Jeg forstaar altsaa Digterens Skildring saaledes: Der begynder en slem Strøm. Hvor Havkværnen udenfor Øern omdreies, falde de brusende Styrtsøer mørke som Blod. Halvstrophen tillægges i det af Björn á Skarðsá skrevne Haandskrift Þórðr Sjáreksson. Muligheden af, at dette kan være rigtigt, tør jeg vistnok ikke benegte, men intet ellers synes mig at tale derfor. En i Snorra Edda (ed. AM. I, 442) anført Strophe af Þórðr Sjáreksson skildrer vistnok en Seilas langs Norges Kyst; men med denne Strophe kan den her behandlede Halvstrophe ikke høre nær sammen, da hin har Verberne i Præteritum, denne derimod i Præsens. Vigfusson tillægger derimod Snæbjörn de her behandlede Vers, uden at sige noget om, at Haandskriftet har et andet Forfatternavn. Og Halvstrophens hele Udtryksmaade synes mig at tale for, at den hører til samme Digt som den hele og den halve Strophe af Snæbjörn, der anføres i Snorra Edda og hvori Havets Oprør skildres. Disse har Verbalformerne i Præsens ligesom den her behandlede Halvstrophe. Ligesom i denne tales der hos Snæbjörn om Havets Kværn, til hvilken intet andet i dróttkvætt digtet Vers hentyder. Sammensætningen eymylver stemmer i første Led overens med Snæbjörns eylúðr. Baade i en her omhandlede Halvstrophe og i Snæbjörns Vers er Tale om Havets Möer. Digteren Snæbjörn er vistnok, som Vigfusson mener, samme Mand, som den i Landn. II, 30 (Ísl. s. I, 151–154) omtalte Snæbjörn galti, der omkring 980 seilede ud for at søge Gunnbjørnsskjær og som kom til et Land ved Nordishavet. Þórðr Sjáreksson levede noget senere, i første Halvdel af 11te Aarhundred. Man kunde sige, at et saa antikt Udtryk som mylver snarere taler for, at det Digt, hvori det forekommer, er fra 10de Aarhundred. Men liden Vægt vilde et saadant Argument have. Man kunde ogsaa finde det mindre sandsynligt, at Þórðr Sjáreksson skulde have tilladt sig at bruge Formen raut for hraut. Arkiv for nordisk Filologi III. 223 Mulig tør man endog forbinde den her behandlede Halvstrophe med den Halvstrophe af Snæbjörn, som er anført i Skáldsk. Kap. 53 (SnE. I, 460). Hvis denne aldeles usikre Gjætning skulde være rigtig, vilde vi faa følgende Strophe. Stjórviðjar lætr styðja hlemmesverð við harðre húflangan skæ dúfo. Sváð ór fitjar fjøtre, (rost byrjask romm) systra, rýtr, eymylver snýter. September 1886. SOPHUS BUGGE. Oldnorske etymologier. ogurstund o. fl. Det heder i Vglundarkviða sidste vers: er sagði þêr: sâtu við Völundr saman i holmi eina ogurstund, ek vætr hânom vinna kunnak, ek vætr hanom vinna mâttak. Ordet ogurstund har længe ventet paa sin tydning. Vi skal forsøge en. Ved første blik synes i første led at forekomme et substantiv ogurr, m., der kjendes fra Hârbarðsljóð v. 13, 3: ok væta ogur minn. Da imidlertid heller ikke dette ords betydning endnu er forklaret, er vi herved foreløbig stansede. Lad os prøve en anden mulighed. Som bekjendt indskydes i uægte composita med svage femininer i første led oftere et r efter u'et. Af exempler af nyere datum kan nævnes: gdansk kåber-skjød, Telem. âskorreie. Fra ældre tid haves i oldn.: 1) hjâlmur-volr rorpind hjâlm-volr : *hjâlma, f. ror, cf. ags. helma, m.; C.