indföre de Kristnes Faste 1). Det nævnes först ved Halvdan Svartes Farfader Halvdan, om hvem det siges, at han sultede sine Mænd, hvorfor han fik Tilnavnet enn matarilli. Og i Harald Haarfagres Mund lægges der en Halvstrofe, hvori han klager over, at der kommer for mange af hans gamle Kjæmper til hans Gaard for at drikke hans Øl 2).

Naar Odin raner Halvdan Svartes Julekost, formoder jeg efter det foregaaende, at Sagnet tidligere har motiveret dette saaledes, at Odin er bleven ham vred, fordi han er nidsk paa Mad, hvilket ikke anstaar en Hövding.

Men i Grimner-Sagnet er den Beskyldning, at Geirrod er nidsk paa Mad, bare Snak, og den egentlige Grund til Geirrods Fald ligger her dybere.

Geirrod har efter Odins Raad skudt sin ældre Broder Agnar bort og er ved denne Forurettelse bleven Konge. Allerede her fremstilles Odin halvt som et ondt Væsen. Den Uret, som Geirrod har övet, kræver sin Gjengjældelse og sætter den tragiske Magt, som fremkalder hans Död, i Virksomhed. Gjengjældelsen er udtrykt ved Geirrods Sön Agnar, thi i ham har man tydelig tænkt sig Farbroderen gjenfödt Han er opkaldt efter Farbroderen og er ti Aar gammel, som denne var i Sagnets förste Afsnit.

IX.

Vi har seet, at det Odins-Sagn, som fortælles om Halvdan Svarte og Harald Haarfagre, ikke uden Forbillede var digtet i Tilslutning til disse Konger, men at det forudsætter et ældre Sagn, som har været knyttet til andre Konger. Alle rede i den ældre Form, hvori vi kjende dette Sagn, nemlig i Geirrod-Digtningen, optræder Odin flere Gange formummet.

1) Hák. s. góđa Kap. 15 F. J. (17 Unger). Jfr. Munch Norske Folks Hist. a 607. 2) Heimskr. Har. s. Hárf. Kap. 26.

Först som en Bonde i en Hytte, i hvilken Fremtrædelsesform han er traadt istedenfor det nordlandske og finmarkske Folkesagns Havmand (eller Havjætte). Dernæst bliver Odin ifölge Geirrod-Digtningen fanget (hvorledes, siges ikke) som Troldmand. Det er da naturligt, at Odins Guddommelighed i det yngre Sagn er bleven endnu mere tildækket. Dog er Odin som Harald Haarfagres Fosterfader betegnet som Hövding (uden at Stedet, hvor han bor, er nærmere bestemt), medens Odin som Geirrods Fosterfader fremtræder som en gammel Bonde, der bor i en Hytte. I Geirrod-Digtningen er i det mindste to i sin Oprindelse aldeles forskjellige Elementer sammensmeltede af en i Haalogaland vel kjendt Digter. Paa den ene Side Fortællingen om de to Brödre, som drive til Havs, paa den anden Side Digtningen om den fangne og löste Gud 1). Kun det förste af disse to Elementer i Geirrod-Digtningen svarer til endnu levende nordlandske Folkesagn. Disse to i sin Oprindelse aldeles forskjellige Elementer er först i Geirrod-Digtningen blevne forenede.

Alligevel finde vi i Sagnet om Halvdan og Harald baade Fortællingen om den fangne Odin, hvem Kongesönnen forbarmer sig over, og tillige et Motiv, som svarer til GeirrodDigtningens förste Afsnit, nemlig Kongesönnens Opfostring hos Odin Vinteren over til om Vaaren, da den gamle Konge er död.

Heraf fölger, at det til Halvdan og Harald knyttede Odins-Sagn ikke har sin Forudsætning i et med GeirrodDigtningen beslægtet og sideordnet Sagn, men i selve den Digtning, som foreligger os i Grímnismál og i den prosaiske Indledning dertil. Dette Digt Grímnismál synes allerede dengang, da det fik Indflydelse paa Sagn om Halvdan og Harald, at have indeholdt Versene med Odins-Navne.

1) Min Mening om den sidste Digtnings Forbillede har jeg fremsat i Studier I 426-434.

indföre de Kristnes Faste 1). Det nævnes först ved Halvdan Svartes Farfader Halvdan, om hvem det siges, at han sultede sine Mænd, hvorfor han fik Tilnavnet enn matarilli. Og i Harald Haarfagres Mund lægges der en Halvstrofe, hvori han klager over, at der kommer for mange af hans gamle Kjæmper til hans Gaard for at drikke hans Øl 2).

