for den förstnævnte gruppe har han en vis tilböjelighed til at overføre på hele digtartens alder og oprindelse. Man sammenstille således hans aldersbestemmelse ved Grams saga ("perioden, da slige fortællinger sammensattes i Island, var den sidste halvdel af det 13de og den förste halvdel af det 14de årh.") med Sagabibl. II. 556, hvor den ældste opdigtede islandske saga er fra 1119. Og efterhånden som vidnesbyrdene om fornaldarheltenes tilværelse øgedes ved P. E. Müllers undersøgelser af Sakse og ved ny kilder (som Málsháttakvæđi), måtte svagheden træde mere frem.

Klarere i ordningen af de foreliggende kendsgerninger er Keysers fremstilling (Efterladte skrifter, I, 508-10), der deler i tre arter af romantiske sagaer: 1) de rent hjemlige æventyrlige digtninger (P. E. M.s ""förste afdeling") der afløser gude- og heltemyter, 2) bearbejdelser fra 13de årh. af fremmede ridderromaner, 3) æventyr sagaer der er påvirkede af udlandets ridderdigtning. Oprindelsen til den romantiske retning finder Keyser (måske tilskyndet af Jörgen Moes indledning til "Norske folkeeventyr") i at den folkelige æventyrdigtning har påvirket svage stedlige historiske traditioner. Nogen sammenhæng er der sikkert ("Askelad"-typen); men jeg tror dog, at Keyser gör den for stor.

Svend Grundtvigs forelæsninger over "den heroiske digtning" er den dristige og klare gennemførelse af en tanke, som er antydet hos P. E. Müller, den poetiske sammenhæng i de "mytiske" digtninger. P. E. Müller har undertiden gået på akkord med sin tids almindelige afhængighed af det historisk troværdige; han optager "Norges Bebyggelse" og "Ragnar lodbroks saga" blandt de mytiske digtninger, skönt hele hans undersøgelse af dem giver bevis for, at de ikke er det. Hos Grundtvig er Ragnar lodbrok i de skarpeste udtryk sat "udenfor den heroiske, inde i den dels historiserende, dels eventyrlige, efterheroiske digtning" (s. 77, jf. s. 65). Uden i øvrigt enkeltvis at gennemgå de ikkeheroiske sagaer har Grundtvig her draget udlinjerne af en opfattelse, der allerede lå i spire hos P. E. Müller: når den "romantiske" digtnings ejendommelighed er den mattere og mangfoldiggörende gentagelse af den heroiske digtnings træk, så er den jo simpelthen udviklet af den; Ragnarsagnet, der plagierer Volsungdigtningen, er typisk for hele forholdet. Endelig ser vi hos Grundtvig den råere og djærvere kæmpeskikkelse efterhånden trænge frem i heltekongernes sted. Jeg drog i indledningen til mit skrift den konsekvens, at den middelalderlige saga kun var fortsættelse og fuldendelse af denne forskydning. I Grundtvigs afhandling lå ligeledes spiren til at opfatte ikke riddertiden, men vikingetiden som den, der gav stødet til det yngre trin i digtningen.

Endelig fremkom et nyt synspunkt, der pegede i samme retning, idet prof. Joh. Steenstrup i sin "Indledning i Normannertiden" fremsatte den opfattelse, at ikke blot en saga om vikingetiden, Regner lodbroks, indeholdt langt större historiske bestand

dele, end man hidtil havde set; men at selve de fortællinger om en fjærnere fortid, som i P. E. Müllers arbejde var betegnede som de "romantiske" sagaer hos Sakse, stemmede med sagn eller med virkelige begivenheder, der knyttede sig til vikingetiden. Senere er den samme opfattelse gjort gældende overfor de islandske "romantiske" sagaer særlig af Boer i hans afhandling om Orvaroddssaga (Arkiv VIII). Dette sidste arbejde har mit skrift dog ikke haft til forudsætning, da det kom samtidig med min förste del; derimod har jeg al grund til at takke prof. S. for den tilskyndelse til en ny opfattelse, der udgik fra hans behandling af Sakses sagn.

Når jeg så ud over fornaldarsagaerne, faldt det straks i öjnene, at vikingetog til fremmede lande var et af de allerhyppigste træk. Det kunde ikke være arv fra de ældre heltekvad, der kun lejlighedsvis (og især i de yngste digte) berører vikingelivet; der må foreligge en ny indflydelse. Fostbroderskabet spiller en mægtig rolle i fornaldarsagaerne og træder i stedet for familieforbindelsen i den ældre digtning 1); her må være et tilskud fra en anden virkelighed end oldkvadenes, et samfundsliv af frivillig sammenslutning i stedet for nedarvet slægtsforbindelse; sagaerne pegede selv på oprindelsen ved stadig at lade fostbroderskabet sluttes ved vikingernes sammentræf på søfærden. Dertil kommer fornaldarsagaernes forkærlighed for bedriften som enkeltgerning, uden dens årsag og uden dens virkninger, og helst mange bedrifter efter hinanden, alt det har hverken forudsætning i olddigtningen eller i sagastilen, således som den udvikledes på Island; en sådan digtning må være udslag af en ukunstnerisk, men ret djærv kraft.

