Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Wilhelm Braune behandler denne sprogbrug i "Zur Lehre von der deutschen Wortstellung” (”Forschungen zur deutschen Philologie, Leipzig 1894) og kommer til folgende resultat (pag. 42):

”For oldn. og höitysk under et lader regelen om verbets stilling i hovedsætningerne sig omtrent formulere saaledes: Verbet vil gjerne frem til begyndelsen af sætningen ("strebt nach dem Anfange des Satzes”) og danner meget hyppig det förste sætningsled. Men ethvert sterkere betonet sætningsled kan stilles i begyndelsen foran verbet, og saa maa dette faa den anden plads. Verbets begyndelsesstilling bliver i almindelige hovedsætninger i oldn. ofte, i nht. altid dækket ved proklitiske smaaord”.

Dette er nærmere udviklet side 39–41. Det heder her bl. a.: "Verbet staar paa 2:den plads, naar et betonet sætningsled begynder sætningen. Dette sætningsled er naturlig meget ofte det nominale subjekt, især i begyndelsen af en række af sætninger. Men ethvert andet sætningsled kan sættes i begyndelsen paa grund af dets betydningsfuldhed eller sammenhængen med det foregaaende”.

"Verbets begyndelsesstilling er som paa tysk meget almindelig. Overalt, hvor verbet skal fremhæves, fremdeles hvor det först træder for den talendes bevidsthed, og hvor en fortællings eller fremstillings fremadskriden hovedsagelig beror paa verbet, begynder det sætningen, og det nominale subjekt fölger paa anden plads eller senere. Afvigende er kun, at den rene begyndelsesstilling har holdt sig meget oftere end i mht. og nht. Vistnok er ogsaa "dækket begyndelsesstilling” 1) allerede sterkt udviklet. Isærdeleshed proklitiske partikler (, etc.) findes meget ofte foran verbet; f. ex. þá bjó út á Rauđamel Þorfinnr Selþórisson; nú líđa svá sex vetr. Betonede tidsbetegnelser eller adverbier, som ofte begynder sætningerne og henviser verbet til anden plads, har aabenbart været forbillede for denne stilling. Men denne analogi er endnu ikke trængt helt igjennem; disse partikler kan (som i oht.) endnu ofte fölge efter, saa at verbet fremtræder i ren begyndelsesstilling; f. ex. reid Illugi þá heiman; reiđ hann nú vestr. Den rene begyndelsesstilling viser sig videre meget hyppig der, hvor man paa tysk maa sætte til det formale es, hvortil der i

2. Den er i den ældre tid absolut folkelig og almindelig og findes ligesaa hyppig som den stilling, der nu kræves.

3. Först i tidens löb, navnlig i de nuværende skriftsprog, har der hos tyskerne, sve kerne og danskerne vist sig en stræben efter at opgive denne omstilling, medens den har holdt sig hos islændingerne paa den gamle maade."

2) Herved forstaaes, at der foran verbet i begyndelsen af sætningen er sat et "proklitisk” ord. Til saadanne proklitiske ord regner Braune ogsaa de personlige pronomener.

oldn. ikke findes noget tilsvarende; f. ex. lízt mér svá á mey þessa "es gefällt mir"; ríđr Illugi heim "es reitet Illugi heim”.

”De ubetonede personalpronomener er i oldn. ganske vist ogsaa fordetmeste kommen foran det i begyndelsen staaende verbum. Men ret ofte staar de ogsaa bagefter; f. ex. veizt þú skaplyndi mitt; sigldu þeir í haf; varđ ek þá at selja Hrafni sjálfdoemi”.

Med hensyn til eftersætninger anföres, at her stilles verbet först, fordi verbet hovedsagelig tjener "zur Weiterführung des Gedankens" (pag. 40). Om spörgende, önskende og befalende sætninger heder det, at i disse, ”hvori verbet spiller hovedrollen”, ”har det norröne sprog gjennemfört ren begyndelsesstilling ved sætninger med pronominalt subjekt, idet her analogien med stillingen af nominalt subjekt i samme sætninger seirede” (pag. 40). "Saaledes ogsaa ved de i direkte tale indskudte sætninger: "sagde han, svarede han”, hvor det selvfölgelig kun kommer an paa verbet, medens subjektet pleier at være bekjendt. Ligesom det her heder segir Gunnlaugr, heder det ogssa med pron, segir hann, aldrig hann segir” (pag. 40).

