allerede findes i Ágrip, maa Snorre have kjendt den, men

han har med Flid udeladt den.

Forklaringen, hvori der tales om Odins Forhold til Julen og om Odins Navne, deriblandt Jólne, forudsætter aabenbart, at Forfatteren af Ágrip har forestillet sig, at det var Odin, som rövede Julekosten fra Halvdan. Naar Snorre har udeladt denne Bemærkning, er det vistnok, fordi han med Tendens ikke har villet lade den hedenske Gud optræde som den, der virksomt griber ind i Halvdans og Haralds Liv, men heller har ladet Sagnet om Madrovet blive staaende uklart ved at betegne den, der forövede det, ubestemt som "en Hövding" 1).

Naar den Hövding, som lader Maden og Drikken forsvinde for Kong Halvdan, er Odin, saa bliver Forholdet mellem Hövdingen og den tryllekyndige Finn, som er i Halvdans Gaard og som vandrer derfra med Harald, klarere. Odin er fremfor alle andre tryllekyndig, og han er ifölge norröne Fortællinger ofte paa Vandring til Fods, hvorved han ikke optræder i sin Guddommelighed, men i en uanseelig Skikkelse og i Forklædning. Jeg tror derfor, at Finnen, d. e. Troldmanden, kun er en anden, snarest i kristelig Tid dannet Fremtrædelsesform for Odin og at han i Virkeligheden er identisk med Hövdingen. Ligesom Odin her i HalvdanSagnet optræder som en Finn, saaledes ogsaa i andre Sagn fra den kristelige Middelalder. Han viser sig ifölge færöske Ballader 2) med "finsk Bue" i Hænde, og Detter 3) har godtgjort, at Finnen Brune, til hvem Ketil Höing kommer (Fornald. ss. II, 117-122), er en Fremtrædelsesform af Odin.

1) Denne Forklaring synes mig at stemme godt overens med hvad G. Storm i "Snorre Sturl. Hist." S. 102 siger om Snorres Forhold til de hedenske Guder. S. 75 mener Storm, at Snorre har ströget Stykket om Julen som en "filologisk Bemærkning”.

2) "Regin smiður" i Hammershaimbs Færöske Kvæder I, S. 12, Str. 94,

og i "Justinjall", se Olrik "Sakses Oldhistorie” S. 131,

*) Zeitschr. f. d. Alt. XXXII, 449 ff. Jfr. Boer i Arkiv VIII, 106.

Det er altsaa efter én Sagnform Odin, der er bleven greben og bunden af Halvdan Svarte, medens det efter en anden Sagnform er Jætten Dovre. Hvilken af disse to Sagnformer der er den oprindeligste, kan vel allerede paa Forhaand ikke være tvivlsomt. Det maa være Guden Odin, hvem Halvdan efter den ældre Sagnform har forgrebet sig paa og hvem Harald Haarfagre har frelst.

At Jætten Dovre i dette Sagn senere tildels er traadt istedenfor Odin, har flere Grunde. I kristen Tid maatte man uvilkaarlig snart komme til at föle Betænkelighed ved at lade Harald Haarfagre have hjulpet og være bleven hjulpen af den hedenske Gud Odin. Jætten Dovre stod vistnok udenfor det kristne Samfund, men han tænktes dog snarere som et i sin plumpe Kraft godmodigt Væsen, ligesom nu Jutulen fra Vaage, med hvem Blessomen kjörer, end som en Djævel. Der var ogsaa i Finnesagnet flere Motiver, som forberedte Overgangen fra Odin til Bergtroldet Dovre. Odin optræder jo i Finne-Sagnet som en tryllekyndig Finn, og ikke blot er Jætten Dovre tryllekyndig, men Svaase, Snefrids Fader, der, som vi skal se, er et med Dovre nær beslægtet Væsen, omtales ligeledes som en tryllekyndig Finn.

