Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Forfatteren af Rimerne har vistnok ikke kjendt Sagnet fra det Haandskrift af Sagaen, som foreligger os, men fra en afvigende skreven eller mundtlig meddelt Fortælling.

Som Odins Sön nævnes Sigi tillige i en versificeret Ramse, som ikke er yngre end c. 1200 (Snorra Edda ed. AM. I, 554, hvor to Haandskrifter har Siggi); som Odins Sön og Volsungernes Stammefader i Fortalen til Snorres Edda (I, 26, hvor et Haandskrift har Siggi) samt i flere andre senere islandske Prosaskrifter.

Trællen Breði nævnes ikke uden i det foran meddelte Sagn. Heller ikke forekommer Ordet bredafonn andensteds i den gamle Litteratur. Dette Ord bredafonn hörer sammen med vort Ord Bræ, som nu i Norge ikke blot bruges om en Isbræ. I Nordfjord betegner brede, i Söndmör bride en Snemasse, et Snelag, d. s. s. fonn.

Det er eiendommeligt for Folkesagnet og Myten overhoved, at de forklarer det naturlige, dagligdags og regelrette af en sagnhistorisk eller mytisk Begivenhed. Saaledes ogsaa her, hvor Ordet bredafonn, som indeholder de to prosaiske Appellativer bredi og fonn, forklares, tværtimod disse Ords virkelige Oprindelse, deraf, at en Mand Breði engang blev begravet i en saadan Fonn.

Sagnet om Sigi, Skaði og Bredi maa have været kjendt i ubunden Form, för Volsunga saga blev nedskreven. Der er intet Spor til, at dette Sagn tidligere har været behandlet i et heroisk Kvæde. Man har efter min Mening hidtil ikke fundet, af hvilke Hovedelementer dette Sagn er dannet.

Hos flere germanske Folk findes der Sagn om Folkets Oprindelse fra Scadinavia. Efter det gotiske Sagn, som Jordanes Get. Kap. 4 og 17 meddeler, kom Goterne paa tre Skibe fra Scandza. Langobarderne var ifölge et hos dem udbredt Sagn ligeledes komne fra Scandia eller Scatenaue 1).

1) I Passio Sancti Sigismundi er dette overfört paa Burgunderne.

Her vil jeg navnlig fremhæve den Form af Sagnet om Langobardernes Oprindelse, som findes hos den frankiske Forfatter Fredegar1), hvis Skrift er forfattet ved Midten af 7de Aarhundred i det vestlige Schweiz. Medens Langobarderne efter den ældre Sagnform overvandt Wandalerne, har Fredegar istedenfor Wandalerne indsat Hunerne (Chuni).

Dette af Fredegar fortalte Sagn er efter min Mening et af de Elementer, hvoraf Sagnet om Sige er dannet. Sige erobrer sig et Rige i Hunaland; Langobarderne overvinder Hunerne og sætter sig fast i det af disse tidligere beboede Land. Odin er Fader til Sige, hvis Navn betegner ham som den seiersæle, og han giver ham en Hær og Skibe; Wodan giver Langobarderne Navn og Seier. Sige vandrer ud fra det Land, hvor Skaði bor; Langobarderne vandrer ud fra Scathanavia.

Den Nordmand, som har digtet Fortællingen om Sige og Skade, havde efter min Mening lært at kjende det hos Fredegar fortalte Stammesagn om Langobarderne. I Navnet paa det Land, fra hvilket disse vandrede ud, Scathan-avia opfattede denne Nordmand Scathan som en (engelsk eller ialfald vestgermansk) Genetiv i Ental af et Personnavn, og derefter dannede han Skadi, Eponymen for Scathan-avia, og bragte denne Skade i Forbindelse med Sige. Saaledes opstod det Sagn, at Skade var en mægtig Person i Siges Fædreland, som tvang Sige til at vandre ud fra dette Land.

Naar vi har fundet, at Skadi i Sagnet om Sige er den sagnhistoriske Repræsentant for Scathanavia eller den skandinaviske Halvö, saa vil vi erkjende, at Sagnet om Sige og Skade ikke kan være opstaaet i Norge uden fremmed Indflydelse. Thi den oldnorske Form for Scadinavia er Skáney. Og at Nordmændene allerede paa Alfred den stores Tid udtalte Skán-, godtgjöres af Formen Scóneg, som Alfred bruger.

1) Lib. III, 65, ed. Krusch p. 110.

Ogsaa den Omstændighed, at Volsunge-Sagnet i sin Oprindelse er et fremmed Sagn, gjör det lidet troligt, at Sagnet om Siges Fordrivelse fra Skades Land (d. e. fra Scadinavia) skulde være et af fremmed Indflydelse upaavirket norsk Sagn. Jeg ser i denne Fortælling tværtimod en norsk Omtydning af fremmede Sagnelementer.

Jeg formoder, at den Nordmand, som har digtet denne Fortælling, har kjendt det hos Fredegar meddelte Sagn om Langobardernes Oprindelse fra en mundtlig Beretning, som han havde hört i Britannien. Den norske Sagndigter kjendte, tror jeg, fra en anden Fortælling Sige som Odins Sön og som Stammefader til Sigmund, Sinfjotle, Sigurd og de andre Volsunger. Jeg skal i en anden Afhandling söge at godtgjöre, at Sigmund fra ældgammel Tid af har været knyttet til Hunaland.

De ydre Forudsætninger, som gav Anledning til, at den norske Sagndigter overförte Sagnet om Udvandringen fra Scathanavia paa Sige, idet han lod ham vandre ud fra Skades Land, var derfor vistnok fölgende: 1) Siges Efterkommere herskede som Langobarderne i Hunaland; 2) Sige var Odins Sön; Langobarderne var Wodans Yndlinger.

