Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Norðymbraland (ohne s!) mit inversion lauten kann, dafür gibt B. vier formen an, die wohl zum teil nur theoretisch vorkommen, lässt aber eine recht häufige weg, nämlich fóru peir eptir þat ... Die regel würde ich so fassen: 'wenn aus irgend einem grunde am anfange des hauptsatzes ein anderes wort als das subjekt steht, so muss das subjekt unmittelbar hinter dem verbum stehen'. Dabei muss aber beobachtet werden, dass die konjunktion en stets, und ok fakultativ, nämlich dann wenn sie lediglich koordinierende bedeutung hat, den satz unberührt lässt, dass also volle freiheit für die anordnung des ganzen satzes bleibt genau wie wenn das en (ok) nicht vorhanden wäre. S. 24 findet B. 'such an order wie Gylf. 12, 15 (Wilken) þá er þeir gengu međ sævarstrondu, Bors synir fundu tré 'monstrous in Old Norse prose'. Die sache erklärt sich aber sehr einfach als lapsus pennæ, denn U. liest pa er þeir gengv međ siovar strondo bors synir, fundo peir tre ij. Die beiden wörter Bors synir sind also nichts weiter als eine parenthese, die das erste peir erklären sollen. S. 28 sucht B. die formen pykki mér und þótti mér zu erklären, und zwar 'as Subjunctives, in the sense of the potentialis, and as Plurals’, hätte aber wenn er es nicht wusste, bloss z. b. Fritzners wb. nachzuschlagen brauchen, um zu finden, dass der opt. præt. nicht þótti, sondern patti lautet. Die von B. verworfene erklärung Poestions, dass das pykki für þykkir steht, ist m. e. zweifellos richtig und die redensart wird, infolge ihrer häufigkeit erstarrt, auch auf plurale angewendet. Wo (s. 32) von der inversion in direkten fragesätzen die rede ist, hätte bloss darauf aufmerksam gemacht zu werden brauchen, dass das fragende pronomen oder adverb stets den satz beginnt. Nach der regel von der inversion so wie ich sie oben gefasst habe, muss diese dann selbstverständlich folgen, soweit nicht das fragewort subjekt ist. S. 38 wird mit der grössten naivetät gesagt, in den vier fällen, wo enn die inversion nach sich hat, 'enn seems to mean moreover, further, besides'! und in der that ist im vorhergehenden en 'aber' stets, also nicht nur wo B. seine beispiele buchstäblich aus seinen orthographisch veralteten texten abdruckt, enn geschrieben. Enn 'noch steht als betont voran und zieht inversion nach sich, · en 'aber' als ganz unbetonte nur koordinierende konjunktion verlangt sie nicht.

In nebensätzen herrscht zumeist die gewöhnliche wortfolge. Besonders findet inversion niemals statt im relativsatze, wenn nicht rhetorische gründe sie verlangen. Überhaupt hätte, wie auch Finnur Jónsson in seiner anzeige des buches NT. f. fil. 3. r. 6. b. s. 78 f. bemerkt, die rhetorische wortfolge eingehender behandelt werden müssen. Der von B. (s. 50) 'very peculiar' genannte satz enn guã er svá máttugr, at hann þvær af manninum í skírninni allar syndir, aldri hefir hann svá ilt gort ist nichts anderes als eine art anakoluth: zwischen syndir und aldri gehörte ein punkt. Dann geht es weiter 'niemals hat ein mensch so böses

[ocr errors]

gethan', mit auslassung des konsekutivsatzes 'dass Gott ihn nicht in der taufe rein wüsche'.

Am meisten schwierigkeit macht diejenige wortstellung, die B. nennt 'transposed order' z. b. er Ísland byggvir. Auch referent kann keine regel dafür auffinden. Am ehesten könnte sie so zu erklären sein, dass im abhängigen satze denn fast nur auf solche wird die transposition angewendet das verbum stets an der zweiten stelle nach der konjunktion steht. Wenn nun das subjekt in der relativkonjunktion enthalten ist, muss 'transposition eintreten, anderenfalles 'normal order'; alsó würde, z. b. einem er Ísland byggvir entsprechen þá er hann byggđi Ísland.

