norskens vedkommende anfører et par undtagelser. Da anm. ikke har havt anledning til at se Kölbings bog, kan han ikke afgøre, om de af Kölbing anførte exempler er de samme, som Fritzner har i sit lexikon pag. 344. Denne sprogbrug forekommer vistnok ikke saa ganske sjælden paa oldnorsk. De af Fritzner anførte explr. er: Hom. 97: illgjörnum ok ósiðsömum, þeir er; Hom. 954: sá mikla stjörnu ok bjarta, sú er; Fris. 33322: engi gékk undan, þann er þeir máttu ná.1 Idet forf. gaar over til de egentlige eller nødvendige relativsætninger, giver han først en statistik over de sætninger af denne art, der forekommer i Vgl. ordnede efter korrelatets og relativpronominets beskaffenhed. I sin forklaring af relativsætningens oprindelse slutter forfatteren sig til Erdmann, der antager, at demonstrativet (pronomen eller adverbium) er overflyttet fra hovedsætningen til bisætningen af den grund, at det stod i hovedsætningens slutning, umiddelbart foran bisætningen. Dette lader sig paa svensk i sin fulde udstrækning kun anvende paa tidsadverbier, som forf. mener paa den maade er blevne konjunktioner. Istedenfor en sætningsforbindelse som: „han talede, da taug alle", mener forf., at man kunde sige: „alle taug da. Han talede", og at dette igjen kunde blive til: „alle taug, da han talede." Forf. anfører dernæst en hel del tilfælde, hvor adverbier bruges i hovedsætninger med samme betydning som konjunktioner i bisætningerne (f. ex. nu kan pæn man sipæn koma. pighiandæ mæssæ byriæp ær). I alle de exempler, som forfatteren anfører, staar der mindst et ord mellem adverbiet og den anden sætning. I saadanne tilfælde, mener forf., følte man trang til en nøiere forbindelse og indsatte ær, der ogsaa kan trænge ind, hvor adverbiet stod sidst i hovedsætningen, medens man paa den anden side i det tilfælde ogsaa beholdt den ældre udtryksmaade, kun med den forandring, at adverbiet blev overført til begyndelsen af den anden sætning, altsaa gik over til kon 1 Naar forfatteren (pag. 37) mener, at disse udtryk er at anse som feil, der enten skriver sig fra afskriveren eller fra en mindre omhyggelig stil", saa maa dertil bemærkes, at en assimilation af den art er overmaade naturlig og vistnok ikke kan betragtes som en feil; afskriverens sprog har for en sprogforsker den samme interesse som forfatterens, og den mindre omhyggelige stil, der maa antages at ligge det daglige sprog nærmest, er interessant, fordi den viser, i hvilken retning udviklingen vil gaa. junktion. Ved denne udvikling er der dog det at mærke, at forf. ikke har anført noget exempel paa, at adverbiet staar sidst i hovedsætningen, uden at ær er tilføiet. Med de egentlige relativsætninger mener nu forfatteren, at det forholder sig saaledes, at man fra først af intet forbindelsord har brugt, men saa siden, i tilfælde, hvor ordstillingen gjorde sætningsforbindelsen utydelig, har indsat et ær, aldeles ligesom med tidssætningerne. Disse gik imidlertid et skridt videre end hine, da det demonstrative pronomen paa svensk aldrig er blevet til relativ. Naar saaledes er anvendes saavel i relative som i temporale sætninger, mener forf., at det skriver sig fra en tid, da der ikke var draget nogen skarp grænse mellem disse to arter af sætninger. Han antager, at er fra først af har tilhørt bisætningen og tjent til kraftigere at fremholde, at et bestemt moment i hovedsætningen blev nærmere specialiseret. Foruden ær bruges senere sum og þær som relativpartikler. Ofte