Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Betydning af or. Forvanskningen i Cod. reg. bestaar altsaa væsentlig kun i en feilagtig Deling og Forbindelse af Ordene, som skulde deles: a born oscior afceip.

For Skrivemaaden born jfr akarn Fototyp. Udg. S. 43 L. 30. I Scior, d. e. skjorr er skrevet enkelt Konsonant istedenfor dobbelt Konsonant, som ofte; saaledes er f. Eks. andet Led af Granmarr skrevet (i Fototyp. Udg. S. 48 L. 24) mar. En feilagtig Deling og Forbindelse af Ordene forekommer oftere i Cod. reg. F. Eks. iorp (Fot. Udg. S. 73

i L. 16) for vor Þ(d. e. pat); ero iva- 1 rupom (S. 71 L. 13 -14) for ervivavrpo. Jeg forstaar Ordene:

átter føđor bitran,

á born óskjorr á skeið saaledes: 'du havde en skarp (tysk: einen schneidigen) Fader; han har efterladt sig Börn, som ikke er rædde for at löbe frem'.

Som Subjekt for å tager jeg fra det foregaaende faðer (binn). At Subjektet her ikke er udtrykt ved et eget Ord, stemmer overens med regelret Sprogbrug i de gamle Digte. Men havde Afskriveren forstaaet Stedet, vilde han vist have tilföiet hann. At dette mangler her, hvor Originalens Træk mekanisk er gjengivne, fortjener Opmærksomhed.

Der staar i Præsens á born 'han har Börn', fordi Börnene endnu lever. Meningen er: han har efterladt sig Börn. Paa lignende Maade bruges i forskjellige Sprog Præsens om den forbigangne Handling som endnu varende eller som fortsat Resultat. Vi kan saaledes endnu sige: 'De gamle Nordboer har mange Efterkommere i Irland'. I Corp. Inscr. Lat. I 1007 heder det:

Gnatos duos creavit, horunc alterum

in terra linquit, alium sub terra locat ). I óskjorr danner ikke ó-, men andet Sammensætningsleds Begyndelses-Konsonant Allitteration. Et ensartet Eksempel paa dette har vi i samme Digt ved óhvotom Fáfn. 31; saaledes ogsaa ved óleiðastan lifa Skírn. 19 L. 6; ved ógott Lok. 31 L. 3. For Brugen af skjarr jfr. skjarrastr við skot Lok. 13 L. 6.

1) Jfr Madvig Græsk Ordföiningslære, 1847, S. 107 om oixouai 'er gaaet bort, er borte', vikõ 'har seiret', 'er Seierherre', og lign.

2

3

Ligesom det i Fáfn. heder óskjorr á skeið, saa bruges á med Akkus. ofte ellers for at angive det Forhold eller den Gjenstand, hvorved (med Hensyn til hvilken) en Egenskab viser sig. F. Eks. fimr á boga, hagr á járn, mikilt á iprótt; æstr á imo H. Hund. I 53 'hidsig paa Kamp'.

Ved Flertalsformen born er her, som oftere, det generelle sat for det specielle, thi her tænkes særlig paa Sigurd, skjönt Udsagnet ogsaa kunde omfatte Sinfjotle. Jfr. Flertal kváner Sig. en skamma 14 L. 6. Udtrykket óskjorr á skeið 'som uden at ræddes löber frem til Angreb' passer fortræffelig om Sigurd. Thi Faavner havde 'ægeshjálm, er ell kvikvendi hræddosk vid'. Sigurd har derfor ved at angribe Faavner vist, at han ikke kan ræddes. Dette fremhæves oftere.

Guðrúnarkvida II 9 L. 5-8:

þitt skyle hjarta
hrafnar slita
viđt lond yfer

'en pv vitir manna'. Istedenfor den sidste Linje, som synes forvansket, foreslaar jeg:

est verstr manna. Jeg formoder, at en pv er forvansket af ertpv. verstr har vel været skrevet vistr.

Atlakvida 14.
Den Strofe, som begynder med

Land peir Atla, afsluttes med

bleikom skjoldom;

se min Udgave S. 430 b. Jeg skal her ikke undersöge denne Strofe, hvis forskjellige Linjer med Hensyn til Udtryk og Metrum tilhörer forskjellige Lag.