Dass die arbeit von druckfehlern wimmelt, will referent, dessen eigene promotionsschrift ja auch eine stattliche druckfehlersammlung ist, dem verfasser nicht zum vorwurfe machen, denn fahrungsgemäss sind ja die doktorarbeiten meist auch die ersten korrekturen, die angehende gelehrte lesen. Aber an einzelnen stellen geht die nachlässigkeit der korrektur doch übers bohnenlied, so z. b. wenn seite 40 z. 7 und in der dazu gehörigen anm. steht Matth. 5, 43 etc. kovoate oệk Épońon statt Matth. 5, 27 ηκούσατε ότι ερρέθη. Und dass der grammatische schnitzer bei Wilken Pros. Edda 59, 13 mælti Skrýmir til pórr, der dort gewiss druckfehler ist, stillschweigend und anstandslos in Bernsteins buch übergegangen ist, darf hier wohl nicht unter die druckfehler gerechnet werden.

Störend ist auch die unnordische silbentrennung am zeilenschluss 17, 2 Þó-roddr, 43, 27 fornes-kju für Þór-oddr, forn-eskju (denn forneskj-u wäre wohl typographisch hässlich).

Wenn es auch im allgemeinen ratsamer ist, wie Bernstein es gethan hat, in den zitaten die schreibweise der ausgaben beizubehalten als eine, vielleicht nicht von allen anerkannte normalisierung anzuwenden, so sieht es doch ganz seltsam aus, wenn heutzutage schreibungen auf alte texte angewandt werden, die nur in der neu isländischen aussprache begründet sind, und die zum teil sogar im neuisländischen wieder abgeschafft sind wie 15, 28 lángt, 17, 32 pángat, 41, 11 Ingjaldr, 41, 32. 38 konúngr für langt, þangat, Ingjaldr, konungr. Der umstand, dass die 3. sg. opt. præs. fari (vehatur), zweimal fári gedruckt ist, ist vielleicht auch weniger als druckfehler anzusehen denn als übertragung moderner aussprache auf den alten text (35, 20. 50, 11). Noch eine äusserlichkeit möchte ich tadeln. Verf. spricht an vielen stellen von Jónsson. Da muss doch jeder denken, es sei der auf dem gebiete nordischer philologie so eifrig thätige Finnur Jónsson gemeint; es ist aber der im allgemeinen wenig bekannte Þorleifur Jónsson, der Kopenhagen 1875 eine textausgabe der Snorra Edda veröffentlicht hat.

Im grossen und ganzen muss man sagen, dass der grosse fleiss, den Bernstein an seine arbeit gewendet hat, eines besseren gegenstandes würdig gewesen wäre.

Ein So

beschränktes text

material kann bei öder auszählung unmöglich zu einem resultate führen, auch bei der grössten genauigkeit. Die anführung eines und desselben längeren beispieles als ganzen und bruchstückweise, die B. häufig untergelaufen ist, erweckt misstrauen in die zuverlässigkeit der statistik, und es hätte mehr auf rhetorische gründe rücksicht genommen werden sollen. In Bernsteins nener heimat wird doch sonst so viel rhetorik getrieben, und als Deutschrusse von geburt hätte er die meisten seiner beispiele nur deutsch laut auszusprechen brauchen, um aus sehr vielen abschnitten seiner arbeit statt einer trockenen zahlensammlung eine frische, lebensvolle untersuchung zu machen. Leider muss gesagt werden, dass das büchlein einen wesentlichen fortschritt gegenüber den ausführungen von Lund, Oldnordisk ordföjningslære Kbh. 1862 8. 446 ff. nicht darstellt. Volle anerkennung verdient aber die unermüdliche sorgfalt, mit der die texte, soweit sie überhaupt benutzung gefunden haben, aufs genaueste ausgeschöpft worden sind. Nürnberg den 11. februar 1899.

