ikke et menneske, som vil modsige ham; og det er til overflod sagt både i min § 1 og i min særlige § om Samsøkampen (kun i én henseende erklærede jeg sagnet for overført til fornaldarsagaernes stil). Mangelen af æventyrsagaernes jætter er da ikke så påfaldende 1).

Prof. S. fremhæver dernæst, at Sakses form af kampen bör anses for den oprindelige; den er "langt renere og simplere" end "den med allehånde slyngværk omspundne fortælling i de to islandske romansagaer". Simpelheden er tydelig nok. Her er intet om Hjalmars kærlighed til en upsalsk kongedatter, om udæskning til holmgang, om heltens dødsklage, og kongedatterens hjærte der brister af sorg; det er slet og ret to hold vikinger, der støder sammen på Samsø. Også kampens skildring er simplere; Hjalmar bliver fældet, og Orvarodd nedlægger alle tolv Arngrimssönner med sin egekølle. Om denne fremstilling er så meget "renere" end ellers, er en anden sag; den intet udrettende Hjalmar tyder netop på, at vi ikke har sagnet i dets oprindelige form. Derimod er det klart, hvor i literaturen den har sit nærmeste slægtskab. Orvaroddssaga, den mest udviklede fornaldarsaga, indleder begivenheden på samme måde: det er to vikingeskarer der tilfældig støder sammen på øen; Orvarodd og hans fostbroder Hjalmar har været oppe i land og hugget et stykke tømmer til skibet, da de møder Arngrimssönnerne; Odd fører den hugne træknub som kølle og bliver sejrherre. Disse to kilder, den islandske æventyrsaga og Sakse, står i modsætning til Hervararsaga og folkevisen, der lader Hjalmars bejlen til Upsals kongedatter fremkalde Angantyrs udæskning til holmgang. Prof. S. foretrækker ikke blot fornaldarsagaens sagnform, men også fornaldarkæmpen som hovedperson fremfor kvadenes elskende og lidende helt, den vidtvandrende Nordmand for den svenske kongedatters bejler. Standpunktet er fuldstændig i samklang med det at se den "ægte mytiske saga" i Haldan bjærggrams mange køllekampe; men for den, der kender middelalderlig literatur, er det kun en nydannelse af samme art som når Helge Haddingskade og hans valkyrjeelskov træder i baggrunden, og den stærke Hromund Gripssön göres til hovedperson.

1) For resten er det slet ikke så sikkert, at Sakses Orvarodd ikke har haft med jætter at göre. Det navn, han bærer, Orvarodd (pile-Odd), står jo ikke i forhold til noget i Samsøkampen, men forudsætter andre tidligere bedrifter, og i Orvaroddssaga er det netop hans förste bedrifter, jættekampene, som skaffer ham dette navn. Min kritiker har i det hele overset, at Sakses Samsøkamp ingen selvstændig fortælling er, men ved heltens navn og på andre måder røber sig som udsnit af en större saga om Orvarodd, idet den danske historieskriver kun havde brug for det optrin, der foregik på dansk grund, ikke for heltens andre oplevelser. Men en saga om Orvarodds vekslende krigsbedrifter er i sit stof en fornaldarsaga, selv om den har lånt dette ene optrin fra en mytisk sagnkreds (Tyrfing-kvadene).

Det var dette ene punkt, at fortællingen var bleven så simpel, så at man i stedet for Hjalmars hele livsindhold, hans elskov, kamp og bitre død, digterisk besungen, kunde nöjes med fortællingen om et af en vandrende kæmpes mange storværker, det var det punkt, der for mig viste Sakses sagn som omdannet til fornaldarOmvendt betegner prof. S. fremstillingen i Hervararsaga og dødskvadet som "romansaga", "omspunden med allehånde slyngværk".

saga.

