gjøres i Sagaen. Endnu senere, da Haakon den unge forlængst var glemt og der kom en ny Kong Haakon (V), kunde man adskille denne fra hans Farfader ved at beholde Navnet „Hákon konongr gamli" for Haakon Haakonssøn (se N. g. L. III 153), medens Sønnesønnen kaldes „Hákon konongr ungi" (se N. g. L. III 72 Note 1). Ja, endnu en Gang kunde disse Navne flyttes, thi da Magnus Erikssøns Søn Haakon (VI) blev Konge i 1355, maatte jo ogsaa denne kunne kaldes Haakon den unge, og saaledes blev enhver af de ældre Konger Haakon den gamle; ialfald benævnes ganske rigtigt Haakon VI „unge kong Haakon af en af sine Samtidige.1 Derimod er der ingensomhelst Grund til at kalde Sverres Efterfølger Haakon den unge, thi der fandtes jo først, naar man gik mere end en Generation tilbage, en Haakon at sammenligne ham med. Sikkert er det, at Samtiden ikke har givet ham dette Navn; naar i det følgende Aarhundrede Arngrim bruger Navnet om ham, maa han saaledes utvivlsomt have forvexlet ham med en af de senere Haakoner. At gjætte paa den Haakon, som ellers altid benævnes Haakon den gamle, er lidet rimeligt, da han aldrig vides at være benævnt „den unge", og at gaa til nogen af Haakonerne fra 14de Aarhundrede er umuligt, da vi har Haandskrifter af Barlaams og Josafats Saga fra 2den Halvdel af 13de Aarhundrede; det siger sig altsaa selv, at Haakon den unge maa være Haakon Haakonssøns Søn († 1257), der ogsaa er den eneste, som i Historien bærer Tilnavnet den unge som fast. Jeg kan ikke andet end mene, at Forholdet mellem Sagaen og Stjórn tjener til yderligere at styrke Maurers Formodning, at det er Haakon den yngre (f. 1234 1257), som har oversat Barlaams Saga, ikke Haakon Sverressøn. Men hvis dette er rigtigt, vinde vi et yderligere Datum for Stjórn. Barlaams og Josafats Saga maa være oversat mellem 1250 og 1257; altsaa maa ogsaa Stjórn være oversat ialfald før det sidste Aar og rimeligvis være ældre end ca. 1250. Om Kongespeilets Tilblivelsestid er kun det ene sikkert, at Skriftet forudsætter den Retsorden i Norge, som bestod til 1260 og altsaa maa være forfattet før dette Aar (Fortalen til Christiania-udg. p. VI). Man har tidligere ogsaa villet udlede et chronologisk Moment af hvad der siges om Bogen om Indiens Undere, som blev sendt til Keiser Emanuel [ɔ: epistola Johannis presbyteri], men da dette Skrift vistnok dukker op i Vesteuropa i Midten af 12te Aarhundrede, men man ingen Sikkerhed har for, naar det naaede til Norge, kan intet Se norsk historisk Tidsskrift 1ste Række I, S. 9. heraf udledes. Rigtigere er det efter min Mening at søge en Forbindelse mellem Kongespeilet og det politiske Stridsskrift fra Kong Sverres Tid, som jeg nylig har udgivet under Navnet „en Tale mod Biskoperne"; men medens Keyser, Munch og Unger i Fortalen til Christianiaudgaven p. VIII har anseet begge Forfattere for samtidige og antaget, at Forf. af Kongespeilet ikke er gaaet nærmere ind paa den kirkelige Strid, fordi han enten har fundet Materien om Geistlighedens Stilling udtømt i Stridsskriftet og derfor anseet det overflødigt at indlade sig paa den, eller at han, efter at være ved hiint Skrift eller paa anden Maade kommen til Erfaring om, hvor voldsom Striden mellem Konge og Geistlighed var bleven, og med hvilke farlige Vaaben den førtes, har fundet det betænkeligt at behandle et Emne som det ham foreliggende og derfor har ladet sit Værk ufuldendt“, maa jeg anse det for givet, at der er gaaet en ikke kort Tid hen mellem Forfattelsen af Stridsskriftet og Kongespeilet, thi i dette forudsættes jo det kirkelig-politiske Standpunkt indvundet, som Stridsskriftet endnu kjæmper for; vi henvises saaledes aabenbart til et Tidspunkt meget senere end Sverre, altsaa i Virkeligheden til den Tid, da den kirkelig-politiske