gjorde Harald rasende af Kjærlighed, fordi hun syntes ham straalende som Solen.

I Fortællingen om Hauk Haabrok (Flat. I, 582 = Fms. X, 208) siges det, at Harald Haarfagre har digtet en Snjófriðardrápa. Af denne anföres en Strofe, som er i det Versemaal, der kaldes hálfhneppt. Jeg holder det for selvsagt, at denne Strofe ikke er digtet af Kong Harald, men efter hans Tid af en islandsk Skald. Thi jeg holder Fortællingen om Snefrid for Fabel, ikke for Historie, omend Sönner, som tillægges hende, er historiske. Desuden taler Strofens Udtryk og Versemaal for, at den ikke er digtet af Harald, og Vidnesbyrdet i den fabelagtige Fortælling om Hauk Haabrok kan ingenlunde være tilstrækkeligt til at bevise Strofens Authenti. Den er sandsynlig en Efterligning af Orm Steinthorssöns Vers i samme Versemaal.

Snefrids Fader Finnen Svási, som har sin Gamme ved Gaarden Tofte i Dovre Bygd og som senere kaldes en Dværg eller Jætte, kan neppe fuldstændig skilles fra den i Hauk Erlendssöns Redaktion af Landnámabók 1) nævnte Jætte Svasi, som hörer hjemme nord i Dovre (norðan af Dofrum). Denne Jætte kaldes i Flatöbogen Svadi 2). Den ældre Form af Navnet synes at være Svási 3), der allerede findes i Ágrip. Dette Navn er dannet af Adjektivet sváss "mild, blid". Af dette Adjektiv har ogsaa Svásuðr, Sommers Fader ), der opfattes som en Jætte ), sit Navn. Umildt Veir kaldes ósvást veðr. Derfor synes man engang at have forestillet sig Svási som en Jætte, der ligesom Gudmund paa Glasesvoldene midt i Kulden og Vinteren fjærnt fra menneskelige Boliger havde et mildt sommerligt Hjem. Hos Svaase som

1) Landn. IV, 7 i Ísl. ss. I, 256; Hauksbók S. 95.

2) Flat. I, 22. 220.

3) Ágrip har svási (S. 4 L. 19) med Længdetegn over a.
*) Vafprúdn. 27.

') Snorra Edda ed. AM. I, 550,

hos Gudmund lokkede fagre forförende Dötre de Mennesker, som forvildede sig derhen.

Navnet Svási paa en Jætte fra Dovre er senere blevet forandret til Svaði ved Indflydelse af Svaðabú, Navnet paa en Bygd paa Hedemarken, svarende til en Del af det nuværende Ringsaker 1). At Jætten Svaði er bleven sat i Forbindelse med Svaðabú, ser man deraf, at han gjöres til Fader af Sagnfiguren Rolv ór Bjargi eller í Bergi, som er Konge paa Hedemarken 2). Da Jættens Navn Svási "den milde” synes at tyde paa, at man fra först af har tænkt sig ham som et med Gudmund paa Glasesvoldene beslægtet Væsen, kan det nævnes, at ligesom man troede, at Údáinsakr (Udödelighedsageren) laa i Gudmunds Rige, saaledes var der i den Bygd paa Hedemarken, til hvilken Svási eller Svaði blev knyttet, i Svaðabú en Gaard Vdadens aker 3), d. e. Údáinsakr.

Men at Finnen eller Jætten Svási (Svaði) ikke fra först af har havt noget med Svaðabú paa Hedemarken at gjöre, synes at fremgaa deraf, at han baade ifölge Snefrid-Sagnet og ifölge Sagnet om Nor og Gor hörer hjemme i Dovre i det nuværende nordlige Gudbrandsdalen.

Finnen eller Jætten Svási, som hörer hjemme i Dovre, er efter min Formodning en Sagnfigur, som er nær beslægtet med Jætten Dovre, de islandske Eventyrsagaers mythiske Repræsentant for Dovrefjæld, han der opfattes som Norges hedenske Landvætte. Ligesom Svaase forstaar sig paa Trolddom, saaledes fremhæves dette udtrykkelig ogsaa om Dovre). Ligesom Svaase en Gang kaldes Konge, saaledes betegnes Dovre oftere saaledes *). Harald kommer Juleaften ind i Svaases Bolig i Bygden Dovre og möder hans fagre Datter Snjófriðr,

1) Jfr. Keyser Saml. Afhandl. S. 52; Munch Norske Folks Hist. a 336 f. 2) Jfr. Keyser Saml. Afh. S. 51.

3) Röde Bog S. 265.

*) Bárðar s. Snæf. S. 2.

5) Kjalnes. s. Ísl. ss. II, 435. 438. 442. 456.

som skjænker ham et Bæger Mjöd. Han bliver forelsket i hende og faar med hende siden flere Börn. I den islandske Eventyrfortælling Kjalnesinga saga fra 14:de Aarhundred berettes, at en islandsk Mand Bue under Harald Haarfagres Regjering en Juleaften kommer ind i Dovres Bolig i Dovrefjæld og der möder hans vakre Datter Friðr. Hun giver ham at spise og drikke, og med hende faar han siden en Sön. Jeg finder det herefter ikke usandsynligt, at DovreSagnet hörer sammen med Snefrid-Sagnet. Den Jætte, i hvis Heller den unge Harald i længere Tid opholdt sig, kan efter min Formodning engang have været tænkt som Fader til en fager Jættedatter, med hvem Harald fik Börn. Men dette lader sig ikke fuldt ud bevise.

Jeg har her foran sat det Motiv, at Harald af sin Fader jages bort til Troldet Dovre, hos hvem han saa bor i en Heller, i Forbindelse med det Motiv i Grimner-Sagnet, at den ældre Agnar af sin Broder stödes bort til Troldene, hos hvem han siden bor i en Heller og faar Börn med en Gyger. Dette stöttes nu ved den her begrundede Sammenhæng mellem Dovre-Sagnet og Snefrid-Sagnet.