Den folgende Strofes rette Begyndelse har man hidtil ikke fundet.

Haandskriftet har: scioldo (d. e. scioldom) dafar darrapr en par dracc atli vín i valhavllo verpir sato úti.

Jeg foreslaar:

Með dafar darraðar en par drakk Atle vin í valhollo verder soto úte. Jeg formoder at 'm;' (d. e. met) er faldt ud efter scioldom. Udtrykket med dafar darraðar hörer til verder soto úte, og en par drakk Atle vín í valhollo danner en Parenthes.

Guðrúnarhvot 11.
Efter Haandskriftet:

Svara sara
sakap ec ne kunno
meirr pottuz
mer um stripa
er mic avplingar

Atla gafo. Man har erkjendt, at den förste Strofehalvdel her er bevaret i en ufuldstændig og meningslös Form. Jeg har i min Udgave (S. 437 b) paavist, at sakap ec er 'jeg saa ikke'. Fremdeles har jeg sammenlignet Sig. sk. 57: pa er mic sára svicna havfpot, som viser, at Svara sara er Adverbier. Endelig har Sijmons erkjendt, at man (hvad ogsaa jeg havde iagttaget) i den negtende Sætning savner en Komparativ, og at 3dje Person Flertal kunno i Forbindelse med denne kan være rigtig. Volsunga saga gjengiver Ordene saaledes: ok var mér pat inn mesti harmr.

Efter det foregaaende tror jeg, at det, som mangler, er faldt ud mellen sara og sakap.

Jeg formoder:

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOOI XIX, NI FÖLJD Xv.

2

Svára, sára
[...
svát sárara]

sákak kunno. Da har en Skriver sprunget over fra sára til sárara. Netop en saadan Lighed mellem to nærstaaende Ord er jo en ofte forekommende Anledning til, at Ord falder ud.

Partikelen svát indleder oftere en negtende Sætning, som indeholder en Komparativ. Jfr Oddrún 8:

svát ekki kva,

ord it fyrra. Med Komparativ er sákak forbundet ogsaa Þrymskv. 25:

sákak brúttir

bíta breiđara. Udfyldningen af anden Linje er ikke sikker, thi her er der flere Muligheder. Jeg har bl. a. tænkt paa: Sigurd of vélto eller of sviko systor. December 1901.

Sophus Bugge.

Die Béowulfsage.

Die Béowulfliteratur hat sich in den letzten Jahrzehnten ausserordentlich gehäuft. An theorien über die heimat, älteste form und entwicklung der sage gebricht es eben so wenig als an solchen über die geschichte des epos. Die literatur über die sage lässt sich teilen in erschöpfende erörterungen über die hauptfrage und einzeluntersuchungen gewisser teile der tradition. Jene schriften behandeln die fragen zum grossen teil nicht nur im zusammenhange mit, sondern in hohem grade in abhängigkeit von mythologischen deutungen, welche auf etymologieen und ferner auf eine in den meisten fällen sehr einseitige auffassung entweder der im epos mitgeteilten abenteuer des helden oder einzelner skandinavischer quellen sich stützen; eine tiefer als die oberfläche gehende untersuchung des gegenseitigen verhältnisses der quellen aber ist von dieser Seite nicht gemacht worden. Die monographischen arbeiten ihrerseits haben neue quellen erschlossen, mitunter auch einzelne teile der überlieferung miteinander verglichen; hier fehlt aber die beleuchtung des vollständigen sagenmaterials aus einem gesichtspunkte. Der zweck der vorliegenden abhandlung ist 1:0 die am meisten autorisierten mythologischen deutungen der sage kritisch zu mustern, 2:0 durch eine systematische untersuchung des vorhandenen materials zu einer richtigen auffassung der geschichte der überlieferung, und erst aufgrund derselben auf eine etwaige mythische grundlage zurückgreifend, zu einer erklärung der tradition in ihren wechselnden formen zu gelangen.

1. Mythische reconstructionen.

1. Etymologieen. Im gleichen grade für die erklärung des mythus wie für die heimatfrage bedeutsam ist die etymologie einiger personen

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

« AnteriorContinuar »