Fornsögur Suorlanda, utgifna af Gustaf Cederschiöld. Lund

1884. 4to.

Under ovenstaaende fællestitel har den bekendte udgiver af Erex saga, Jómsvíkinga saga o. fl. udgivet en samling af romantiske sagaer, Magus suga Jarls, Konrads saga, Bærings saga, Flovents saga, Bevers saga. Foruden en udgave af selve de gamle tekster, har udgiveren leveret en indledning, der saavel i omfang som i værdi kan maale sig med selve udgaven. At det har lykkedes hr. Cederschiöld at faa udgivet dette storartede værk 273 kvartsider tekst, CCXLIX sider indledning skyldes den omstændighed, at det er bleven offentliggjort gennem flere aargange af Lunds universitets aarsskrift, en omstændighed, som forøvrigt ikke har været ganske uden indflydelse paa værkets form.

Nærværende anmelder skal i det følgende tillade sig at referere de vigtigste af de resultater, hvortil udgiveren i sin indledning er kommen. Indledningen falder i 8 afsnit.

Det første af disse handler om romantiske sagaer i almindelighed. Udgiveren paaviser her, hvorledes den islændingerne eiendommelige samlerflid, der bl. a. har sat sig et udtryk i Snorres edda og Flatöbogen, paa den romantiske literaturs omraade gir stødet til de to store samlingsarbeider, Karlamagnussaga og Didrikssaga, og hvorledes begge disse sagaer igjen viser sin indflydelse paa andre sagaers behandling. De islændinger og normænd, der befattede sig med at oversætte udenlandske digterværker paa sit modersmaal, lod sig ingenlunde af pietet mod sin original afholde fra at sammenføie og sammenarbeide fortællinger, som i originalen var adskilte; tvertimod viste de under dette sit arbeide ofte stor selvstændighed ligeoverfor sine kilder. Ofte blandes hjemligt og fremmed stof om hinanden, et forhold, som udgiveren under sin omtale af de enkelte sagaer nærmere udvikler.

Arkiv for nordisk Filologi III.

12

Med hensyn til de romantiske sagaers stil viser det sig, at de langt oftere end de indenlandske benytter sig af poetiske udtryk, og det ikke alene, hvor dette skyldes en nøiagtig gengivelse af den poetiske original; thi oversætterne har ofte indsat udtryk, laante fra det hjemlige skaldesprog. Dette forhold har (pag. IV) for en væsentlig del sin grund i den omstændighed, at oversætterne har villet give en slags erstatning for originalens versificerede form. Af og til har oversætterne endogsaa beholdt rimet, tildels methodisk, som i Parcival (pag. V).

En tilnærmelse til den nordiske poesis former maa man se i de af og til forekommende vendinger og alliterationer; der forekomme 2, 3, 4 eller flere par i en sammenhæng. Isærdeleshed er anvendelsen af to par hyppig (VII, f.). Særdeles hyppig forekommer ogsaa et enkelt bogstavrim. Ved enkelte af disse viser mangelen af h foran og r hen til en norsk oprindelse (pag. IX, ff.). Ofte forekommer disse allitererende sætninger ogsaa ellers i nordisk literatur, og de tjener saaledes til at give oversættelsen en national karakter. Det er navnlig tilfældet med de hyppig i teksten indstrødde ordsprog (XIV, ff.).

Her har altsaa, som udgiveren pag. XVI bemærker, det nordiske begreb erstattet et fremmed; det samme sker ogsaa i andre tilfælde, f. ex. naar oversætteren har nordisk natur eller rent hjemlige kulturforhold for øie.

Det lader sig ofte ikke afgøre, om denne selvstændighed ligeoverfor de udenlandske kilder skyldes oversætteren eller hans senere bearbeidere. Det viser sig ved en undersøgelse af de sagaer, der er bevarede i flere haandskrifter, at hvert haandskrift i regelen repræsenterer en forkortet redaktion, desto mere kortfattet jo yngre den er (XVII, f.).

