H. Gering: Glossar zu den liedern der Edda. 2. auflage. Paderborn 1896.

Da Gerings Eddaglossar for 10 år siden udkom i 1. udgave, blev den modtagen med almindelig glæde, og det af gode grunde. Tiltrods for, at Eddadigtene, i ethvert fald i Tyskland, i lange tider omtrent var det eneste, man studerede af oldnord. litteratur, og skönt de i det oldnord. studium her i norden altid har indtaget en fremragende plads, har der dog været gjort forbavsende lidt for at lette studiet deraf. Bortset fra de mere eller mindre vellykkede oversættelser, har man i grunden kun haft Lünings kommentar og Lexicon poeticum at hjælpe sig med. Af disse var den første for sin tid udmærket og kan endnu bruges med udbytte, men udgaven er udsolgt og uoverkommelig for de studerrende. Hvad Lex. poet. angår, gælder det samme m. h. t. uoverkommeligheden; det er udsolgt og var kostbart. Men desuden er den ordbog, så udmærket den er for skjaldepoesiens vedkommende, langtfra så god eller udtömmende, hvad Eddadigtene angår; det ser ud som om Svb. Egilsson ikke har anvendt så megen flid på at excerpere dem som skjaldekvadene, mulig af hensyn til den store Khavnske udgaves oversættelse og glossarer. Der er således ingen som helst tvivl om, at Gering har gjort et særdeles nyttigt arbejde ved at forfatte en særordbog til Eddadigtene. Ganske vist, særordbøger til enkelte forfattere eller digte (digtgrupper) er i visse henseender altid mangelfulde, idet forbindelsen med det øvrige sprogmateriale er afbrudt og oversigten over det hele, til skade. for en alsidig indsigt, i det mindste stærkt begrænset. Den samme anke kunde man göre gældende overfor Lexicon poeticum i det hele. Men her er dog det sproglige stof ganske anderledes rigt, og desuden har forfatteren, med et rigtigt blik for den nødvendige forbindelse, idelig anført steder fra prosalitteraturen. Nødvendigheden heraf har heller ikke Gering været blind for; men i dette lille glossar har han ikke ment at burde optage denslags henvisninger, hvorimod han har bebudet, at der i det store glossar til Symons' udgave vilde blive taget tilbörligt hensyn til prosasprog Her er således ikke nogen bebrejdelse på sin plads. Man må være taknemmelig for, hvad der her er ydet, og at det har gjort sin nytte, er utvivlsomt. Sikkert har intet kunnet glæde forf. mere, end at erfare, at der var trang til en 2. udgave; 10 år efter den 1. er denne altså udkommen. Forf. bemærker, at han har stræbt at udbytte alt, hvad der i mellemtiden er fremkommet til forklaring af Eddadigtene, og han ytrer, at næppe én spalte er uforandret i den nye udgave. Dette er ikke for meget sagt. Forf. har på det samvittighedsfuldeste revideret det hele, ændret det og forbedret; særlig fortjænstfuldt er det, at han som oftest henviser til afhandlinger og udtalelser, selv om han ikke altid for sit vedkommende bifalder den der givne forklaring. Heri ligger der en op

0. m.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD X,

fordring til selvtænkning hos de studerende, som de kun kan have godt af. I den nu foreliggende form betegner den nye udgave et godt og smukt fremskridt. Der er alligevel, som forf. selv bemærker, en mængde steder i Eddadigtene endnu, som savner rigtig forklaring. Men, som han siger, "et pessimistisk ignorabimus vilde være uberettiget". Der er ganske vist sådanne steder, som altid vil forblive uforståelige, som ingen skarpsindighed nogensinde vil kunne klare, men for at forf. i det hele og store "ikke fortvivler om republikkens sag", skal han kun have tak. Der er stadig flere hjærner, der beskæftiger sig med de herhen hørende spörsmål, så at der efterhånden må komme noget godt ud af det; selv om der så af og til kommer lidt hjærnespind med, gör det mindre til sagen.

Glossaret er i det hele meget praktisk indrettet og godt trykt; spærret skrift gör oversigten ofte lettere. Korrekturlæsningen er ganske fortrinlig. Det er et rent særsyn at finde en aksent for meget eller for lidt eller overhovedet at finde trykfejl (tunga f. tungu s. 3, sp. 1, 1. 28; akrir f. akrar s. 5: akr; himinn f. himin s. 161, sp. 2, 1. 4).

