punkt om de to rækker l og n. Det kan vel nu anses for sikkert, at alle de nordiske sprog har haft et l og n, som efter samtlige måls vidnesbyrd har været udtalt med stærkt sænket tungespids (isl. nu interdentalt ddl og ddn) men til gengæld hyppigt med hævet fortunge (palataliserede former i dansk og norsk), og et andet med stærkere hævet tungespids (nu hyppigt supradentalt eller endog kakuminalt), og undertiden hævet bagtunge (jfr. det jyske gutturale 1). At forff. ikke er ukendte med dette forhold viser s. 13, 13 og s. 231 1. 9-7 f. n., men i en mængde tilfælde, hvor dette forhold forklarer ellers uforståelige kendsgærninger, savner man en henvisning til det, sål. s. 58-59 (sv. böld, stöld mod synda skynda). S. 124 burde vel suprad. n også nævnes som brydninghindrende (sml. særlig gnella: sniallr), særlig da dette sammen med nogle forhold ved (østn. liuth: vestn. hlióđ) viser hen til, at forskellen mellem dental og suprad. i forlyd er udviklet senere end overgangen hl, hn>l, n (eller i det mindste til ustemt + stemt lyd), idet sv. har brydning i njugg (on. hnøggr), et forhold, som ikke er uden sproghistorisk betydning. S. 154 er hele fremstillingen af vokalforholdene foran й uforståelig, dersom man ikke har dette forhold in mente; det er næmlig urigtigt, at y blev för overgangen In > ll_(sk. 1. har myllu stap), men y blev til ø foran suprad. Il, enten dette opstod af ln, dl eller lg, lv. S. 158 er det vel også det palataliserede ll (d), som virker omlyden æ > i, s. 164 det supradentale (gutturale) 1, r som virker overgangen i > y. S. 190 er det fra dansk standpunkt historisk rigtigt, at skulle og skulde skrives forskelligt, idet ll repræsenterer suprad., Id dentalt 7. Endelig kan nævnes s. 231, hvor dental, supradental og guttural nasal behandles som én lyd. I stedet for "g. d. handumen" (s. 14 ned.), hvis forekomst vist er mere end tvivlsom (jeg kender ikke et eneste eksempel på sådanne former i gl. da.), kunde man have ønsket at se den af O. Nielsen (Blandinger udg. af Univ.-jub. d. samf. I s. 75) påviste genitiv hunkön: Gunnuru, Sistrithu i oldskånsk. S. 36 kunde der måske tilföjes nogle flere ord, hvor dansk har forlængelse af forlydskonsonanten i andet sammensætningsled. Oldjysk hwannær < hwæ nær findes, og denne eller *hwinnær ligger også til grund for sønderjysk viner med palatalt n, som viser tilbage til meget gammelt nn. Nyjysk hwitti må vel komme af *hwi thitha > *hwittith; Kallundborg < *Kā-lund (kā kaja, allike), mindre sikkert Kattrup af *Kā-thorp, og jeg skulde formode nabo (s. 160, 178) < *nabbo (jfr. s. 62), da konsonantens behandling i sønderjysk tyder på gammelt bb. Med hensyn til de på s. 37 nævnte ord på -lig kan bemærkes, at østjysk har aks. 1 og kort vokal i trolig, rolig, fålige, nådlig og hellig trola, rol·ə, fål·ə, nål·ɔ, hel·ə, men tåla (on. pollegr) uden stød ligesom sålə, sölə (sálogr?). Imidlertid er "lang konsonant" her kun en historisk virkelighed; i nydansk er både vokal og konsonant korte, så når forff. hører lang konsonant i da. musehul og gulerod, må det bero på en forveksling, som let kan indtræffe for den, hvis øre er vant til, at kort vokal skal følges af lang konsonant. Det ene stakkels verbum med opr. aflyd e-e (eta) har heller ikke i denne bog, hvor dog en anmærkning kunde have stået s. 81, fået sin egen bås. Til s. 100 kan bemærkes, at den væntede form *natla virkelig findes i jysk nald (Suso s. 52 1. 