Endelig anföres, at vi ikke kan undre os over, at sætninger med ok i det norröne sprog har verbet först, da denne stilling især hörer hjemme i længere fortællinger, "hvor fortællingens fremadskriden især sker gjennem verbalbegrebet".

Disse Braune's regler gjentages i det væsentlige af F. Holthausen, Altisländisches Elementarbuch § 487 fgg. (Weimar 1895) og B. Kahle, Altisländisches Elementarbuch § 467 fgg. (Heidelberg 1896). Det ser saaledes ud til, at de er akcepterede i Tyskland. I F. Jónssons anmeldelse af Holthausens bog (Arkiv N. F. VIII, 378 ff.) er der ingen bemerkning gjort herved, men det kan formentlig dog ikke betragtes som en godkjendelse. Anmelderen regner vistnok ikke syntaktiske spörgsmaal for sin specialitet.

Braune's udviklinger indeholder adskilligt tiltalende. Jeg har for længere tid siden i mine private optegnelser tildels formet reglerne næsten ganske paa samme maade. Men senere overveielser har bragt mig til at se sagen anderledes. Jeg har idethele gjort den erfaring, at hvor det gjælder syntaktiske fænomener, er det særlig slemt at dömme for raskt. Man kan ved förste betragtning mene at være naaet til et bestemt resultat. Men undersöger man paany, og finder fænomenet i andre forbindelser og anden belysning, kan man blive opmerksom paa, at der er momenter, som man fra först af ikke har seet eller lagt tilstrækkelig vegt paa.

Det forekommer mig, at Braune mener, at verbets naturlige og regelmæssige stilling i oldn. er paa förste plads, naar sætningen har nominalt subjekt, at altsaa subjektet ligesaalidt som noget andet sætningsled kan faa denne plads, medmindre det skal særlig fremhæves. Saaledes opfattes det ialfald af Kahle og rimeligvis af Holthausen. Men det er mig ikke muligt at tilegne mig den opfatning. For mig stiller det sig saa, at naar man ser paa forholdet uden forudfattet mening og undersöger med nöiagtighed en tilstrækkelig stor mængde exempler, og det saa lykkes i den tilsyneladende brogede forvirring at finde faste holdepunkter, vil man finde, at i den store flerhed af hovedsætninger, nemlig udsagnssætninger, indtager subjektet förste plads, hvor sprogbrugen ikke i visse tilfælde af særlige hensyn har fastslaaet en anden stilling. (Hvilke disse tilfælde er, vil nedenfor blive omhandlet). Der skal intet særligt til forat bringe subjektet paa förste plads, men der kræves noget særligt, forat det skal vige denne plads. De særlige hensyn kan virke i mange tilfælde tilsammen, og hvis der kunde opgjöres en paalidelig statistik, vilde det kanske vise sig, at verbet findes foran subjektet ligesaa ofte, som subjektet foran verbet. Men det kan ikke hindre, at den sidste stilling er den normale, der indtræder uvilkaarlig, naar ledene saaatsige grupperer sig i ro efter sin naturlige vegt og betydning.

Det er dog maaske ikke Braune's mening at stille subjektet ganske i række med de underordnede sætningsled. Naar han siger, at det "betonede sætningsled", som begynder sætningen, ”naturlig meget ofte er det nominale subjekt især i begyndelsen af en række af sætninger", ligger der maaske deri, at det nominale subjekt efter sin natur i regelen er

af saadan vegt, at der ikke, som ved de övrige sætningsled, skal en særlig sterk fremhævelse til forat bringe det foran. Men saa