Strid mellem Birkebeiner og Bagler var endt og Birkebeinernes Standpunkt var blevet det seirende med Haakon Haakonssøn. Dette stemmer ogsaa ganske med det Resultat, hvortil Hr. Kaptein O. Blom kom ved at betragte de Vaabenstykker for Heste og Mennesker, der forudsættes i Kongespeilet (Aarb. f. nord. Oldk. 1867); selv om ikke alle Detaljer her er uomtvistelige, synes det dog sikkert, at Hesterustning og Knæskinner ikke kom i almindelig Brug før henimod Midten af 13de Aarhundrede. Ældre kan altsaa ikke Kongespeilet være. 5. Vi vinde saaledes en Forfattelsestid af ca. 1250-60 for Kongespeilet, c. 1250-57 for Barlaams og Josafats Saga samt Tiden forud for ca. 1250 for Stjórn. Jeg har i det foregaaende for Kortheds Skyld brugt Navnet „Stjórn", men skal dog gjøre opmærksom paa at hvad den kyndige Læser allerede vil have opdaget vort Resultat egentlig kun gjælder de Dele af Stjórn, som behandle Samuels, Sauls, Davids og Salomos Historie. Spørgsmaalet om Stjórns Enhed samt om Biskop Brand Jonssons Forfatterskab til den eller Dele af samme griber her ind, men jeg foretrækker at behandle disse Spørgsmaal for sig selv i en senere Artikel. 1ste Juni 1885. GUSTAV STORM. Oldnorsk hannyrð. Bugge Tidsskr. f. Phil. og Pæd. VI s. 90 afleder oldn. hannyrð af adj. hannr. At opfatte ordet som derivatum af hannarr, saaledes som Vigfusson gjør i sin ordbog, er utilstedeligt, da man isaafald maatte vente u-omlyd i første stavelse (cf. fiorgyn). Nogen tredie etymologi er, saavidt mig bekjendt, ikke opstillet. Den efter ordets betydning, „kvindeligt haandarbeide", nærmest liggende derivation er aabenbart af hond, haand. Denne forkastes af Bugge paa anførte sted paa grundlag af den konstante skrivemaade med dobbelt n: en indvending, der for et derivatum vilde være afgjørende, men under antagelse af komposition kun har liden vægt. Mange vidnesbyrd i den oldn. litteratur tyder nemlig paa, at i det ældre sprog første sammensætningsleds udlydende nd foran konsonantisk anlydende sidste led som fast regel er gaaet over til nn; saaledes findes annlit and-lit, annboð = and-boð, vannfenginn vand-fenginn, vannstyggr vand-styggr, Rannveig = Rand-veig, Rannverr = Rand-verr, blunnstafir hund-margr, sunnbal sund-bal o. fl. = = = = = blund-stafir, hunnmargr i mss. gjennemgaaende indført en etymologisk Skrivemaade med nd; men der er selvfølgelig intet rimeligere end at antage, at denne etymologiseren er udebleven ved et kompositum, der ved sammensmeltning er blevet ukjendeligt. Efter saaledes at have bragt paa det rene, at der under visse forudsætninger er vel muligt at antage hond som første stavelse, gjælder det for os at udfinde, hvilket ord i tilfælde kunde være indgaaet som andet led. Opgaven stiller sig nu saaledes: der søges et substantiv af femininum af formen kons. + yrð, orð eller ørð, der sammen med ordet for haand giver en betydning, stemmende med den, hvori hannyrð, hannorð, hannorð - hvilke er ordets trende former i det oldn. skriftsprog1 optræder. De konsonanter, der 1 hannorð Clem. 24 (Vigf.); hannørðir Clem. 25 (Vigf.). kan bortfalde i andre led af sammenvoxede komposita, er h, v, f, g og þ. Af disse giver g et træffende resultat: subst. gerð. f., der som bekjendt ogsaa har konkret betydning, hvad der er arbeidet, et stykke arbeide". Efter dette bliver som oprindelig form for vort compositum at ansætte *hand-gord, f. haandvirket arbeide, specielt fruentimmerarbeide. Samme betydning viser vort folkesprogs handgerd, f., der enten henviser til en dialektisk, usvækket form, eller og det sidste er rimeligst blot er en rekonstruktion af hannyrð eller en ren nydannelse. Som saa mange sammendragne ord (cf. nokkur, engi, forað, Ôlafr etc.) opviser ogsaa vort kompositum flere sideformer. Af