8), bevaret i nyjysk. Til eksemplerne s. 110 på u-omlyd i runesproget kan föjes oldda. Tanmaurk (store Jællinge-sten). S. 228 kunde gerne den nordiske overgang hs > x have været nævnt, og på s. 229, at overgangen hj > sj også fandtes på Shetland, f. eks. i selve øgruppens navn, som nu efter at Jakobsen har fundet den fuldtud parallelle form getling <*gæltlingr kan betragtes som lydret udviklet, også m. hens. til bortfald af det første 1. S. 240 og 243 burde som parallel til da. tærske hellere on. preskia end pryskva have været anført, og endelig kunde s. 244 (anm. til § 115) fernis have været medtaget. På dissimilationen l-l>n-l anføres s. 236 kun lykill > nøgle, men herhen hører da også det vildfarende Hekkelfeld > Hekkenfeld s. 234 nederst, og jeg kan hertil föje Gisselfeld Gissenfeld (Kamma_Rahbek), Lisleby > Nisleby (Rygh, Gaardnavne, Indledn. s. 21), Roselille > Rosenille (Folkevise, den svenske form Roselin stammer derimod måske fra nt.), da. dial. påskeneller>-liljer (Tåsinge). Efter disse rettelser og tilföjelser skal jeg gå over til at nævne nogle punkter, hvor min opfattelse er afvigende fra forfatternes. Min afvigende opfattelse af det danske skriftsprogs stilling til dialekterne (s. 10) har jeg nylig 1) haft leilighed til at udtale og skal ikke her gentage den. Dærimod er den s. 11 givne meddelelse, at de gamle lovtekster vakler mellem ia og i efter min mening vildledende. I hovedhåndskriftet af Jy. 1. findes ie kun 5 gange, i sk. 1. og E. 1. er forholdet lignende, medens Fl. bylov, V. 1. og Harpestræng-håndskrifterne (især det stockholmske) hyppigt har ia. Dette tyder på, at overgangen i sin begyndelse er syddansk (sml. overgangen iu> iy s. 134). S. 15 jævnstilles of ef med sum: sem, num: nema, men næppe med rette. Overgangen fra andre vokaler til u foran m i svag stavelse er almindelig i gl. da., som i -um for hēm i bynavne (s. 171), frænzum < frændseme, gørsum <gørseme, Villum < Vilhem (Vilhelm), ornum ornāma, men en overgang ef of styr kes ikke af sådanne analogier, og den er så meget usandsynligere, som den tredje form af aldeles ikke forklares. Vi står vist her over for forskellige aflydsformer. Den nynordiske kvantitetslov gennemføres på s. 18 i alt for rigoristisk en form. Og når den siges at være gennemført på Island i 15 årh., må det dog bemærkes, at den dær gennemføres i 1) Samlende kræfter i sprogudviklingen. Kbh. 1899. en væsentlig anden form end i fastlandssprogene, da dær også vokal foran enkelt udlydende konsonant forlænges. Vi erfarer også i § 10, at en del norske (og svenske) mål undgik denne lov, og dette er efter min mening delvis også tilfældet med dansk. Í overensstemmelse med Kock og Boberg mener jeg at have påvist, at dansk virkelig har bevaret kort vokal foran kort konsonant i en mængde tilfælde 1). Jeg mener stadig, i modsætning til forff. at Boberg i det væsentlige har ret, og dette medfører nødvendigvis en anden opfattelse af det i § 6 ff. fræmsatte. Heller ikke opfattelsen af den lange vokal i fortidsformerne (s. 19 og 21) kan jeg anerkende, da en tilslutning til flertal vilde have givet å, ikke a). Ligeledes tror jeg, at de danske diftonger er af betydelig alder, men også dærom må jeg henvise til nævnte afhandling. Ordet huske (s. 51, 229) opfatter jeg ikke som en metatetisk form for hugse, men som en anden afledning: *hugske, som uagtet sin forholdsvis sjældne forekomst (enkelte jyske mål og hallandsk) har fortrængt det almindelige hugse (jyske mål, fynsk, sæll., vist også skånsk), ligesom dette i andre egne af Jylland er fortrængt af et huge. Dermed falder vel også den stærkeste analogi for sleske <*slēkse (s. 229) og smiske <*smēkse (s. 161); også her står vi vel over for en anden afledning (sml. no. renske ved siden af rense, æ. da. pønske for pønse (fr. penser), o. l.). Den lange vokal i ærlig, årlig, varlig, farlig (s. 55) er vel at forklare efter s. 60 mom. 5, hvor jeg dog ikke er enig i at sætte forlængelsen så langt op i tiden (de danske mål, som kender ordet årle, har ikke å mena i det). Dærimod er forlængelsen af ǎ foran rat sikkert ældre end 14 årh. i dansk; varde er vel nt. warde og går altså bort som undtagelse fra lydloven. Bynavnet Varde høres slet ikke hid, så det er med rette, at forff. har udeladt det. Ang. "forlængelse" foran ld og ll kan jeg henvise til Ark. XV s. 58 flg. og Kort over de danske folkemål s. 22 flg., hvor også påstanden om oldjysk o foran ld er modbevist. Ordet alder har ikke a foran ld men foran ldr, ligeså vel som aldrig, og dette vilde den formodede grundform til bold (*balder s. 59) også have, så at vi ikke ud fra den kan forklare å uden for jysk. Jeg foretrækker med Tamm (Etym. ordbok s. 77) at opfatte ordet som lån fra nt. Til s. 60 mom. 6 sml. Kort over de danske folkemål s. 17 f. Forenkling af geminater (s. 62) er i dansk gennemgående i rigssproget, medens nogle dialekter har bevaret lang kons.; altså bliver forklaringen af den lange selvlyd utilstrækkelig, ti så måtte man også vænte den andensteds. Forklaringen er vist den, at de lange stemte geminater bb, gg (sjælden dd) og udlydende rr som alle geminater forenkles, men derhos tillige afstemmes. Dette er netop det fælles for alle disse forbindelser, og forlængelsen af 1) Ark. XV s. 42 ff., udkommet efter D.-n. lydhist. vokalen er vist en art erstatning for tabet af stemme i konsonanten. En bestyrkelse i denne opfattelse ser jeg i den omstændighed, at i de nörrejyske mål, hvor bb og gg bevarer stemmetone (i form af b el. v og 3) er vokalen kun forlænget foran rrrh1), medens omvendt mål med overgang dd>d (ustemt) har tvelydning (sønderjysk og fynsk: pajde, klåjt) eller forlængelse (sæll. pāde, klad) af foreg. selvlyd i modsætning til rigsspr. Men herved bliver denne forlængelse afgjort skilt fra åte, sjate, der må være af en helt anden art. Her har vi bevaret lang selvlyd foran geminat, som i så mange danske mål, hvor geminaten står i stavelseskel; jfr. Filol. samf. oversigt 1890--91 s. 214. Forklaringen af sanddru s. 75 tror jeg er urigtig; ordet udgår efter min mening fra (ikke ono. driúgr el. *drúgr men) oldda. dryghær og skyldes sællandsk dialekt. Selv om ædru er et andet ord, må grundformen her dog også være dryghær; sammenlignes kan endnu ublu af blyghær, ru muligvis af on. hriúfr, gru, gruelig svarende til jysk gryw, ældre jy. grywelig (Thomas a Kempis). At jy. stjön (s. 109-110), som for øvrigt er indskrænket til et meget lille dialektområde, kan skyldes gammel u-omlyd, er sandt, men det kunde dog også være u-brydning; jeg er ikke helt overbevist om rigtigheden af den s. 122 mom. 2 fræmsåtte forklaring af disse forhold. Dærimod kan lø og sø, som er langt mere udbredte og kendes allerede fra Fl. bylov, efter min mening ikke forklares ud fra logđo, sogđo, da foran en guttural, så vidt vi kan dömme, måtte give o, ikke ø. Desværre kan jeg ikke mod den af Lyngby, Thorsen og forff. fræmstillede forklaring opstille nogen mere rimelig. Da. hoved skal i gl. da. "egentlig" hedde havuth, men den faktiske form er houæth, som skal stamme fra dat. hofthæ (s. 112 -13). Det er muligt, men som bekendt findes ved siden af on. hofudt også haufodt, og denne form er gennemgående i de andre germanske sprog. Trods oldgotl. hafup (Noreen Aschw. gr. §. 