Imágenes de páginas
PDF
EPUB

(s. 267. 1. Växling -er-en i 2. pl. imperativus [s.
267]. 2. Växling av former med -n och former utan -n
i andra pers. pl. [s. 270]. 3. Om ett par pronominal-
former [s. 272]).

A. Trampe Bödtker, Vokalharmoni i ubetonet e
O. S. Jensen, Bibliografi for 1898 .

• .

G. Ad. Tiselius, Anmälan av "Skuttungemålets akcentuering av K. P. Leffler".

Finnur Jónsson, Nekrolog över Eiríkur Jónsson
Tillägg och rättelser.

[ocr errors]

281

283

[ocr errors]

315

319

320

Sophus Bugge, uilinis pat paa Rök-Stenen

321

W. A. Craigie, On some Points in Skaldic Metre

341

Erik Brate, Anmälan av "Fr. Wulff: Svenska rim och svenskt

uttal"

385

Kr. Kålund, Anmälan av "W. G. Collingwood and Jón Stefáns-
son: A pilgrimage to the saga-steads of Iceland"
Gustav Storm, Nekrolog över Oluf Rygh.

387

[ocr errors]

390

Mythiske Sagn om Halvdan Svarte og

Harald Haarfagre.

Efterfölgende Afhandling blev forfattet snart efter Gjennemlæsningen af förste Bind af A. Olriks Skrift om Saxo, hvilket udkom 1892, og den blev derefter forelæst i en filologisk Forening.

Efterat en Afhandling af Finnur Jónsson om Sagnet om Harald Haarfagre som "Dovrefostre" nu er bleven udgivet i Arkiv XV 262-267, har jeg renskrevet min Afhandling, saaledes at jeg af denne har udeladt det Afsnit, hvis Æmne er behandlet af Finnur Jónsson, og derom kort henvist til denne.

Ellers har jeg kun forandret mindre væsentlige Punkter. Grunden til, at jeg udgiver Afhandlingen, er den, at jeg endnu (i Modsætning til, hvad der synes at være Finnur Jónssons Mening) finder, at de af mig behandlede Sagn baade ved sin egen Historie og Eiendommelighed og ved sin Forbindelse med andre Sagn giver et Bidrag til Kundskab om vore Fædres Aandsliv, der, om det end ikke er meget betydeligt, dog altid gjör en Undersögelse om disse Sagns Tilblivelse og Forandringer berettiget.

I.

Snorre Sturlassön fortæller i Heimskringla 1) om Halvdan Svarte:

var

"Kong Halvdan var en Jul paa Hadeland. Juleaften en stor Mængde Mennesker forsamlet om ham, og da

1) Hálfdanar s. svarta, Kap. 8.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVI, NY FÖLJD XII.

1

Folk var komne til Bords, hendte det Under, at al Maden og alt Ølet forsvandt fra Bordene. Kongen blev siddende igjen mörk i Hu, men alle Gjæsterne drog hjem, hver til sit. For at komme efter, hvad der var Skyld i det som var hendt, lod Kongen gribe en Finn, som var en stor Troldmand (margfróðr), og vilde tvinge ham til at fortælle Sandheden. Han pinte ham, men fik ikke noget ud af ham alligevel. Finnen raabte paa Halvdans unge Sön Harald og bad ham indtrængende at hjælpe sig. Harald bönfaldt Kongen om at skaane Finnen, men Kongen vilde ikke det. Da lod Harald Finnen mod Kongens Vilje slippe bort og fulgte selv med ham. De kom paa sin Vandring til en Hövding, som holdt et stort Gjæstebud. Der blev de vel beværtede, saa saa det ud for Haralds Øine.

De var Vinteren over hos ham, og en Dag om Vaaren sagde Hövdingen til Harald: "Din Fader syntes, det var et stort Tab, han led, da jeg tog noget af Julekosten fra ham i Vinter, og han tog sig det svært nær. Jeg skal give dig Gjengjæld for det, som dengang hendte, ved en glædelig Efterretning. Din Fader er nu död, og du skal drage hjem. Saa skal du faa hele det Rige, som han har havt, og til med skal du vinde hele Norge". Herefter fortælles Halvdan Svartes Död, og saa begynder förste Kapitel af Harald Haarfagres Saga med fölgende Ord: "Harald blev Konge efter sin Fader, og da var han ti Aar gammel”.

