ingår kanske i det indeklinabla adjektivet játse (Egilsson, Dictionary). Den ljudlagsenliga isl. böjningen vore: nom. dat. o. ack. sing. *étt, nom. o. ack. plur. *étter,men gen. sing. játtar, gen. plur. játta.1 jains. = Got. jains väntar fortfarande på en tillfredsställande förklaring. Att urgerm. ĕ här bevarats, har man svårt att tro. Sievers, Paul's und Braune's Beiträge IX, s. 568 säger, sedan han för det motsvarande vestgermanska pronomenet uppstält såsom urgerm. grundform *jani- jemte *jano-: „Sollte aber nicht doch das ai (i got. jains) durch epenthese entstanden sein können?" Fattar jag honom rätt, tänker han väl på en utveckling af t. ex. neutr. *janjata till jainata således ett slags dissimilatorisk metates. Denna procedur, i sig sjelf mycket rimlig, är dock, såsom isolerad, föga sannolik. Jag uppställer såsom grundform *joi-no-, som jag antager vara meddelst suffixet no bildadt på lok. *joi ibi (jfr. gr. ñoĩ, oi in. fl.); jains således egentligen ,,den der varande". Exempel på dylika adjektivbildningar på adverb (kasusformer) anföras af Fick, Gött. Gel. Anz. 1881, s. 444 och i synnerhet af Persson, Studia Etymol., ss. 10 noten, 101 o. 104 noten, t. ex. κῆ-νο-ς af xй ibi (¿xεt-vo-5 af lok. Exɛî), lat. meus < *mei-o-s af lok. *mei (> fsl. mi, jfr. nɛì, ¿xɛï etc.), fsl. mo} < *moi-o-s af lok. *moi (gr. μοι), gr. ποῖος af lok. ποῖ o. s. v. På samma sätt äro väl också bildade got. meins, peins, seins < *mei-no-s, *tei-no-s, *sei-no-s af lok. *mei, *tei, *sei (fsl. mi, ti, si; meins egentl. varande"). Ett noggrant motstycke till den här antagna bildningen af jains erbjuder nsv. dial. (den) der-ninge jener. Den sålunda uppkomna stammen *jaino- har i got. utträngt stamformerna *ja-no-, *ja-ni-, *e-no- (den sista i fht. ënêr < ieu. *i-no- med det svagaste rotstadiet). 2 1 2 = ,,den hos mig Deremot är nog ordet jám i uttrycket „með jám ok handsglum“ i Dipl. Norv. bildadt af adverbet já, substantiviskt användt (jfr. fsv. ‘fælla til nes'), och icke såsom formellt vore möjligt af ett ô-stamssubstantiv nom. sing. *é, gen. *jár, nom. plur. *jár. motsvarande mht. jëhe<urgerm. *jeho. Vokalen i isl. enn, inn tillåter, såsom obetonad, åtskilliga härledningar: *jani-, *jeno-, *eno- och äfven *jaino- (jfr. nom. pl urg. *blindai > isl. blinde+r, blindi+r). Att bestämdt afgöra, hvilken eller hvilka af dessa stammar man har att göra med, torde vara omöjligt. Om Schagerström, Arkiv III, s. 135 noten har rätt i sin härledning af isl. handan af h+andan < *jandan, så är åtminstone *jani- representeradt i nordiskan. Öfverhufvud kan existensen af got. ai såsom representant för urgerm. è utom i ställningen före r, h betraktas såsom högst tvifvelaktig. Af de derför anförda fallen (Braune Got. Gramm. § 20, 1) står helt visst baitrs i afljudsförhållande till ags. biter (jfr. Hübschmann, Das indogerm. Vocalsystem, s. 127), waila kan uppfattas såsom wa+ila med ett annat afljudsstadium af suffixet än isl. va-l, fht. wë-la (isl. ve-l)', Angående ai i aippau och i verbens reduplikationsstafvelse skall jag icke nu bestämdt yttra mig, men anser äfven i fråga om dessa fall en annan uppfattning möjlig. ån, jahn. I de småländska dialekterna af nysvenskan förekommer en maskulin a-stam ån, förutsättande ett fsv. *āner. Ordet motsvarar på det noggrannaste så till form som betydelse nht. jahn, mht. jân, som hittills ansetts isoleradt (se Kluge, Etymol. Wörterbuch, s. 146). Det småländska ordet betyder: 'den bredd, sträcka, remsa af en åker, hage e. d., som man tar för sig, för att, under det man fortskrider från den ena ändan af ifrågavarande yta till den andra, verkställa ett arbete derå, såsom vid skörd, röjning af ängsmark, äfvensom vid skallgång, skurning af golf' m. m. (jfr. Gadd, Allmogemålet i Östra härad, s. 94 och Linder, Allmogemålet i Södra Möre härad, s. 194). - Det tyska ordet betyder: „die Reihe, der gerade Strich od. Gang, den der Feldarbeiter beim Mähen des Getreides od. Heues einhält; eine Reihe abgehauenes u. auf ein. gelegtes Buschwerk; der Weinberg wird in jâne abgeteilt" o. S. v. (Schade, Altd. Wörterb.). Schade anför med rätta såsom samma ord ett langob.