Imágenes de páginas
PDF
EPUB

et Saks (et kort Sværd), som Finnen havde givet ham og som var af saa godt Jærn, at ingen havde set Magen. Da Dovre var kommen fri, takkede han Harald for Livet, og saa tog han Benene paa Nakken. Borte var han.

Det varede ikke længe, för de paa Kongsgaarden fandt, at Dovre var kommen fri. Harald sagde, at det var ham, som havde sat ham i Frihed. Da blev Halvdan saa vred, at han jog Sönnen bort: "Troldet Dovre skal hjælpe dig, han og ingen anden". Harald vandrede da bort. Han laa ude i Skog og Ødemark i fem Nætter og var baade törst og sulten. Saa kom Dovre til ham og spurgte ham, om han vilde fölge ham hjem. Da Harald sagde ja hertil, tog Dovre Gutten paa Armen og bar ham hjem til sig. Han bode i en stor Heller (Hule i Fjældet). Hos ham blev Harald i fem Aar. Dovre holdt meget af ham og gjorde alt det, han vilde. Harald vokste sig stor og stærk. Dovre gjorde ham klog paa mangt og meget, som ikke Folk flest vidste, og lærte ham op i alskens Færdigheder.

En Dag talte Dovre til Harald og sagde: "Nu skal jeg lönne dig for det, du frelste mit Liv, thi nu skal jeg faa dig gjort til Konge. Din Fader er död, og jeg var ikke langt borte, da det skede. Nu skal du drage hjem og overtage dit Rige. Ikke skal du lade klippe dit Haar eller dine Negle, för du bliver Enekonge over hele Norge. Jeg skal hjælpe dig og være hos dig i Slagene, uden at Nogen ser mig. Far nu vel! Hæder og Lykke fölge dig i alt, og ikke mindre for det, at du har været her hos mig!" Da Harald kom hjem, blev han tagen til Konge over hele det Rige, som hans Fader havde havt. Han fortalte sine Folk, hvor han havde været i disse fem Aar, og blev da kaldt Harald Dovrefostre (Dovres Fostersön).

Som Dovres Fostersön benævnes eller omtales Harald ogsaa i en Række andre, mest æventyrlige Fortællinger. Men i ingen af disse Fortællinger kan Nævnelsen af Dovre som

Haralds Fosterfader föres længere tilbage end til c. 1300. Jeg henviser herom til Finnur Jónssons Afhandling i Arkiv XV 262–267. Alle disse Fortællinger er islandske. De har været indtagne i det ene eller det andet af de to Samlehaandskrifter, som blev skrevne i Slutningen af 14de Aarhundred for Jon Haakonssön i det nordlige Island, nemlig Flatöbogen og Vatshyrna. I Afsnittet om Dovre i Flatöbogen er Sproget og Fremstillingen, saaledes som Finnur Jónsson (S. 265) fremhæver, saa uklassisk, at Fortællingen i denne Form ikke kan være ældre end 1300. Begyndelsen af Sagnet i Flatöbogen, hvor der fortælles om Finnen, stammer, som Finnur Jónsson bemærker, middelbart eller umiddelbart fra Ágrip, men har undergaaet nogle redaktionelle Ændringer, fordi der til denne Fortælling her er knyttet det egentlige Dovresagn.

III.

Naar vi sammenholde den i Flatöbogen optegnede Fortælling om Dovre med Fortællingen om Finnen og Hövdingen, med hvilken den i Flatöbogen er forbunden, saa se vi tydelig, at disse to Fortællinger indbyrdes tildels er nær beslægtede 1). De har væsentlig samme Udgangspunkt, samme Udviklingsgang og samme Afslutning. Jeg vil for Kortheds Skyld forelöbig kalde det ene Sagn Finnesagnet, det andet Dovresagnet.

1) Finnur Jónsson bemærker S. 267: "Om [Dovresagnet] virkelig er udviklet af Ágrip-Heimskringlas sagn om madtyveriet, skal jeg lade usagt; men hvis så er, er det givet, at det må være betydelig yngre end dette". Og S. 264: "En folklorist vil nu rimeligvis finde ud, at sagnet i grunden er et og detsamme". Men han synes at maatte holde ethvert Forsög i denne Retning for videnskabelig ubrugbart, da han i Litt. Hist. II 239 siger, at man ved Hjælp af "den moderne folklore-metode", "som f. ex. prof. Bugge har gjort så rigelig brug af i sine Studier", "med abstraktioner og generalisering af udtryk og handlinger uundgåelig eller dog med en vis lethed vil kunne få frem et forönsket resultat af så at sige hvadsomhelt".

Begge Sagn begynde med Fortællingen om, at værdifuld Eiendom pludselig paa en hemmelighedsfuld Maade forsvinder fra en Kongsgaard i det indre af Norge for Halvdan Svarte, uden at Nogen véd, hvem der har gjort det. I Finnesagnet er det Julekosten og Juleölet, i Dovre-Sagnet Gods og Guld. Efter begge Sagn bliver Kongen sörgmodig og tænker paa, hvorledes han skal komme efter, hvem der har bestjaalet ham.

Efter Finne-Sagnet faar han saa fanget en Finn, efter det andet Sagn Jætten Dovre. Den fangne er efter begge Sagn den skyldige. Det er efter begge Sagn et tryllekyndigt, overnaturligt 1) mandligt Væsen, som bliver fanget. Naar vi læse, hvad i det fölgende nærmere skal omtales, at Snefrids Fader baade kaldes en Jætte og en Finn, saa vil vi se, at Jætten Dovre og Finnen, som fanges af Halvdan, komme hinanden endnu nærmere.