En eiendommelighed ved de romantiske sagaer er, at de har en mængde staaende udtryk tilfælles. Denne eiendommelighed er i særlig grad fremtrædende ved de sagaer, der tilhører Karl den stores sagnkreds. Undertiden viser det sig, at et en anden saga tilhørende sted af samme haandskrift er blevet ordret afskrevet. Pag. XX-XXXIII opregner forfatteren saadanne overensstemmelser mellem forskellige sagaer, overensstemmelser, der dels kan have hensyn til indholdet, dels vise sig i en benyttelse af det samme eller et lignende udtryk. Ved en pag. XXXIV-XXXVIII foretagen statistisk undersøgelse kommer udgiveren til det resultat, at disse

stereotyper tildels har, men som oftest savner tilsvarende i originalerne. Om de har tilsvarende originaler, saa er disse dog i regelen temmelig frit oversatte. Udgiveren paaviser pag. XXXIX ff., at stereotyperne i regelen skyldes yngre afskrivere. For det meste kan de tilskrives den vidstrakte belæsthed, som man har havt i denne slags sagaer. Naar de forskjellige sagaer ofte viser en mærkelig overensstemmelse i nomina propria saa maa det vistnok skyldes gensidig paavirkning af de norske oversættelser indbyrdes. Det andet afsnit handler om tekst og haandskrifter.

Udg. meddeler her, at grunden til, at han netop har valgt de her udgivne sagaer, er den, at af de utrykte romantiske sagaer disse forekommer i de ældste haandskrifter. De haandskrifter, der væsentlig er lagt til grund for udgaven er to, som udgiveren betegner som A og B. Skindbogen A foreligger i 3 hefter: AM 580, 4to, A og B samt Holm. (mbr.) 7, 4to. Endnu i 17de aarh. fandtes den som en helhed, der havde flere nu tabte blade. Dette kan sees af bladenes numerering, som maa antages foregaaet paa denne tid.

Bogen har, da numereringen skede, indeholdt: 1) En tabt saga (blad 1-18), 2) Elis saga (19-29), 3) Bærings saga (30-39), 4) Flovents saga (39-50), 5) Konrads saga (50—59), 6) Magus saga jarls (60—73), 7) Hrolfs saga Gautrekssonar (74-92), 8) Jómsvíkinga saga (92-104), 9) Ásmundar saga Kappabana (104-108), 10) Örvar-Odds saga (108-121), 11) Begyndelsen af Egils saga Skalla-Grimssonar (121-122).

Et for alle disse sagaer fælles træk, saavel for dem af nordisk oprindelse som for de fremmede, er deres rigdom paa æventyrlige hændelser og den omstændighed, at de foregaar paa en meget skiftende skueplads. Handskriftet er skrevet med 3 forskellige hænder; af disse indtager den 3die den vigtigste plads, da de seks sidste sagaer og sandsynligvis ogsaa Elis saga skyldes denne haand. Denne mand maa sandsynligvis ogsaa betragtes som redaktør for hele arbeidet (XLIX). De to andre hænder er altsaa blevne benyttede til optegnelsen af Bærings, Flovents og Konrads saga. Disse to har skrevet omtrent lige meget hver efter tur.

Den første haand er den mærkeligste. Skriveren viser et saa stort ubekendtskab med forkortningstegnenes brug og usikkerhed i lydbetegnelsen, og han gør sig skyldig i saa mange skrivfeil, at man endogsaa fristes til tvile paa, at han virkelig har havt islandsk til modersmaal (pag. L). Pag. L-LVI giver udgiveren en oversigt

over eiendommeligheder ved denne haands orthografi samt dens skrivfeil.

Den anden haand viser ingen saadan fremtrædende eiendommelighed i sin orthografi, der i almindelighed er nøiagtig og rigtig. Mærkes kan det, at denne haand ligesom tredje ofte sætter aksenter paa lange vokaler og diftonger.

Den tredje haands eiendommeligheder har udgiveren tidligere behandlet i indledningen til Jómsvíkinga saga, af hvilken grund han ikke her gaar ind раа den.

Det andet haandskrift. B, Holm. mbr. 6, 4to, har leveret teksten til Flovents saga II og Bevers saga. Dette haandskrifts tid pleier at sættes til omkr. aar 1400. Af orthografiske eiendommeligheder ved dette haandskrift kan mærkes, at aksent kun sættes paa a og i, paa det sidste kun som diakritisk mærke, paa a baade paa etymologisk kort og lang a. Ŏ savnes og erstattes dels af d, dels af th og tth, t (LX. LXI).