Jeg brød da med den gængse opfattelse af fornaldarsagaerne som först og fremmest opståede ved literær indflydelse, og satte i stedet deres tilværelse som den digtning, der over hele den norske verden afløser oldkvadene; jeg så dens digterske ejendommelighed som spejlbillede af vikingetidens liv, den förste store bevægelse, der lader den norske nationalitet søge sine egne veje og fuldt udfolde sine ævner.

Det er derfor med nogen overraskelse, jeg læser prof. S.s ord, om at jeg mangler sans for sagnverdenens minder om oldtidens forhold "allermest i vikingetiden" (s. 124). Omvæltningen i nordisk heltedigtning har jeg jo netop hævdet som det virkelige livs tilskud, hvor de ældre fremstillere så omdannelse efter literære forbilleder. I så henseende kan prof. S. ikke ønske sig en lærenemmere læser end mig. Men på ét punkt har jeg ikke fulgt ham, i spörsmålet om hvem der bragte disse vikingetidsminder til Sakse; ti dette findes ikke undersøgt i prof. S.s værdifulde arbejde. Jeg dannede min mening derom på egen hånd.

1) Den eneste fostbroder i heltekvadene er Orvarodd, og kvadene om Samsøkampen er vistnok af de yngste.

Sproglige forhold.

Til mit skrifts sproglige afsnit giver prof. S. lejlighedsvis nogle kritiske bemærkninger. En enkelt af dem kræver omtale, fordi den søger at karakterisere min arbejdsmåde: "Dr. Olrik må jo selv erkende, at navneformerne ikke altid passe med hans teori, hvorfor han lader de 'norröne' navne være lempede efter danske former eller hørte af en Skånings mund".

Jeg kan begribe, at man i et sådant tilfælde ikke sætter mine sproglige grunde videre höjt. Men fremstillingen hos min kritiker er fuldstændig fejlagtig. Der er i min § 20s bevisførelse ingen teori, men en rent sproglig bevisførelse, således som O. Nielsen, Bugge og Axel Kock har givet; jeg er fulgt i deres fodspor og har blot søgt at få de herhen hørende fænomener fuldstændigere med. Det punkt i rækken, hvor jeg skulde have ladet de sproglige argumenter fare og lempet sprogstoffet efter de literære resultater, må vel være §ens slutning, hvor jeg bestemmer Bråvallakvadet som norsk, men kommet til Sakse gennem en Skånings mund, og ligeledes Arngrimssönnerne som norske, men lempede efter danske former. Jeg beder, at man eftergår min bevisførelse (I 84 og for Bråv.s vedkommende fyldigere i Arkiv X 257-58), om jeg på noget punkt har erstattet manglende led i bevisrækken med nogen literær teori; ti at jeg alt imellem har noteret, når sproglige resultater stemte med de forud vundne literære kendemærker, kan vel ikke regnes mig til last. Nu får enhver tro enten de "tilståelser", prof. S. tillægger mig, eller mine egne udtalelser (II 269. 290), at vi står for et rent sprogligt resultat, og at jeg först i skriftets, slutning (2. del s. 290) bringer det i forhold til min literære teori.

Jeg har talt forholdsvis udførlig om dette punkt, fordi det vedrører hele arbejdsplanen i mit skrift. Fra en række forskellige sider er jeg trængt ind i Sakses sagnstof; i hver paragraf har jeg stillet spörsmålet på ny for ikke at være bunden af noget tidligere resultat, og först udbyttet af særundersøgelserne har jeg da sammenlignet. Vejen til målet blev herved længere; men sikkerheden blev des större. Den enkelte skøre grundsten kunde fjærnes, uden at den øvrige bygning styrtede sammen; og det enkelte bevismoments selvstændighed gav lejlighed til forlods at prøve dets ba

reævne.

At lempe det ene bevis efter det andet kan let føre til mislige ting. Prof. S. foreslår (s. 151) at vende mit bevis om for Arngrimssönnernes vedkommende: "Det forekommer mig, at man med samme virkning kan sige, at det er en Islænding, som har fortalt en dansk tradition og således voldt blandingen". Men det kan man ikke. Når vi har to navne, Hiorthuar og Hiarthwar, ved siden af hinanden, kan man ikke flytte Hiorthuar over i dansk

tradition; ti navnet mister da omlyden, og han hedder Hiarthuar, det var jo hans broders navn.

men

Vi skal nu se prof. S.s direkte gendrivelser.