Hvad det er, prof. S. forstår ved "ægte mytisk saga" og "romansaga" eller "fornaldarsaga", er næppe fuldt klart for hans læsere. Men det er åbenbart noget helt andet, end disse ord betyder i alle tidligere undersøgelser af nordiske heltesagn og i min indledningsparagraf. Da jeg ikke ved, hvilke træk der er ejendommelige for "mytiske sagaer" og "fornaldarsagaer" i prof. S.s betydning, står jeg ret forsvarsløs overfor hans angreb. Den eneste trøst er, at hans bevisførelse er lige så magtesløs overfor mig; ti en fortælling kan öjensynlig indeholde alle de træk, som P. E. Müller- og jeg i min § 1 - opstillede som karakteristiske for islandske fornaldarsagaer, og dog være "mytisk" i prof. S.s betydning af dette ord. Jeg ved ikke, hvorfor prof. S. har forladt det system, som er fremgået af et omfattende arbejde med sagnstoffets ejendommeligheder og de forskellige kildeskrifters og sagnskikkelsers alder. Muligvis er han ikke selv bleven opmærksom på, at han tillægger ordene en anden værdi end den gængse. I så fald må man beklage, at uheldet er indtruffet på et afgörende punkt i diskussionen.

Den anden mulighed er, at prof. S. virkelig følger en anden definition end den gængse. Der hvor han udtaler sig tydeligst, er beviset for den "ægte mytiske saga" det samme som P. E. Müllers for "romantiske sagaer förste afdeling". Og når vi ser ud over hele hans afhandling, særlig den vægt der lægges på en gennemgående rigtig opfattelse af oldtidskulturen og på en skueplads der svarer til Nordens i vikingetiden, - falder de "mytiske" sagn i prof. S:s system ganske sammen med P. E. Müllers to eller tre ældste sagngrupper, de "mytiske", og "romantiske sagaers förste afdeling" (og tillige "anden afdeling" 1). Karakteristisk for dem alle er jo den gode tradition om oldtidskultur og oldtidsskueplads, og et formodet historisk grundlag for sagaens hovedper

son.

At prof. S. med sit "mytisk" virkelig mener alle disse grup

1) P. E. Müllers lidet talrige tredje gruppe ("romantiske sagaer anden afdeling") omfatter mytiske sagnæmner i middelalderlig romantisk omarbejdelse. Men af de hertil regnede sagaer flytter alle senere forskere Hervararsaga over blandt de mytiske (om end som et yngste trin iblandt dem), og Torstein Vikingsöns til de yngste romantiske lyvesagaer. De tre andre sagaer i denne afdeling har jeg i min indledning ikke opført som selvstændig gruppe, men som overgangsdannelser på forskelligt trin (Hedin, Asmund Kæmpebane og Rolf Gøtrikssön).

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD X.

6

per, göres yderligere sandsynligt ved hans forskellige udtalelser om islandske heltesagaer: s. 110 at de islandske fornaldarsagaer er "sildigfødte i forhold til Saxo", og at "riddertiden med alle dens ejendommeligheder, som ikke var kendt på Saxos tid, var brudt ind over landene"; og s. 159 at Islændingenes tradition på Saxos tid var "mytisk" men senere "blev behandlet i fornaldarsagaer". Dette er jo i strid med fremstillingen hos de forfattere, der har givet sig mest af med fornaldarsagaerne, og med kendsgerninger, der forlængst er fremdragne; og det kan ikke forklares på anden måde end ved at min kritiker ved "mytiske" sagaer forstår et meget videre begreb end disse forfattere. Denne inddeling har den store fordel, at min kritiker og jeg er langt nærmere ved at blive enige; ti også jeg har jo kun tillagt Sakse sagaer af de to grupper, som P. E. Müller kalder "mytiske" og "romantiske sagaer förste afdeling".

Så har vi om jeg forstår min kritiker ret - kun det spörsmål tilbage, om en saga er digtet i oldtiden, fordi den frembyder de poetiske kendemærker for P. E. Müllers "romantiske sagaers förste afdeling". Men det er jo et spörsmål, som strækker sig langt ud over Sakses sagnstof; jeg bemærker blot, at det for P. E. Müller og hans efterfølgere, Svend Grundtvig og Keyser, har været kendetegnet på, at den ikke er fra oldtiden. Men det står jo min kritiker frit for at tage deres grunde op til ny drøftelse.

