Den "forklaring" (ikke bevis), jeg har opstillet (at Hathær dottær for Sakse lød som ligedannet med brother dottar), søger prof. S. at gendrive: "På Saxos tid var imidlertid ved ord som father genitivmærket -s meget almindeligt". Denne sætning er ny og noget overraskende. Ti endnu hundrede år senere var dette -s sjældent: det "spores ikke i skånske lov”, og "i de andre love... findes i reglen de ældre former på -ær” (Wimmer s. 100-101). Af Fathærsthorp i Vald. Jord. kan det i hvert fald ikke udledes, da sprogets daglige ord ved at gå over til personnavne ofte forandrer böjning (f. eks. i norsk Sigurðar sýrs, skönt man følte dets sammenhæng med "so"). Men selv om prof. S. havde ret i, at formen med -s var almindelig på Sakses tid, så beviser det jo intet, hvis han ikke tillige godtgör, at den ældre form var forsvunden.

Islandske hjemmelsmænd.

Da prof. S. til slutning opgör sit resultat vedrørende Sakses kilder, er det ikke som man vel snarest kunde vente at Sakse kun lidt har benyttet Islændingene, eller at det må stå som uvist, om det er meget eller lidt; men tværtimod: "Dernæst benyttede Saxo i höj grad Islændingene, idet han jo vidste, med hvilken kærlighed de omfattede alle folks historie og ikke mindst de danskes". Da alle tidligere forskere har givet Islændingene en meget ringere rolle, og de fleste omtrent nægtet, at Sakse har fulgt deres oldsagn, kan jeg kun glæde mig ved, at prof. S. er enig med mig i dette hovedspörsmål.

I dette islandske sagnstof ser prof. S. den samme dobbelthed som jeg snart er det virkelig oldtidsoverlevering, snart er det middelalderlig omdigtelse eller opdigtelse, der aldrig har været kendt i Danmark: "Hos dem fik han da også mange mytiske sagn at høre, som tilhørte Danmark og som senere bleve behandlede i fornaldarsagaerne. At en del beretninger ere blevne medtagne, som ikke kunne henregnes til dansk tradition eller historie, kan være rigtigt nok..." Også her synes min kritiker enig med mig i hovedspörsmålet, og er modstander af den gængse mening.

Afvigelsen fra min opfattelse synes væsenlig at være den, at han anser sagnstoffet for fællesnordisk i langt höjere grad end jeg, og han mener som følge deraf, at Sakse til de enkelte fortællinger har sammenarbejdet danske og norröne fremstillinger.

Her må jeg da minde om én ting: det, jeg gransker, er Sakses hjemmelsmænd. Fordi hans fortælling om Samsøkampen har norröne sprogformer og røber sig som del af en fornaldarsaga med norsk helt og i norsk stil, derfor udelukker jeg ikke, at der

hårdhed imod ham: selve prof. S. lader byen Höjer (Høther) være opkaldt efter kong Hother, idet han öjensynlig forudsætter Sakses uvidenhed om, at -er i kong Hoders navn var nævneformsmærke, men i byens navn en del af stammen. Eller mon ikke Sakse kan nöjes med en sproglig indsigt, der væsenlig står på höjde med hans samtids? Jeg har i mit skrift (I 86-89) sammenstillet en række tilfælde, der synes at vise Sakses (og i det hele det "ældre danske" sprogs) usikkerhed i at skelne böjningsendelser fra ordstammer i personnavne.

har været danske sagn om Samsøkampen; men jeg mener, at Sakse i slutningen af 12:te årh. enten ikke har kendt danske sagn derom, eller også har han ikke tilladt dem at få indflydelse på hans fremstilling. Ti således som den foreligger, er fortællingen ikke sammenstykket af flere, men klart og ensidig lagt til rette til forherligelse af den norske helt.

Tillige er den fælles nordiske overlevering ned i middelalderen ikke så sikker en faktor, som den regnes for af prof. S. og flere tidligere forskere. Lad mig tage et enkelt eksempel. I tre af Nordens lande (Danmark, Sverig og Færøerne) findes folkeviser om kampen på Samsø. Men dette godtgör ikke, at sagnet har været arvet fra fjærn fortid på hvert sted; ti det er tre former af samme vise; den er altså ikke digtet på mere end ét sted og vidner kun om ét lands sagntradition. Det er så heldigt, at man kan afgöre, hvilket land der er hjemstedet. Navnet "Angelfyr" i dansk og "kämpen Tyre" i svensk viser tilbage til Angantýr som sin grundform; men denne form (med ý) fremviser en af de mest karakteristiske ejendommeligheder for vestnordisk (o: norsk) sprog. Jeg skal ikke her analysere dens handling, som peger i samme retning som det sproglige forhold. - Visen om "ungen Angelfyr" er da ligesom Sakses fortælling om Orvarodd en norsk gæst i Danmark. At disse indvandrere virkelig er bevarede til den dag i dag på dansk grund, derfor kan de takke den ene Sakses pergament, den anden sin poetiske form (der for resten i Danmark blev omskabt til en ny og ejendommelig digtning).

