for at opgjöre sig sin egen fuldt begrundede Opfatning af dets forskjellige Sider, og navnlig var det da den omfangsrige norröne Literatur, som han i denne Hensigt underkastede et indgaaende Kildestudium. Paa denne Maade fremkom hans udförlige og særdeles lærde Literaturoversigt, udgiven 1867 under Titelen "Ueber die Ausdrücke altnordische, altnorwegische und isländische Sprache". Maurer söger her paa den ene Side at skifte Ret mellem Islændere og Nordmænd i Henseende til deres Andele i Fællessprogets Bogavl og paa den anden Side at fremholde Svenskernes og Danskernes Udelagtighed i samme. Som Betegnelse for det norskislandske Literatursprog fastholder han imidlertid "oldnordisk", uagtet han derved bliver nödt til at give dette Ord et væsentlig snævrere Begrebsindhold, end det Svenskerne og Danskerne lagde deri. Med Hensyn til Arbeidets Enkeltheder tör det nu være den almindelige Anskuelse, at Maurer i nogen Grad havde undervurderet Vanskelighederne ved i München at danne sig kritisk sikre Opfattelser af Sagahaandskrifternes Alder og indbyrdes Laaneforhold, idet han ved de fleste arkivaliske Data maatte stole paa Andenhaands Meddelelser. Ikke desto mindre vil de 72 tildels meget udförlige monografiske Excurser, som ledsager Hovedoversigten, altid anerkjendes som et Hovedoplagsted for Oplysninger om de norröne Literaturforhold. Ogsaa som Udgiver af enkelte islandske Skrifter har Maurer deltaget i Arbeidet. Om muligt endnu mere imponerende som Vidnesbyrd om det indtrængende Alvor, hvormed Maurer skred til at indforlive sig i det gamle Nordens Aand og Væsen, virker paa Bedömmeren bans i 1855-56 udgivne 2 Bind om "Die Bekehrung des Norwegischen Stammes zum Christenthume, in ihrem geschichtlichen Verlaufe quellenmäszig geschildert." Förste Del af dette meget selvstændige historiske Værk bringer med de vigtige Anhang i 2:det Bind den lange Kjæde af ydre Begivenheder og Optrin, hvorigjennem Kristendommen i Norge og paa Island tilsidst blev den seirende Aandsmagt. Allerede her möder man en af den samtidige norske historiske Skole fuldt uafhængig Opfattelse af saavel kausale som kronologiske Punkter, og overhovedet burde disse Maurers Bevisförelser vistnok mere end hidtil skeet anvendes til kritisk at modstilles Munchs og Keysers. Det er f. Ex. i en Excurs i Anhanget, at Maurer stik imod, hvad dengang enstemmig lærtes i Norge, paaviser, at Stiklestadslaget maa have fundet Sted paa Olafsdagen, den 29:de Juli, og at Sagaberetningen, som lader Solformörkelsen den 31:te August indtræde under Slaget, paa sagnmæssig Maade forbinder to Begivenheder, som intet havde med hinanden at gjöre. Men navnlig er det dog i Værkets 2:den Del, der omhandler den indre, personlige Omvendelse hos Nordmændene og deres Udflytterfolk, at dets Hovedfortjenstlighed er at söge. Saavidt jeg kan se, er denne Maurers Fremstilling af de mangehaande aande lige, individuelle og folkepsychologiske Foreteelser ved en Nations Overgang fra Hedendom til Kristentro enestaaende i Verdensliteraturen. Ud fra Eddadigte, Skaldekvad, Retsböger og Sagafortællinger föier Forfatteren i Tusindvis Træk ved Træk og bringer saaledes istand en analytisk Skildring af et primitivt Samfund i sjælelig Brydning, som neppe kan tænkes skarpere tegnet. Baade for Religionshistorien og for Religionsfilosofien synes den 2:den Del af Maurer's "Bekehrung" at maatte være en Guldgrube af værdifulde lagttagelser. Desto besynderligere er det, at navnlig Religionsfilosofien hidtil har ladet Værket omtrent ubrugt. Den antike, oldgermaniske Aand, som Konrad Maurer mente bedst at kunne opdage og studere i det gamle Nordens historiske, retslige og literære Efterladenskaber, önskede han ogsaa i nogen Grad at kunne gjenfinde og hylde i det nye Norden. Han fulgte derfor ogsaa sin egen Tids Forhold og Begivenheder her. oppe med et meget interesseret Öie og tog gjentagende til Orde for at angive det tydsk læsende Udland de Synsvinkler, hvorunder de nordiske Foreteelser efter hans Anskuelse burde betragtes. I det slesvigske Spörgsmaal formaaede han vistnok ikke at lösrive sig fra den vanlige stortydske Opfatning; men saavel i Henseende til Islændernes Krav ligeoverfor