68, 74) er jeg endnu ikke overbevist om, at vi her har med u-omlyd at göre. = Om da. rask er on. roskr (s. 115) kan være en del tvivlsomt. Ordet findes mig bekendt ikke i den ældste danske litteratur, så den mulighed står åben, at det kan være lån fra nedertysk. Kluge sætter (Etym. wb.) ty. rasch i forb. m. nord. hraðr og eng. rash. Bægge dele kan ikke være rigtige, og muligvis er bægge urigtige. Eng. rash er nok lån fra norsk roskr (sål. Skeat), og oplyser altså intet. Hradr på den anden side kan ikke være beslægtet i lige linje med roskr. Betydningen af rask er jo også forskellig fra roskr, men stemmer med betydn. i tysk. Ono. roskr betyder mandvoksen, dygtig (Fr.) og kan ikke skilles fra Roskua 1) Da rr på jysk også bliver udlydende i værre, större, følger disse ord samme regel som tör osv. Sml. til hele spørgsmålet også Dania III s. 107 (pade: pade) og Jespersen: Fonetik s. 344, 474, 515. fem. og partc. roskinn, som bægge har opr. wr. (SnE. I, 254: Vreidr stód Vrosko bróđer, vá gagn fader Magna, got. wrisqan). Tabet af w i dansk er således uforklaret, og da hværken lyd eller betydning passer med on., men bægge dele med ty., må det danske ord vist være lån fra nt. Formen bøth s. 120 ligner så lidt oldjysk, at jeg formoder, den beror på misforståelse af Lunds glossar s. 15 1. 4; den nævnes ikke af Lyngby i Udso. böjn., og Varming har heller ikke kendt den. Men overgangen oth >øth findes i adskillige nyjyske mål, så former som brøthen behøver ikke at være analogidannelser (man finder løen lothan, tø af oldjy. totha). S. 121 mener forff., at nyjy. syon forudsætter *sion, men næppe med rette; ved siden af syøn findes også sywn, som bestemt peger tilbage til siūn, den i oldjysk faktisk forekommende form. Jeg skal i sammenhæng omtale nogle bemærkninger, som findes s. 124, 129, 146 og 161, da jeg tror, at dette vil være mest oplysende. S. 129 meddeles det, at når u-brydning på grund af den foregående konsonants art, ikke kan indtræde, erstattes den af u-omlyd. Dette er vist rigtigt, herpå peger også da.-sv. trygger ved siden af biug, niugger osv. Men der er da grund til at undersøge, om ikke også hindret a-brydning giver a-omlyd. Men herom erfarer vi intet s. 124, ja forff. afskærer endda en mulighed for at undersøge dette ved s. 146 at meddele, at on. e alt ved 900 blev e1) (jfr. s. 161: som ethvært andet ě). Hvorledes de norske forff. har kunnet skrive dette, er mig ufatteligt. I isl. håndskrifter er ganske vist alt ved år 1200 de to lyd faldne sammen m. hens. t. betegnelse, men (Noreen: An. u. aisl. gr.2 § 81 og 85) dette er ikke tilfældet med norsk. I norske håndskrifter skelnes i den ældste tid endnu ofte mellem æ og e, om end e for æ og æ for e findes. Fordelingen er følgende: ono. e svarer 1. til opr. e, undtagen i visse senere angivne tilfælde, 2. til opr. e foran lang dental og guttural nasal. Ono. æ svarer 1. til opr. a undt. det foran nævnte tilfælde, 2. til forkortet ai (Torp og Falk s. 161), og 3. til ældre e i 2) a) enkelte ord med opr. i foran nasal (kvænna, kvænkyn, rænr, prænnar; vætr, drækr); b) i enkelte ind. sing. (fælr, bærr), hvor andre nord. sprog har brydning i inf.; c) i en række tilfælde, hvor brydning var væntet, men ikke har kunnet indtræde på grund af foreg. v eller supradental: svæfn, værk, værđa, værðr, væl, vægr, væsall, væstr, (væra sj.), klærkr, rægn, hværfa, (rækr men reka vel snarest til b). Denne sidste række rummer væsentlig de samme ord, som dialektisk kan findes med a for væntet e (Torp og Falk s. 147), og den stærkt åbne vokal synes lettest forståelig, om man antager, at ligesom en vokal, der hindres i at få u-brydning, får u-omlyd 1) Det beror vel på en skrivefejl, at i-omlyden af a synes at være blevet senere end opr. e. 2) Eksemplerne fra Wadstein: Fno. hom. ljudl. s. 55 flg., kap. 2 passim, og Noreen 1. c.; sml. nu også Hægstad: Gamalt Trøndermaal § 93. |