Af germ. V kri-k (samma rot utvidgad med dental i mlgt. kriten, mht. krizen 'kreischen', krischen Kluge Et. Wbch under kreischen, Persson Wurzelerw. s. 195) på -t(?): isl. krikta 'klaga, knota' (Vgrino. skrikta: V (s)kri).

Af stammen krim- i mht. krimmen 'krama', ags. crimman 'inpå -t: sv. diall. krimta 'trycka tillhopa, vrida' Rz; se un

foga'
der krama.

Af no., sv. sbst. eller adv. kring, jfr no. kringa 'gå i en krets', på -k: no. krinka 'kretsa i små kretsar'.

på 1: no. kringla 'bilda en krets', sv. diall. 'kröka sig'; möjligen dock: sbst. kringla.

på -r: sv. diall. kringra 'kullra; tumla i kull' Rz; uttal: klingra (med s. k. tjockt ); alltså kanske metates af kringla, jfr Noreen Sv. landsm. I. 359.

på -s: no. krinsa 'kretsa'.

Nom. dev.: krins m. 'krets'.

på -t: no. krinta 'kretsa, rulla, trilla' Aa., Ross; möjligen till adj. 1. adv. krin(g)t. Nom. dev.: krinta 'liten rund skifva; liten rask flicka' Aa., Ross; möjligen adj. krint 'rund' Aa.

Af stammen krit- (i krita? Ross)

m. m.' se Ross (=? da. krille <*kridle).

på -l: no. kritla 'klia

Af sv. diall. krota 'utskära' (= isl., no.) på -l: sv. krottia med dim. bet. (~nht. kritzeln, dim. : mht. kritzen 'einritzen, einschneiden' Kluge Et. Wbch).

Af no. kruka 'huka 1. böja sig djupt ned', jfr no. krukka, på -1: krukla 'gå krokigt'. -Nom. dev.: adj. kruklen.

på -s: kruksa 'gå nedböjd, krypa ihop'. Nom. dev.:

kruks n., -a f. nom. ag., adj. kruksen, -all.

Se Aa., Ross.

Af no. krympa 'klämma, krama' - på -t: krymta ds. Ross; enl. Aa. äfven '(sakta) harkla sig o. d.', väl samma ord.

:

=

Af ett kräva (?)- på 1: sv. diall. krävla 'krypa' Vll ÖM s. 19 ( kräva kravla, krava kräkla: kräka: krakla, kraka). Af sv. diall. kumpa 'afhugga kubbar' Af isl. kurfr m. 'kort stycke, stump'

på -1: kumpla ds. Rz.

på 1: kurfla 'hugga i stycken'.- Nom. dev.(?): kurfl n.

'stump' Fr.2

-7:

på -l: kurla ds. Aa.

Af no. kurra 'kuttra, kurra' Af sv. diall. kvacka 'röra ihop likt o. olikt' Nn Dalm. på : no. kvakla 'fuska o. d.', se Aa., Ross.

Till stammen kvak- i isl. kvaka 'kvittra', jfr sv. kväka, -7: isl. kvækla ds. Fr.2, Vgf.

Af isl. kveina 'klaga, jämra sig'

på -k: isl., no. kveinka ds.; no., sv. diall. kvinka (? sv. kinka): kveinka sinka: seinka; no. kvinka dim. betydelse enligt Aa., sv. diall. äfven 'gnälla, om hund' VII ÖM s. 36. — Af no. kvinka på -r: kvinkra ds. Aa.

[Om no. kvepsa se under hveppe]

Af isl. krída 'vara bekymrad', sv. kvida

på -7: isl. *kvidia, kvilla (Noreen Gram. § 210), no., sv. diall. 'sakta jämra sig, med dämpad röst kvida' Aa., Rz. Häraf på -: sv. diall. kvilla jämra sig, om små barn' Rz. [Om no. kvinsa se under hvima

Af sv. diall. kvira 'kvida' (<*kvíð ra?) på -1: kvirla ds. Rz. [Om no. kvirvla se under hwert-, om no. kvisla under hvis-] Af sv. diall. käka 'tala emot, gräla; skräfla’

på -l: no. kjøkla 'kifvas' An., sv. diall. käck'a ds., äfven 'larma, väsnas; skräfla' Rz, Vll ÖM ss. 29, 40. Nom. dev.: Sv. diall. käckel n. 'oljud, stojande' V:1 ÖM.

på s: sv. (diall.) käxa 'kälta, gnata'; jfr nedan. — Nom. der.: sv. käx n. abstr., sv. diall. grankäxa 'en löfsångare'. Af sv. sbst. käke

på - sv. diall. käkra 'pålägga kindkedjan på hästar' Rz. på -s(?): sv. diall. käxa 'med munnen hastigt nappa efter' Rz; möjligen sv. riksspr. käxa.

=

Af stammen kül(l)-, jfr anm.,

på -s: sv. diall. kälsa 'kälta' Frthl Vöråm. s. 165.

på -t: fsv. (Sdw.) o. nsv. külta 'käxa, idkeligen gnata'; sv. diall. 'skälla; smått hosta'.