Tidligere har jeg (i Studier I, 422 f.) paavist, at Sagnet om den ældre Agnar, som faar Börn med en Gyger, er en Form af det nordlandske og finmarkske Sagn om Gutten, som af sin Broder (eller Kammerat) lades igjen paa en Ø ude ved Havbrynet, men som der vinder sig en Brud blandt de Underjordiske '). Det kan da her fremhæves, at Gutten faar sin Brud Juleaften, ligesom Harald Juleaften fæster Snefrid.

Sagnet om den ældre Agnar har sandsynlig engang været fortalt fuldstændigere end i Fortalen til Grímnismál og har, i Lighed med nordlandske og finmarkske Sagn, vistnok berettet, at han ved Giftermaal med Jættedatteren fik Rigdom.

Vi se nu tillige, at Dovre-Sagnet deri, at Harald jages bort af sin Fader for at faa Hjælp af et Trold, og deri, at

1) Se f. Ex. Friis Lappiske Eventyr S. 24.

han fostres af en Jætte i en Heller, efter al Sandsynlighed har bevaret Træk, som staa i Forbindelse med Dele af det mythiske fra Grímnismál kjendte Sagn, der ikke er bevarede i Sagnet om Odin, som i en Finns Skikkelse raner Maden fra Halvdan. Dovre-Sagnet er altsaa efter min Formodning kun tildels et Sidestykke til Finne-Sagnet, men ikke i et og alt afledet af dette. De forudsætte begge, tror jeg, ældre mythiske Sagn, der har staaet i Forbindelse med den Fortælling, som meddeles i Indledningen til Grímnismál.

Her bör det tillige fremhæves, at Haralds Opfostring hos Jætten Dovre har et Sidestykke i det af Saxo fortalte Sagn, at Hadding af sin Fader gives Jætten Vagnhovde til Opfostring. Olrik 1) sammenstiller det Sagntræk, at Dovre til Afsked lover altid at være Harald nær i Kampen, med det Træk, at Hadding efter at have forladt Vagnhovde senere paakalder sin gamle Fosterfader, som da viser sig paa Kamppladsen og strider med i Haddings Hær 2).

I Hadding-Sagnet vinder Jættedatteren Haddings Elskov, ligesom Harald forelsker sig i Snefrid, som er Datter af en Finn eller efter en senere Fremstilling af en Jætte og som mulig i en nu ikke bevaret Sagnform har været Datter af en Jætte, der fostrede Harald. Men ellers er der ingen Lighed ved dette Forhold i de to Sagn.

Hadding beskyttes ogsaa, ligesom Harald, af Odin. Men Harald-Sagnet stiller ikke som Hadding-Sagnet Heltens Forhold til Odin i Modsætning til hans Forhold til Jætterne og har for övrigt ingen Lighed med Hadding-Sagnet 3).

1) Forsög til en tvedeling af kilderne til Sakses oldhistorie I S. 40. 2) Saxo Gramm. ed. Müll. p. 45. At Hadding og hans Broder gives Jætter til Opfostring, minder om Kentauren Cheiron, som i det hellenske Sagn fostrer unge Helte, men der findes vist ikke nogen historisk Forbindelse Sted mellem dette Sagn og det nordiske. Brune lover Ketil Höing, da de skilles, at hjælpe ham i Kamp, og holder dette.

3) Digtningen om Haddings Forhold til Jætter har vel udviklet sig af Folkesagn, der var beslægtede med de, som ligge til Grund for Digtningen om den ældre Agnars Ophold hos Troldene.

Elementerne i de ældre mythiske Sagn, hvis Helte er Geirrod og Agnar, er blevne fuldstændig rystede om hverandre i de yngre til Halvdan og Harald knyttede Sagn, saa at de her er traadt ind i fuldstændig forandrede Forhold. Derved er den oprindelige og ægte Motivering i mange Tilfælde forsvunden eller ombyttet med en ny.

Sagnet om Halvdan begynder med den Fortælling, at Odin ved Trolddom raner Julekosten fra Kongen. Hvorfor gjör Odin dette? Det siges i Sagnet aldeles ikke. Dette Hovedled af Fortællingen er ladt fuldstændig umotiveret. Men engang maa det vel have været motiveret.

Det Træk, at Maden og Drikken forsvinder fra Bordet, gjenfindes, som jeg foran har paavist, i nyere Folkesagn. I disse forsvinder Maden, fordi Troldene æde den op, og dette er vistnok den oprindelige Anvendelse af dette Sagntræk. Men Odin kan jo ikke, hvis han blev tænkt som Gud og ei som Trold, rane Maden fra Halvdan, fordi han selv vil fortære den.

Det synes i og for sig klart, at hvis man paa en Tid, da man endnu har havt nogen Bevidsthed om Odins guddommelige Magt, har ladet Odin rane Julekosten fra Kong Halvdan, saa har man tænkt sig, at Odin gjorde dette, fordi han var bleven Halvdan gram. Men hvorfor var Odin bleven Halvdan gram?

Ranet af Julekosten er et Motiv, som ikke forekommer i Grimner-Sagnet; dog er ogsaa her Kongens Forhold til Kostholdet det Motiv, som bevæger Handlingen fremad. Frigg siger nemlig til Odin, at Geirrod er saa nidsk paa Mad, at han piner og plager sine Gjæster, naar han synes, der kommer for mange.

Her maa vi mindes, at det gjaldt for en Familiefeil hos Harald Haarfagre og Kongerne af hans Et, at de var karrige paa Mad. Dette siges til Haakon den gode, da han vil