overbevist om, at det som system betragtet står over det BellSweetske. Dets svaghed ligger efter min mening netop i dets tilsigtede fuldstændighed. Forff. mener, at deres tabel skal kunne optage alle mulige selvlyd, idet de dog indrømmer, at det muligens kan blive nødvendigt at tilføie nye serier. Men den samme udvei har man ligeoverfor det Bell-Sweetske. Der findes visselig lyd,

รา

f. eks. norsk og svensk lukket o, svensk kort u, som ikke passer nøiagtig i nogen af Bell-Sweets 36 ruder; men gjaldt det om at skaffe en bestemt plads paa på papiret for hver enkelt lyd, så var der jo intet iveien for at tilføie en eller flere firkanter, f. eks. for lyd med abnormal rounding" eller "partial rounding" osv. Det er efter anmelderens mening netop den store fordel ved det BellSweetske system, at det som øverste inddelingsprincip holder sig til tungestillingen og betragter alle andre bevægelser eller stillinger af taleredskaberne som sekundære. Strengt taget består jo det Bell-Sweetske system i sin grund ikke af 36 ruder, men blot af 9 eller, hvis man regner forskjellen mellem narrow og wide som principiel, af 18. Til hver af disse 9 (18) stillinger træder der nu forskjellige modifikationer som mangel på runding, delvis, almindelig eller for sterk runding, ligesom der såvel i den vertikale som i den horizontale retning er plads for snart sagt en uendelighed af mellemtrin. Idethele er der vel neppe opstillet et eneste almindeligt vokalsystem, som ikke på en eller anden måde skaffer plads for alle mulige vokallyd, så hvis det blot kom an herpå, vilde der være „fuldkomne" vokalsystemer nok. Trautmann finder jo uden vanskelighed plads for 280 „durch tonhöhe und gielstellung auf das sicherste bestimmte vocallaute", og endda regner han ikke die rachen- und kehlnebenvocale", af hvilke de sidste jo rigtignok heller ikke endnu er påviste som eksisterende '. Men hovedsagen ved opstillingen af et alm. vokalsystem må være at finde det rigtige inddelingsprincip, og dette mener jeg Bell har gjort ved dertil at vælge tungens forskjellige stillinger. Læbernes stilling er ikke noget så universelt som tungens; man kan godt tænke sig et sprog, som fuldstændig mangler labialiserede vokaler; men en vokallyd uden en bestemt tungestilling er en fysisk umulighed. Fremdeles kan man godt

Hvad det skal tjene til at bestemme lyd, som endnu ikke er påviste som eksisterende, er ikke let at se. Vi har sandelig fuldkommen nok med at bestemme de eksisterende lyd, om vi ikke skal forøge vanskelighederne ved at opfinde nye.

tænke sig et sprog, hvor atter andre momenter end læbebevægelsen træder til og derved frembringer nye nuancer; allerede de almindelige nasalvokaler ligger jo ifølge Trautmann en ters dybere end de tilsvarende rene, således at en inddeling baade efter tungens og læbernes bevægelser strengt taget heller ikke blir tilstrækkelig 1. Resultatet heraf blir altså, at et vokalsystem, som samtidig tager hensyn til alle de artikulationer, som er afgjørende for vokalens klang, og såedes har en bestemt plads for hver eneste tænkelig vokal, blir en umulighed, medens man ved at nøie sig med at bestemme den vigtigste artikulation, nemlig tungens, får et system, som tilnærmelsesvis optager alle vokaler. Det blir da en særskilt opgave ved behandlingen af enkeltsprogene nærmere at bestemme de momenter, som sammen med tungens stillinger er afgjørende for vokalernes klang i hvert enkelt sprog. Foruden tungestillingen er der dog ogsaa et andet „universelt" kriterium, man kan gå ud fra, nemlig vokalernes egentoner; det heldigste forsøg på at danne et vokalsystem på grundlag heraf, som jeg kjender, er Trautmanns (i Die Sprachlaute etc.), og det merkeligste er, hvad Trautmann i sit raseri mod det Bell-Sweetske system ikke har været opmerksom på, at hans eget vokalsystem for en væsentlig del falder sammen med netop det Bell-Sweetske, som han synes at have sat sig til livsopgave at bekjæmpe (jfr. min Engl. Lautl. § 10, anm.).