Anm. Ofvan anförda verb förutsätta möjligen grundformerna *kallisôn, *kallatjan och höra då till nord. v. kalla. Af sv. diall. külta, se ofvan, på -r: kaltra ds.

Af sv. diall. kämba 'hopsamla hö' på -s: kämsa ds.
Lund.

(forts.) Elof Hellquist.

Tvedelingen af Sakses kilder,
et genmæle.

I 1892 og 1894 udgav jeg de to dele af min "Kilderne til Sakses oldhistorie", et arbejde, som jeg havde gransket på og ført videre i henimod en halv snes år, för jeg fremlagde det hele for offenligheden. Det blev modtaget af forskere i alle de lande, hvor man giver sig af med nordisk sagnforskning, med interesseret velvilje overfor bogens metode, og med godkendelse af dens hovedresultater, undertiden med tilföjelse af, at enkeltheder måske kunde fortjæne at undersøges på ny og mulig bedömmes anderledes 1). For mig selv var værkets afslutning og den modtagelse, det fik, en spore til at gå videre; fra det vundne standpunkt var så meget, som endnu under skriftets udarbejdelse syntes mig dunkelt og vildsomt, blevet klart og simpelt. Men jeg savnede noget. Ingen enkeltmands undersøgelse af et literært spörsmål kan være fuldkommen; ofte er der enkeltheder at rette; altid er der personlighedens begrænsning i opfattelse og værdsættelse af fænomener: den skal udjævnes og fuldstændiggjöres af andre forskere. Jeg savnede nye arbejdere på mit område.

Det var mig da en glæde, at den allersidste tid bragte to betydelige forskeres behandlinger af Sakses oldsagn. Det ene var professor Sophus Bugges skrift om "Helgedigtene". Her var min tvedeling mellem danske og norröne kilder kendt som rigtig, enkelte af mine tanker var førte videre og gjorte rigere; på det grundlag, som jeg havde skabt, var der opført en helt ny bygning, imponerende i sin störrelse og sin harmoni, af nordisk literaturs udvikling ved vikingetidens overgang til den kristne tidsalder. Enkelte fænomener var opfattede anderledes; det væsenlige for mig var dog, at en stor filolog i min kildesondring havde fundet en ny vej, der førte ind i den hidtil skjulte oldtid. Lige nylig er der fra den störste gransker af Danmarks ældre historie, professor Joh. Steenstrup, fremkommet et andet arbejde med modsat udgangspunkt. I "Saxo Grammaticus og den danske og svenske oldtidshistorie" (Arkiv XIII 103-61) erklærer han sig uenig med mig både i resultatet og i den metode, hvorved det er vundet. Her er modsigelsen da kommen så frisk og omfattende, som man

1) Jfr. anmældelser af E. Mogk i Zeitschrift des vereins für volkskunde, 1895, s. 112; af W. Golther i Literaturblatt für germ. und rom. philologie, 1894 nr. 3, og 1895 nr. 7; af De la Saussaye i Museum, juni 1895, s. 136; Literar. Centralblatt 1895 nr. 10; af A. O. Freudenthal i Finsk tidskrift 1895, 2 s. 135; af H. F. Feilberg i Danskeren 1892, 2 s. 18. Endvidere handler herom De la Saussayes foredrag om Saxo Grammaticus med påfølgende diskussion (Det nederlandske videnskabernes selskabs forhandlinger, maj 1895; jfr Museum, juni 1895, s. 151); Powell & Elton, Saxo Grammaticus, introduction § 8 (jf. Arkiv XII s. 77); Schück og Warburg, Ill. svensk literaturhist. I 23; o. fl. [Nu tillige F. Kauffmanns anm. i Anz. f. dt. alt. XXIII, s. 137–41.] ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD x.

kan ønske sig. Jeg må have lov at imødegå den på hovedpunkterne.

Hvad gælder undersøgelsen?

Professor Steenstrup samler de fleste og störste indvendinger mod mit skrift i følgende slutningsformaning:

"For at lære de gamle danskes forestillingskreds, deres sæder og færd i virkelighedens verden at kende gælder det först og fremmest om at studere Danmarks ældste overleveringer, det historisk oplevede, og dernæst vikingetiden med alle dens minder i udlandets tradition. Dr. Olrik har ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom herpå; han har mere sans for den poetiske skildring end for den realistiske virkelighed, og han har ladet sig drage hen til en enkelt side og et bestemt betragtningspunkt ved med forkærlighed at fordybe sig i den norröne romantiske literatur. Derved er det sket, at hans iøvrigt så fortjenstfulde arbejde er kommen til at göre Saxo og den danske tradition så stor uret".

