Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Ogsaa den Omstændighed, at Volsunge-Sagnet i sin Oprindelse er et fremmed Sagn, gjör det lidet troligt, at Sagnet om Siges Fordrivelse fra Skades Land (d. e. fra Scadinavia) skulde være et af fremmed Indflydelse upaavirket norsk Sagn. Jeg ser i denne Fortælling tværtimod en norsk Omtydning af fremmede Sagnelementer.

Jeg formoder, at den Nordmand, som har digtet denne Fortælling, har kjendt det hos Fredegar meddelte Sagn om Langobardernes Oprindelse fra en mundtlig Beretning, som han havde hört i Britannien. Den norske Sagndigter kjendte, tror jeg, fra en anden Fortælling Sige som Odins Sön og som Stammefader til Sigmund, Sinfjotle, Sigurd og de andre Volsunger. Jeg skal i en anden Afhandling söge at godtgjöre, at Sigmund fra ældgammel Tid af har været knyttet til Hunaland.

De ydre Forudsætninger, som gav Anledning til, at den norske Sagndigter overförte Sagnet om Udvandringen fra Scathanavia paa Sige, idet han lod ham vandre ud fra Skades Land, var derfor vistnok folgende: 1) Siges Efterkommere herskede som Langobarderne i Hunaland; 2) Sige var Odins Sön; Langobarderne var Wodans Yndlinger.

Den indre Grund for Sagndigteren til at lade Sige vandre ud fra Skades Land var vistnok Trangen til at udlede Volsungernes Æt, i hvilken Nordmændene fandt sine ypperste Helte-Idealer, fra den skandinaviske Halvö.

Ogsaa ellers har Meddelelser hos Merovingertidens frankiske Forfattere, og særlig hos Fredegar, gjennem britiske (engelske eller celtiske) Mellemled faaet Indflydelse paa norröne Sagn.

Ligesom Skaði i Sagnet om Sige er en sagnhistorisk Repræsentant for Scathanavia, saaledes finder vi i gamle nordiske Digtninger mange lignende Eponymer ).

1) F. Ex. i Helge-Sagnet Hlér Repræsentant for Hlésey Læssö; Ægir for Ægidyrr Eider; I'sungr for Isefjorden; Esca for Eskeberg; se min Bog om Helge Digtene S. 142–144. I Braavalla-Digtet bl. a. Heiđr for Heitabær,

Medens Skade i Fortællingen om Sige ifölge Rimerne er Njords ellers kjendte Hustru, kalder Volsunga saga Skade for en mægtig Mand. Dog har denne foruden Navnet det tilfælles med Tjasses Datter, at de begge hörer hjemme i en vinterlig Egn, vistnok langt mod Nord, hvor Jagt paa Sporsné efter vilde Dyr er en sædvanlig Syssel, og at de begge staar i Forbindelse med Odin. Derfor har Müllenhoff (Zeitschr. f. deutsch. Alt. 23 S. 117) mulig Ret, naar han mener, at Skaði i Sagaen ved Misforstaaelse er gjort til en Mand, fordi Navnet havde Hankjönsform, og at Sige engang er bleven opfattet som en af de flere Sönner, Odin i fölge Yngl. saga fik med Jættedatteren Skade. Dog mener jeg, at der i Myterne om Tjasses Datter Skade i hvert Fald ogsaa er andre Elementer end det her paaviste.

Müllenhoff har allerede (Deutsch. Alt. II, 56) tænkt paa en mulig Forbindelse mellem Navnet paa Tjasses Datter Skaði og Navnet Scadinavia. Men han forklarer Scadinavia af Lappisk og antyder ingen Forbindelse mellem Skaði i Sagnet om Sige og Scathanavia i Fredegars LangobarderSagn. Denne Forbindelse synes mig sikker, hvad enten den Nordmand, som skabte Sige-Sagnet, har forstaaet Scathan i Scathanavia som Genetiv af et Mandsnavn eller af et Kvindenavn.