Andre ved udgaven benyttede haandskrifter behandles nærmere under de enkelte sagaer.

Udgiveren gaar dernæst over til at gøre rede for de principer, som han har fulgt ved udgivelsen. Han vil give en redaktion saa fuldstændig som muligt, medens han har henlagt sammenligningen mellem de forskjellige redaktioner og undersøgelser over originalen til indledningen. Lakuner i hovedhaandskriftet er blevne udfyldte efter de andre, men ved sin tryk tydelig betegnede som hørende til et andet haandskrift.

Af de principer, som har været fulgt ved tekstens gengivelse paa tryk, maa man billige, at udgiveren har beholdt haandskriftets ordadskillelse eller mangel paa saadan ved sammensætninger og præpositioner. Man maa beklage, at udgiveren har seet sig nødsaget til uden videre at opløse forkortningerne uden at gøre dem kendelige i tryk. Det kan jo ikke nægtes, at udgaven paa den maade taber betydelig i værd ved grammatiske undersøgelser. Udgiveren har dog søgt at bøde herpaa ved saavel i noter under teksten som i indledningen at omtale de forkortninger, hvis opløsning syntes at kunne være tvilsom.

I indledningens tredje afsnit gaar udgiveren over til Magus saga jarls. Efter at have givet en oversigt over den nyere literatur, der har behandlet Magus saga, sammenstiller udgiveren de punkter, som sagaen har tilfælles med de franske kilder.

Der fremkommer da det sikre resultat, at den ikke kan være oversættelse af et fremmed skrift, men at den maa være optegnet efter hukommelsen, og det snarest ikke af den mand, som selv havde hørt eller læst originalen", men af en som havde faaet en mundtlig fremstilling af sagaens indhold og saa har udfyldt de i og for sig noget knappe data.

Om det er det franske digt selv eller en bearbeidelse paa et andet sprog, der har været sagaens kilde, kan ikke med sikkerhed afgøres. Dog er der intet, som bestemt taler imod, at sagaen kan skrive sig fra en fransk kilde.

Ved bestemmelsen af tiden for sagaens overførelse til Norden har man de holdepunkter, at haandskriftet er fra begyndelsen af 14de aarh., og at sagaen benytter sig af Didriks saga, som forfattedes omkr. midten af det 13de aarh. Til Island mener udgiveren, at sagaen sandsynligvis er kommen over Norge (LXXXVI).

Forud for beretningen om Amundes sønner og Magus jarl gaar der en liden fortælling om keiser Jatmund og hans dronning. Heller ikke her kan man antage en ligefrem oversættelse, men sandsynligvis er det flere udenlandske fortællinger, som er smeltede

sammen.

Ogsaa meget af det nordiske stof er laant. Blandt de nordiske kilder kan efter udgiverens mening (pag. XC, ff.) regnes Didriks saga, medens derimod ikke Karlamagnus saga synes at have havt nogen indflydelse paa sagaens ældre redaktion. I det hele synes sagaens forfatter, hvor han kommer ind paa det overnaturliges omraade, at have fulgt nordiske forbilleder (XCV). Naar udgiveren mener, at sagaens forfatter har æren af den opfindelse at kaste „ellibelginum", saa kan det maaske ansees for tvilsomt. Den samme tanke findes ialfald ogsaa andensteds i den nordiske literatur om end i anden forbindelse; saaledes har Stj. 9822: svá er skrifat, at eitrormarnir lifa stórliga lengi svá, at þeir leggi níðr ellihaminn ok þar með falli af þeim ellin ok hverfa svá aptr til öskunnar. 1

1 Stjórns original, Vincentius Bellovacensis Speculum naturale (I, 20, 6, spalte 1664) har her et i det væsentlige tilsvarende udtryk: serpentes autem diu vivunt, quia deposita veteri tunica senectutem deponunt et in iuventutem redeunt. Naar imidlertid oversætteren for at gengive et udtryk som vetus tunica vælger det noget