Danmark som til Nordmændenes Krav ligeoverfor Sverige hævdede han med Styrke en liberal og national, omend altid samtidig moderat afveiet Synsmaade. Navnlig fölte Islænderne sig ham overordentlig forbundne for den vægtige Stötte, han ydede deres Sag. Siden Eyvind Skaldaspillers Dage, til hvem Islænderne subskriberede en resgave, fordi han i et Kvad havde hædret deres Folk og Land, har neppe nogen Udlænding ligget Islændernes Hjerter mere nær end Konrad Maurer. Overskuer vi da i et samlet Overblik den Bortgangnes Livsgjerning, möder os Billedet af en rastlös arbeidende, kritisk veiende og i Dybden sögende Videnskabsmand, hvis Forskninger har ryddet gammel Grund og lagt ny, men som ikke stillede sig til Opgave paa Tomten at reise den Bygning, hvortil han selv mere end nogen anden havde slæbt Materialierne sammen. Hvor det gjælder Opfattelsen af de ældre Lag af germanisk Rets- og Aandsliv er han Autoritet af förste Rang. Saavel i Brunners "Deutsche Rechtsgeschichte" som i Stubbs "Constitutional History" og i Sars's "Norges Historie" paaberaabes derfor hans Skrifter for disse tidlige Tidsperioders Vedkommende idelig. Og ikke mindre har han virket gjennem sine ligesaa klassisk klare og formfuldendte som i bedste Forstand lærde Forelæsninger. En af hans Münchenerkolleger yttrede engang: "Vi andre læser for Studenter, Maurer for vordende Professorer". Det er derfor vistnok ogsaa den almindelige Anerkjendelse, hvad en af hans tydske Tilhörere, selv forlængst Professor, nys i en Dödsrune over Maurer udtalte, nemlig at "der turde være faa Germanister, som har uddannet et saa stort Antal Disciple i Ind- og Udland Jurister, Historikere, Filologer". - Men idet Maurer drager de oldnordiske retslige og historiskliterære Kildeskrifter ind under den fællesgermaniske Videnskab og derved tilförer denne ikke alene et vidtstrakt Omraade, men særlig tillige en fordybet Forstaaelse af den hele Folkeætts oprindelige Kultur og Væsen, bliver han samtidig for den skandinaviske Gren af Germanistiken selve Forbindelsesledet med den almeneuropæiske Videnskabelighed. At denne Side af hans Virksomhed i hans senere Aar blev mindre alenestaaende, var for en væsentlig Del netop hans eget banebrydende Værk, idet han baade blandt Retshistorikerne og Filologerne opdrog og hvervede Efterfölgere, som ved selvstændige Arbeider vedligeholdt og udvidede Tilknytningen til Skandinavien. Men det skal særlig erindres, at Maurers Kjærlig hed til Norden og nordisk Forskning grundlagdes og udfoldede sig i et Tidsafsnit, da der, paa Grund af politiske Forhold, forövrigt herskede stærk Spænding eller næsten et aandeligt Schisma mellem Tydskere og Nordboer, og at han derfor blandt sine egne længe blev en ensom og uforstaaet Mand. Saameget mere forklarligt var det, at han kunde længes efter at stifte personligt Bekjendtskab med Nordens Folk og Lande, og at hans tvende Ophold heroppe, paa Island 1858-59 og i Norge 1876, udgjorde Höitidsstunder i hans Liv. Et Udtryk for den samme Aandens og Hjertets Sympathi var den overordentlig udstrakte Redebonhed, hvormed han dels anmeldte nordiske Arbeider i den tydske Fagpresse, dels korresponderede med nordiske Mænd af de forskjelligste Forudsætninger. Hyppige var de Anmodninger, der rettedes til ham baade fra Kaldede og Ukaldede om at skaffe dem Oplysning eller Raad i denne eller hin Sag, der ofte laa saa fjernt fra hans egen Virksomhed som vel muligt. Og aldrig fik man vente længe paa et tilfredsstillende Svar. De, der havde den Glæde at staa i Aarrækkers personlige Brevvexling med ham eller endnu mere at nyde godt af hans trofaste og omfattende Gjæstfrihed, vil desuden være ham inderlig forbunden for megen Opmuntring, megen Klargjörelse af gamle og nye Tidsspörgsmaal, megen befriende Humor i Opfattelsen af baade Personer og Foreteelser. Derfor, m. H., Tak være Konrad Maurer og Ære være hans Minde. Han var en Arbeider som faa, en sluttet og kjærnefuld Personlighed som færre, en Ven af os og vort Folk i dets Fortid og Nutid som udenlands ingen. Som det heder i Haavamaal: Til den gode Ven Snarveie förer, om og i det fjerne han bor. Ebbe Hertzberg. Bibliografi for 1901. Af 0. S. Jensen. I. Bibliografi, literaturhistorie og biografi. Andersen, D. Nordgermanisch. 