rigtig hverken til det billede, der ligger i loptvétt, eller til det, der ligger i ljóðpundari. Jeg har tænkt på ríðr, som kan betyde 'balancerer henover' (passende til vétt og pundari) og også bruges om hekse- eller mareridt. I grafisk henseende ligger ríðr omtrent ligeså nær som treðr.

Sonatorrek v. 10. (FJ. udg. s. 364 og 422, jfr. 426). Det er i höj grad påfaldende, at den ubetonede præposition af i 8. verslinje er bærer af en rimstav. Det samme er tilfældet med præpositionen við i Sonatorr. v. 20. På bægge steder beror denne anomali sikkert på forvanskning. Hvis man skriver laukr i stedet for skjoldr i 7. verslinje får man regelmæssigt bogstavrim. Det sidste halvvers lyder da således:

síðans minn
á munvega

áttar laukr
af life hvarf.

Betegnelsen ættarlaukur for en mand, som gör sin slægt ære, er almindelig i nyere islandsk og sikkert meget gammel. Derpå tyder følgende sted i Flóam. saga k. 24 s. 146: "Enn dreymời mik, at ek væra heima í Traðarholti; ek sá á kné mínu enu hægra, þar vóru vaxnir fimm hjálmlaukar saman ok kvísluðusk par af margir laukar, ok ofarliga yfir höfuð mér bar einn laukinn, en svá var hann fagr sem hann hefði gullslit. porleifr svarar... par muntu eiga fimm börn... En hinn fagri laukrinn mun merkja pat, at einhverr maðr mun frá þér koma, sá er ágætr mun verða ok pat gekk eptir síðan, því frá þorgilsi er kominn porlákr biskup enn helgi.

Sonatorrek v. 12. (FJ. udg. s. 365 og 422, jfr. 427). Alle håndskrifter synes at tale for følgende også af FJ. opstillede tekst:

E lét flest

pats fader mælte,
pót oll þjóð
annat segde.

I det mindste finder man ikke nogen varianter til 1. verslinje i FJ:s udgave. De ældre udgaver har her enstemmig á for a (Hrappsøudg.: alet), men denne læsemåde (á) synes ikke at have støtte i håndskrifterne. Rektor Jón Þorkelsson, som går ud fra læsemåden á, har ment at burde rette lét til leit og forklaret á leit flest som ensbetydende med "fjelst á, sampykti flest" (d. v. s. 'gik ind på eller bifaldt det meste' &c.) 1). En nöjagtigere oversættelse vilde dog være: 'tog hensyn til'. Men dels indeholder verslinjen, således forstået, kun en betinget ros om sönnen, da den forudsætter, at det undertiden hændte sig, at han ikke tog hensyn til sin faders ord, dels må man gå ud fra den overleverede tekst, hvis den kan forklares på en naturlig måde. Svb. Egilsson, som også skriver á, går med urette ud fra, at á kan betyde det samme som æ, og optager efter den Arna-Magnæanske udg. s. 624 følgende forklaring: "semper consensit plurimis, quae pater dixit, i. e. lét á flest, pats faðir mælti, (vera svá)" "). Til denne tolkning synes FJ. at have sluttet sig, idet han dog skriver ikke á, men æ. Han oversætter lét ved 'indrömmede og gjorde', jfr. 'consensit' hos Svb. Egilsson. Men láta synes aldrig at forekomme i betydningen 'consentire' eller 'indrömme og göre'. Og desuden træffes denne tolkning af den samme indvending, som ovenfor er gjort gældende mod Jón Þorkelsson; det er ikke nogen ros om sönnen at sige, at han i de "fleste" tilfælde rettede sig efter sin faders ord eller befalinger.

Fortolkerne har hidtil været enige i at opfatte flest som objekt til lét. Kun Guðbrandur Vigfússon retter flest til

1) Egils saga Reykjavík 1856 s. 262.

2) Lex. poët. under á og láta 5 ß, jfr. Reykjavík-udg. af Egils saga s. 262.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

10

fast, idet han henviser til Hávamál (Bugge) v. 130 (fogro skaltu heita ok láta fast vera) 1). Han synes altså at have opfattet relativsætningen pats fader mælte som objekt og "fast" som prædikatsord. Til denne opfattelse af ordforbindelsen kan jeg slutte mig, derimod ikke til rettelsen "fast". Af det fra Hávamál anførte sted fremgår, at udtrykket láta (eht.) vera fast bruges om løfter i betydningen 'at lade (noget) stå ubrødelig ved magt'. Men da der på vort sted ikke er tale om noget løfte, synes fast ikke at passe. Man bör derfor sikkert holde sig til den overleverede læsemåde: flest.

