Ogsaa i fremstillingsmaaden bærer sagaen et rent nordisk præg. Dette forhold udvikles nærmere XCVIII-CII.

Magus saga er bevaret i 32 haandskrifter eller fragmenter af saadanne.

Disse haandskrifter er af udgiveren blevne inddelte efter 2 forskellige principer, udvidelse ved "þættir" og selve tekstens større eller mindre kortfattethed.

Alle membraner, med undtagelse af det af udgiveren som A betegnede (AM 580 B, 4to), har sagaen udvidet med þættir, som tildels staar i et meget løst forhold til selve fortællingen; særlig er det som F betegnede haandskrift (AM 152 fol., udg. af Þórðarson, Købhvn. 1858) rigt paa þættir. En nærmere gennemgaaelse af disse leverer udgiveren pag. CV-CXIV. Det viser sig ved denne gennemgaaelse, at de ikke oprindelig har hørt til sagaen, men sandsynligvis til forskjellige tider er blevne forenede med den. Redaktionen A er altsaa den ældste; herfor taler ogsaa den omstændighed, at den findes i en membran, som er skrevet omtrent et aarhundrede tidligere end nogen af de andre codices.

Dog har heller ikke A holdt sig ganske fri for þættir. Som en saadan maa nemlig regnes den ovenfor omtalte indledning, der staar i et meget løst forhold til den egentlige saga. Et positivt bevis for, at indledningen oprindelig har været adskilt fra sagaen, ser udgiveren (CXV, f.) i den omstændighed, at to haandskrifter giver den første en egen afslutning, der efter hr. Cederschiölds mening er den oprindelige þáttafslutning, der er beholdt. Det synes imidlertid, som om dette bevis ikke er bindende. Det er ligesaa rimeligt, at vedkommende bearbeidere, der har følt indledningens selvstændige stilling, har tilføiet denne afslutning.

Med hensyn til selve tekstens behandling har man to redaktioner, en kortere, der repræsenteres af A, en længere, hvis repræsentant er F. Til den første slutter sig de fleste af de bevarede membraner. Pag. CXVIII-CXXIV anstiller udgiveren en sammenligning mellem de to redaktioner; det viser sig ogsaa her, at A er den oprindelige, medens F er udvidet. Denne udvidelse

anderledes farvede ellihamr, og naar man saa sammenholder dette udtryk med det i Magus saga forekommende ellibelgr, saa synes netop valget af de forskellige udtryk med samme betydning at vise, at vi her har at gøre med en hos vore forfædre gængs forestilling.

sees (CXXI) at have havt sin grund dels i ønsket om at give sagaen en fastere sammenhæng, dels deri, at bearbeideren har villet give fortællingen en mere drastisk form, dels endelig i en fremtrædende forkærlighed for det overnaturlige. Forøvrigt synes det resultat, hvortil udgiveren her er kommen, at staa i strid med det, hvortil han tidligere under den almindelige oversigt (pag. XVII) over de romantiske sagaer kom, nemlig at jo mere kortfattet en redaktion var, desto yngre var den ogsaa.

Ved en sammenstilling af de haandskrifter, der har den kortere tekst, kommer udgiveren til det resultat, at A er det bedste haandskrift, der maa lægges til grund for udgaven, medens det dog paa enkelte punkter maa suppleres eller rettes efter et par andre, B (AM 533, 4to), C (AM 556, 4to), samt D (et papirhaandskrift AM 536, 4to).

Endelig giver udgiveren en oversigt over en del nævneværdige varianter inden de kortere haandskrifter, en oversigt, som altid vil beholde stort værd ved tekstkritiske undersøgelser over Magus saga.

Indledningens fjerde afsnit handler om Konrads saga. For ogsaa at give udenlandske lærde, der ikke forstaar oldnorsk, anledning til at lære sagaens indhold at kende, har udgiveren i spidsen for sin behandling af sagaen sat et referat af den, forfattet af professor Gering i Halle, der ogsaa har forfattet referater af indholdet af flere af de følgende sagaer.

Der har (pag. CXLVII) ikke kunnet paavises nogen udenlandsk kilde for sagaen i dens helhed, og udgiveren mener, at det udenlandske stof, som findes i sagaen, kan forfatteren have faaet gennem værker, der allerede forelaa i den nordiske literatur.