Fremdeles er det, at Odin lader Maden forsvinde for Halvdan, en Gjærning, som Folkesagnet andensteds tilskriver Troldene. Exempelvis kan som Bevis herfor nævnes fölgende Sagn fra Nutiden 1): En Bonde i Baahus holdt engang sin Datters Bryllup; Bordet var allerede dækket og Maden indbaaren, men inden Gjæsterne havde taget Sæde, var alt opædt. Da Værten kom ind og fik dette at se, sagde han: "Nu har Haale været her og opædt al Maden". Det viste sig, at der mellem hver Gjæst sad to Trold, som tog af Fadene med begge Hænder og aad af Hjærtens Lyst. Dem kunde Gjæsterne ikke se.

1) Meddelt hos Faye, Norske Folkesagn S. 29 efter P. Kalms Westgötha och Bohuslänska Resa S. 98.

Ogsaa den Enkelthed, at det er Juleaften, at Maden og Drikken forsvinder for Halvdan, findes igjen i Sagn om Trold. I Æventyret "Kjætten paa Dovre" 1), som nu er vidt udbredt i Norge, men især paa Oplandene og i de indre Fjældbygder midt i Landet, maa Folkene i et Hus paa Dovrefjæld Juleaften lave færdig Mad og Drikke til Troldene, og disse komme da og fortære det alt sammen.

I Julen, som oprindelig var en hedensk Fest, er jo alskens Troldskab ude at færdes. Da komme de Vætter til Gaards, som baade paa Island og i Norge kaldes jólasveinar 2). De stjæle paa Island törret Kjöd fra Böndernes Forraadshuse. I Julenatten farer Aandernes vilde Flok Juleskreia i Norge over Bygden. Juleaften lukkede Dovre sin Fjældhal op for den menneskelige Vandrer efter den islandske Eventyrfortælling Kjalnesinga saga.

Men i Julen færdedes i gamle Dage ogsaa de hedenske Guder jólnar 3) med sin Hövding Jólnir), d. e. Odin, og da fik de engang sine Ofre *).

En anden Grund til at Harald Haarfagre er bleven bragt i Forbindelse med Jætten Dovre, skal jeg i det fölgende söge at paavise.

Dovre-Sagnet, som efter mundtlig Fortælling er blevet benyttet i Flatöbogen, afviger fra Finne-Sagnet deri, at Dovre lader Gods og Guld forsvinde fra Skatkammeret, ikke Mad og Øl fra Bordene, og deri, at han bliver fangen i en Snare, 1) Asbjörnsen og Moe "Folkeeventyr" 1852, S. 354 ff. med Anmærkninger. 2) Maurer Isl. Volkssagen S. 54; Árnason 1, 219–221.

3) jólna sumbl i et Vers af Øivind skáldaspillir Snorra Edda I 470. hvor Snorre forstaar jólna som Gen. pl.

•) I Þórsdrápa af Eiliv Gudrunssön Sn. Edda I 298. iolne Ágrip S. 1. 3) I Flatöbogen (I 567) siges, at Thor engang tog al Julekosten fra Harald Haarfagre. Dette Sagn kjendes ellers ikke. Er dette digtet som Modstykke til, at Odin tog Maden fra Faderen Halvdan? Mogk (i Pauls Grundriss1 I 1016) gjengiver Ordene i Flatöbogen misvisende saaledes: Haralds Fader Halvdan ofrede til Odin (som Seiergud), medens Sönnen ofrede til Thor.

som Kongen har ladet sætte op i "Guldhuset". Disse Sagnmotiver er sandsynlig overförte fra det fremmede, i mange Lande udbredte Eventyr om Tyvene, som stjæler i Kongens Skatkammer. Dette Eventyr, som tidligst forekommer i Herodots Fortælling om Rhampsinit, er kritisk behandlet af R. Köhler i Benfeys Orient und Occident II 303-313 1).