Talemåden láta eht. flest betyder uden tvivl det samme som det latinske 'plurimi facere'. Ordet láta er undertiden omtrent ensbetydende med metu, således i forbindelsen vel látinn (jfr. Oxf.-ordbogen under láta B 4). Beslægtet er betydningen 'erklære (noget) for (at være noget)', se Fritzner2 under láta 9 (II s. 423 a**) 2). Af de hos Fritzner anførte eksempler fremhæves særlig Heilag. I 49919: Allt lætr þú petta litit, hvor betydningen af láta (l. lítit = 'parvi pendere') og konstruktionen er fuldstændig den samme som på vort sted. Med hensyn til brugen af flest kan henvises til Fms. I 14116: fanst mér þá þegar ok æ síðan fleira til hans en annarra ungra manna, samt over hovedet til talemåderne finnask mart (mikit, fátt) um og láta sér mart (mikit, fátt) um finnask 3).

Egill udtaler her altså om sin sön: "Han satte altid sin faders ord höjest, selv om alle mennesker var af en modsat mening". Det er den samme tanke, som Sophokles lader Kreon udtale i Antigone v. 639 til sönnen Haimon:

οὕτω γὰρ, ὦ παῖ, χρὴ διὰ στέρνων ἔχειν

γνώμης πατρώας πάντ ̓ ὄπισθεν ἑστάναι.

1) Corpus poët. Boreale I s. 551,

2) Jfr. Friðþjófs saga, Larssons udg. k. 12, 16, hvor Ingibjörg siger til sin mand: þar er nú komit, at vér munum þik aztan láta.

3) Jfr. Fritzner2 I s. 416 a33.

Sonatorrek v. 20. (FJ. udg. s. 366 og 425, jfr. 427).

Jeg har ovenfor (til Sonat. v. 10) fremhævet den rimfejl, som findes i 7.-8. verslinje, idet den ubetonede præposition við optræder som bærer af en rimstav. Dertil kommer at námæli, som skulde bære rimstaven, er et åлa§ λeyóμevov. Det skal betyde 'nærgående omtale' (jfr. nyisl. ganga nærri ehm., nærgöngull, 'nærgående'). Men man venter her et noget stærkere udtryk. Det er en tvivlsom ros om en mand at sige, at han aldrig 'kom nogen nær' i sin tale.

Jeg tror, der bör skrives vámæli. Vel er også dette ord et ἅπαξ λεγόμενον, men det stottes ved analogierne lastmæli, illmæli og ved det beslægtede verbum vá, 'at lægge en noget til last' (ókynnis pess vár pik engi maðr, at þú gangir snimma at sofa Hávam. 19) 1). Det synes at være noget stærkere end námæli (hvis dette ord har eksisteret), men derimod lidt svagere end illmæli og passer udmærket i denne sammenhæng. Det svarer i betydning omtrent til det danske ord 'dadlesyge'. Tanken i varnaði við vámæli er vistnok ikke, som FJ. oversætter (s. 427), 'gav ingen anledning til dårlig omtale', men 'vogtede sig for dadlende udtalelser (om andre)'.

Hvis man skriver vámæli, bliver rimstavenes stilling normal. Rettelsen ligger også grafisk snublende nær, da u og n ofte ikke er til at skille ad i håndskrifterne.

1) Jfr. Hkr. Har. hårf. (FJ.) k. 34 (I s. 150): þat 's vá lítil, at vér sidim og flere lignende steder (Lokas. 33. Sturl. Oxf. I s. 18), hvor substantivet vá, f., synes at kunne betyde 'dadel'.

Reykjavik d. 10. febr. 1902.

Björn M. Ólsen.

Om Fornjótr.

Namnet Fornjótr har varit föremål för ett stort antal förklaringsförsök. Det torde inom den germanska mytologien endast vara namnet å den trots allt synnerligen mystiske Hónir, som i detta afseende gör det äran stridig.

Det afdelas af Grimm 1) och Rask 2) forn-jótr. Detta tolkas af den senare som 'för-juten', en af urinvånarna före jutarnas tid. Denna härledning framställes äfven eventuellt af N. M. Petersen 3), och till densamma synes Mogk *) vara böjd att sluta sig af den grund, att mytens hemland enligt hans uppfattning ligger på jutskt område (jfr dock häremot Kock IF 10: 105). Vissa af de forskare, som likaledes afdela forn-jótr, hysa emellertid 3) eller tyckas att döma af deras öfversättning 'gammal jätte' meningen, att den senare sammansättningsleden kunde vara besläktad med jotunn 'jätte' ).

hysa den orimliga

En annan uppfattning företrädes af Uhland '), Keyser 3), Falk ), hvilka läsa For-njótr och öfversätta 'vorbesitzer', 'der vormalige inhaber des landes' o. d. 10)

en åsikt, som

dock i realiteten icke mycket skiljer sig från den förra.

1) Deutsche Mythologie3 1: 220.

2) Samlede afhandl. 1: 78. Tydningen framställes dock med tvekan.

3) Nordisk mythologi s. 78.

') Pauls Grundr.2 3: 298.

5) Så Thorlacius, Grimm anf. st.

") Jfr Lüning Die Edda s. 39, E. H. Meyer Germanische Mythologie

ss. 142, 147.

7) Schriften 6: 22.

8) Saml. afhandl. s. 46.

9) PBB 14: 9.

10) Bildadt som t. ex. formađr; jfr Odens binamn Njótr.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV