugarsonum" bemærker udgiveren (K. Gislason), at vedkommende saga — hvis håndskrifter alle, med Undtagelse af et eneste, næsten ganske ulæseligt, Brudstykke (AM. 162, B Fol.), ved nærmere Undersøgelse befandtes, deels umiddelbart, deels middelbart, at nedstamme fra en Pergamentscodex (AM. 132 Fol.)“ „,synes, naar man sammenligner dens Fortællemaade med andre Sagaers, at være et i det Hele taget med Skjønsomhed affattet Udtog af den oprindelige Fortælling, der nu maa være tabt (hvis ikke det ovennævnte Membranbrudstykke skulde være en Levning deraf), da den saakaldte udførlige Droplaugarsona saga bærer tydelige Spor af en sildigere Oprindelse, undtagen for saavidt en stor Deel ligefrem er tagen af vor Saga". Siden den tid er den udførlige Droplaugarsona saga" ved nærværende forfatter bleven udgiven under navnet Fljótsdæla hin meiri (Kbh. 1883), og ved dennes læsning vil enhver have lejlighed til at overbevise sig om det berettigede i den ovenfor anførte opfattelse, at der ikke kan være tale om at søge spor af Droplaugarsona saga i dennes oprindelige skikkelse dér. 1 Skønt denne sag uvedkommende benytter jeg lejligheden til at tilbagetage en ufornøden konjektur i Fljótsdæla. S. 6520 er der ingen grund til i ey at se en fejllæsning for og, da ey lige så godt kan have betydningen altid" (sål. her) som „,ikke". Håndskriftet, hvorefter sagaen er udgivet (AM. 551, c. 4to), kaldes af Arne Magnusson (i en AM. 254, 8vo opbevaret notits) „Mánaskálar-bók“, formodenlig efter gården „Mánaskál“ i Hunavatns syssel; selve sagaen benævnes. ,,Hrafnkels Sögu Appendix".. Tilbage står da membranbrudstykket AM. 162, fol., som det utvivlsomt med ovenstående formodning for øje vilde være af megen interesse at få undersøgt, men som bortset fra kortere bemærkninger af Gudbr. Vigfusson ikke vides senere at være benyttet.' Som G. V. har oplyst hører det her omhandlede brudstykke af Drpl. til lævningerne af en anselig skindbog, der må have omfattet en hel sagasamling, og som af ham benævnes „Ljosvetninga vellum", fordi den eneste fuldstændige tekst af Ljósvetninga saga stammer herfra. De bevarede rester af denne codex er: 3 blade af Ljósvetninga saga, 1 blad af Finnboga saga, 1 blad af fortællingen om Þorsteinn stangarhögg, 1 blad af Vápnfirðinga saga Disse to sammenhængende, 1 blad af Droplaugarsona sagal I alt er således 11 blade af håndskriftet bevarede. At også de 4 blade af Saulus' ok Nikanors saga hører herhen, har ikke tidligere været bemærket, men er aldeles utvivlsomt for enhver, der vil sammenligne disse blade med de 7 andre. De give et bidrag til håndskriftets karakteristik ved at vise, at dette har optaget en blanding af historiske og romantiske sagaer. Endvidere er det interessant, at man gennem en disse vedlagt, egenhændig seddelnotits af Arne Magnusson får et glimt af i alt fald dette håndskrift-brudstykkes 1 I K. G.s udgave af Drpl. rettes et enkelt personnavn i henhold til dette håndskrift. G. V. anfører i sine tekstrettelser og ved håndskriftlæsning fremdragne tillæg til „nokkrar Íslendingasögur" (Ný Félagsrit XXI, s. 119 ffg. 1861) læsemåden „Krakalækjar" fra dette håndskrift, og bemærker så vel her som senere i Prolegg. til Sturl., at recensionen i 162 er ordrigere og udvidet i forhold til den ellers kendte. historie. A. M. meddeler, at han 1725 har fået de pågældende 4 blade af lovmand Odd Sigurdsson. De var udenom nogle stumper af en dómabók" i folio, skrevet af Jon Erlendsson i Villingaholt, og tidligere efter A. M.s formodning i biskop Brynjolv Sveinssons besiddelse, hvorimod A. M. erklærer sig ude af stand til at sige noget om, når disse pergamentsblade er blevne satte som omslag om bogen. Ikke alene disse 4 blade har været anvendte som indbinding, men også de 7 andre (måske med undtagelse af ét) har måttet gøre samme tjeneste, så vi har her sandsynligvis atter et eksempel på en hel codex, som er bleven sønderskåren til bogbinder-brug. Fælles for alle 11 blade er derfor, at de er dels sværtede, dels slidte og hullede, hist og her hensmulrende, nogle tillige stærkt beskårne. Codex har ellers været et anseligt håndskrift, i lille folio eller stor, bred kvart, beskrevet tværs over hele siden, skriften er en ejendommelig plump, stor, stift-snirklet hånd, der næppe kan sættes ældre end 15de århundrede. Initialer og kapiteloverskrifter har som regel været røde, dog ses også spor af mørkere farver, og i Saulus' og Nikanors saga forekommer på et enkelt sted grønt at være anyendt; nogen særlig pragt eller kunst synes dog ikke at være anvendt på udstyrelsen. De to sammenhængende (næppe beskårne) blade af Vápnf. og Drpl. er c. 10" høje, 7" brede. Codex har gennemgående haft 39 linjer på siden, og middeltallet af bogstavpladser pr. linje kan vel anslås til ca. 55 måske for Drpl.s vedkommende lidt mindre. På de nysnævnte to sammenhængende blade ses endnu tydelig de ved disses anvendelse til bogbind frembragte folder, Vápnf.-bladet er næsten sort, med et par huller foroven, Drpl.-bladet er stærkt slidt, navnlig på 1ste side, foroven hensmulrende, samt desuden flere steder hullet. Det her beskrevne blad af Droplaugarsona-saga har jeg i løbet af et års tid til mange forskellige tider og på forskellig måde søgt at læse. Afsluttet er arbejdet egenlig Arkiv for nordisk Filologi III. 11 |