Imágenes de páginas
PDF
EPUB

ason,

Efterladte skrifter I, s. 115 og om forvekslingen af ey og ý samme forf., Frumpartar s. 195----196. Hvis nogen rettelse skal foretages, bör man efter min mening indsætte fúrs.

Jeg opstiller i 1. halvvers følgende ordforbindelse:

Heyre pegn konungs á mina forsa fallhadds stalla-fýrs vinar. Hygge pinn lýðr til þagnar.

Kendingen stalla-fyrs vinr, 'alter-ildens (s: offer-ildens) ven' kan i sig selv betegne en hvilken som helst af guderne, men at det er Odin, der menes, viser det tilföjede epitet fallhaddr, 'ham med det nedfaldende, lange hår'.

Họfođlausn v. 1. (FJ. udg. s. 350 og 406, jfr. 410).

Ordet vestr i 1. verslinje sammenlignet med udtalelsen frétt 's austr of mar Eireks of far i Họfođl. v. 14 viser, at skjalden kom til England ikke fra Island, således som sagaen beretter, men over Norge. Jfr. herom min afhandling "Kvæđi Egils Skallagrímssonar gegn Egils sögu' i det islandske tidsskrift Andvari 1897.

Når FJ. mener at of i forbindelsen svá 's mítt of far er ekspletivt, tror jeg ikke han har ret. Dette udtryk kan ikke adskilles fra udtrykket pá skrifaða ek þessa of et sama far i prologen til Ares Íslendingabók, og der kan man ikke

i være i nogen

tvivl om, at of fungerer som præposition. Ligeledes kan sammenlignes Hárbarđsljóđ v. 46: Svá dæmi ek um slíkt far, hvor um (=of) må være præposition, og fremfor alt Eireks of far i Họfoớl. v. 14, som ikke kan adskilles fra det umiddelbart foregående frétt 's austr of mar, således som jeg senere vil vise. Også på dette sidste sted er of åbenbart præposition. Om tolkningen af far i disse forbindelser se min afhandling 'Om Ares Islændingebog' i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1885 s. 357. På stedet i Íslbk. og i Hárbarđsljóđ synes det at betyde 'æmne', 'genstand'. På de to steder i Họfodlausn nærmer det sig derimod mere til den oprindelige betydning 'færd', 'forhold', 'forehavende' ). Svá 's mítt of far synes at betyde: 'således står det til med min færd, mit forehavende', og frétt 's austr of mar Eireks of far: 'man har i Norge hørt om Eriks færd, (hans bedrifter):

Họfođlausn v. 7. (FJ. udg. s. 352 og 407, jfr. 352).

Jeg kan slutte mig til Konr. Gíslasons fortræffelige rettelser exto og funder i v. 5-6, hvorved man får normalt stavelserim, derimod ikke til jofors of for håndskrifternes "við jofurs. Jeg tror nemlig ikke man uden nødvendighed bör ved konjektur indføre det ekspletive of foran substantiver, hvor det er yderst sjældent ?). Det oprindelige er vistnok:

exto under

jgfra funder. Et møde forudsætter mindst to personer som mødes, og da Eriks modstander sikkert har været en fyrstelig person, synes meningen her at forlange jofra, gen. plur. Det bliver da ikke nødvendigt at tilföje of for versemålets skyld.

Hofotlausn v. 10. (FJ. udg. s. 353 og 408, jfr. 411).

Jeg kan i det hele slutte mig til FJ:s forklaring. Kun forekommer det mig, at den sidste sætning (versl. 7-8):

trađ nipt Nara
náttverà ara

*) FJ, har oversættelsen 'måde at handle på' (jfr. Fritzner: "måde, hvorpå det går til eller har sig med en ting eller person"), hvilket i det væsentlige stemmer med min forklaring.

*) På de steder, hvor det ekspletive of foran et substantiv synes at være oprindeligt, står det dog sædvanlig (som det vilde stå her) efter en genitiv, som styres af det følgende substantiv (Arinbjkv. 25: grepps of adi; Sig. kv. skamma (Bugge) 231: hans of dólgr o. fl. st.). En alsidig kritisk behandling af det ekspletive of vilde være i höj grad fortjenstfald.

vilde vinde i kraft og tillige lyde mere naturlig, hvis man opfatter ara som dativ. FJ. betragter det som genitiv, opfatter náttverdr ara som kending for 'lig' og oversætter: "Døden [bedre: Hel, dødsgudinden] betrådte ligene, o: døden påkom mændene, så at disse blev til lig". Han synes altså at tage akkusativen náttverò i proleptisk betydning, og dette er sikkert det eneste rigtige. Men så er det mere naturligt at opfatte ara som dativ. Fuldstændig af samme art er ordforbindelsen troða sér gadd, 'ved trampning at frembringe en fast sneflade til bedste for sig selv’ ‘), som forekommer på to steder i Hákonar saga Hák. ?). På samme måde betyder vor sætning: 'Dødsgudinden lavede ved trampning nadver til örnen', eller mere klart udtrykt: 'ved at træde på de kæmpende omformede Hel dem til nadver for örnen'.

Họfođlausn v. 14. (FJ. udg. s. 354 og 409, jfr. 412).