De enkelte ordbetydninger er overvejende klart ordnede, og opstillingen af de enkelte led i det hele vistnok rigtig. Således forekommer det mig, at f. ex. behandlingen af sá er mønstergyldig. Nogle steder forekommer det mig, at forf. går vel vidt i at opstille sideordnede betydninger (o: 1, 2, 3 osv., istedenfor f. ex. 1, 2 a, b el. lign.); der adskilles på den måde betydninger, som nöje hører sammen, eller rettere sagt: betydningsnuancer. Nogle exx.: deila, 7 "entscheiden: inf. Ls. 22, 3"; dette sted burde stå under 3 "verteilen", da met i stedet fra Ls. betyder d. s. s. medal. Drekka fem. 1 og 2 ("trunk, trinkgelage") er dog snarest ganske identiske; hiria vb., 2 og 3 ("sich um etw. kümmern, an etw. denken") ligeledes. hreyta vb., I og 2 ligeledes; forbindelsen mellem de to betydninger ("fortschleudern, verschenken") burde være nærmere påvist. Mein 1 ("hindernis") er uden tvivl at opfatte som ellers ("unheil") og stedet (Sg. 44,) at henføre under 2. - Meget sjælden finder man derimod to forskellige ord identificerede; dette sker vistnok under munr; i det sidste ex. under 6 (mun fleira) er mun at henføre til munr forskel. Når der derimod opstilles to verda (2, 3) efter Wisén i betydn. "belauern" og "vernichten", kan jeg for mit vedkommende ikke gå ind derpå; på bægge steder (Od. 21, Am. 21) er betydningen én og den samme. Af nye tilkomne ord og former er her ikke mange; fjarrafleini kan jeg ikke se foretrække for den 1. udgaves fleinn; den stærke form findes jo ellers i sproget, og det forekommer mig sikrest, at holde sig dertil; stedet, Alv. 5, kan lige så godt forstås med det ene som det andet. Holkr vilde jeg ønske, forf. ikke efter Bugge havde optaget; ordet er ellers ukendt i oldnord., og den gamle opfattelse (holkvi af holkvir hest) er uangribelig; "sængens, lejets hest" er en rigtig omskrivning for 'hus'; "lejets hytte" er slet intet i ret

=

=

er at

ning af skjaldesprog. Dette holkr må forsvinde af ordbogen lige så hurtig som det er kommet der. Det samme gælder Symons' rettelse: lid of f. litum (2. lid); at fara lid (= skip) i bet. 'at bestige et skib' er næppe engang sprogrigtigt og uden analogier. Endnu mere betænkelig bliver rettelsen, når man ved, at udtrykket at fara litum ellers kendes, uagtet betydningen måske er og bliver tvivlsom. Jeg skal i denne sammenhæng oplyse om, at Arne Magnússon i 481, 12:0 bl. a. bemærker: "ad fara litum, o: dyliast i ymsum stöðum", hvortil Jón Ólafsson föjer: "item það gengr litum o: diversimodè". Betydningen passer ganske vist ikke, men sikkert er udtrykket det samme som i Hárb.; at udtrykket har skiftet betydning i den lange tid fra det 10. til det 17. årh. er næppe påfaldende. Jeg nærer overhovedet en ubegrænset mistillid til alle nylavede ord; således også bl. a. til B. M. Olsens niflfarnaðr masc. "feierliches gelage" til minde om en afdød; i hdskr. står der niffarna, af niflfarinn cf. helgenginn; intet kan i og for sig være simplere. At stedet ikke i dets helhed lader sig sikkert forklare, er en sag for sig, men fejlen ligger næppe i det nævnte ord. Et niflfarnaðr kan ikke betyde 'rejse til hel'; farnar betyder aldrig (Fritzner opstiller med urette forskellige betydninger) blot og bart 'en rejse' (for), men 'en rejse uden hindringer', 'en heldig rejse', og deraf "held" i almindelighed. Hvorledes gnadda niffarnadr således kan komme til at betyde 'drengenes afskedsgilde' el. lign. er jeg ude af stand til at se 1). Her foretrækker jeg at beholde teksten som den er, istedenfor at antage en mere end tvivlsom rettelse. Stadi (látt und stęđum hreina) i betydn. 'et lag af korn eller hø' (med spörsmålstegn) forekommer ellers ikke, og det er for dristigt at antage et sådant ord i den forbindelse, hvor det her står. Eiríkr Magnússons fortvivlede vilmagi i Háv. 133,, burde ikke have fundet tilslutning. Der er på grund af versets formelle og metriske beskaffenhed fuld grund til ikke at antage, at hám og skrám kræver i den 3. linje et ord af samme eller lignende betydning 2); et vilmagi har aldrig eksisteret, og har heller ikke på grund af dets irrationelle dannelse (vil er netop ikke nogen magi) kunnet det; hele udtrykket vilde da også være ubegribelig smagløst. Hertil skal jeg endnu knytte en kort omtale af det af Bugge dannede og af Hildebrand optagne adjektivum kóll; fordi dette ord står i teksten, var forf. nødt til at holde sig dertil; men han burde vistnok have gjort en bemærkning om ordets oprindelse. Et adj. kóll findes ellers ikke i sproget; det er Bugge, der har opfattet ordet isarnkol således, nemlig som ísarn kól 'kolde jærn'; dette er, foruden at være et lidet naturligt udtryk, også en for dristig fortolkning, dristig navnlig fordi man derved helt bryder

1) I cod. reg. er intet som helst bogstav efter farna, og sagen behøver for så vidt ingen videre undersøgelse.

2) Det er så langt fra at vilmogr en ussel mand' her er unaturligt, at det netop giver en fortræffelig mening.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD X.

14

=

-

med den gamle, på en tradition beroende opfattelse. Snorre forklarer ordet som 'vindbælge'; han har åbenbart opfattet det som 'jærnpust' (o: jærnkolde pust) af kol kul (jfr gola gula 'sagte vind)', hvilket sidste netop betyder sagte vind eller vindpust. Under alle omstændigheder er det klart, at Snorre har udtalt ordet med kort vokal, og denne udtale er næppe noget, han har fundet på. Da nu et 'jærnpust' giver en langt bedre mening end 'kolde jærn', forekommer det mig i dette og mange andre tilfælde sikrest, at holde fast ved det gode gamle, istedenfor at forkaste det, navnlig når man intet bedre har at sætte i steden. I enkelte tilfælde forekommer det mig, at den ellers i god forstand så konservative forf. for rask har optaget rettelser eller forklaringer. Således har han sluttet sig til Fritzners unødvendige og uheldige rettelse af þjóðans mál til þjóðar mál i dette tidskr. I. bind. Det er netop det karakteristiske, at ping og þjóđans mál, 'folkeforsamling og 'kongens (fyrstens, høvdingens) tale' her stilles sammen; de to ting har fra urgammel tid hørt sammen, jfr Tacitus, Germ. cap. 11.; den, der i gamle dage talte på tinge, var fremfor alle kongen selv eller den, hvem han overdrog at føre sin sag (i bægge tilfælde var der tale om þjóđans mál). De grunde, som Fritzner har til at ændre teksten, er meget svage, og består hovedsagelig i udtryk i meget unge norske breve, så at der endogså kunde være formodning om, at disse udtryk efterhånden ved folkelig omtydning var opståede af det ægte gamle. - Der er nogle andre nye skrivemåder og opfattelser, som jeg heller ikke kan bifalde, som rida f. riđa (Ramt es pat tré, es ríða skal, Háv.), hvarffúss f. hvarfúss, samt Bugges skrivemåde ægir f. ægir; afgörende forekommer mig sideformen ygs (ýgis-) hjálmr at være; det vejer mere end ags. eges og der er intet bevis for, at ordet skulde være lånt fra angelsaksisk 1). Derimod er forf.s egen forklaring af jól i Ls. 3 al påagtelse værd; medens jeg finder hans rettelse af baugum til baga of Alv. 5, meget betænkelig. - Hjelmqvists rettelse af for pó (Arkiv XI, 110 f.; gloss. s. 57) til furdu er let og tiltalende, men jeg kan ikke finde den nødvendig. Med rette oppo

4

6

nerer forf. mod Falks forklaring af jolstr (s. 98), samt mod Nygaards opfattelse af det såkaldte expletive er, hvor rationel den end kan synes at være. Alkunna i Bdr. kan umulig være vb., men må være adj.