De

Disse förste ord om, hvorledes vor oldtids historie og de gamle danskes færd i virkelighedens verden bör studeres, er ganske sikkert rigtige. Og de er i den mands mund, der selv har sat så stor en del af en smuk videnskabelig løbebane ind på denne opgaves løsning, af stor betydning med hensyn til disse studiers art. er som et skriftemål om den samtale, den udmærkede forsker har holdt i sit lönkammer med sit eget jeg om den vej, hvorpå han skal stræbe frem mod sit livsmål. Men anvendte på det skrift, som prof. S. her kritiserer, taber ordene deres vægt. Bogen om Sakse har jo ikke sat sig den opgave at lære de "gamle danske" at kende; den bevæger sig i en meget yngre tid, 12te århundrede, og den drejer sig om forholdet mellem den danske sagnfremstiller og hans hjemmelsmænd. Den tager overhovedet ikke sigte på de danske i "virkelighedens verden" i det ene eller det andet tidsrum, men den opsporer de digteriske ejendommeligheder i sagaer, sagn og kvad hos det 12te årh.s mennesker.

Situationen er denne. Et sagnstof fra oldtiden, Skjoldungdigtningen og en række lignende overleveringer, er arvet ned i middelalderen både hos Nordmænd og Islændinge og hos danske. Sakse satte sig, på biskop Absalons opfordring, i 12te årh.s slutning den opgave at samle og ordne alt, hvad der var overleveret af danske kongesagn; og han nævner som sine kilder såvel danske som Islændinge. Her tager min undersøgelse fat; den går ud på at skille de to arter af hjemmelsmænd. Den er på selve titelbladet betegnet som en "tvedeling af kilderne til Sakses oldhistorie", ikke en tvedeling af oldhistorien i en del, der vedkom Danmark, og en del, der ikke vedkom det. Det gælder for mig, i hver enkelt af Sakses fortællinger at høre hans hjemmelsmænds røst gennem den latinske forfatters gengivelser: at sanse småforskelligheder i sprog, fremstilling og opfattelsesmåde. Det gælder at gribe en nationalitetsforskel hos de nordiske folk, således som den kom frem i Valdemarstiden. Hvor lidet er de "gamle danske" i stand til at klare dette spörsmål.

Om min "sans for den realistiske virkelighed" er så ringe, får andre dömme om. Jeg ved kun, at jeg ikke har påkaldt den til dette arbejde, hvor det galt at opfatte hver enkelt fortælling i dens poetiske ejendommelighed. Min metode har været at uddybe dette spörsmål, for så fuldkomment som mulig at løse denne opgave. Prof. S. foreskriver mig ikke blot en anden metode, men også en anden opgave: "For at lære de gamle danskes forestillingskreds, deres sæder og færd i virkelighedens verden at kende, gælder det osv." Denne opgave er jo i andre og bedre hænder; og hvorfor skulde den ikke foreløbig blive der, og jeg gå til den opgave, som det lå nærmest for mig at løse? Men hvor jeg så har sat mit mål, tager min lærde kritiker ihærdig sin stilling i oldtiden for at bekæmpe min nationale tvedeling i det 12te årh. Jeg skal anføre nogle enkelte eksempler af den store mængde; og jeg begynder med et, der også har interesse på en anden måde: det er et af de yderst få tilfælde, hvor prof. S. godkender noget bestemt punkt af min dansk-islandske tvedeling. Det er ved fortællingen om de tolv Arngrimssönner.

"Således hører kampen på Samsø" skriver prof. S. "til det allerældste nordiske sagnstof (Hyndluljóð sættes til det 10de årh.), den lever i folkeviser i alle tre nordiske riger; jeg véd derfor ikke, med hvilken ret den skulde berøves Danmark... At Saxo har fået den kunstigen knyttet til sagaen om kong Frode, er sikkert nok: og at en Islænding delvis har hjulpet ham med sönnernes navne, er rimeligt, men fortællingen kan ikke derfor udskilles af dansk historie, ligesom det ikke er dansk chauvinisme, som har knyttet den til Danmark".

Prof. S. gör mig en lille indrömmelse; og jeg kan göre ham en stor. Jeg er fuldstændig enig med ham, både i at sagnet stammer fra hedenold, og i at det så tidlig har været henlagt til Samsø som skueplads. Men heller ikke i mit skrift findes der nogetsomhelst, der bekæmper eller står i modstrid til denne opfattelse. Hvad jeg der har søgt at bevise, er blot, at Sakses fortælling bærer mærke af, at den er gået gennem en Nordmands eller Islændings mund, inden den blev nedskreven. Det glæder mig da, at også prof. S. ser Islændingens spor; og jeg skal gærne tro på de af prof. S. antydede andre meddelere, når han påviser mig deres spor.

Men ved siden af al denne enighed står vi også ved en stor modsætning. Prof. S. vil ikke blot selv være i oldtiden, men forudsætter også en modstander, som vil sondre mellem, hvad der var danske og hvad der var islandske sagn i 9de og 10de årh. Det hedder f. eks. s. 136, i anledning af de norröne sagamænd der stedfæstede sagnene på vejen langs Norges vestkyst: "Når traditionens forhold til de norske stednavne er i den grad løst, mon man da ikke fristes til at tro, at danske sagn er vandrede sydfra mod nord langs den store sejlvej, og at fantasifulde sagamænd i stednavnene langs kysten have troet at finde minder om berömte danske helte?" "Jeg kan fuldstændig slutte mig til prof. S.s for

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD x.

4