Naar Skaði i Sige-Sagnet er en Eponym, saa leder dette til den Formodning, at den besynderlige Person Bredi ligeledes er en Eponym.

Breði, efter hvem Bredafonn faar Navn, er efter min Mening en Omtydning af Brito, efter hvem Britannia skal have faaet Navn. Den Kilde, hvori denne Brito hörer hjemme, er Nennius's Redaktion af Historia Brittonum. Nennius omarbeidede i 796 i det sydlige Wales et ældre wali

Holmr for Holmgarđr; jfr. Olrik i Festskrift til Vilhelm Thomsen S. 126. Paa Rök-Stenen bl. a. Rugulfr poetisk Repræsentant for Ryger, HaruđR for Horder.

sisk Skrift Historia Brittonum. Dette Nennius's latinske Skrift blev efter en paa Anglesey foretagen, nu tabt Omarbeidelse, men tillige med Benyttelse af andre Kilder, oversat paa Irsk. Brudstykker af denne Oversættelse findes allerede i et Haandskrift, som er fuldfört Aar 1106, og den er altsaa ældre; efter Nogle er den udfört af Gilla Coemgin för 1072. Den latinske Nennius er sidst udgivet af Mommsen, tilligemed en af Zimmer forfattet latinsk Gjengivelse af den irske Oversættelse, i Monum. Germ. hist. Auctor. antiquissim. tom. XIII pars 1 (1894) pag. 147 ff. Den irske Oversættelse er udgiven i Leabhar breathnach ... The Irish version of the Historia Britonum of Nennius ed. by Todd (Dublin 1848) ').

Jeg antager, at den Nordmand, som skabte Sagnet om Sige, Skade og Brede, har paa en af de britiske Øer, snarest i Irland hört en paa Nennius grundet mundtlig Fortælling om Brito.

Personnavnet skrives hos Nennius (Mommsen p. 147) a Brittone, i andre Haandskrifter a britone, i en Variant hos Todd p. 26 a bretone. Landet, som faar Navn efter ham, kaldes Brittannia (Britannia) insula, paa Irsk inis bretan.

Ved Omtydningen af Brito til Bredi er det fremmede t gjengivet ved oldnorsk ď, som oftere ?). Naar vi her har e i oldn. Bredi for i i Brito, kan paa den ene side mærkes, at et irsk Haandskrift har bretone, paa den anden Side, at Appellativet "Bræ" paa Söndmör heder bride, saa at man engang vistnok har böiet Nomin. bride Cas. obl. breða.

1) Undersögelser om Historia Brittonum og Nennius findes bl. a. hos Zimmer Nennius vindicatus (Berlin 1893); af Mommsen og Zimmer i Neues Archiv der Gesellsch. f. ält. deutsch. Gesch. 19ter Band (1894); i Mommsens Udgave; af Thurneysen i Zeitschr. f. deutsche Philol. 28 S. 80—113; af L. Duchesne i Revue Celtique XV, 174–197 og XVII, 1–5; af F. Lot i Le Moyen-Age 1895.

2) Oldn. Arđabađite af Artabatitae; Hlodrarår i Hrímzerdai mál af Laertes. Se Helge-Digteno S. 236 f.

Britannia eller inis Bretan er blevet omtydet til Bredafonn, Gen. * Breðafannar ').

Alle, som har syslet med de Forandringer, Sagn i Middelalderen undergik ved at vandre fra Sprog til Sprog, véd, hvilken omfattende og for os höist overraskende Rolle Omtydning og ”Folkeetymologi” af Navne derved spillede. Jeg kan her eksempelvis fra et nærliggende Omraade nævne, at det i Historia Brittonum (Mommsen p. 150) heder: Moderen döde ved Barnets Födsel; det fik Navnet Britus. Dette er efter Zimmer (Nennius S. 246) en irsk Digtning, til hvilken Ligheden mellem irsk brith”Födsel" og Navnet Brito eller Britus har givet Anledning.