Den indre Grund for Sagndigteren til at lade Sige vandre ud fra Skades Land var vistnok Trangen til at udlede Volsungernes Et, i hvilken Nordmændene fandt sine ypperste Helte-Idealer, fra den skandinaviske Halvö. Ogsaa ellers har Meddelelser hos Merovingertidens frankiske Forfattere, og særlig hos Fredegar, gjennem britiske (engelske eller celtiske) Mellemled faaet Indflydelse paa norröne Sagn. Ligesom Skaði i Sagnet om Sige er en sagnhistorisk Repræsentant for Scathanavia, saaledes finder vi i gamle nordiske Digtninger mange lignende Eponymer 1).

1) F. Ex. i Helge-Sagnet Hlér Repræsentant for Hlésey Læssö; Ægir for Ægidyrr Eider; I'sungr for Isefjorden; Esca for Eskeberg; se min Bog om Helge-Digtene S. 142-144. I Braavalla-Digtet bl. a. Heidr for Heiðabær,

Medens Skade i Fortællingen om Sige ifölge Rimerne er Njords ellers kjendte Hustru, kalder Volsunga saga Skade for en mægtig Mand. Dog har denne foruden Navnet det tilfælles med Tjasses Datter, at de begge hörer hjemme i en vinterlig Egn, vistnok langt mod Nord, hvor Jagt paa Sporsné efter vilde Dyr er en sædvanlig Syssel, og at de begge staar i Forbindelse med Odin. Derfor har Müllenhoff (Zeitschr. f. deutsch. Alt. 23 S. 117) mulig Ret, naar han mener, at Skaði i Sagaen ved Misforstaaelse er gjort til en Mand, fordi Navnet havde Hankjönsform, og at Sige engang er bleven opfattet som en af de flere Sönner, Odin ifölge Yngl. saga fik med Jættedatteren Skade. Dog mener jeg, at der i Myterne om Tjasses Datter Skade i hvert Fald ogsaa er andre Elementer end det her paaviste.

Müllenhoff har allerede (Deutsch. Alt. II, 56) tænkt раа en mulig Forbindelse mellem Navnet paa Tjasses Datter Skaði og Navnet Scadinavia. Men han forklarer Scadinavia af Lappisk og antyder ingen Forbindelse mellem Skaði i Sagnet om Sige og Scathanavia i Fredegars LangobarderSagn. Denne Forbindelse synes mig sikker, hvad enten den Nordmand, som skabte Sige-Sagnet, har forstaaet Scathan i Scathanavia som Genetiv af et Mandsnavn eller af et Kvindenavn.

Naar Skaði i Sige-Sagnet er en Eponym, saa leder dette til den Formodning, at den besynderlige Person Breði ligeledes er en Eponym.

Breði, efter hvem Bredafonn faar Navn, er efter min Mening en Omtydning af Brito, efter hvem Britannia skal have faaet Navn. Den Kilde, hvori denne Brito hörer hjemme, er Nennius's Redaktion af Historia Brittonum. Nennius omarbeidede i 796 i det sydlige Wales et ældre wali

Holmr for Holmgarðr; jfr. Olrik i Festskrift til Vilhelm Thomsen S. 126. Paa Rök-Stenen bl. a. RugulfR poetisk Repræsentant for Ryger, HaruđR for Horder.

sisk Skrift Historia Brittonum. Dette Nennius's latinske Skrift blev efter en paa Anglesey foretagen, nu tabt Omarbeidelse, men tillige med Benyttelse af andre Kilder, oversat paa Irsk. Brudstykker af denne Oversættelse findes allerede i et Haandskrift, som er fuldfört Aar 1106, og den er altsaa ældre; efter Nogle er den udfört af Gilla Coemgin för 1072. Den latinske Nennius er sidst udgivet af Mommsen, tilligemed en af Zimmer forfattet latinsk Gjengivelse af den irske Oversættelse, i Monum. Germ. hist. Auctor. antiquissim. tom. XIII pars 1 (1894) pag. 147 ff. Den irske Oversættelse er udgiven i Leabhar breathnach The Irish version of the Historia Britonum of Nennius ed. by Todd (Dublin 1848) 1).

...

Jeg antager, at den Nordmand, som skabte Sagnet om Sige, Skade og Brede, har paa en af de britiske Øer, snarest i Irland hört en paa Nennius grundet mundtlig Fortælling om Brito.

Personnavnet skrives hos Nennius (Mommsen p. 147) a Brittone, i andre Haandskrifter a britone, i en Variant hos Todd p. 26 a bretone. Landet, som faar Navn efter ham, kaldes Brittannia (Britannia) insula, paa Irsk inis bretan.

Ved Omtydningen af Brito til Bredi er det fremmede. t gjengivet ved oldnorsk, som oftere 2). Naar vi her har e i oldn. Breði fori i Brito, kan paa den ene Side mærkes, at et irsk Haandskrift har bretone, paa den anden Side, at Appellativet "Bræ" paa Söndmör heder bride, saa at man engang vistnok har böiet Nomin. bride Cas. obl. breða.

1) Undersögelser om Historia Brittonum og Nennius findes bl. a. hos Zimmer Nennius vindicatus (Berlin 1893); af Mommsen og Zimmer i Neues Archiv der Gesellsch. f. ält. deutsch. Gesch. 19ter Band (1894); i Mommsens Udgave; af Thurneysen i Zeitschr. f. deutsche Philol. 28 S. 80—113; af L. Duchesne i Revue Celtique XV, 174–197 og XVII, 1—5; af F. Lot i Le Moyen-Age 1895.

2) Oldn. Arđabađite af Artabatitae; Hlađvarðr i Hrímgerđaımál af Laertes. Se Helge-Digtene S. 236 f.

« AnteriorContinuar »