Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Folk var komne til Bords, hendte det Under, at al Maden og alt Ølet forsvandt fra Bordene. Kongen blev siddende igjen mörk i Hu, men alle Gjæsterne drog hjem, hver til sit. For at komme efter, hvad der var Skyld i det som var hendt, lod Kongen gribe en Finn, som var en stor Troldmand (margfróðr), og vilde tvinge ham til at fortælle Sandheden. Han pinte ham, men fik ikke noget ud af ham alligevel. Finnen raabte paa Halvdans unge Sön Harald og bad ham indtrængende at hjælpe sig. Harald bönfaldt Kongen om at skaane Finnen, men Kongen vilde ikke det. Da lod Harald Finnen mod Kongens Vilje slippe bort og fulgte selv med ham. De kom paa sin Vandring til en Hövding, som holdt et stort Gæstebud. Der blev de vel beværtede, saa saa det ud for Haralds Øine.

De var Vinteren over hos ham, og en Dag om Vaaren sagde Hövdingen til Harald: "Din Fader syntes, det var et stort Tab, han led, da jeg tog noget af Julekosten fra ham i Vinter, og han tog sig det svært nær. Jeg skal give dig Gjengjæld for det, som dengang hendte, ved en glædelig Efterretning. Din Fader er nu död, og du skal drage hjem. Saa skal du faa hele det Rige, som han har havt, og til med skal du vinde hele Norge”. Herefter fortælles Halvdan Svartes Död, og saa begynder förste Kapitel af Harald Haarfagres Saga med folgende Ord: "Harald blev Konge efter sin Fader, og da var han ti Aar gammel".

Snorre er ikke den förste, som har optegnet denne Fortælling. Han har skrevet den af næsten ordret efter den Samling af norske Kongers Sagaer, som man kalder Ágrip ). Denne kjendes fra et ufuldstændigt islandsk Haandskrift, der, som man mener, er skrevet i Begyndelsen af 13:de Aarhundred efter et Arbeide af en Nordmand fra c. 1190. Men i Haandskriftet, som det nu er bevaret, kan Fortællingen om Finnen nu kun meget ufuldstændig læses, og man kan ikke se, om Underet med, at Maden og Drikken forsvandt, ogsaa i Ágrip har været henfört til Hadeland og til Juleaften. Der er dog ingen Grund til at tvivle om, at dette har været Tilfældet.

1) Se Dahlerups Udgave med G. Storms Bemærkninger S. 96 f.

Ved den her meddelte Fortælling træder den indre Sammenhæng ikke med fuld Klarhed frem. Den Mand, hos hvem Harald Haarfagre opholder sig umiddelbart för han bliver Konge, betegnes kun ganske ubestemt som "en Hövding”. Den oprindelige Sagnform maa bestemtere have angivet, hvem han var '). I Fortællingen er heller ikke Forholdet mellem den tryllekyndige Finn og Hövdingen klart angivet. Nærmest faar man Indtrykket af, at Finnen er Hövdingens Udsending, ved hvem han bevirker, at Maden og Olet paa en overnaturlig Maade forsvinder fra Kongens Bord. Men at dette ikke har været den oprindelige Forestilling, skal jeg senere i denne Udvikling vise.

II. I Flatöbogen ?) findes i et stykke om Halvdan Svarte en Fortælling, hvis Begyndelse stemmer i det væsentlige og endog med Hensyn til Udtryk i det enkelte overens med Fortællingen i Heimskringla og i Ágrip, dog saaledes at Stedsnavnet "Hadeland" ikke her nævnes. Först ved Overgangen til Hövdingens Tale til Harald afviger Flatöbogens Fremstilling væsentligere. Her heder det: "Og da de havde været der en Stund, sagde Hövdingen til Harald: Din Fader syntes, det var stor Skade der blev ham voldt derved, at jeg tog fra ham den Mad og den Drik, som han tænkte at skulle have til sit Julegilde. Men jeg skal give dig Gjen

?) Jfr. Gjessing "Kongesagaens Fremvæxt" S. 76.
:) I Hálfdanar þáttr svarta i Flat. I 563—566 (Fms. X 170—175).

gjæld for det, hvis du vil söge Raad hos mig. Nu skal du for det förste drage hjem, for der er En, som er stedt i Nöd, og ham kan du alene hjælpe. Deraf skal du faa stor Lykke, thi det er laget dig, at du skal blive Enekonge over hele Norge.”

Herpaa fölger i Flatöbogen en Bemærkning om Hedningernes Jul, til hvilken jeg skal komme tilbage, og derefter fortsættes med en Fortælling, som jeg gjengiver forkortet.

Kong Halvdan sad i Ro paa sin Gaard paa Oplandene. Da forsvandt engang meget Gods og Guld fra hans Skatkammer, og Ingen vidste, hvem der havde taget det. Kongen blev meget sturen herover, for han skjönte, at den, som havde gjort det, nok vilde komme igjen oftere, og for at faa Tag i ham, lod han sætte op en Snare og lod smede en Fjætter af det haardeste Staal og sno de stærkeste Blybaand. En Morgen derefter, da Folk kom til det Hus, hvor Kongens Skat var, fandt de der et stort digert Trold. Seksti Mand maatte til, för Staalfjætteren kom paa ham og för de fik bundet ham med Blybaandene. Kongen spurgte ham om, hvem han var. Han svarede, at han hed Dovre og at han havde hjemme i Dovrefjæld. Enda han bad for sig og lovede, at han tredobbelt vilde betale det han havde taget, sagde Kongen, at han skulde sidde der i Fjætter og Baand, til han paa Tinge var bleven dömt til den forsmædeligste Död. Ingen af Kongens Mænd maatte hjælpe ham eller give ham Mad. Den, som dristede sig til det, skulde dö. Hermed gik Kongen derfra og lod Dovre sidde igjen.