Anledningen til, at Brito af Nordmanden omtydedes til Breði og Britannia til Breðafgnn, var den, at man paa Norsk brugte Ordet bredi "en Snemasse" ved Siden af det synonyme fonn.

Ordet bredi forekommer ikke ellers i den gamle islandske Litteratur og bruges ikke i nyere Islandsk. Derimod bruges Ordet i Betydning "Snemasse" nu paa Söndmör og i Nordfjord. Derfor har den Mand, som har digtet Sagnet om Sige, Brede og Skade, vistnok været en Nordmand fra det vestlige Norge og ikke en Islænding.

Efterat Brito ved Indflydelse af bredi "en Snemasse" var blevet omtydet til Breði, hvis Lig blev lagt i Bređafgnn, förte dette videre til det alene i Rimerne bevarede Motiv, at Bredes Hund Refill blev dræbt med ham og at det Sted, hvor Dyrets Legeme blev fundet, blev kaldt refilpá, en Grund, hvor Sneen kun ligger igjen i enkelte Flekker. Ogsaa dette Motiv stemmer vel overens med den Formodning, at Sagnets Digter har været fra det vestlige Norge; thi paa Söndmör bruges Verbet rövla (af revla), i Nordfjord og Söndfjord rivla om at begynde at tö, saa at enkelte Pletter og Striber bliver snefri, ligesom Ordet tå, oldn. Þá "snelös Mark” endnu bruges i Bergens Stift.

') I fremmede Navne er den græs og latinske Endelse -ja ofte faldt bort i Oldnorsk. Ægisif af Hagia Sophia; Sýrland af Syria; Sardinar ey af Sardinia, 0. s. v. Hvis den norske Sagndigter kunde saa meget Irsk, at han vidste, at f i irsk Fremlyd faldt bort efter vokalisk Udlyd i det foregaaende Ord, saa kunde dette virke med til, at han omtydede Britannia til Bređafonn uden at tage Hensyn til f.

Den Nordmand, som har gjort Brito til Breði, er ogsaa den, som har forbundet Bredi med Skaði. Af Nationalstolthed har han gjort Breði, d. e. Brito, Walisernes Repræsentant, til Træl hos Skaði, Repræsentanten for Scathanavia, for den skandinaviske Halvö og her i Sagnet særlig for det nordlige Norge.

Forfatteren af den i anden Halvdel af 13de Aarhundred nedskrevne Volsunga saga var ialfald ikke ?) den förste, som forbandt Sagnet om Skades Træl Brede med Sagnet om Volsungerne. Hint Sagn har i norsk Form aldrig været til udenfor Forbindelsen med Volsunge-Sagnet.

At Sagnet om Bredi fra förste Færd af har været sat i Forbindelse med Sigi, stöttes ogsaa derved, at det, som fortælles om Sigi, i enkelte Træk viser Lighed med det, som fortælles om Brito. Sige blev nemlig som Brito fordreven fra sit Fædreland for et Drabs Skyld og kom saa over Havet til et fremmed Land, hvor han blev Konge og Stammefader til en talrig Slægt.

Vi tör derfor finde det rimeligt, at den Nordmand, som har digtet Sagnet om Skade, Brede og Sige, fra Brito til Sige har overfört det Motiv, at Stammefaderen for en navnkundig Slægt paa Grund af et Drab var bleven fordreven fra sit Fædreland 2).

De nærmere Omstændigheder ved det Drab, som gjör Brito fredlös, er dog ganske forskjellige fra det, som fortælles

1) Dette mener Symons i Paul-Braune Beitr. III, 292.

2) Jeg skal lade det være usagt, om den norske Sagndigter har forbundet Navnet Sigi (Siggi) med Navnet paa Britos Fader Isicion (Isiocon Isocon). ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVII, XY FÖLJD XII.

4

« AnteriorContinuar »