mener han ialfald, at "overalt hvor verbet skal fremhæves, fremdeles hvor det först træder frem for den talendes bevidsthed, og hvor en fortællings eller fremstillings fremadskriden hovedsagelig beror paa verbet, begynder det sætningen”. Hertil er at bemerke, at hvad udsagnssætninger angaar, hænder det ganske vist, at verbet sættes först, fordi det udhæves med eftertryk. Naar det heder SE. 77, 27 (Egilssons udg.): veitti nú họndin fætinum, er det klart, at der tales med bestemt henvisning til, at man tidligere har negtet, at haanden nogensinde hjalp foden (þeir segja, at þat var alls ekki, at fótr styddist viđ họnd), men at der nu var syn for sagn. Det er utvilsomt, at verbet skal akcentueres ved sin stilling ogsaa Hkr. 694, 34: týn eigi manninum, herra! sjá nú allir, at þú ert miklu betr syndr, og SE. 33, 17: felt hefir hon þá menn, er mér hafa litizt eigi ústerkligri, en Þórr er. Men saadanne udtryk er i virkeligheden, efter hvad jeg har observeret, sjeldne (udenfor de sammensatte tidsformer) og kan derfor kun tillægges liden betydning til forklaring af den store masse af tilfælde, hvor verbet begynder sætningen.

Jeg tror heller ikke, at forklaringen kan söges i, at verbet "först træder frem for den talendes bevidsthed". Lad os tage et exempel blandt hundrede: Hákon fór norðr til prándheims, var hann þar til konungs tekinn; váru þeir Eiríkr um vetrinn báđir konungar í Noregi. En eptir um várit dró hvárrtveggi her saman; varđ Hákon miklu fjölmennri; sá Eiríkr þá engan sinn kost annan en flýja land, fór hann þá á brott međ Gunnhildi konu sína ok born þeira (Eg. 212, 20 fgg.). Efterat der er fortalt, at Haakon for til Trondhjem, træder ganske vist prædikatet först frem for den talendes bevidsthed, nemlig at han blev taget til konge,

saa hefter tanken sig ved de to personer, idet det

men

fremholdes, at den fölgende vinter var baade H. og E. konger. Naar forfatteren har berettet, at begge samlede tropper, træder atter personerne först for hans tanke: Haakon fik flere folk, Erik vidste ikke anden raad end at flygte, men derefter bliver igjen handlingen fremtrædende: han for bort. Ordstillingen bliver imidlertid, som det sees, den samme, enten subjektet kommer frem for den talendes bevidsthed för prædikatet eller omvendt.

Det samme gjælder, hvor en ny sætning tilknyttes ved ok. Hkr. 177, 26 fgg.: þeir segja, at fals sé í hringinum. Síđan lét hon brjóta í sundr hringinn, ok fannst þar eir í innan, er det eir, som först træder frem for bevidstheden. Naar det lidt foran heder (Hkr. 177, 12 fgg.): þann vetr fóru menn milli Ólafs konungs ok Sigríđar dróttningar

, ok hóf Ólafr konungr þar upp bónorđ sitt viđ Sigríđi dróttning, en hon tók því líklega ok var þat mál fest međ einkamálum, er der ingen forskjel paa tankeforholdet i ok hóf Ólafr etc. og i en hon tók etc. i en hon tók etc. Hvis tanken

Hvis tanken paa förste sted nærmest fæster sig ved prædikatet hóf bónord sker det samme ogsaa paa sidste sted – tók því líklega i men er paa det ene sted subjektet at antage for mest fremtrædende, maa dette ogsaa være tilfælde paa det andet. Men hvorfor er da efter sprogbrugen ordstillingen ok Ólafr hóf etc. uregelmæssig og en tók hon því etc. utilstedelig?

Med det udtryk, at "en fortællings eller en fremstillings fremadskriden hovedsagelig beror paa verbet”, har jeg vanskeligt for at forbinde en bestemt forestilling. Ialfald for verbets stilling i eftersætninger vil der kunne findes en mere nærliggende grund, end at verbet tjener "zur Weiterführung des Gedankens”. Den substantiviske eller adverbielle forsætning virker paa samme maade som et foranstillet objekt eller adverbiel bestemmelse, og verbet i eftersætningen kommer da foran subjektet efter sprogets almindelige regel for "omvendt” ordstilling

[ocr errors]
« AnteriorContinuar »