Navneombytningen, der spiller den vigtigste rolle i sagaen, viser megen lighed med den tyske ridderroman Loher und Maller, der vistnok er yngre end sagaen, men dog kan grunde sig paa ældre fortællinger. Lighedspunkter frembyder ogsaa Göngu-Hrólfs saga.

Fortællingen om ormelandet viser (pag. CXLVIII) store ligheder med russiske fortællinger, offentliggjorte af A. Wesselofsky i Archiv f. Slav. Philol. herausg. v. V. Jagic', Bd. II, Berlin 1877 (Die sage vom babylonischen reich). Lignende forestillinger findes ogsaa i nordiske fortællinger (se pag. CXLIX). Ogsaa flere andre af sagaens motiver er af udenlandsk oprindelse, men behøver dog ikke at være tagne direkte fra en udenlandsk kilde.

Paa den anden side frembyder sagaen positive tegn paa nordisk oprindelse, saavel hvad indholdet som stilen angaar (pag. CLII).

Udgiveren gaar derpaa over til en redegørelse for sagaens haandskrifter og deres indbyrdes forhold. Resultatet af denne er,

at fire af sagaens haandskrifter (Holm. 7, 4to, 7 fol., AM 529, 4to; 180 B, fol.) viser et nærmere slægtskab, medens et femte Holm. 6, 4to, der indeholder sagaen fuldstændig, indtager en isoleret stilling. Det ældste af haandskrifterne er Holm. 7, 4to, der er lagt til grund for udgaven (CLIV ff.).

Bærings saga har udgiveren ligesom Konrads saga forsynet med et tysk referat. Han anser det for utvilsomt, at sagaen er oversat, om der end i enkelte punkter viser sig nordisk indflydelse. Oversættelsen er sandsynligvis foretagen i Norge, men de bevarede haandskrifter er alle islandske (CLXXXVII).

Flovents saga er i modsætning til de øvrige trykt i to redaktioner (AM. 580 A, 4to og Holm. 6, 4to). Denne sagas indhold har allerede længe været bekendt i udlandet gennem en latinsk oversættelse af islændingen Jón Ólafsson fra aaret 1732. Sagaen er en oversættelse af et gammelfransk heltedigt. Forholdet mellem dette skrift og andre dermed beslægtede digtninger i andre lande har før været behandlet, og udgiveren gaar derfor ikke nøiere ind paa det.

Oversættelsen maa være skeet tidlig, efter udgiverens mening temmelig langt tilbage i 13de aarhundrede. Visse ligheder i nomina propria med Karlamagnus saga synes at vise paavirkning fra denne sidste saga.

Bevers saga synes (pag. CCXVII) at være en oversættelse af et fransk digt, der igen sandsynligvis er oversat fra engelsk. Ogsaa her har udgiveren vedføiet et tysk referat af sagaen.

Sproget i Bevers saga viser, at den er temmelig sent oversat. Sagaen viser betydelige ligheder med fortællingen om Olif og Landres, der er oversat kort efter 1286. Stilen i Bevers saga er rig paa stereotypiske udtryk, og udgiveren ser ogsaa heri et bevis for, at sagaen er sent oversat. Det kan være af interesse at se, hvad udgiveren fortæller efter meddelelse fra professor G. Storm, at et exemplar af Bevers saga omtales i et brev fra Ryfylke fra aaret 1366.

Sagaen er trykt efter Holm. 6, 4to. Forøvrigt findes der en membran, Holm. 7, fol. samt 2 membranfragmenter og flere pa

pirhaandskrifter, hvoraf de fleste er afskrifter af en af de ovenfor

nævnte membraner.

Sluttelig omtaler udgiveren i indledningen de islandske og færøiske rímur, der har hentet sit stof fra de i denne samling optagne sagaer.

Om selve udgaven af teksterne er der i sammenligning med indledningen ikke saa meget at sige. I det enkelte at gaa ind paa de i ethvert tilfælde valgte læsemaader vilde føre os for vidt og ligge udenfor denne anmeldelses plan.