1899. (IFAnz. XII, 282-289.) Bergh, S. Schweden. (Jahresb. d. Geschichtsw. 22. Jahrg. III, 184 -192.) Björling, C. G., Dahl, Frantz og Motzfeldt, U. Nordisk Litteraturfortegnelse 1900. (Tidsskr. f. Retsvid. XIV, 293-334.) Jahresbericht über die erscheinungen auf dem gebiete der germanischen philologie. 22. jahrg. 1900. 1. abteilung. Lpz. 8:0. 160 s. (Heri s. 32-64: A. Gebhardt: Skandinavisch.) Jensen, O. S. Bibliografi for 1899. (Ark. XVII, 281-310.) Kort bibliografisk Oversigt over arkæologisk Litteratur vedrørende de nordiske Lande i 1900. (Foren. t. norske fort. bev. Aarsb. f. 1900, 351-358.) Lind, E. H. Svensk literaturhistorisk bibliografi. XIX. 1899. 15 s. (Samlaren XXII.) Regesta diplomatica historia Danica. Chronologisk Fortegnelse over hidtil trykte Diplomer og andre Brevskaber til Oplysning af den danske Historie. 2. R. 2. Bd. V. 1628-1644. S. 1149-1436. Kbh. 4:0. 5 kr. Schjøth, H. Dänemark und Norwegen bis 1523. (Jahresb. d. Geschichtsw. 22. Jahrg. III, 164-170.) Dänemark seit 1523. (smst. 171-180.) Norwegen seit 1523. (smst. 181-184.) Schybergson, M. G. und Hackman, A. Finnland. (sst. 193-199.) Schück, H. Bidrag till svensk bokhistoria. Sthm. 4:0. 180 s. 10 kr. Setterwall, Kr. Historisk bibliografi för 1900. S. 349-376. (HTsv. XXI.) Beckman. Natanael. Några ord om det fornsvenska legendariet. (Samlaren. XXII, 81–84.) Boer, R. C. Die sage von Sigurðr slefa. (Ark. XVIII, 97-119.) Bugge, Sophus. Norsk sagafortælling og sagaskrivning i Irland. H. 1. S. 1-80. Krnia. 8:0. (HTno. 2. hefte 1901.) Den hellige Birgitta. Et kirkeligt tidsbillede fra den senere middelalder. Af Th. (For kirke og kultur. VIII, 17-43.) Flo, R. Gamle skalder og kvad. (Syn og segn. VII, 145-169.) --- Brage den gamle. (sst. 261-278.) Tjodolv fraa Kvine. (sst. 309–326.) Norske hirdskalder. (sst. 389–405.) Norsk dikting etter viking-tidi. (sst. 468-482.) Hegstad, Marius. Hildinakvadet. (Syn og segn. VII, 1–14.) ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV. Jónsson, Finnur. Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie. 2. bind. 2. del. S. 595–1008. Kbh. 8:0. (Illustreret Verdens-LitteraturIII, 513–563.) Sigvat skjald Tordsson. Et livsbillede. Kbh. 8:0. 35 s. 0,75 kr. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Nr 49.) Nordby, Conr. Hjalmar. The influence of Old Norse Literature upon English Literature. New York. 11+78 s. $ 1. [ Columbia University Germanic Studies. 1, 3.] Schück, H. Sthm. Några anmärkningar om Birgittas revelationer. 8:0. 57 s. Kongl. Vitt. Hist. och Ant. Ak. Handl. N. F. 13: 1.) Weibull, L. Bibliotek och arkiv i Skåne under medeltiden. Lund. 8:0. 138 s. (Ur Festskrift till professor Martin Weibull.) Wennersten, O. V. Biskop Rhyzelius och Bautil. (Kyrkohist. årsskr. II, 270-74.) Wrangel, E. De betrekkingen tusschen Zweden en de Nederlanden op het gebied van letteren en wetenschap, voornamelijk gedurende de zeventiende eeuw. Uit het Zweedsch vertaald door Mevr. Beets-Damsté. Leiden. 12 +420 s. 3,90 fl. (Anm. Museum. IX, 218 af J. W. G. van Haarst. Nederl. Spectator 1901, no. 40 af J. A. Worp.) Åkerblom, Axel. En minnessång öfver Erik Ejegod [ɔ: Eiríksdrápa]. (NT. 1901, 529–538.) Aasen, Ivar. Belsheim, I. Ivar Aasen. En Levnedsskildring. 0,60 kr. Blix, Peter. En Levnedsskildring. Krnia, 8:o. 64 s. Foren. t. norske fort. bev. Aarsb. f. 1900, I-VIII af H. M. Schirmer. Feilberg, Henning Frederik. Dania. VIII, 113-138 af Marius Kristensen. Hazelius, Artur. Svea. Folk-kalender för 1902, 84-95 af H. Wieselgren. - II. Tidsskrifter og lærde selskabers skrifter. Arkiv för nordisk filologi utgivet genom Axel Kock. Bd. 17. (Ny följd. Bd. 13.) H. 3-4. S. 208-385. Bd. 18 (N. f. Bd. 14.) H. 1-2. S. 1-194. Lund. 8:0. 6 kr. Register zu band I-XVI, band August Gebhardt. 1. lieferung. MLN. XVII, 304-6 af D. K. Dodge.) Dania. Tidsskrift for dansk sprog og litteratur samt folkeminder. Udgivet af V. Dahlerup, O. Jespersen og Kr. Nyrop. 8. bind. Kbh. 8:0. 230 s. 4 kr. I-IV und Ny Följd I-XII von Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folklif. Tidskrift utg. på uppdrag af landsmålsföreningarna i Upp |