Efter begge Sagn löser Halvdans unge Sön Harald den fangne, hvem Kongen plager og ikke vil vise Skaansel, og da den fangne er kommen i Frihed, skynder han sig efter begge Sagn bort.

Ifölge Finne-Sagnet fölger Harald Finnen, som flygter fra Kongsgaarden. Ifölge Dovre-Sagnet flygter Dovre alene. Men Harald bliver straks derefter jaget bort af sin Fader og han vandrer da ud i Ødemarken, hvor han finder Dovre, hvem han fölger.

Efter Finne-Sagnet kommer Harald til en Hövding, som aabenbart staar i nær Forbindelse med Finnen, og bliver hos ham. Efter Dovre-Sagnet kommer Harald til Dovres Bolig og bliver hos ham.

Ifölge begge Sagn siger Husbonden (hist Hövdingen, her Dovre) til Harald, da denne har været en god Stund hos ham, som har behandlet Kongesönnen vel: "Jeg skal lönne

1) At Finnen, ligesom Dovre, er et overnaturligt Væsen, vil man i det fölgende tydeligere se.

dig. Din Fader er nu död. Drag nu hjem. Du skal overtage hans Rige og blive Enekonge over hele Norge".

Endelig fortælle begge Sagn, at Harald, da han kommer hjem, ti Aar gammel, bliver tagen til Konge efter sin Fader.

Disse Overensstemmelser mellem de to Sagn godtgjör, at Sagnet om Dovre, som fanges af Halvdan Svarte, i det væsentlige er at betragte som et Sidestykke eller som en Variant til Sagnet om Finnen, som fanges af Halvdan Svarte.

Fremstillingen i Heimskringla og Ágrip er derfor ikke afkortet af en nedskreven længere Fortælling, som tillige har berettet om, at Dovre fanges 1). Tværtimod foreligger en uoprindelig, först gjennem en skriftlig Redaktion istandbragt Kombination, som forvansker den egentlige Sammenhæng, deri, at Flatöbogen forbinder de to Sagn saaledes, at Halvdans Sammenstöd med Dovre i Tid sættes efter hans Sammenstöd med Finnen 2).

IV.

Naar vi altsaa i de to Fortællinger om den fangne og löste Troldmand har, om end ikke i alt, to forskjellige Formationer af et og samme Sagn, saa bliver vor næste Opgave den, at bestemme, om muligt, dette ene Sagns oprindelige Form og Mening samt at fölge dets Udviklingshistorie.

1) Dette antager Gjessing "Kongesagaens Fremvæxt" S. 76 f. (i Lighed med Keyser "Norges Historie" I, 202), efter min Mening, med urette. Gjessing har vistnok Ret i, at Hövdingen i en oprindeligere Sagnform bestemtere har været betegnet og at denne bestemtere Angivelse er bevaret i Flatöbogen (i et Udsagn, som jeg straks i det fölgende skal anföre). Men heraf fölger ikke, at den Forbindelse af Sagnet om Hövdingen med Sagnet om Dovre, som findes i Flatöbogen, er oprindeligere end Fremstillingen i Heimskringla.

2) G. Storm "Snorre Sturlasöns Historieskrivning" S. 75 har allerede sagt, at "Flatöbogens Beretning er sammensat af Ágrips Fortælling om Hövdingen, som lod Julemaden forsvinde, og af Sagnet om Dovre". Det samme mener Finnur Jónsson.

Fortællingen om Harald Haarfagre i Flatöbogen giver en Meddelelse, som fortjener Opmærksomhed, om hvem det egentlig var, som tog Julekosten fra Halvdan Svarte Juleaften. Det heder i förste Kapitel: "Hverken han eller hans Fader Halvdan havde Lykken med sig i Julen. Thor tog engang fra Harald alt det, han havde lavet til af Mad og Drikke for sig og sine Venner i Julen, og Odin havde gjort det samme med Halvdan" ). Det skal altsaa ifölge denne Fremstilling være Odin, Gudernes Hövding, som har ladet Mad og Øl forsvinde fra Halvdan Svartes Bord Juleaften. Odin skal være den Hövding, hos hvem Harald Haarfagre opholder sig lige för sin Faders Död 2).

At denne Meddelelse, hvorefter den Hövding, som tog Julekosten fra Halvdan, var Odin, ikke först er tilföiet af Redaktören eller Afskriveren af Fortællingen om Harald Haarfagre i Flatöbogen, men allerede tilhörer den Mand, som först har optegnet Sagnet, det godtgjöres af det Stykke om Hedningernes Jul, som findes i Flatöbogen, umiddelbart efterat det har været fortalt, at Harald er kommen hjem fra Hövdingen.

Dette samme Stykke findes nemlig, men i en kortere og oprindeligere Form, allerede i Ágrip 3). Her fortælles, at Harald, efter at have forladt "Hövdingen", blev tagen til Konge og fik Tilnavnet Luva, men siden blev kaldt Haarfagre. Derpaa fölger et Stykke om Julen, hvori det siges, at Hedningerne i Julen havde en festlig Sammenkomst til Ære for Odin. Odin har, heder det, mange Navne. Han kaldes Vidrer og Höi og Tredje og Jolne (iolne), og deraf har Julen (iol) sit Navn. Da denne Forklaring om Julen

1) Upphaf ríkis Harallz hárfagra, capitulum, i Flat. I 567 (en Ođinn tók fra Hálfdani).

2) Herpaa har Gjessing "Kongesagaens Fremvæxt" S. 44 og S. 77 gjort opmærksom.

3) Dahlerups Udgave S. 1 L. 11–22.

« AnteriorContinuar »