Men naar alt kommer til alt, så er det dog af forholdsvis underordnet betydning, hvilken form man giver sin vokaltabel, når man blot opfatter og beskriver de enkelte vokallyd rigtig, og i denne henseende fortjener forfatterne af Svenska språkets ljudlära den største ros. Beskrivelserne af de enkelte vokallyd er i høi grad udtømmende og nøiagtige og får betydelig forhøiet værd derved, at der under hver enkelt lyd henvises til alle de steder i den fonetiske litteratur, hvor samme lyd er beskreven. Forff.s skjelnen mellem det åbne og halvåbne e er af særlig interesse for os nor1 Harmonien i tungens og læbernes bevægelse mellem de af forff. opstillede tre hovedserier er heller ikke ganske fuldkommen. Forff. indrømmer selv ved tredje hovedserie, hvis kjendemerke jo skulde være konstant tungestilling, at denne kun „jämförelsevis“ er konstant. At tungebevægelsen ved denne serie er mindre fremtrædende, har jo naturlig sin grund deri, at afstanden mellem „high“ og „low“ her er mindre end ved ,,front" vokalerne, på samme måde, som afstanden mellem en vinkels ben aftager, jo nærmere man kommer vinkelens toppunkt.

mænd, da det uden tvil er sidstnævnte lyd, som i østnorsk byudtale (særlig i Kristiania) erstatter det fuldstændig åbne e, og som jeg før selv feilagtig har opfattet som lukket (Eng. lydlære s. 21). Det sees fremdeles, at også i Stockholm (ligesom i Kristiania) det åbne og lukkede korte e er faldt sammen til denne halvåbne lyd, således at rim som f. eks. sett· rosett der ikke har noget stødende ved sig, hvilket de heller ikke har for en indfødt Kristianiamand. Stockholmerudtalen sees også at stemme overens med østnorsk udtale deri, at opr. åbent e foran blir til æ.

Den samme udførlighed og nøiagtighed, som udmerker afsnittet om vokalerne, gjenfindes også i konsonanternes beskrivelse; særlig interessante er kapitlerne om medlydenes forbindelser og om sproglydenes indvirkninger på hverandre. Overtandlydene (supradentalerne) n, d, t, s, om hvis blotte eksistens mange endnu synes at være fuldstændig uvidende, gjøres til gjenstand for en indgående behandling. Merkeligt nok synes supradentalt ikke at forekomme udenfor bygdemålene. Bemerkningen på s. 152, at det tykke" / fremkommer ved, at tungespidsen sættes mod gummen, blir vildledende derved, at det lige efter uden, indskrænkning for denne lyds. vedkommende siges, at -lyden er holdbar; ti det tykke / adskiller sig jo fra de øvrige -lyd netop ved, at det ikke kan holdes, men er en momentan lyd, som fysiologisk ikke har nogen lighed med de egentlige -lyd.

Det er dog ikke blot ved den ypperlige behandling af de enkelte lyd, at disse afsnit udmerker sig; de har måske end større betydning ved de tilføiede udførlige ordlister, der viser lydenes forekomst og fordeling indenfor sproget, og som vidner om en flid og udholdenhed i arbeidet, som kun den, der selv har forsøgt sig på lignende arbeider, tilfulde forstår at vurdere.