Naar Odin raner Halvdan Svartes Julekost, formoder jeg efter det foregaaende, at Sagnet tidligere har motiveret dette saaledes, at Odin er bleven ham vred, fordi han er nidsk paa Mad, hvilket ikke anstaar en Hövding.

Men i Grimner-Sagnet er den Beskyldning, at Geirrod er nidsk paa Mad, bare Snak, og den egentlige Grund til Geirrods Fald ligger her dybere.

Geirrod har efter Odins Raad skudt sin ældre Broder Agnar bort og er ved denne Forurettelse bleven Konge. Allerede her fremstilles Odin halvt som et ondt Væsen. Der Uret, som Geirrod har övet, kræver sin Gjengjældelse o sætter den tragiske Magt, som fremkalder hans Död, i Vir somhed. Gjengjældelsen er udtrykt ved Geirrods Sön Agn thi i ham har man tydelig tænkt sig Farbroderen gjenf Han er opkaldt efter Farbroderen og er ti Aar gammel, denne var i Sagnets förste Afsnit.

Vi har seet, at det Odins-Sagn, som fortælles om Svarte og Harald Haarfagre, ikke uden Forbillede i Tilslutning til disse Konger, men at det for ældre Sagn, som har været knyttet til andre Ko rede i den ældre Form, hvori vi kjende dette i Geirrod-Digtningen, optræder O

Hist. a 607.

2) Heimsk

ringstog,

ste Seier

n, straks

ven indsat n Halvdan vis jeg har ere til ham Fostersön af

medens han ersön. 150 A tidligst i en af hvilken vi adte ham som er ifölge Fin1200 2).

i den islandske

llingen om Dovre

Flatöbogen, heller

Fortællingen om den fangne Odin, hrendre. Men flere af barmer sig over, og tillige et Motiv, sigere i Nordmænds Digtningens förste Afsnit, nemlig K

hos Odin Vinteren over til om Vaaren,

r er udgaaet fra en i

Sagn, som er knyttet til

Heraf fölger, at det til Halvins förste Afsnit er en Odins-Sagn ikke har sin Forude Digtningen beslægtet og sideodardpaa. Digtning, som foreligger os i Gri Indledning dertil. Dette Digt Gri gang, da det L

Halvdan Svartes og Haog Fjældjætten aabenbart

tur S. 505. Allerede da nærværende jeg kjendte disse F. Jónssons Skrifter, ain tidligere Formodning, at jeg holdt

Jeg tror i det foregaaende at have vist, at Fortællingen i Flatöbogen om den bundne Dovre hos Halvdan er opstaaet ved senere Forandring af Sagnet om Finnen eller egentlig Odin, som gribes af Halvdan, dog saaledes at den Form af Finnesagnet, som forudsættes af Dovresagnet, havde bevaret flere Træk, som er tabte i den fra Ágrip og Heimskringla kjendte Fortælling. Sagnet om Kongesönnens Opfostring hos Jætten er derimod, som vi har seet, neppe afledet af Sagnet om Geirrods Opfostring hos Odin, men det har fra först af, fortalt om en sagnhistorisk Kongesön, som det synes, dannet et Modstykke til dette. Motivet med Opfostringen hos Odin blev af en Digter fra Haalogaland forenet i en og samme Digtning, nemlig den om Geirrod og Agnar, med det Motiv, at en Kongesön lever i Jætternes Samfund, men saaledes at de to Motiver henförtes til to forskjellige Personer. I Digtningen om Hadding danner Livet hos Jætterne og Odins Beskyttelse to hinanden modsatte Udviklingsled i en og samme Hövdings Skjæbne 1). Derimod paa Oplandene knyttede, som det synes, én Kreds til Harald Sagnet om Opfostringen hos Odin, medens en anden Kreds til ham henförte Sagnet om Opfostringen hos en Jætte. Disse Sagn var her fra först af ikke forenede.

At den Jætte, som opfostrer Harald, i den islandske Fortælling, som sandsynlig tildels grunder sig paa et norsk oplandsk Sagn, er den mythiske Repræsentant for Dovrefjæld, har paa den ene Side vistnok sin Grund deri, at det mythiske Oldsagn, til hvilket det nynorske Eventyr om "Kjætten paa Dovre" viser tilbage, allerede i Middelalderen var fæstet til dette Stedsnavn. Paa den anden Side lod

Sagnet vistnok den mythiske Repræsentant for Dovrefjæld fostre Harald Haarfagre og gjöre ham til Norges Enekonge,

1) I Fortællingen om Ketil Höing kan Brune, hos hvem han er Vinteren over, som hjælper ham i Kampen og med hvis Datter han faar en Sön, siges at være Odin og en Jætte, forenede i samme Person.