Jeg vover dog ikke at afgöre, om Odin i saa Fald har nævnt disse Navne for Halvdan Svarte, da han voldte hans Död, eller for Sönnen Harald.

Endelig kan nævnes et Par Træk, ved hvilke GrimnerSagnet staar nærmere ved Fortællingen om Dovre i Flatöbogen end ved Fortællingen om Finnen i Heimskringla.

I Flatöbogen fortælles, at Kong Halvdan forböd alle sine Mænd at give den fangne Dovre Mad. I Grímnismál (Str. 2) siger Odin: "Ingen böd mig Mad". Efter Fortællingen i Flatöbogen gaar Harald til Dovre for at hjælpe ham, uden at denne har talt til ham (medens derimod Finnen efter Heimskringla först anraaber Harald om Hjælp). I Grimner-Sagnet gaar Agnar hen til den bundne Odin for at læske ham, uden at Odin har talt til ham.

I Grimner-Sagnet dör Geirrod i Odins Nærværelse og ifölge Odins Vilje. I Dovre-Sagnet siger Dovre, at han ikke var langt borte, da Halvdan döde, og ved disse Ord antyder han, at han har voldt Kongens Död.

Ved de i det foregaaende meddelte Sammenstillinger tror jeg at have godtgjort, at der er et nært historisk Forhold mellem Sagnet om Odin hos Geirrod og Sagnet om Odin hos Halvdan Svarte. Det er to Udviklingsformer af et og samme Sagn.

Hos Geirrod aabenbarer Odin sig til Slutning i fuld guddommelig Herlighed, medens denne Herlighed helt igjennem er overdækket i Fremstillingen af Sagnet om Halvdan Svarte. Allerede heraf er det klart, at Sagnet om den fangne og befriede Gud foreligger i en langt oprindeligere Form i Geirrod-Sagnet end i det til Halvdan Svarte knyttede Sagn.

Sammenstillingen af det mindre oprindelige HalvdanSagn med det mere oprindelige Geirrod-Sagn godtgjör Rigtigheden af den allerede i det foregaaende forsvarede Opfat

ning, at det i Ágrip og Heimskringla fortalte Halvdan-Sagn, hvorefter Finnen bliver fangen, ikke er opstaaet ved Afkortning af det i Flatøbogen fortalte Halvdan-Sagn, hvorefter först Finnen og siden Jætten Dovre bliver fangen, men at tværtimod efter det ældre Sagn kun den ene Troldmand blev fangen og at Dovre senere er traadt istedenfor ham. Dog har Fortællingen om den fangne Dovre, saaledes som jeg har vist, fastholdt enkelte Sagnmotiver, som er glemte eller forandrede i Fortællingen om Finnen i Heimskringla.

Endelig viser Sammenstillingen af Geirrod-Sagnet med Halvdan-Sagnet, at jeg har Ret i den her foran fremsatte Formodning, at den tryllekyndige Finn, som Kong Halvdan lader gribe, i Virkeligheden er Odin og altsaa egentlig identisk med Hövdingen i Sagnet, der siger til Harald: "Nu skal du blive Konge efter din Fader".

VII.

Naar vi sammenligne Sagnet om Geirrod med Sagnet om Halvdan Svarte, se vi, at de to Sagn i sidste Afsnit er meget forskjellige. Saaledes med Hensyn til den gamle Konges Dödsmaade: Geirrod falder i sit eget Sværd, Halvdan drukner i Randsfjorden. Denne Forskjel er let at forklare deraf, at den historiske Halvdan virkelig druknede i Randsfjorden. Denne Dödsmaade tilhörte ikke det mythiske Sagn, som blev overfört paa Halvdan.

En anden Forskjel mellem de to Sagn forklares ikke

saa let.

I Geirrod-Sagnet finder den gamle Konge sin Död, idet den bundne Gud löses af sine Baand. Umiddelbart derpaa forsvinder Guden. Saa bliver den unge Agnar Konge.

I Halvdan-Sagnet flygter derimod Odin, som i en Finns eller Troldmands Skikkelse har været bunden, bort med Kongesönnen. Denne bliver hos Odin Vinteren over. Först

Vaaren efter siger Odin til Harald, at hans Fader er död, hvorpaa Harald drager hjem og bliver Konge.

Det er ogsaa her klart, at det mythiske Sagns ægte Form er bevaret i Geirrod-Sagnet men forandret i HalvdanSagnet. Thi det stemmer ikke overens med de gamle Forestillinger om Odins Magt og Herlighed at lade ham, efter at være kommen fri, for sin Sikkerheds Skyld flygte bort.

Men naar dette er saa, da opstaar det Spörgsmaal: Hvordan er det Led af Halvdan-Sagnet, at Harald en Vinter för Faderens Död opfostres hos Odin, blevet til? Ogsaa dette Led finder efter min Formodning sin Forudsætning i Geirrod-Sagnet. Det svarer til Fortællingen om, hvorledes Geirrod blev Konge.

Geirrod kom, har vi hört, som aatteaars Gut med sin Broder til et ukjendt Land ude ved Havbrynet. Der blev han Vinteren over opfostret af en gammel Mand, som i Virkeligheden var Odin. Om Vaaren gav denne ham en Farkost. Da han fulgte ham til Stranden, talte han under fire Øine med ham. Geirrod alene kom saa hjem til sin Faders Gaard. Faderen var da död, og Geirrod blev nu tagen til Konge. Hermed sammenligne man Halvdan-Sagnet.