Ordet gullhús forekommer ogsaa i et Par andre senere Skrifter i den norsk-islandske Litteratur, men i intet andet gammelt Skrift er der Tale om en indenlandsk Konges Guldhus. Ogsaa dette Udtryk taler for, at vi her har Indflydelse fra et fremmed Eventyr. Det samme Udtryk forekommer i ældre Engelsk 2).

Naar Dovre i det til Halvdan og Harald knyttede Sagn traadte istedenfor Odin som den, der blev fangen af den gamle Konge og löst af Kongesönnen, saa medförte denne Forandring tillige et Skifte i Fortællingens Tone og Farve. Medens der hviler et hemmelighedsfuldt Slör over Hövdingen og Finnen i den ældre Fortælling, hvis Fremstilling er jævn, er Jætten Dovre i Flatöbogens Fortælling skildret meget burlesk, ligesom Nutids-Eventyrets godmodige Trold.

At det efter det ældre Sagn er Odin, ikke Dovre, som er bleven fangen af Halvdan Svarte og befriet af dennes Sön Harald, godtgjöres endnu klarere af et andet Sagn, hvis Sammenhæng med det til Halvdan og Harald knyttede Sagn man hidtil ikke har erkjendt.

V.

I den prosaiske Indledning til Digtet Grímnismál i den ældre Edda fortælles: Kong Raudungs to Sönner rode ud i en Baad for at fiske Smaafisk. Agnar var dengang ti

1) Saxo (p. 46 ed. Müll.) fortæller et Sagn om Tyve, som stjæle fra Haddings Skatkammer; men dette har ellers intet tilfælles med Dovre-Sagnet. 2) Se Mätzners Ordbog.

Aar gammel og Geirrod aatte. Vinden drev dem ud i Havet. I Nattemörket stödte Baaden mod et Land, saa den knustes. De gik op paa Stranden og fandt en gammel Mand, som bode i en Hytte. Hos ham blev de om Vinteren. Kjærringen hans fostrede Agnar. Kallen selv fostrede Geirrod og gav ham gode Raad og Lærdomme. Om Vaaren gav den gamle dem en Farkost. Men da han og Kjærringen fulgte dem til Stranden, snakkede han under fire Øine med Geirrod. Brödrene fik god Bör og kom til sin Faders Baadstö. Geirrod stod i Fremstavnen. Han sprang op paa Land og stödte Baaden ud med de Ord: "Far du nu Troldene i Vold!" Baaden drev saa ud i Havet. Men Geirrod gik op til Kongsgaarden, og der tog de godt imod ham. Hans Fader var da död. Geirrod blev tagen til Konge og han blev en mægtig og navnkundig Mand.

Odin og Frigg sad i Lidskjalv og saa ud over alle Verdener. Odin sagde: "Ser du, hvor din Fostersön Agnar faar Börn med Gygeren i Helleren? Men min Fostersön Geirrod er Konge og styrer nu sit Land". Frigg svarede: "Han er saa nidsk paa Mad, at han plager sine Gjæster, om han synes, der kommer for mange af dem". Odin sagde, at det var en stor Lögn, og de væddede om det. Frigg sendte sin Tjenestepige Fulla til Geirrod. Hun sagde, at Kongen skulde vogte sig, saa han ikke blev forgjort af en Troldmand, som var kommen i Landet. Han kunde kjendes, sagde hun, paa det, at ingen Hund var saa glubsk, at den sprang paa ham. Det var bare Snak, at Geirrod var nidsk paa Mad, men enda lod han den Mand gribe, som Hundene ikke vilde springe paa. Han var i blaa Kappe og kaldte sig Grimner, men han fortalte ikke mere om sig, enda han blev spurgt. Kongen lod ham pine for at faa ham til at fortælle og lod ham sætte mellem to Ilde. aatte Nætter. Kong Geirrod havde dengang Sön; han hed Agnar efter hans Broder.

Der sad han i en tiaarsgammel Agnar gik hen