Endnu er der et tredje vidnesbyrd om Samsøkampen. Naar et dansk sagn hos Sakse fortæller, at Starkad i tvekamp dræbte Angantyr og hans vilde brødre, er det den samme begivenhed som Orvarodds kamp, og af grunde, som her ikke er lejlighed til at göre rede for, er det Starkaddigtningen, der efterligner Orvaroddkampen; den danske digter har lånt fra Samsøsagnet til forherligelse af sin helt. Men dette vidner jo, at sagnet ikke var almindelig kendt af hans tilhørerkreds; ti ellers kunde han ikke tage bersærksagnet med navn og alting og overføre det på sin helt. For tredje gang er da Samsøkampen kun en gæst i dansk folketradition.

Hvor hører sagnet da hjemme? Den episke besyngelse giver svar, for så vidt den nævner Sverig som alle personernes hjemsted: Ingeborg er Upsalakongens datter, Hjalmar har hjemme sammesteds og skilles fra hende på Agnafit, øen i Mælarens munding; de vilde Arngrimssönner nævnes som fødte i Bolm; stedet betegnes ikke nærmere, men prof. S. har utvivlsomt ret i at opfatte det som Bolmen i Småland. Sagnet er rent svensk. At striden udkæmpes på Samsø, vil passe med, at også andre svenske traditioner (Ynglingesagnene) har Østersøens og Kattegats kyster til skueplads (også i Norges digtning er denne ø jo yndet). Et andet standpunkt lærer vi at kende i de middelalderlig norske prosabehandlinger (og den yngre folkevise): Hjalmars fostbroder har

fået en selvstændig betydning, en norsk oprindelse, er hovedpersonen i en æventyrsaga, og er stærkt ved at opfattes som Samsøkampens ledende person. Her gör en norsk særfølelse og en norsk smagsretning sig gældende. For Danmark ejer sagnet ingen poetisk repræsentant. Dette land kom aldrig i den fulde ejendomsret til Samsøkampen; det var heller ikke helt udelukket; det kom i gæsteforhold til den.

Dette forhold ved Samsøkampen forekommer mig at være typisk for en stor del af, hvad man til daglig betragter som fælles nordisk sagnstof. En del læres kun flygtig at kende, en del får ny borgerret på nye egne ved en kraftig tillempning efter deres interesser.

har

De danske Skjoldungsagn havde allerede i oldtiden fæstet rod på norsk grund, således som mange vidnesbyrd fra det 10:de årh. viser, og de var allerede ved denne tid genstand for en selvstændig norsk digtning (Grottesangen). De følgende tohundrede år et tidsrum af den rigeste udvikling for al sagadigtning ikke kunnet undlade end stærkere at sætte sit præg på dem. I Bråvallakvadet er det Nordmænd, der afgör slagets gang; heri ser sikkert også prof. S. en norsk omdannelse af sagnet om den gamle dansk-svenske folkestrid. Men når den vestnorske bonde Erik den målspage er sjælen i hele Frode fredegods regering, er det jo blot fornorskelse i endnu höjere grad; og således med en hel del andre sagn hos Sakse. Men dette nypræg, eller om man vil, dette udflytterpræg røber sig på så mange måder, at det er let at afgöre for de enkelte fortællinger, om de har det eller ikke.

Så er der endnu den mulighed, at et sagn er til i begge lande, både i sin fødestavn og i sin nybygd, og at Sakse øser af begge disse kilder. Men hver fortælling vil til enhver tid danne en poetisk helhed, og Sakses sammensvejsning af de ulige kilder vil da røbe sig selv i det tungvindte eller uensartede i fortællingen; jeg minder om Balders og Hoders langtrukne kamp, eller om Fridlevs danske og norske kampe, der falder fra hinanden.

Med denne tanke er jeg ved det, hvormed jeg begyndte nærværende redegörelse, og hvoraf al min Sakseforskning har sit udspring. Hver fortælling hos Sakse har en sammenhæng og et vist helhedspræg; al vurdering af sagnstoffet må arbejde med disse helheder; hvor de brydes, er der forfatterarbejde, og vi må om muligt skille hans kilder fra hinanden.