Urigtig ansatte eller tvivlsomme ordformer findes der meget få af. Hildebrand har selv optaget blotnar 'weichgemacht'; den rette læsemåde turde dog være blótnar, hvad jeg i min udgave har bemærket. Jeg ved ikke, hvorledes idrar blotnar, 'udblødede indvolde', kan have fortrin for 'ofrede (o: ofrede dyrs) indvolde', og det netop i den sam

1) På det pågældende sted i Stud. I, 389 ytrer Bugge, at ordets første led "viser, at ordet er fremmed". Dette er dog ikke så; ægir er regelret dannet af ægja, agda 'at true'; jfr Grímr ægir; kenningen holmfjoturs hjálmr viser heller ikke, at der skal skrives ægir, eftersom holmfjoturr lige godt kan betyde Fáfnir ('slangen') som 'havet', se K. Gislason i Aarbb. 1879 s. 188.

=

menhæng, som der her er tale om. Hvilken tanke kan der overhovedet forbindes med dette: "udblødede indvolde"? Eiskold skal være eisk-hold (neutr. pl.) efter skriftlig meddelelse af Hoffory; herimod strider formen eiskaldi (SnE. II, 493); ordet hedder vel eiskald, med afledningsendelsen -ald. - Fullráda (s. 54) skulde vel hedde rádi i masc., gránvarar -variđr (65, jfr baugvariđr), gullinburstr -bursti, svagt subst. (ellers måtte det hedde -byrstr; -bursti er dannet som hofdi, hjalti osv.). -I sammensætninger skulde det vel hedde -vitr (sárvitr osv.), ikke vítr; vokalen forkortet i en mindre stærkt betonet stavelse, jfr lýrit-. Det skulde vel også hedde kvernar i ældre tid, jfr Wimmer, Fornn. forml. § 33 B. Når forf. opfører magn og derunder former som magni, er dette for så gamle sprogmindesmærker næppe rigtigt. Som nom.-acc. må opføres megin, hvortil dat. magni; magns i Rígsþ. er dog sikkert, som Bugge har antaget, en yngre tids form f. ældre megins, ligesom omvendt megni i Hyndl. (under megin) f. magni; disse urigtige former står nu ganske vist i Hildebrands udgave, men forf. kunde have peget på det rigtige 1). Magn kan først konstateres i det 12. årh. i Líknarbraut 11,, hvis magn ikke også der står for megin. óljós som navn på natten opfatter jeg som fem. til adj. óljóss (ikke som sammensat med ljós ntr.), jfr et navn som alskir om solen (Alv. 17), glot om kirkeklokken i Nidaros; sådanne navne böjes som subst., ikke som adj., hvad de dog oprindelig er. På lignende måde betragter jeg sigrdríf; vi har dog genetiven sigrdrífar i cod. reg. i verset, der forekommer mig at være af större betydning end prosaens -drífa. Dette gælder, hvad enten sigrdrif er egennavn (hvad jeg antager) eller ej. Forf. slutter sig til Grundtvig m. h. t. ændringen af svanhvítu i Vol. til hvítri; her er dog vistnok det samme tilfældet, at adj. er gået over til at blive subst. og må altså böjes som dette; vers 5, hvor svanhvítu står, parallelt med egennavnet Qlrúnu, finder jeg er afgjort bevis for, at svanhvít virkelig er egennavn. Forf. antager et sími masc. ved siden af síma ntr.; dette sidste findes afgjort på 2 steder (pl. símu), hvorimod sími ikke findes sikkert nogensteds i den gamle poesi. Det forekommer mig sikrest at holde sig hertil og altså opfatte síma i Hárb. og Vol. som acc. sing. (ikke pl. af simi); der er her intet, som kræver plur. - I Vol. findes den metrisk urigtige linje sina afli (foran står: sníðið ér hann); forf. foreslår at læse sinva, "vgl. ahd. senawa". En sådan form finder jeg meget betænkelig, og langt betænkeligere end den udvej, jeg har fulgt, for at rette den metriske fejl; jeg har tænkt mig, at et efter sina stående, omtrent ens med dette udseende ord var oversprunget, nemlig siña, der også ligefrem kunde skrives sina; jeg har altså læst: snídid hann [dette ord er stærkt betonet] sina |

1) Dette er et af de mange exempler på den store ulæmpe, at glossaret hører til en forældet udgave, en ulæmpe, som ingen mere en forf. selv beklager (s. VII).