Snorre er ikke den förste, som har optegnet denne Fortælling. Han har skrevet den af næsten ordret efter den Samling af norske Kongers Sagaer, som man kalder Ágrip 1). Denne kjendes fra et ufuldstændigt islandsk Haandskrift, der, som man mener, er skrevet i Begyndelsen af 13:de Aarhundred efter et Arbeide af en Nordmand fra c. 1190. Men i Haandskriftet, som det nu er bevaret, kan Fortællingen om

1) Se Dahlerups Udgave med G. Storms Bemærkninger S. 96 f.

Finnen nu kun meget ufuldstændig læses, og man kan ikke se, om Underet med, at Maden og Drikken forsvandt, ogsaa i Ágrip har været henfört til Hadeland og til Juleaften. Der er dog ingen Grund til at tvivle om, at dette har været Tilfældet.

Ved den her meddelte Fortælling træder den indre Sammenhæng ikke med fuld Klarhed frem. Den Mand, hos hvem Harald Haarfagre opholder sig umiddelbart för han bliver Konge, betegnes kun ganske ubestemt som "en Hövding". Den oprindelige Sagnform maa bestemtere have angivet, hvem han var 1). I Fortællingen er heller ikke Forholdet mellem den tryllekyndige Finn og Hövdingen klart angivet. Nærmest faar man Indtrykket af, at Finnen er Hövdingens Udsending, ved hvem han bevirker, at Maden og Ølet paa en overnaturlig Maade forsvinder fra Kongens Bord. Men at dette ikke har været den oprindelige Forestilling, skal jeg senere i denne Udvikling vise.

II.

I Flatöbogen 2) findes i et Stykke om Halvdan Svarte en Fortælling, hvis Begyndelse stemmer i det væsentlige og endog med Hensyn til Udtryk i det enkelte overens med Fortællingen i Heimskringla og i Ágrip, dog saaledes at Stedsnavnet "Hadeland" ikke her nævnes. Först ved Overgangen til Hövdingens Tale til Harald afviger Flatöbogens Fremstilling væsentligere. Her heder det: "Og da de havde været der en Stund, sagde Hövdingen til Harald: Din Fader syntes, det var stor Skade der blev ham voldt derved, at jeg tog fra ham den Mad og den Drik, som han tænkte at skulle have til sit Julegilde. Men jeg skal give dig Gjen

1) Jfr. Gjessing "Kongesagaens Fremvæxt" S. 76.

2) I Hálfdanar þáttr svarta i Flat. I 563-566 (Fms. X 170—175).

gjæld for det, hvis du vil söge Raad hos mig. Nu skal du for det förste drage hjem, for der er En, som er stedt i Nöd, og ham kan du alene hjælpe. Deraf skal du faa stor Lykke, thi det er laget dig, at du skal blive Enekonge over hele Norge."

Herpaa fölger i Flatöbogen en Bemærkning om Hedningernes Jul, til hvilken jeg skal komme tilbage, og derefter fortsættes med en Fortælling, som jeg gjengiver forkortet.

Kong Halvdan sad i Ro paa sin Gaard paa Oplandene. Da forsvandt engang meget Gods og Guld fra hans Skatkammer, og Ingen vidste, hvem der havde taget det. Kongen blev meget sturen herover, for han skjönte, at den, som havde gjort det, nok vilde komme igjen oftere, og for åt faa Tag i ham, lod han sætte op en Snare og lod smede en Fjætter af det haardeste Staal og sno de stærkeste Blybaand. En Morgen derefter, da Folk kom til det Hus, hvor Kongens Skat var, fandt de der et stort digert Trold. Seksti Mand maatte til, för Staalfjætteren kom paa ham og för de fik bundet ham med Blybaandene. Kongen spurgte ham om, hvem han var. Han svarede, at han hed Dovre og at han havde hjemme i Dovrefjæld. Enda han bad for sig og lovede, at han tredobbelt vilde betale det han havde taget, sagde Kongen, at han skulde sidde der i Fjætter og Baand, til han paa Tinge var bleven dömt til den forsmædeligste Död. Ingen af Kongens Mænd maatte hjælpe ham eller give ham Mad. Den, som dristede sig til det, skulde dö. Hermed gik Kongen derfra og lod Dovre sidde igjen.

Lidt efter kom Harald hjem og fik höre det, som var hendt. Han var da fem Aar gammel. Han skjönte, det ikke nyttede at bede for Dovre, men gik hen til ham, der han sad og havde det ondt. Harald sagde, at han vilde frelse ham, og skar baade Fjætter og Baand af ham med

« AnteriorContinuar »