Lidt efter kom Harald hjem og fik höre det, som var hendt. Han var da fem Aar gammel. Han skjönte, det ikke nyttede at bede for Dovre, men gik hen til ham, der han sad og havde det ondt. Harald sagde, at han vilde frelse ham, og skar baade Fjætter og Baand af ham med

som

et Saks (et kort Sværd), som Finnen havde givet ham og

var af saa godt Jærn, at ingen havde set Magen. Da Dovre var kommen fri, takkede han Harald for Livet, og saa tog han Benene paa Nakken. Borte var han.

Det varede ikke længe, för de paa Kongsgaarden fandt, at Dovre var kommen fri. Harald sagde, at det var ham, som havde sat ham i Frihed. Da blev Halvdan saa vred, at han jog Sönnen bort: "Troldet Dovre skal hjælpe dig, han og ingen anden". Harald vandrede da bort. Han laa ude i Skog og ødemark i fem Nætter og var baade törst og sulten. Saa kom Dovre til ham og spurgte ham, om han vilde fölge ham hjem. Da Harald sagde ja hertil, tog Dovre Gutten paa Armen og bar ham hjem til sig. Han bode i en stor Heller (Hule i Fjældet). Hos ham blev Harald i fem Aar. Dovre holdt meget af ham og gjorde alt det, han vilde. Harald vokste sig stor og stærk. Dovre gjorde ham klog paa mangt og meget, som ikke Folk flest vidste, og lærte ham op i alskens Færdigheder.

En Dag talte Dovre til Harald og sagde: "Nu skal jeg lönne dig for det, du frelste mit Liv, thi nu skal jeg faa dig gjort til Konge. Din Fader er död, og jeg var ikke langt borte, da det skede. Nu skal du drage hjem og overtage dit Rige. Ikke skal du lade klippe dit Haar eller dine Negle, för du bliver Enekonge over hele Norge. Jeg skal hjælpe dig og være hos dig i Slagene, uden at Nogen ser mig. Far nu vel! Hæder og Lykke fölge dig i alt, og ikke mindre for det, at du har været her hos mig!" Da Harald kom hjem, blev han tagen til Konge over hele det Rige, som hans Fader havde havt. Han fortalte sine Folk, hvor han havde været i disse fem Aar, og blev da kaldt Harald Dovrefostre (Dovres Fostersön).

Som Dovres Fostersön benævnes eller omtales Harald ogsaa i en Række andre, mest æventyrlige Fortællinger. Men i ingen af disse Fortællinger kan Nævnelsen af Dovre som

Haralds Fosterfader föres længere tilbage end til c. 1300. Jeg henviser herom til Finnur Jónssons Afhandling i Arkiv XV 262–267. Alle disse Fortællinger er islandske. De har været indtagne i det ene eller det andet af de to Samlehaandskrifter, som blev skrevne i Slutningen af 14de Aarhundred for Jon Haakonssön i det nordlige Island, nemlig Flatöbogen og Vatshyrna. I Afsnittet om Dovre i Flatöbogen er Sproget og Fremstillingen, saaledes som Finnur Jónsson (S. 265) fremhæver, saa uklassisk, at Fortællingen i denne Form ikke kan være ældre end 1300. Begyndelsen af Sagnet i Flatöbogen, hvor der fortælles om Finnen, stammer, som Finnur Jónsson bemærker, middelbart eller umiddelbart fra Ágrip, men har undergaaet nogle redaktionelle Ændringer, fordi der til denne Fortælling her er knyttet det egentlige Dovresagn.

III.

Naar vi sammenholde den i Flatöbogen optegnede Fortælling om Dovre med Fortællingen om Finnen og Hövdingen, med hvilken den i Flatöbogen er forbunden, saa se vi tydelig, at disse to Fortællinger indbyrdes tildels er nær beslægtede '). De har væsentlig samme Udgangspunkt, samme Udviklingsgang og samme Afslutning. Jeg vil for Kortheds Skyld forelöbig kalde det ene Sagn Finnesagnet, det andet Dovresagnet.

1) Finnur Jónsson bemærker S. 267: "Om (Dovresagnet] virkelig er udviklet af Ágrip-Heimskringlas sagn om madtyveriet, skal jeg lade usagt; men hvis så er, er det givet, at det må være betydelig yngre end dette". Og S. 264: "En folklorist vil nu rimeligvis finde ud, at sagnet i grunden er et og detsamme". Men han synes at maatte holde ethvert Forsög i denne Retning for videnskabelig ubrugbart, da han i Litt. Hist. II 239 siger, at man ved Hjælp af "den moderne folklore-metode", "som f. ex. prof. Bugge har gjort så rigelig brug af i sine Studier”, ”med abstraktioner og generalisering af udtryk og handlinger uundgåelig eller dog med en vis lethed vil kunne få frem et forönsket resultat af så at sige hvadsomhelt".

« AnteriorContinuar »