disse er hannorð ligefrem opstaaet af *hand-gørð (som unningi af *und-gengi). hannorð1 henviser til skrivemaaden gorð (gora). Den i oldn. hyppigste ferm er imidlertid hannyrð, der overrasker ved sin vokal; hvorledes er denne at forklare? Man kunde tænke paa en progressiv assimilation (omlyd) bevirket af g, der, som skrivemaaden gjørð udviser, har været udtalt palatalt, - et sidestykke til den af Bugge Arkiv II 4 s. 350 ff. behandlede lov. Men denne forklaring synes utilstrækkelig hvorfor da aldrig gyrð eller gyra? I vort tilfælde har vistnok stavelsens ubetonethed spillet hovedrollen: er blevet y i det som afledningsendelse følte sidste led, som e bliver i i endestavelser; desuden er i denne stilling ualmindeligt, medens y er hyppigt. Som en afledning af hannyrð kan betragtes hannyrði n., der forekommer Vols. s. kap. XXIII (hanvrde Cd.); som saa ofte i kompositionen er her en neutral afledning med suffixet -ja- indtraadt istedetfor den oprindelige form, uden at samme behøver at forefindes alene. : 1 Denne form leder mig paa den tanke, at muligens ogsaa andre substantiver med endelsen -orð oprindelig er sammensatte med gørð. Saaledes synes legoro leiermaal, metorð (metyroi) vurdering, skilorð (skilyrði) afgjørelse o. a. bedre at forliges med gørð end med orð. Ved siden af loforð tilladelse findes lofgipro i betydningen lovprisning; ved siden af bônorð frieri forekommnr i mod. isl. bôenargörð bøn (Vigf. s. 226). Det neutrale kjøn bliver i tilfælde at forklare af indflydelse af oprindelige og ægte composita med -orð. Kristiania 3die Juni 1885. HJ. FALK. Relativsatsen i den äldre Fornsvenskan med särskild hänsyn til de båda Vestgötalagarne. Afhandling i syntax af Oskar Klockhoff. (Aftryck ur Redogörelse för de allm. läroverken i Karlstads stift läsåret 1883-1884). Studiet af de germanske sprog har i den senere tid for en overveiende del været rettet paa disse sprogs lyd- og formlære, medens syntaksen forholdsvis sjælden er bleven gjort til genstand for behandling. Saameget mere maa man være forfatteren taknemlig, fordi han her har underkastet et syntaktisk spørgsmaal videnskabelig undersøgelse. Foruden at give en fremstilling af, hvorledes det forholder sig med relativsætningen i begge redaktioner af Vestgötalagen, vil forfatteren tillige vise saavel denne slags sætningers oprindelse som deres historiske udvikling. Han gennemgaar derfor først betegnelsen af det relative sætningsforhold i de øvrige indoeuropæiske sprog, uden dog at finde noget, som kunde bevise en fællesarisk oprindelse for denne slags sætninger, berører kortelig forholdene i de øvrige germanske sprog og gaar saa over til behandlingen af relativsætningerne i gammelsvensk. Forfatteren skelner her mellem de saakaldte epexegetiske og de nødvendige relativsætninger, idet han først behandler de førstnævnte. I en historisk behandling af relativsætningen vilde det kanske have ligget ligesaa nær først at behandle den art sætninger, der maa antages at have givet forbilledet for den anden. Forfatteren indskrænker sig ikke til at behandle de epexegetiske sætninger i Vgl., men han omtaler ogsaa dem, der forekommer paa de svenske runestene. Det viser sig ved denne gennemgaaelse, at denne art sætninger overalt maa betragtes som hovedsætninger. De eneste sætninger, som man skulde kunne anse for undtagelser, er de, der indledes med det paa en del runestene forekommende sar, der af Munch forklares som sa es, sa er. Denne forklaring kan forf. i tilslutning til Rydquist ikke bifalde. I sin imødegaaelse af Munchs mening siger forf. (pag. 8), at det i nordiske sprog altid er regel, at det demonstrative pronomen slutter sig til hovedsætningen; det samme gentages pag. 37 med den bemærkning, at Kölbing for old |