1. Mod Vitolfus (for ulfus) som norrön sprogform indvender han, at man ikke kan bestemme dialekten efter "ét bogstav i et navn, der kun læses én gang". I sin almindelighed vil filologerne næppe godkende denne sætning; og "den måde, hvorpå Sakses tekst er bevaret", er netop ypperlig egnet til at vise hans sprogformer: moderniseringer findes så at sige ikke 1), men kun de rent grafiske forvanskninger: blandt disse er forvekslingen af o og u ikke. For læsemåden -olfus har vi Pariserudgavens, udtogshåndskrifternes og Krantz's samstemmende vidnesbyrd. Prof. S. gör for så vidt vel i at vende om og sige: selv om Vitolfus er rigtigt, beviser det ikke lån fra fremmed sprog; også Valdemars Jordebog har Radolf og Ricolf, Lundebøgerne en hel række af sådanne former, osv. Lad os da se på Jordebogen: den har Grimulf og Gøtulf, men Radolf og Ricolf, o: den samme endelse hedder -ulf i danske navne, -olf i fremmede (tyske) 2). Dette er da intet modbevis, men en smuk parallel til Sakses brug af dobbeltformerne. Denne iagttagelse fra Jordebogen gælder i langt större omfang. Det falder let i öjnene, at af de personnavne på -olf, som prof. S. har samlet s. 155 note, er de tre tyske og kun ét dansk (i latiniseret form). Dette afgiver en ret svag hjemmel for brugen af -olf i danske navne. Samler vi hele rækken af middelalderlige danske navne i alle kilder (jeg bortser foreløbig fra Lundebøgerne), viser sig følgende regler: 1) de ikke latiniserede danske navne ender: altid på ulf: Asulf, Berulf, Botulf, Grimulf, Hildulf, Lithulf, Ringulf, Sigul; fra denne regel kendes ingen undtagelser; 2) i latiniseret form ender de på -ulfus: Botulfus, Gangulfus, Gerulphus, Gunnulfus, Hildulphus, Ingulfus: herfra findes én undtagelse Grimolphus, denne bruges dog alene i Ebelholt kloster på abbed Vilhelms tid (SRD V 482. VI 142); 3) som förste led i stedsnavne hedder det sædvanlig -ulf: Grimulfsthorp, Gøtuĺfruth, Hjulsager (af *Hithulfsakær); eneste undtagelse: Saxolf(s)thorp (Nordsælland) 3).

Dette var et meget lille udbytte for endelsen -olf, men en smuk bekræftelse for min sætnings rigtighed. Tilbage er der Lundeoptegnelserne, der er et helt skatkammer for prof. S. af endelser på -olf. Men der er det i vejen med Lundebøgerne, at de vel er af de interessanteste, men ikke af de sikreste sprogkilder. Almindelige lægmænd kan beholde deres danske navn Guthmund; for en præst klæder det bedre at hedde Gudmundus, og er det en korsfarer, der falder i Venderkampe, helgendömmes han som Godmundus. Dertil kommer, at en stor mængde udlændinge eller folk med udenlandske navne har haft plads i den skånske gejstlighed eller på anden måde er blevne knyttede til Lunde kapitel. En grundig undersøgelse af alle disse forhold er endnu ikke foretagen. Ser vi på navnene med -olf, viser de sig særlig at tilhøre gejstlige: Bertolfus i Herevad (Weeke 86), Ingolfus i Viborg (127), Hildolfus Øvid (236) og Fastolf i Lund (89), derimod kun én lægmand Sunnolfus (SRD III 453) og én uvis Gunnolf (Weeke 242). Af de gejstlige er Bertolfus ifølge sit navn en tysker, og de andre på -olfus kan

1) Kilderne I 78-79.

2) Rikolf (Rikulf) har ligesom de andre navne på Rik- kun fæstet rod i Sønderjylland og er ellers næppe kendt i Norden. Nogle få Rikolf'er på de danske øer må da være indvandrede; den ældste af dem, biskop Rikolf i Odense (død 1163) har en sön af det tyske navn Rudolf.