er det ogsaa tilfældet, at der ingen partikler findes. I de tilfælde antager forf., at man har at se levninger af en gammel sprogbrug. Om relativets korrelat siger han, at det oprindelig er et nomen + demonstrativt pronomen. Hvor der forekommer andre former mener han, at de er yngre. Saaledes antager han, at i udtryk, hvor korrelatet kun er et demonstrativt pronomen eller adverbium, et nomen, oftest maper, er udeladt (f. ex. skal pæn takæ, ær ætledde). Det er vistnok urigtigt at betegne en saadan udtryksmaade som yngre eller at tale om en underforstaaelse. Vedkommende forfatter tænkte ikke paa noget maper og vi behøver heller ikke at gøre det. Forfatteren gaar dernæst (pag. 47) over til at behandle relativsætningens ordstilling. For ordstillingen i hovedsætninger opstiller han den regel, at prædikatet skal følge lige efter det betonede ord, altsaa indtage anden plads i sætningen, medens det i bisætningen skal være regel, at prædikatet ikke attraheres af det betonede ord, men at et eller flere ord gaar imellem. Han inddeler dernæst relativsætningerne i dem, der har hovedsætningens ordstilling og dem, der har bisætningens. Eksempler paa den første slags ordstilling er temmelig sjældne og findes næsten kun men ogsaa som regel der, hvor relativet tillige er subjekt. Dette er vistnok grunden og ikke, som forf, antager (pag. 61), at disse sætninger er almindelige (generelle) relativsætninger. Er derimod subjektet et andet ord end relativet, saa bliver det næsten bestandig trukket foran prædikatet. Sjeldnere er det tilfældet, at objektet sættes mellem det som subjekt fungerende relativ og prædikatet. Naar objektet har denne stilling, har det vistnok overalt sin grund i, at det i de tilfælde netop er om objektet der handles. Den uregelmæssighed, som indtræder i relativsætningernes ordstilling, bestaar altsaa ikke deri, at prædikatet skilles fra det betonede ord, men deri, at relativpronomenet efter sit væsen maa staa først i sætningen, medens det ikke altid behøver at være betonet; i det tilfælde følger da efter relativet det sætningsled, som har den logiske betoning, og saa prædikatet. Naar forfatteren pag. 63 opstiller den udvikling for relativsætningens ordstilling paa svensk, at den 1) fra først af, saalænge som den var og opfattedes som hovedsætning, havde dennes ordstilling, 2) siden, da den havde udviklet sig til bisætning, antog en egen ordstilling, hvis eiendommelighed var, at verbet ved en eller anden sætningsdel skulde blive adskilt fra relativet, og 3) endelig igen nærmede sig til sit oprindelige udseende, idet verbet flyttedes frem lige efter relativet, saa synes efter det ovenfor udviklede det andet trin ikke at være ganske rigtig opfattet. Skønt saaledes anmelderen i enkelte punkter har en anden opfatning end forfatteren, saa kan han dog ikke andet end udtale sin glæde over denne afhandling. Den er et betydeligt bidrag til kendskabet til de nordiske sprogs syntaks. 17de juni 1885. P. GROTH. Briefwechsel der Gebrüder Grimm mit nordischen Gelehrten. Herausgegeben von Ernst Schmidt. Berlin 1885 (Dümmler). 