-V. opfører et hjâlmar-volr, skið, derhen viser til hjâlm, f. 2) kleppurnes flad fjeldspids som strækker sig ud i vandet = kleppu-nes: = *kleppa, f. klippe = = = = = = kleppr, m., hvis betydning i oldn. vistnok kun angives at være klump, men sikkert ogsaa har været klippe, cf. formen kleppar-nes kleppu(r)-nes og folkespr. klepp, m. bjergknold, fjeldpynt; formen kloppur-nes synes opstaaet ved henførelse til klopp, f. klop. 3) kopur-yrði pral karp-yrði : *karpa, f. = karp, n.; bortfaldet af rodstavelsens r er som i aumr = armr1 og i mange afændringer af præfixet or- (gr-), som au-virða (= af-virða), -virði (ogsaa skrevet auð-virði): orverðr, au-kvisi el. aŭðkvisi, g-kvisi or-kvisi, auð-kumall: or-kuml, auð-prifligr svag, au-fusa el. g-fusa: af *er-fûsa (cf. au-fûss begjærlig, i et vers af Arnor), auð-skreiðr — or-skreiðr2. Ligeledes indskydes et r efter u istedetfor et bortfaldt g, saaledes i iður-ligr iðu-ligr, iðug-ligr (cf. osax. idug-lônôn), nâður-ligr nâðu-ligr, nâðug-ligr, kroptur-ligr af kröptugr, ôgur-ligr af *ôgugr, etc. Ser vi nu nærmere paa de nævnte Compp.: hjálmur-, kleppur-, kopur-, finder vi dem deri lige, at de til grund for første led liggende feminine substantiver ellers ikke forefindes i sproget, hvor deres begreb repræsenteres af kortere former af samme stamme; de staar i denne Henseende paa linje med compp. som syllu-stokkr: svill, f., svgðu-sâr (cf. svað, n.), gtu-færr: at n., Oku-pôrr (se dog oka hos Aasen), og (især i det senere sprog) mange andre. Og heri ser jeg ogsaa forklaringen til det indskudte r; dette beror, tror jeg, paa en naturlig bestræbelse efter at give de formelt uforstaaelige eller ialfald uforstaaede compp. en rationel form, idet man ved en tilføiet consonant søgte at give sammensætningen skin af at være ægte; at denne consonant ikke netop behøver at være r, beviser hjálmun-vqlr (= hjalmur-vọlr, hjalm-vọlr), -lâ (en flod), -gautr (nom. propr.), -dalr (= hjâlmar-dalr, et Stedsnavn). с Jeg tænker mig, at ordet en gang har været bøiet: nom. armr, dat. aumum, d. v. s., efter omlydt vokal er der foran r udviklet en u-lyd (cf. nyisl. -ur af -r), hvorefter r'et har kunnet bortfalde. → Samme forklaring lader sig ogsaa anvende paa ordet haust f. *horfust (ags. hærfest), hvorpaa Bugge har gjort mig opmerksom. Nøglen til forstaaelsen af vort compositum gives os nu især af kopur-yrði. Ligesom kopur-, om ikke factisk, saa theoretisk, henviser til et fem. *karpa, saaledes ogur- til *arga, f. Dette er adj. argr, blandt hvis betydninger findes: behersket af ustyrlig og hensynsløs vellyst, hengiven til vellystig utugt (Fr.); det er saaledes synonymt med ergi, f. utugtig frækhed, ustyrlig begjæring efter kjønsdriftens tilfredsstillelse (Fr.); en tredie form er ergja, f. (troldskab), der findes paa Björketorpog Stentofte-stenene (arageu ɔ: argju, genitiv) og forholder sig til *arga som etju- til qtu-, ekju- til oku-. Betydningen af ogurstund bliver herefter: vellyst-time, en betydning, der netop synes krævet af stedets sammenhæng. Ogsaa det ovennævnte substantiv ggurr (el. augurr) i Hârbarðsljóð faar ved det her udviklede sin fulde belysning; det forholder sig til *arga som fjoturr til fet (opr. fod, af samme stamme som лod-, ped-). Dets betydning er, som ogsaa contexten synes at godtgjøre, membrun virile, penis. Sml. til stedet udtrykket (πρίν) βρέχειν τὰ αἰδοῖα hos Xenophon Anabasis IV (om en flodovergang). is Vigfusson siger i sin ordbog om gmbun: this word interesting as being undoubtedly in form and sense nearly related to ambôtt. Det er holdbarheden af denne saa tiltalende sammenstilling, vi i det følgende skal undersøge. ser, Vi skal forsøge at sandsynliggjøre, at det got. ord andbahts, m. tjener, er opstaaet af and- + baúhts, perf. partc. af bugjan-baúhta, der - som afledningerne anda-, faur- baúhts viopr. ikke er et afledet, men et sterkt verbum efter skr. 4 klasse; ordets betydning bliver herefter: den kjøbte, d. v. s. en træl. Tonen har hvilet paa partiklen, hvad ifølge det indogerm. accentuationssystem altid har været tilfælde i verbalabstracta til componerede verber samt i de tilhørende |