fordi Harald over Dovrefjæld drog ud paa det Erobringstog, som gjorde ham til Norges Enekonge. Haralds förste Seier paa dette Tog var efter Snorre paa Opdalsskogen, straks efterat han var kommen over Dovrefjæld.

At den fangne og bundne Dovre senere er bleven indsat istedenfor den bundne Finn eller Odin i Sagnet om Halvdan og Harald, er nu saameget lettere at forklare, hvis jeg har Ret deri, at Harald allerede i Forveien i et af flere til ham knyttede oplandske Sagn var fremstillet som en Fostersön af en Jætte fra Dovre (senere kaldt Jætten Dovre), medens han i et andet Sagn blev fremstillet som Odins Fostersön.

Dofri som Navn paa en Jætte forekommer tidligst i en til Snorres Edda föiet versificeret Ramse '), af hvilken vi dog ikke kan se, om Ramsens Forfatter kjendte ham som Harald Haarfagres Fosterfader. Denne Ramse er ifölge Finnur Jónsson forfattet af en Islænding omkring 1200 2).

Sagnet om Harald, Dovres Fostersön, er i den islandske Litteratur ikke ældre end c. 1300, og Fortællingen om Dovre kan i den Form, hvori den er nedskreven i Flatöbogen, heller ikke som mundtlig Meddelelse være ældre. Men flere af Sagnets Motiver har vistnok allerede tidligere i Nordmænds Fortælling været knyttede til Dovre.

Digtningen om Geirrod og Agnar er udgaaet fra en i Haalogaland vel kjendt Digter. Dens förste Afsnit er en Omdigtning af et ældre folkeligt Sagn, som er knyttet til Fiskerlivet ved Havstranden der nordpaa.

Derimod er Fortællingerne om Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Forhold til Odin og Fjældjætten aabenbart

1) Sn. Edda ed. A. M. I 551.

2) Litt. Hist. II 175; þulur og Gátur S. 505. Allerede da nærværende Afhandling först blev forfattet, inden jeg kjendte disse F. Jónssons Skrifter, udtalte jeg i den, i Modsætning til min tidligere Formodning, at jeg holdt disse pulur for islandske.

Indlandssagn, som i sin ældste Form er blevne til paa Oplandene, hvor de vel er smeltede sammen med mythiske Forestillinger, som allerede tidligere der havde fæstet sig. Medens Snefrid-Sagnet ligesom Dovre-Sagnet er fæstet til nordre Gudbrandsdalen, er det paa Hadeland 1), at Julekosten forsvinder og at Finnen fanges af Halvdan Svarte. En af Snefrids Sönner, der siges at have övet Trolddom, bor paa Hadeland 2), og fra en anden af hendes Sönner skal Sigurd Syr paa Ringerike stamme. Naar de Sagn, som havde faaet sin Form under Indflydelse af Naturen i Nordland, havde fæstet sig paa Oplandene, maatte de Træk forsvinde, at de to Brödre er ude at fiske, at de i Mörkskodden drive til Havs og komme paa et Land ude ved Havbrynet. Medens det nordlandske Sagn lader Brödrene fostres af overnaturlige Væsener derude, fostres Kongesönnen ifölge det oplandske Sagn af et ikke menneskeligt Væsen inde blandt Fjældene paa et Sted, som er skilt fra Bygden ved Skog og Ødemark. Medens de Trold, hos hvilke Agnar efter det nordlandske Sagn bor i en Heller og faar Börn med en Gyger, maa tænkes at have sin Bolig ude ved Havet vest for Nordlands Kyst, saa er de Jættevæsener, blandt hvilke Harald Haarfagre færdes, i Slægt med Jutulen fra Vaage i det nynorske Sagn og har faaet sit Præg af Fjældene i det nordlige Gudbrandsdalen og nord derfor.

Baade Odin, der i Halvdan Svartes Gaard optræder som Troldmand, og Svaase, Snefrids Fader, som er tryllekyndig, kaldes en Finn. Det synes muligt, om end ikke sikkert,

1) Gjessing (Kongesagaens Fremvæxt S. 77) mener, at Lokaliseringen á Hađalandi i Heimskringla er et fuldstændig vilkaarligt Indskud. Men denne Stedfæstelse synes mig rigtig, fordi Halvdans Död, som efter enstemmigt Vidnesbyrd finder Sted paa Hadeland, af Sagnet er sat i nær Forbindelse med Julekostens Forsvinden og Finnens Paagribelse.

2) Jfr. Historia Norwegia: Nonus Rognvaldus retilbein, qui a quadam fitonissa in provincia Hathalandia nutritus est et in eadem arte mira ut nutrix operatus est (Storm Monumenta S. 104 f.).

at denne Benævnelse Finn allerede har været brugt i en Form af Geirrod-Sagnet om den gamle Kall, som i Virkeligheden var Odin, til hvem Geirrod og Agnar kom.

De Sagn om Halvdan og Harald, som jeg her omtaler, tænker jeg mig ikke som Almuesagn i sin Oprindelse, men som opfundne af Mænd, hvis jævnlige Syssel var Sagnfortælling og Sagndigtning.

Disse Sagn forudsætte, som jeg har vist, den fra Grimnismál kjendte Digtning om Geirrod og Agnar. Dette Digt er forfattet i 10de Aarhundred, neppe efter Aarhundredets Midte 1). Dets Forfatter har efter min Mening været vel kjendt i Haalogaland, men har digtet under Indflydelse af mange forskjellige Meddelelser fra England.