-lat. janus jordsträcka, jordrymd. Ordet är en abstraktbildning på -no- (urgerm. *jênoz) med grundbetydelsen 'gång' till roten jê gå; jfr skr. yânam gång, lopp (så Schade, ib. och Bremer, Paul's u. Braune's Beiträge XI, s. 277). Härigenom erhålles ett nytt exempel på bortfall af uddljudande ji nordiskan. 1 Jfr. Brate, Bezzenberger's Beiträge XI, s. 186. Upsala i februari 1886. EVALD LIDÉN. De norsk-islandske Bibeloversættelser fra 13de og 14de Aarhundrede og Biskop Brandr Jónsson. I en tidligere Artikel (III 83-88) har jeg søgt at vise, at de historiske Bøger i det gamle Testamente ialfald Samuels Bøger" og „Kongernes Bøger" - fandtes i den os bekjendte Oversættelse (Stjórn) paa Oldnorsk ved Aar 1250 eller lidt senere og da blev benyttede i Norge af Forfatteren af „Kongespeilet" og Oversætteren af „Barlaams og Josafats Saga". Jeg skal nu undersøge den nyere islandske Tradition om, at Biskop Brandr Jónsson († 1264) er Oversætter af hele Stjórn, hvilken i ældre Tid er hævdet af Biskop Harboe (Dänische Bibliothek VIII, 4), af Finn Jonsson (Hist. eccl. I, 71) og af Halfdan Einarsson (Sciagraphia p. 208) og i nyere Tid af Gudbr. Vig fusson (Ny felagsrit XXIII), medens Werlauff, Unger og Jon Þorkelsson har benægtet dens Rigtighed. Ved Navnet Stjórn (Styrelse) forstaaes dels en Oversættelse af de historiske Skrifter i det gamle Testamente, dels denne Oversættelse i Forbindelse med andre oversatte Skrifter af Oldtidens Historie, og denne Modsætning gaar saa langt tilbage som Navnet selv er kjendt, idet der allerede ved 1670 fandtes paa Hlidarende to Haandskrifter, hvoraf det ene, som begyndte med Josva og sluttede med den babyloniske Landflygtighed, kaldtes „litla Stjórn“, medens det fuldstændigere, som indeholdt alle de historiske Bøger i det gamle Testamente med Romernes Sagaer, Alexanders Saga og Makkabæernes Bøger, kaldtes ,,Stærri Stjórn. Vigfusson anser det første Navn for det oprindelige, medens det ikke er let at indse hvorfor ikke ligesaagodt det andet Navn var ligesaa gammelt; ialfald stemmer det vel saa godt med den islandske Tradition, 1 Vigtusson i Ný félagsrit XXIII, 144. som udstrækker det til hele Samlingen og derfor har anseet Brandr Jónsson for hele Samlingens Oversætter1. For at vinde sikrere Vidnesbyrd maa vi gaa til Haandskrifterne selv. Disse kunne efter sit Omfang deles i flere Recensioner: 1) Recensionen C, repræsenteret ved det ældste Haandskrift AM. 228 fol. fra c. 1300-1320, indeholder Jødernes Historie fra Mose Død til Bortførelsen til Babylon (Herleiðing), Oversættelse af Vulgata med talrige Tillæg fra Honorius af Autuns „Imago mundi" og „Speculum ecclesiæ". 2) Recensionen B, repræsenteret ved AM. 227 fol. fra Midten af 14de Aarhundrede samt talrige Brudstykker; indeholder a) den af K. Haakon Magnussøn foranstaltede Samling af Kommentarer med Text til Genesis og halve Exodus; Oversættelsen er efter Vulgata, men Kommentaren er samlet fra flere middelalderske Theologer, især Petrus Comestors Historia Scholastica og Vincentius's Speculum historiale, samt b) den ældre Oversættelse fra Mose Død til Bortførelsen. 