Slet så simpelt er forholdet mellem prof. S:s system og det gængse P. E. Müllerske dog ikke. Det slog til, så længe vi var ved Sakse; men Hervararsagas Samsøkamp bliver "romansaga", trods det at literaturhistorikerne kalder den mytisk. Om min kritikers system vides da egenlig kun, at det gör alle de sagaer hos Sakse, som han behandler, til "ægte mytiske", og at det gör de behandlede islandske sagaer romanagtige, -- begge dele i strid med de andre forskeres vurdering; men om grundlaget for denne omvæltning i ordenes betydning får man intet at vide.

P. E. Müller og fornaldarsagaerne.

Da min kritikers literære synspunkter ingensteds fremtræder som klart afgrænsede, må jeg udenfor den øvrige sammenhæng dvæle ved en enkelt ytring, der nærmest synes at gå i en helt anden retning, end hvad han udvikler andensteds. Om Grams saga udtaler han: "I al sin vildhed og voldsomhed kan denne fortælling godt kaldes en fornaldarsaga; men hvem tör sige, at danske og svenske ikke have haft sagaer af den art lige så vel som Norrönerne?" Midt iblandt alle henvisningerne til, at fornaldarsagaerne er sildigfødte og islandske, gör denne udtalelse en underlig virkning. Og han slutter da: "Således kan jeg ikke finde nogen tvingende grund til at vi her skulde tro på en norrön fornaldarsaga som kilde. P. E. Müller mener da også, at fortællingen skriver sig fra Danmark og fra det 11te årh."

Det er værd at mindes P. E. Müllers bevisførelse. Udgangspunktet er, at han gennem en analyse af sagaens indhold bestemmer fortællingen som ikke mytisk, men sammensat i middelalderen. Da også kong Gram kun er en personifikation af digterordet gramr, konge, slutter han, at det er en lyvesaga. Da nu de danske först blev kendte med udlandets romantiske literatur, er det formodenlig dem, der har lavet denne lyvesaga; og för slutningen af det 11:te årh, kan den da ikke være opdigtet.

Det er en meget tvivlsom forbundsfælle, prof, S. her har fået. Han selv strider for kong Gram som en sagnperson, der er ældre end det ældste skjaldesprogs tid; P. E. Müller, der har sat hele sin kraft ind på at adskille de ægte oldtidstraditioner fra de uægte, erklærer hans saga for romantisk, ja rentud for en lyvesaga. Langt mindre vægt ligger der for P. E. Müller på nationaliteten 1); formodningen om dens danskhed støttes på et uhyre vagt ræsonnement, og ser vi, at han i Sagabibliothek (II 555) kender en islandsk lyvesaga fra så tidlig som 1119, da kan sagaens karakter af lyvesaga ikke lægge hindring i vejen for dens norröne byrd.

Jeg undrer mig over, at prof. S. så broderlig mødes med P. E. Müller, der er radikalere end jeg til at nægte Sakses fortællinger og kongerække folkelig hjemmel, og at lade store sagngrupper være Sakses eget eller hans hjemmelsmænds værk. Men jeg vil ikke nægte, at det standpunkt, han her låner fra den gamle forsker, synes mig anderledes velgrundet end hans ny meninger, både den der går i retning af at göre alle Sakses fortællinger ægte mytiske, og den om fornaldardigtningens nyhed. Hvis han helt igennem havde holdt dette standpunkt, havde han sikkert haft langt flere fordele for sin bevisførelse, og han havde haft støtte af den störste gransker af Sakses sagnverden. Men imod sig vilde han have omtrent alle de iagttagelser, der er gjorte siden P. E. Müllers tid.

Da P. E. Müller skrev sin "Critisk undersøgelse", forelå der næsten intet til forståelse af middelalderens poetiske strömninger undtagen den islandske literatur, som han lige havde gjort så ypperlig rede for i Sagabibliotheket. Han gjorde da det, som næsten alle i hans samtid gjorde; han gav de islandske forhold gyldighed som repræsentanter for den fælles nordiske udvikling, og tildelte de andre lande en mytisk sagadigtning af nordisk rod og en derpå følgende romantisk saga, der til dels havde sin karakter fra udlandets romantiske digtning.