Anmelderen har før omtalt det som en uheldig omstændighed, at udgiveren ikke har havt anledning til i trykken at betegne de opløste former. Udgiveren har jo ogsaa selv bemærket, hvorledes udgaven derved taber i værdi ved grammatiske undersøgelser. I tekstkritisk henseende derimod vil udgaven være særdeles nyttig ved sine nøiagtige oplysninger om haandskrifterne og deres varianter. For dem endelig, der beskjæftiger sig med middelalderens literaturhistorie, vil baade selve udgaven og den grundige indledning være af den allerstørste nyttte.

5 1885.

6

P. GROTH.

Die älteren nordischen runeninschriften. Eine sprachwissenschaftliche untersuchung von Fritz Burg. Berlin 1885. 176 sider. 4 mark.

Hensigten med dette arbeide er, efter forfatterens egne ord (s. 6), at give et overblik over det forhaandenværende materiale til tydning af de i Danmark (incl. Slesvig), Sverige og Norge fundne indskrifter med ældre runer. Som sin specielle opgave betegner forfatteren (s. 4) faststillen af, hvilke ord i de nævnte indskrifter endnu staar paa det urgermanske standpunkt, og hvilke opviser en specifik nordisk sprogkarakter. I dette øiemed gjennemgaaes i geografisk orden alle hidtil i norden fundne ældre runeoptegnelser, af brakteaterne dog kun de af Bugge (Aarbøger 1871) behandlede. Som et anhang til afhandlingen er føiet et brev til forfatteren fra Wimmer om runernes oprindelse og historie, en ved de nyere opdagelser i det fællesgermanske konsonantsystem fuldstændiggjort og

korrigeret bearbeidelse af sammes afhandling om „runeskriftens opr. og udv. i norden (1874)", hvortil slutter sig en paa sprog og runeformer hvilende kronologisk bestemmelse af de enkelte runestene. Endelig følger som andet anhang en fortegnelse over den herhen hørende videnskabelige litteratur samt en index.

Den forfatter, der med dette arbeide gjør sin début paa den videnskabelige bane, viser sig, hvad kundskaber og sprogvidenskabelig metode angaar, fuldt ud at staa paa tidens høide. Man finder her gjennemgaaende skjønsomhed i bedømmelsen af og valget mellem de forskjellige runologers meninger, stor forsigtighed og takt i slutningerne og en næsten for stor ængstelse for at opstille nye hypoteser. Som nye og gode bemerkninger kan exempelvis nævnes: S. 19: muligheden af at identificere hlewa- med gr. xλε Fo-. S. 51: umuligheden af Noreens alternative udledning af oldsv. jak af idg. eghōm (der vilde give oldsv. eka); som den idg. grundform er her med forfatteren at ansætte ĕg(h)om; nøiagtigere erefter anmelderens mening som fællesgerm. grundform for den brudte form jak at ansætte ékà, med bitone paa sidste stavelse (cfr. oht. ihha), for det ubrudte ek derimod éka uden bitone, idet alt tyder paa, at kun det med idg. bitone forsynede nordiske udlydende a har oplevet indtrædelsen af den under navn af brydning bekjendte epentese; paa lignende maade tør vel ogsaa forholdet val (f. *vjal, cf. oht. wëla): vel finde sin forklaring. S. 136:

her er oldn. fâ

faða først stillet i sit rette lys.

Som de nævnte exempler er ogsaa det øvrige nye og gode i dette arbeide omtrent udelukkende af almindelig art, uden indflydelse paa indskrifternes forstaaelse. Noget egentligt nyt materiale eller nye synspunkter til forstaaelsen af utydede eller usikre steder har forfatteren ikke leveret. Dette være dog ikke sagt som nogen anke: forfatteren har jo ikke lovet os noget i den retning, det laa udenfor hans plan.

Værre er det, at ikke saa ganske faa af forfatterens sproglige bemærkninger maa ansees som mer eller mindre mislykkede. Enkelte af denne art skal her paatales: S. 25 fremføres den paastand, at de oldn. navne paa -marr forbyder antagelsen af en ældre jastamme: -mârir; men hvad mener saa forf. om oldn. navne paa -arr? S. 46 f. paastaaes, at runeindskriftens hariso lydret vilde give oldn. Harsa; oldn. hersir skulde skylde sin omlyd til det bevarede i: men hvad siger saa forf. om oldn. hers- i komposi