Opgaven for kildekritikken af Sakse er at finde disse folkelige fortællinger. Når enhver af dem ikke mere anføres på Sakses autoritet, men kendes efter sin hjemstavn, opfattes i sin forbindelse med landets andre overleveringer fra samme sagnkreds, og vurderes i forhold til folkets hele digtretning, da har denne kritik løst sin opgave.

Men da ligger også en ny opgave for, som ikke er taget op i mit skrift om Sakses kilder. Det er at fremstille de danske

kongesagn i hele deres udvikling, at skille mellem nyt og gammelt, mellem dansk digtning og norrönt tillæg, mellem historisk grundlag og de skiftende lag af poetisk bearbejdelse, og at vise årsagerne til alle disse omdannelser. Kort sagt at skrive den danske heltedigtnings historie.

Min kritiker har for så vidt haft for höje tanker om mig, eller tiltroet mig selv for höje tanker om mig, når han tillægger mine bestemmelser af Sakses kilder en umiddelbar gyldighed for sagnenes hjemsted et par hundred år tidligere. Når min kritiker har overset mit arbejdes forberedende karakter, er det måske fordi min granskning og forståelse af den enkelte sagnoverlevering ligger udenfor hans sædvanlige arbejdsområde. Det ser ud som et fingerpeg i denne retning, at der i prof. S.s afhandling findes talrige interessante bidrag til Sakses tekstfortolkning og gode bemærkninger til de i de ældste kilder bevarede stednavne, men for alt hvad der ligger imellem disse yderpunkter, hele folkets mundtlige overlevering af sine yndlingsheltes skæbne, møder der ikke et eneste af disse oplysende småglimt over æmnet fra nye synspunkter, der er så karakteristiske for mange af professor Steenstrups arbejder.

Axel Olrik.

Zu dem altschwedischen ratten- und
mäusezauber.

Auf s. 99 seines altschwed. lesebuches hat Noreen ein gebet an die heil. Kakwkylla abgedruckt, wodurch ratten und mäuse vertrieben werden sollen. Darauf folgen z. 20 4 lateinische verse:

O sancta Kakwkylla!

Remove dampnosa facilla (vel: favilla)!
Quod tibi de coelis

Concessit vox Michaelis.

Das unverständliche facilla oder favilla des zweiten verses habe ich in meiner anzeige des buches, Anz. f. d. Alt. XXII, 33 ff. in fatella, demin. von fatum, zu bessern vorgeschlagen, wodurch allerdings der reim zerstört werden würde. Erst vor kurzem ist mir nun die lösung des rätsels gelungen, da ich in der vorrede zu Mowats ausgabe der Sinonoma Bar

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD X.

tholomei (Anecdota Oxoniensia, Medieval and Modern Series. vol. I, part I) Oxford 1882, s. 3 folgende mitteilung aus dem mscr. des pflanzenglossars, einer hs. des 14. jahrh. im Pembroke College zu Oxford, las:

"... and a very curious set of lines (fol. 253)

to be used as a charm for stopping fire is
'Sancte Columquille, remove mala dampna faville!
Atque Columquillus salvet ab igne domus'.

Columquille ist

=

Columcille, dem irischen namen des berühmten h. Columba (521-597), abtes von Iona (Hy) und apostels der Schotten. Vgl. über ihn das Dictionary of nat. Biogr. XI, 409 ff. Wie daraus eine heilige Kakwkylla geworden ist, die man gegen die ratten- und mäuseplage anrief, vermag ich nicht zu sagen.

Göteborg, 2. oktober 1896.

Beriktigande.

F. Holthausen.

Af förekommen anledning tillåter jag mig taga tidskriftens utrymme i anspråk för följande lilla meddelande.

I T. E. Karstens afhandling Studier öfver de nordiska språkens primära nominalbildning I. s. 14 noten 2 förekommer ett af mig muntligen framställdt etymologiskt förklaringsförsök citeradt sålunda, att det af sammanhanget (jfr särsk. hänvisningen till Tamm Etym. ordb.) ovilkorligen ser ut, som om jag med isl. adj. dulr, fsv. dul, dol, isl. dolgr osv. velat förbinda nsv. dolk, benämning på ett slags vapen (ty. Dolch). Någon sådan tanke har jag emellertid hvarken hyst eller uttalat, utan var det sv. diall. dolk (dålk) 'dum' (Rietz s. 109; möjligen < urgerm. *dulz-ná), som jag i mitt yttrande åsyftade.

Lund den 5 April 1897.

Elof Hellquist.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD X.