312 S. 8o. Den i Overskriften nævnte, nys udgivne Samling, viet til Jac. Grimms nylig feirede Hundredeaarsfest, er foranlediget af Wilh. Grimms Søn Prof. Herman Grimm (Berlin) og udgivet med Bistand af flere i Fortalen nævnte nordiske Lærde. Udgiveren har søgt at redde hvad der er levnet af Grimm'ernes Brevvexling med nordiske Lærde, har med stor Flid og Kyndighed sat sig ind i nordiske Litteraturforhold for at belyse Brevenes reale Indhold, giver indholdsrige og letoverskuelige personale og litterære Oplysninger om Brevskriverne samt ledsager Udgaven med en interessant Indledning. Som Udg. rigtig bemærker, giver Brevene for det første et klart og noksaa fuldstændigt Overblik over den nordiske Filologis Udvikling fra Begyndelsen af Aarhuudredet indtil Jacob Grimms Død (1863), idet Brevene let udskiller sig i Grupper efter de Perioder, da den nordiske Filologi havde sine Hovedrepræsentanter blandt hvert enkelt af de nordiske Folk; dernæst give de karakteristiske Billeder af hver enkelt af de mere fremragende Forfattere, som stod i Forbindelse med Grimm'erne, eller ogsaa litterære og historiske Oplysninger om mange af disse. Endelig belyse Brevene de dansk-tydske Stridigheder i Aarene i 1848-50, idet flere af de nordiske Lærde fortsatte sin Correspondance med Jakob Grimm under Krigsaarene, og disse Breve naturligvis hyppigt er fyldte ligesaameget eller mere med politiske Betragtninger end med filologiske. De enkelte Brevskrivere ere repræsenterede i meget forskjellig Maalestok. Medens Correspondancen mellem R. Nyerup og Wilh. Grimm, mellem R. Rask og Brødrene Grimm, mellem Rafn og Jac. Grimm synes at foreligge noksaa fuldstændig (resp. 44, 18 og 28 Breve), findes 3 Breve fra Börge Thorlacius til W. Grimm, 5 fra P. E. Müller til samme, 7 fra Chr. Molbech til J. Grimm, 3 fra Finn Magnussen til W. og J. Grimm, 10 fra P. A. Munch til J. Grimm, 3 fra HylténCavallius til samme, 5 fra J. E. Rydqvist til samme, 5 fra P. C. Asbjørnsen til samme, 12 fra Uppström til J. Grimm med 5 af dennes Svarbreve, samt 1 Brev fra hver af følgende: Jørgen Moe, A. Faye, G. Schlytter, K. Gíslason og E. Rietz. Udgivelsen synes, saavidt vi har seet ved Gjennemlæsningen, at være gjort med stor Dygtighed og Omhyggelighed; selv om der hist og her findes Læsefeil (f. Ex. naar Forlæggeren af P. A. Munchs Historie kaldes Tømberg, istedenfor Tønsberg), vil disse neppe virke forstyrrende for Forstaaelsen. Vi hilse saaledes Samlingen velkommen og anbefale den paa det varmeste til de nordiske Filologer. G. S. Bemærkninger til norröne Digte. IV. Sendibitr. Digterinden Jorunn har i sit Digt Sendibítr (Vigfussons Corpus II, 322) berettet om Harald Haarfagres og hans Søn Halvdan Svartes Uenighed og om, at Skalden Guthorm Sindre fik dem forligte. Det første Blad, som er levnet af Olav den Helliges Saga i Cod. AM. 75 c fol., begynder med nogle Stropher af dette Digt, hvilke ikke andensteds fra er kjendte. som paa, at Ordet gauti s. IV, 12 f. er en Feil. skriftet følgende Form: Professor Unger har gjort mig opmærki Gjengivelsen af disse Stropher i Fornm. Begyndelsen af sidste Strophe har i Haand Hroðr vaN hringa ftriðif. har framkuedin râman. Goðormr laut af geti goð laun kueðinf oðar. Denne Form synes mig at indeholde saadanne Anstød baade mod rigtig Mening og mod rigtig Form, at den maa være forvansket. Jeg formoder, at Digterinden har sagt: Hróðr vann hringa stríðis harm fróns beðinn ar man, góð laun kveðins óðar. D. e. Hróðr vann beðinn harm fróns gæti. arman hringa stríðis af Hróðr, Digt. hringa striðis, snarere Halvdans, styret af harm, end Guthorms, styret af hróðr. biðja her brugt som i Udtrykket biðja reiði af manni, bede En befriet fra den Vrede, som han har paadraget sig. fróns (neppe i samme Betydning fráns) gæti, Kong Haralds. 2den Juli 1885. SOPHUS BUGGE. |