Tiden efter P. E. Müller lærte os de enkelte folk klarere at kende. Först kom de færøske kvæder frem, der viste en lig

1) En vistnok medvirkende grund til at anse ham for dansk, at Gram ikke kendes på Island, er forsvunden i hans senere behandling af sagaen (Notæ ub. 55), uden at han derfor tog dens nationalitet under ny overvejelse, endskönt han havde flyttet den nærpårørende Haddingssaga fra dansk i det ældre skrift til islandsk i det yngre.

nende, dog på punkter selvstændig rig udvikling af fornaldarsagaerne. Så fandt man i Telemarken de mange norske kæmpeviser, friskere og djærvere, og måske folkeeventyret en kende nærmere, men i sine personer og sine optrin nær i slægt med Færøerne og Island. Og man fik de danske folkeviser undersøgt nöjere. Deres ejendommelige korthed og klarhed dannede den stærkeste modsætning til fornaldarsagaernes romantiske vidtløftighed. Der manglede danske kæmper af fornaldargruppen; nogle få af de norske yndlingshelte fra middelalderen optrådte i viser, der sikkert var indvandrede fra Norge. Og i disse visers overlevering kunde man se, hvor fremmed den danske digtning var for alle fornaldartidens frembringelser. Det var ikke blot navne der var forvanskede, men optrin og figurer var gengivne på underlig uforstående måde; den norröne mangfoldighed bliver i danske sangeres mund til den vildeste forvirring.

Da Danmarks forhold til de norske fornaldarkvæder ikke för er behandlet i sammenhæng, nævner jeg her de vigtigste eksempler. I visen om "Rigen Rambolt" (DgF. 27) genkendes i de forvirrede scener en række slag og kampe mod troldmænd eller dødninger i Hromund Gripsöns saga, den typiske digtning fra den ældre romantiske retning. Et noget mindre og derfor mere forståeligt udvalg af dens begivenheder findes i "Ungen Ranild" (DgF 28); i begge tilfælde har en norsk vise været mellemleddet. Illuge Gridarfostres æventyr i jættehulen en af nordisk ånd gennemtrængt æventyrsaga om omskabelse går uforstået igen i den danske vise om "Hr. Hylleland" (DgF 44). Samsøkampen med Orvarodd som hovedperson er omdannet både i dansk og svensk folkevise, idet hver for sig har skaffet færre personer; den danske vise er derved slumpet til et ypperligt poetisk motiv i visens slutning, men der er uklarhed og modsigelse i den øvrige vise (DgF 19). Kun om en fjærde af de berömte norske fornaldarhelte, Ketil Hæng, har man en velformet vise; men den udgår fra sagaens omdannelse i svenske folkesagn (DgF 43). Endelig må vi nævne den norske helt, der står fornaldarsagaerne nær, Hellig Olaf, og hans kamp mod Hornelens trolde; visens ordskifte og enkeltheder er uklare i dansk, men findes i en klarere sagalignende fremstilling i det tilsvarende færøske kvæde (DgF 51; Hammershaimb II Nr. 15). Vi ser her de danske sangere gribe efter de norske eventyrsagaers spændende indhold, medens de ikke selv ejer tilsvarende; og vi ser deres store usikkerhed overfor den fremmede vidtløftigere fortællemåde.

Sakses heltesagn stod da ene om at repræsentere den fælles nordiske fornaldarsaga på trods af de andre vidnesbyrd; og han er jo intet heldigt vidne, da han selv taler om sin stærke benyttelse af Islændingene. Han blev det endnu mindre, da N. M. Petersen bestemte det sydvestlige Norge som hjemsted for en del af Sakses fortællinger, og da senere sprogforskerne fandt de norröne sprogformer i hans tekst.

Også to andre af P. E. Müllers forudsætninger viste sig ikke at gælde så ubetinget: fornaldarsagaernes oprindelse ved påvirkning af fremmed digtning, og deres alder som bestemt ved denne påvirknings tid. Her er nemlig et dobbelt spörsmål: deres boglige tilværelse, og den forudgående mundtlige overlevering af en del af dem, som P. E. Müller selv har fastslået. De sikre bestemmelser