Den Tid, paa hvilken Sagnet om Geirrod og Agnar paa Oplandene er blevet omdigtet til Sagn om Halvdan og Harald, er tilnærmelsesvis bestemt paa den ene Side ved Digtet Grímnismál, paa den anden ved Ágrip, hvor Sagnet om Halvdan og Harald först findes optegnet.

Opland-Sagnet om Finnen hos Halvdan og Harald er altsaa ikke ældre end c. 950 og ikke yngre end c. 1190. Det synes at maatte være blevet til paa en Tid, da Opfatningen af Odin som den, der forlener Konger med Seier og Magt, endnu var, om end ikke religiöst, saa dog for Fantasien levende. Paa den anden Side synes Odins Optræden ligeoverfor Halvdan at vise hen til den Omændring, som de hedenske Forestillinger om Guden undergik, da Kristendommen var bleven indfört.

Da Sagnet om Odin hos Halvdan og Harald i flere Eiendommeligheder staar nærmere ved norröne Sagn, som fortælles hos Saxo, end ved Eddadigtenes Gudesagn, taler

1) Efter Finnur Jónsson (Litt. Hist. I 66) c. 900-925. I mine Studier I 486 har jeg været mere tilböielig til ikke at sætte det længere tilbage end til c. 950.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVI, NY FÖLJD XII.

3

dette kanské for, at hint oplandske Sagn ikke er blevet til för omkring Aar 1100.

Man kan spörge, om Sagnet har været digtet af en Islænding, som har været kjendt paa Oplandene i Norge, eller af en Nordmand. For at Sagndigteren skulde være en Islænding, kunde man anföre, at det ikke er sandsynligt, at den fra Grímnismál kjendte Digtning, som Sagnet forudsætter, skulde have været udbredt blandt Nordmænd paa Oplandene omkring Aar 1100. Men dette Argument veier lidet. Hvis Sagndigteren har været en norsk Sagnfortæller, snarest i en Hövdings Fölge, kan han have lært Digtningen om Grimner, Geirrod og Agnar at kjende andensteds end paa Oplandene.

Jeg tror, at Sagnet er dannet af en Nordmand. Herfor taler den Omstændighed, at der, som i det foregaaende paavist, er andre mythiske Sagn om Harald Haarfagre, som staa i Forbindelse med dette Sagn og som er fæstede til andre Bygder paa Oplandene. Sagnet er ikke præget af Islændingernes sunde og nögterne Realisme. Dets mythiske Form og Betydning er paa den anden Side i de islandske Gjengivelser bleven endnu uklarere, end den fra först af kan have været.

Der er intet Spor til, at Sagnet om Odin hos Halvdan og Harald nogensinde skulde have været behandlet som Kvæde enten i de episke Digtes Versemaal eller med Replikker i ljóðaháttr. Det har fra först af været en fornaldarsaga.

Senere i Middelalderen gjennemgik Sagnet flere Forandringer, navnlig derved, at Odin som handlende Person tildels blev ombyttet med en Jætte, med hvem Harald Haarfagre allerede tidligere var bleven bragt i Forbindelse.

Sagnet om Odin hos Halvdan og Harald har vistnok engang udtrykt den Opfatning, at Odin fra först af har været Halvdan Svarte huld, men siden blev ham gram.

Odin volder selv, at Halvdan, da denne har forgrebet sig paa Guden, finder sin Död. Kongestolen maa ryddes, forat Sönnen Harald ved Odins personlige Indgriben kan blive Konge.

Denne Digtning er sprungen frem af den fra Hedendommen bevarede Livsopfatning 1) og er et Udtryk for den samme Trang til at lade Odin personlig gribe ind ved de afgjörende Vendepunkter i Hövdingens Liv, som den der har gjort sig gjældende i den nordiske Form af Volsungesagnet.

Det er som Seierens Gud, at Odin hjælper Harald til Enevældet i Norge. Gjessing har allerede bemærket 2), at denne Opfatning af Odin som den, der giver Kongen Seier og Magt, ligeledes kommer frem i Skikken ved de hedenske Offergilder, der holdtes i Tröndelagen i Haakon den godes Dage: Först drak man ved dem Odins Bæger til Seier og Magt (ríkis) for sin Konge 3). Og denne Opfatning af Odin som den Gud, der skjænker Seier, er jo ældgammel og ikke særlig nordisk. Den gjorde sig jo ogsaa gjældende hos vestgermanske Folk ), og den fremtræder i det gamle Sagn om Langbarderne, med hvilket det norske Geirrod-Sagn tildels staar i Forbindelse.

Der viser sig i de af kristne Mænd efter kristelig Tradition optegnede Sagaer en Tendens til at fremstille Harald Haarfagre som den, der troede paa den sande Gud. Dette udtaler sig i Heimskringla i de Udtryk, som lægges i hans Mund, da han sværger at skulle vinde hele Norge: "Jeg aflægger det Löfte, paa hvilket jeg kalder den Gud, som har skabt mig og som raader for alt, til Vidne, at mit Haar

1) Dette er allerede antydet af Gjessing "Kongesagaens Fremvæxt" S. 44 f.

1) Kongesagaens Fremvæxt S. 45.

3) Hák. s. góđa i Hskr. Kap. 17 F. J. (Kap. 16 Unger).

*) Se f. Ex. Mogk i Pauls Grundriss1 I, 1076.