August Gebhardt.

Kort over de danske folkemål med forklaringer, ved Valdemar Bennike og Marius Kristensen. 1 hæfte. Köbenhavn 1898. 24 s. 4:0 + 8 kartblade.

Disse to danske sprogforskere har her begyndt et stort anlagt arbeide, som tænkes afsluttet i 10 hefter omtr. af störrelse som det foreliggende, hvorved alle væsentlige divergenser i de danske folkemål skal blive fremlagt, enten både i ord og på karter eller jalfald på den förstnævnte måde.

Værkets indledning, side 1-10, giver forudsætningerne for dets anvendelse, idet den fremstiller lydsystemet i dialekternes fælles udgangspunkt ”ældre dansk" og forklarer den anvendte lydskrift ("Danias”). Så begynder fremstillingen af lydlæren, i dette befte repræsenteret af 8 karter, der alle angår behandlingen af a under hovedakcenten, samt tilhörende tekst.

Nogle sprogkarter fremstiller den sproglige gruppering under ét, således at forfatteren ved hjælp af de stedfindende ligheder og forskelligheder danner sig en formening om, hvilke dialekter der hörer nærmest sammen, og på kartet kun viser, hvorledes disse er begrænsede. Dette er den ældre måde, og vistnok også den lettere, eftersom sprogfænomenernes grænser sjeldnere falder så akkurat sammen, at man ikke må udjævne lidt, og resultatet således i detaljen bliver en skönssag, som ikke kan blive genstand for synderlig kontrol og kritik. Det foreliggende kartverk har ligesom mange andre fra en nyere tid valgt den anden fremgangs

ARXIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVI, NI FÖLJD XI.

måde, at fremstille begrænsningen for fænomenerne selv, hvorved det bliver læserens egen sag, om han vil, at tænke sig det ene sæt grænser lagt ovenpå det andet og således i sin egen bevidsthed danne sig en forestilling om, hvorledes målene, sammensatte som de er af de forskellige sprogfænomener, er grupperede. Et kart af den förstnævnte art kan være tilstrækkeligt, hvor man har at fremstille anerkendte etnologiske enheder af en eller anden grad – f. eks. dansk, frisisk og nedertydsk efter deres territoriale fordeling, for praktiske eller mindre rent sprogvidenskabelige interessers skyld. For sprogvidenskaben selv er et sådant kart af mindre væsentlig betyduing, medens ét, der giver grænser for det enkelte fænomen, kan være til stor direkte nytte. Som bekendt afmaler en rækkefolge af dialekter ofte de udviklingstrin, som den længst fremskredne af dem har gennemgået, og beliggenheden, som jo altid sees klarest på et kart, kan således ofte forklare fænomenets væsen og tilværelse; men dette sker kun for det enkelte fænomens vedkommende, dialekterne står jo ikke i det forhold til hinanden, at deu ene forklarer den anden i alt. Bortseet fra, at denne fremstillingsmåde er vidtlöftigere og således kostbarere, kan etnologien også være vel tjent med den. Hvor den etnologiske forskel ikke er anerkendt, idet andre kriterier mangler, kan dens tilværelse kun bevises derved, at mange sproglige forskelligheders grænser falder på samme sted. Og hvor man derimod også har andet at holde sig til, kan man, når forskellighedsgrænserne holdes hver for sig, få rede på, hvilken divergens der pleier at stemme bedst med det fra andre kanter tilkomne etnologiske materiale, hvad der måske kan være et mærke på, hvilken der har den dybeste etnologiske betydning. Således er det nylig skeet for det sydlige Norges ) vedkommende, idet det i indeværende år er bleven påvist, at grænsen mellem landets to fornemste antropologiske typer her folger det tykke l's grænse, ikke grænsen for ligevægtsloven.