Harald fölger Odin, som er i en Finns Skikkelse, til den Gaard, hvor han bor som Hövding. Han opfostres af ham Vinteren over. Om Vaaren 1) taler Odin med ham ene. Harald kommer saa hjem til sin Faders Kongsgaard. Faderen er da död, og Harald bliver tagen til Konge efter ham ti Aar gammel.

1) Sammenlign At vári i Grimner-Sagnet med Ok er þeir hofđu þar verit til várs i Sagnet om Halvdan og Harald i Heimskringla. Dette viser, at Gjessing (Kongesagaens Fremvæxt S. 77) har Uret, naar han mener, at Udtrykket um hrid, som Flat. har (I, 564), senere er blevet ombyttet med til várs, som Heimskr. har. Sammenlign ogsaa den Fortælling, at Ketil Höing bliver hos Brune, som i Virkeligheden er Odin, Vinteren over til om Vaaren, da Brune fölger ham paa Vei (Fornald. ss. II, 118).

Vi ser altsaa, at Harald som Hövdingens (d. e. Odins) Fostersön svarer til Geirrod i det ældre mythiske Sagn, medens han, hvor han löser den bundne Finn, svarer til Geirrods Sön Agnar.

Det mythiske Sagn, som blev overfört paa Halvdan og Harald, har altsaa ikke blot svaret til det sidste Afsnit af det fra Grímnismál kjendte Sagn, men ogsaa til dettes förste Afsnit, hvori en menneskelig Kongesöns Forbindelse med Jætterne er, ligesom i Hadding-Sagnet, stillet i Modsætning til en Kongesöns Forbindelse med Æserne.

VIII.

Af det foregaaende tör sluttes, at det mythiske Sagn, som blev overfört til Halvdan og Harald, tillige har omfattet Fortællingen om den ældre Agnar, Geirrods Broder og den yngre Agnars Farbroder. Da opstaar det Spörgsmaal: Er der noget Spor af Fortællingen om den ældre Agnar i Sagnet om Harald og Halvdan?

Da Geirrod springer i Land ved sin Faders Kongsgaard, stöder han Farkosten, hvori hans Broder Agnar er, ud med de Ord: "Drag du nu bort i Troldenes Vold! (par er smyl hafi pik)". Og siden faar vi höre, at Agnar, da Geirrod er bleven Konge, bor i en Heller og faar Börn med en Gyger.

Jeg holder det for muligt, at vi hermed tör sammenstille Flatöbogens Fortælling, at Halvdan, da han faar vide, at Harald har befriet Dovre, jager Sönnen bort fra Kongsgaarden med de Ord: "Nu faar du söge Hjælp hos Troldet Dovre!" Harald kommer saa til Dovre, der bor i en Heller langt udenfor den menneskelige Bygd, og opfostres hos ham. Naar Halvdan jager Harald bort i Troldets Vold, saa svarer han altsaa maaské deri til Geirrod, til hvem han ogsaa svarer som den, der lader en Troldmand fange og pine.

At Haralds Opfostring hos Dovre virkelig staar i Forbindelse med hvad der fortælles om den ældre Agnar, bestyrkes efter min Formodning ved et andet Sagn om Harald Haarfagre, nemlig Snefrid-Sagnet. Om dette indskyder jeg her nogle Bemærkninger, som er nödvendige for at oplyse det Forhold, hvori det til Halvdan og Harald knyttede Sagn staar til Fortællingen om Geirrod og Agnar. Men det er ikke min Hensigt her at undersöge Snefrid-Sagnet i dets Helhed.

I Ágrip 1) fortælles, at Harald under et Gilde Juleaften paa Gaarden Tofte (i Dovre, der nu regnes til Gudbrandsdalen) alene gaar med en Finn Svaase ind i dennes Gamme, som Finnen af Harald har faaet Lov til at opföre paa den anden Side af Bakken der. I Gammen rækker Svaases fagre Datter Snefrid (Snjófrip) ham et Kar med Mjöd, som han drikker ud. Da gaar det som en brændende Ild gjennem Haralds Legeme. Han vil straks have Snefrid. Hun bliver gift med Harald og föder ham flere Sönner. Hvor Svaase förste Gang nævnes i Ágrip, kaldes han Finnekonge 2).

Denne Fortælling har Snorre optaget i Heimskringla 3) næsten ordret fra Ágrip. Hos Snorre findes ikke Betegnelsen af Svaase som Finnekonge. Derimod kaldes han i en Kapiteloverskrift, som findes i nogle Afskrifter af Heimskringla, for "Jætte" (jotunn), men denne Betegnelse tilhörer ikke Snorres Skrift. I Fortællingen om Hauk Haabrok i Flatöbogen *) kaldes Svaase en tryllekyndig Dværg og Snefrid en finsk Kvinde, men det siges ikke der, at hun var Svaases Datter. Den sandsynlig paa Orknöerne c. 1200 digtede Fornyrðadrápa indeholder Vers, der omtale Finnekvinden, som

1) Dahlerups Udgave S. 4-6.

2) finnconungr.

3) Har. s. Hárf. Kap. 24. F. J. (25 Unger). Her er Navneformen

Snæfríðr.

*) Flat. I, 582.