3) Dette navn synes at have undergået en enestående tidlig svækkelse: allerede för midten af 14de årh. synes det have bortkastet hele anden stavelse (1359 Salthorp, 1496 Saltorp, 1497 Salterop Codex Esrom. 176–78, 186, 188 og 274; nu Saltrup). Endelsen -ulf's tonløse stilling i stedsnavne måtte for resten medføre en tidligere svækkelse end dens mere selvstændige plads i personnavne.

være det; lægmanden Sunnolfus bærer et navn, der ellers aldrig forekommer som dansk, men kendes som norsk og svensk; Fastolf kan tilhøre ethvert af de nordiske folk (hyppigst i Sverig); Gunnolf ethvert nordisk eller tysk folk. Og endnu en vanskelighed: i den samme notits, hvor Ingolfus forekommer, læses der et navn Haroldus; da skriften er fra slutn. af 12te årh., er dette ikke en virkelig dansk sprogform, men en fortysket latinisering. Når skriveren her har en sikker tyskhed, da kan hans Ingolfus i næste penneströg også være fortysket af et dansk Ingulf.

Fra al den udenlandskhed og uvished er det godt at komme til et navn som Sven Liuthulfs sun (o. 1150, Weeke 2); her har vi da en indenlandsk mand, kendt på sin fædrene byrd, og vi har u bevaret i en aksentstilling, hvor det allerlettest kunde være blevet ændret. Videre stedsnavnet Saxulthorp (230), endnu bevaret i 14de årh.s beg. trods stavelsens tonløse plads. Desuden Sneoulf (74) og nogle gejstliges navn: Hildulfus (63. 65. 238) og Saculfus (223). Her er vi sikre på at have datidens skånske udtale. Umuligt er det ikke, at udtalen -olf har eksisteret ved siden af den; men bevist er det blot ikke. Der er ikke noget i vejen for på Lundenekrologet at anvende den regel, der gælder den øvrige literatur: de fremmede navne skrives sædvanlig, de latiniserede indenlandske undertiden med -olfus), medens -ulf er den eneste dokumenterede udtale af de danske navne.

Men enten Lundebøgerne følger den almindelige regel eller ikke, så følger i alt fald Sakse den: Vitolfus er en dialektundtagelse i hans sædvanlige sprog, og som navn på en helsinglandsk troldmand svarende til oldnorsk Vidólfr er det naturlig at opfatte som et lånord.

2. Om Rostiophus og Gunthiovus citerer prof. S. en udtalelse af Axel Kock, at disse former kan forklares af dansk *Rosthiuf og *Gunthiuf ved overgang fra u til ō i svagt betonet stavelse. Men selv om min kritiker lukker denne låge, så er der en stor port, hvorigennem både Finnen Rostiof og Vermelændingen Gunthiof vandrer over til den norske tradition: Navnene på -þjófr er jo særlig norske navnedannelser, lånte fra angelsaksiske navne på peóv; i dansk, hvor man ikke havde formen þjófr til umiddelbart at gengive peov, findes denne navnedannelse slet ikke. For resten burde det vist været antydet, at Axel Kocks interessante undersøgelser af aksenten for den danske sproghistories vedkommende er en værdifuld hypotese, der kræver meget arbejde i kilderne för dens rækkevidde er fastslået 1). Her i Sakse er der jo den vanskelighed, at io både findes i sammensætning (Rostiophus, Gunthiovus) og i usammensat ord (Liotarus); den forklarer altså ikke brugen af io i Sakses sprogform i det hele.

3. Guthormus. Prof. S.s forsøg på ved vikingetidens sprogformer at godtgöre dette navns danskhed har jeg tidligere omtalt (s. 50).

En fjærde af prof. S.s gendrivelser beror alene på en misforståelse, der vist let kan fjærnes. Om udtrykket Hatheri filia, som forekommer "i en fortælling, der så sikkert som nogen er af norrön oprindelse”, har jeg sagt, at det kan forklares af en norsk form Hadar dóttir (der af Sakse opfattedes som identisk med det danske mandsnavn Hather). Jeg har altså ikke søgt et nyt bevis for sagaens ad andre veje godtgjorte norskhed, men gendrevet en mulig indvending. Man læse min fremstilling efter i sammenhæng (I 88-90) fra: "Den samme forklaring må da anvendes" og til "så der ikke af böjningsformerne lader sig opstille særlige bevisgrunde” 2).

1) Når A. Kock støtter sig på overgangen hustru > hostru, husbonde hosbond, er det vel et spörsmål, om ikke disse former snarere er opståede i middelalderens slutning (jf. citaterne i Arkiv II 203-5 og Kalkar II 299 -302; Lunds glossar har kun formerne på hus) og stammer fra den i dansk almindelige selvlydsforkortning i betonet förste sammensætningsled.

2) Dette spörsmål har for prof. S. også en personlig side: "Den ærede kritiker har virkelig ikke været nådig mod Saxo". Dette må jo være slemt for den gamle historieskriver, især da en anden forsker har vist den samme