Når det foreliggende kartværk i sine 8 förste karter, som sagt, kun fremstiller behandlingen af gammelt a, viser allerede denne detaljering megen tillid til publikums dialektologiske interesse. Og denne ser man idethele deraf, at de forskellige sproglige grænser betegnes på en måde, som fordrer et stort antal kartblade. I regelen angår nemlig hvert kart kun et eneste forhold, og dette betegnes ved dækkende farver; en sjelden gang får et sidefænomen en betegnelse desforuden. Den fordel for kartets anskuelighed og anvendbarhed, som derved vindes, er overordentlig; når ikke alle kartografer gör det samme, er det formodentlig blot for at opnå prisbillighed.

Medens karterne skyldes br. Bennike, er teksten br. Marius Kristensens del af arbeidet. Denne fölger kartets enkelte blade. og forklarer lydforandringernes historie; af resultaterne i den henseende er i dette hefte især det at mærke, at den i Danmark så udbredte overgang af a til å foran to konsonanter for de fleste distrikters vedkommende antages at komme af gammel vokalforlængelse, selv om den samme stilling foran to konsonanter har foranlediget, at å-lyden nu atter er bleven kort. Derhos redegöres der for slige unöiagtigheder, som ethvert sprogkart nödvendigvis må have, fordi en mængde af de enkelte steder har nogle ord, der i sin lydform ikke stemmer med det, der er og på kartet er angivet som det herskende, in casu det lydlovmæssige. Det er mig ikke ganske klart, om udg. har gjort sig rede for, at den mulighed også kan findes, at sådan blanding af forskellige lydlove er relativt naturlig på et sted, er den eneste udvei, stedet bar havt, og således ligeså berettiget (principielt, kanske ikke praktisk) til at betegnes på et kart som de eneherskende lydlove. Uden at jeg vil udtale nogensomhelst mening om, hvorledes forholdet i Danmark har været, vil jeg tænke mig et eksempel svarende til det foreliggende heftes indhold: vi sætter, at overgangen af langt a til å indtrådte samtidig i tre dialektområder ved siden af hinanden; foran en bestemt kosonant eller konsonantforbindelse havde det vestligste af dem dengang langt a (ā), det mellemste (som slet ikke behövede at være af lidet omfang) havde middellangt (ã) og det östligste kort (ă); hvad vilde så den mellemste dialekt göre ? måtte der ikke i en stor del af dens distrikt opstå blanding, enten efter regler eller uden sådanne? I en vis forstand opstod jo denne blanding gennem påvirkninger fra öst og fra vest; men når lydsystemet ikke gav dialekten nogen anledning til selvstændig udvikling, så blev det blandede resultat dog også i en forstand naturligt; det var en fölge af stedets tidligere sproglige tilstand og af dets beliggenhed.

') i Nedenes.

Dette vil jeg navnlig have udtalt som en indskrænkning til den ytring i indledningen (side 4), at man altid må være mistænksom mod de former, der stemmer med rigssproget. Det er jo ikke blot dette og den dialektgruppe, hvortil det hörer, som forhindrer hvert enkelt sted i at tale efter lydlove, der er opståede på stedet selv; tvertimod, enhver dialekt forsöger at göre det mod sine naboer, og ethvert sprogfænomen, som har en nogenlunde stor udbredelse, har ikke opnået dette uden ved at opsluge en mængde små spirende selvstændigheder.

Jeg har som foran antydet ingenlunde nogen mening om, enten den slags forhold i Danmark forekommer på sådan måde, at de har betydning for kartlægningen, eller ikke. Selv om så var, så er værket derfor lige veiledende, ved oplysningerne i teksten.

Det er en stor tjeneste udgiverne har gjort dialektkundskaben ved således at samle under ét kundskaben om de danske dialekters grammatik; de har givet de andre skandinaviske lande et godt eksempel, og det er höiligen at önske, at de må få anledning til at före værket til ende. Arendal, septbr. 1898.

Amund B. Larsen.

« AnteriorContinuar »