3) Recensionen A, repræsenteret ved AM. 226 fol. fra den 2den Halvdel af 14de Aarbundrede og Afskriften AM. 225 fol. fra c. 1400; indeholder a) Kommentar med Oversættelse af Genesis og halve Exodus, b) en Bibelhistorie for Josva Tid, efter Petrus Comestor, ikke efter Vulgata, c) den ældre Bibeloversættelse fra Josva Død indtil Bortførelsen, d) Romernes Historie fra Iugurtha til Augustus, oversat efter Sallust og Lukan, e) Alexander den stores Historie, oversat efter Gualterus's Alexandreis og f) Gyðingasaga, oversat efter Makkabæernes Bøger med Fortsættelse efter Petrus Comestor og andre. 4) Efterat denne Samling var istandbragt og efterat Afskriften 225 fol. var taget, har Recensionen A i 226 fol. faaet et yderligere Tillæg paa 8 indskudte Blade mellem a og b, hvor en Haand fra 15de Aarhundredes 1ste Halvdel har optaget et Uddrag af Resten af Mosebøgerne, oversat efter Vulgata (uden Tillæg eller Commentar). Man har almindeligvis villet opfatte Stjórn som „Verdensstyrelse" eller Guds Styrelse" (med Jødefolket) Jeg skulde snarere tro, at Stjórn er en ligefrem Oversættelse af regnum", altsaa Kongestyrelse eller Kongehistorie, cfr. liber regnorum (s. 5762, 58518) istf. liber regum. - Allerede af den her foretagne Gruppering vil man se, at man her har for sig forskjellige Arbeider af beslægtet Art, som i Haandskrifterne er flydt sammen. Grundstokken finder man i C Oversættelse af Jødernes historiske Bøger —; men til denne har i B kommet det beslægtede Arbeide over Genesis og halve Exodus, og endelig har man i A til begge disse Bibeloversættelser knyttet et Brudstykke af en Bibelhistorie og selvstændige Arbeider over den profane Historie. Det er i den sidste Samling (A), at Brandr Jónssons Navn forekommer og til hele denne Samling at den islandske Tradition har antaget ham for Oversætter. Ved Slutningen af Samlingens hele Afsnit (Gyðinga Saga) staar nemlig: „þessa bok færdi hinn heilagi Jeronimus prestr or ebresku máli ok i latinu. Enn or latinu ok i norrænu sneri Brandr prestr Jónsson. er sidan var byskup at Holum. ok sva Alexandro magno. eptir bodi virduligs herra. herra Magnusar kongs. sonar Hakonar kongs gamla". Man har af detta Udtryk, synes mig, Ret til at slutte, at Brandr Jónsson kun er Forfatter af den sidste og næstsidste Del, ikke af det øvrige. Man har villet forstaa „þessa pok" om hele Samlingen, men da „þessa bok" sættes ved Siden af den lige forud gaaende Alexander Magnus, kan „þessa bok" aabenbart kun betegne det sidste Afsnit. Allermindst gaar det vel an med Vigfusson at udskille de bibelhistoriske Dele af Samlingen (a, b, c, e, f) og paastaa, at ved „þessa bok" forstaaes alle de bibelhistoriske Dele. Jeg kan forstaa, at dette kunde hævdes, naar man, som Biskop Harboe, gjorde Slutninger fra nye islandske Haandskrifter, der kun har optaget de bibelske Stykker (og ikke Alexanders Saga), og hvor saaledes Citatet om Alexander henviser til et andet Skrift, medens „þessa bok" kan betyde hele Haandskriftets Indhold. Men at denne Bog oversatte Brandr Jónsson, og ligeledes Alexanders Saga" skal betyde „de første og den sidste Bog i denne Samling oversatte Br. J. og ligeledes den næstsidste", synes mig ugjørligt. Gudbr. Vigfussons Beviser for at hævde denne i sig selv umulige Sætning er følgende: 1) hele Bibeloversættelsen stammer fra samme Kilde, Vulgata, 2) den har en ensartet Karakter og synes at henvise til én Oversætter, 3) det vilde være meningsløst, at den norske Konge bad Brandr Jónsson at oversætte Alexanders Saga og Makkabæernes Bøger uden tillige at opfordre ham til at oversætte alle de tidligere historiske Bøger i det gamle Testamente. Men |