Jeg har allerede (i bemærkningen til v. 1) fremhævet, at jeg ikke tror, at of i 8. verslinje er ekspletivt, eller at 5. og 8. verslinje (próask hér sem hvar -- Eireks of far) hører

) sammen til en sætning med far som subjekt. Den 8. verslinje er et nødvendigt supplement til tanken i 7. verslinje (frétt es austr of mar), som bliver meningsløs, hvis det ikke fremhæves, hvad det er, som man har hørt tale om i Norge. At underforstå far fra det følgende som subjekt til frétt es, synes ikke at være tilstedeligt. Derimod underforstås subjektet til próask, ɔ: hann, Eirekr, kongen, let fra det foregående. På samme måde underforstås subjektet til verpr i Họfođi. v. 185 let fra det foregående (folkhagi) eller fra den indskudte sætning (joforr). At próask kan have et personligt

i

1) Eller klare udtrykt: 'ved at træde på den løse sne at omforme denne til en fast sneflade til bedste for sig selv (o: for at kunne stå fast)'.

2) Fms. IX s. 364 og 490. Konunga sögur ved Unger s. 308 og 371. Ungers udg. udelader den herhen hørende sætning på det første sted. Jfr. også: Aud molom Frođa Sn. E. I 380.

subjekt i betydningen 'vokse i magt og anseelse', 'trives', 'blomstre', ses af Ynglingatal Hkr. (FJ.) Har. hárf. k. 49 (I, s. 84 og IV, 8. 26), hvor verbet bruges om Ynglingeslægten.

Họfodlausn v. 16. (FJ. udg. s. 355 og 409, jfr. 412).

Jeg tror ikke skapleikr kan betyde det samme som skap, 'sindelag' (FJ.), 'ingenium' (Sub. Eg., Lex. poët.). De fortolkere, som holder på denne forklaring, synes at opfatte -leikr i dette ord som en betydningsløs afledningsendelse af samme art som i hvatleikr, kærleikr, sannleikr, sætleikr osv. Men denne afledningsendelse plejer kun at knyttes til adjektiver. I sammensætninger med substantiver har -leikr vistnok altid sin sædvanlige betydning 'leg', 'morskab', 'sport', 'tidsfordriv' eller lignende (jfr. eggleikr, hjorleikr, isarnleikr og mange flere).

Man finder i det gamle sprog flere sammensatte ord med skap- som første led, hvor skap- betyder noget sædvanemæssigt eller retmæssigt, f. eks. skaparfi, skaparfr, skaparfuni, skaperfingi, 'retmæssig eller lovlig arving', skapping, 'et ordinært ting', skapbætandi, 'retmæssig udreder af bøder', skappiggjandi, 'retmæssig modtager (af bøder)', skapdróttinn, Pretmæssig, lovlig herre' o. fl.

. Som første betydning i ordet skap, n., sætter Fritzner? vistnok med rette "skikkelse, form, beskaffenhed, måde"; af denne betydning synes så bemærkelsen 'retsform', 'retssædvane', 'sædvane', som ligger til grund for de anførte sammensætninger, at have udviklet sig.

Jeg tror skap- i skapleikr bör forstås på en lignende måde. Tanken i de første tre verslinjer:

Enn monk vilja fyr verom skilja

skapleik skata, er formodentlig: 'Endnu (endvidere) har jeg lyst til at beskrive kongens sædvanlige (eller regelmæssige) sport (el. tidsfordriv) for mændene'. Dette forsæt udfører digteren så i det følgende, når han siger, at kongen aldrig lader kampen hvile (v. 165-8) og uddeler guld til sine mænd (v. 17); det er disse to virksomheder, som skjalden betegner som kongens ’regelmæssige sport eller tidsfordriv'; om en direkte skildring af kongens "sindelag” er der derimod ikke tale i det følgende, skönt det må indrömmes, at kongens stadige beskæftigelse med kampen og guld-uddelingen indirekte giver et bidrag til hans karakteristik.

Họfodlausn v. 17. (FJ. udg. s. 346, 355 og 409, jfr. 412. Sn. E. I s. 392).

I 5. versl. er formen fjol sikret ved stavelserimet og overleveret i Egils sagas håndskrifter. FJ. har derfor med rette foretrukket denne form for fjold, som findes i Sn. E.håndskrifterne.

Dette fjol har Svb. Egilsson opfattet som et substantiv af hunkönnet (se Lex. poët.) af samme betydning som fjold, og dertil synes FJ. også at have sluttet sig, idet han på de to andre steder, hvor ordet forekommer hos Egil i vers, som FJ. anser for ægte, har indsat formen fjol i stedet for fjold mod håndskrifternes avtoritet (Arinbjarnarkv. 135 og 186), og ved rettelsen margre på det første sted vist, at han anser ordet for at være et femininum.

Efter min mening har et hunkönsord fjol af betydningen ’mængde' aldrig eksisteret i islandsk. Formen fjol i Họfođi. bör sikkert opfattes som et adjektiv i intetkön = got., oldsax. og oldhöjt. filu, ags. fela (feala), oldfris. fel. I det senere isl. sprog er dette fjol kun bevaret i sammensætninger. Egentlig er det en nominalt flekteret form (sml. Noreen, Geschichte der nordischen sprachen, i Grundriss der germ. philol. (1. ausg.) I, § 185, 1, jfr. samme forf., Altisl. und altnorw.

« AnteriorContinuar »