Til den egentlige lydlære slutter sig en afhandling om aksent. Den svenske ordaksent deles først i dynamisk (= trykaksent) og melodisk (toneaksent). Af den første gives der, når vi med tallene 1, 2, 3, 4 betegner trykkets tiltagende styrke, fire hovedtyper, nemlig 1) 3-2 som i Anna, 2) 4-1 som i Hjalmar, 3) 1—4 som i barbar, 4) 1-3-2 som hjältinna. Den melodiske aksent falder i to hovedarter, nemlig 1) den sammensatte (Anna), som indeholder den laveste af alle de toner, som forekommer i sætningen, og 2) den enkle (Hjalmar), som indeholder den høieste. Hver af disse har igjen en utbildad" form, resp. hjältinna og barbar. Forskjellen

mellem den sammensatte og enkle melodiske aksent sees at være den samme som i østnorsk (efter prof. J. Storms undersøgelser, se Norvegia 1ste h.), kun med den afvigelse, at i norsk intervallerne er noget større. Hele fremstillingen af aksentlæren er i høi grad interessant og lærerig og må på det kraftigste anbefales til flittigt studium, ligesom forhåbentlig bogen i det hele vil blive en uundværlig håndbog for enhver, som beskjæftiger sig med studiet af levende sprog; det er ikke ofte, man bydes så righoldige og vel at merke på samme tid fuldt pålidelige oplysninger som her. De punkter, hvori jeg ovenfor har udtalt en afvigende mening, er tildels endnu gjenstand for strid mellem fonetikerne; mine indvendinger står således ene og alene for min egen regning og kan ingensomhelst indflydelse have på dommen over bogen i det hele. I alle punkter, hvor det kommer an paa erkjendelsen af fonetiske fakta eller på selvstændig indtrængen i et spørsmål, kan bogen fuldstændig måle sig med det bedste af, hvad den fonetiske litteratur har at opvise; det er et verk, som gjør den svenske videnskabelighed ære.

Fredriksstad, 12te januar 1886.

AUG. WESTERN.

Endnu lidt om lakunerne i Gull-þóris saga.

For ganske nylig har jeg modtaget fra herr dr. phil. Kr. Kålund hans afhandling „om lakunerne i Gull-Þóris saga" (særtryk af „Arkiv for nordisk filologi", I, s. 179-191), hvor han tilslut ønsker at få nogle oplysninger med hensyn til udfyldningen i midten af sagaen i den af mig besørgede textudgave, trykt i Reykjavik 1878. Det er sandt, som dr. Kålund siger at jeg har ikke udtrykt mig klart nok i fortalen til min udgave med hensyn til håndskriftet fra Bredefjord“, hvorfor jeg vil noget nærmere udtale mig desangående.

Da jeg i sommeren 1877 var hjemme på Bredefjorden, fik jeg til eje dette ovennævnte håndskrift af sagaen, hvori alle lakunerne ere fyldte, akkurat på den måde som der står i min udgave. Ved slutningen af sagaen står, at den er skrevet i marts måned 1858 af Gudbrand Jonsson. Denne mand boede på en hjaleje (udgård) fra Stad på Reykjanes, og er nu død for nogle år. Men han siger intet om, hvilket håndskrift han har skrevet efter. Sikkert er dog det, at dette håndskrift er skrevet 3 år førend Gudbrane Vigfussons afhandling kommer frem i „Ný félagsrit 1861", hvorfor denne udfyldning ikke kan være lavet efter Gudbrand Vigfussons læsning. Jeg kan naturligvis ikke garantere for denne udfyldnings ægthed eller originalitet; dog heldede jeg til den mening, da jeg udgav sagaen i 1878. Men nu efter dr. Kålunds undersøgelser med hensyn hertil forekommer mig ægtheden meget tvivlsom; slutningen af sagaen er også utvivlsomt uægte efter de gjorte undersøgelser med skindbogen (AM. 561, B. 4.) at dømme. Hvorledes den ovennævnte udfyldning i midten af sagaen så er, da er jeg dog sikker på at min hjemmelsmand Gudbrand Jonsson, som jeg kjender meget godt, har selv ikke kunnet lave den, men må have skrevet den op efter et andet (ældre?) håndskrift, hvilket jeg desværre endnu ikke har kunnet opdage, uagtet jeg har forsøgt det.

Formedelst trykkerens uagtsomhed bleve ikke opfyldningerne i midten og slutningen af Gull-þóris saga 1878 trykte med kursiv, hvilket var mit ønske.

Skinastad i Thingøsyssel, oktober 1885.

THORLEIF JONSSON.