sin Metodes Særmærke. Hos Munch havde Fantasien et stort Raaderum. Han besad först og fremst en genial Kombinationsevne og en mærkelig Divination, der ligesom forud anede hvad Undersögelsen i det enkelte senere skulde godtgjöre. Storm var först og fremst en kritisk Forsker med sund og sikker Dömmekraft, som ved Undersögelsen af det Grundlag, hvorpaa den historiske Opfatning hvilede, sögte at paavise dette Grundlags Paalidelighed; at skille det historiske fra det uhistoriske, de ældre Efterretninger fra de senere, de selvstændige Traditioner fra de afledede, det ægte fra uægte Tildigtninger. Og medens Munch sögte at omspænde större Omraader, indenfor hvilke endnu ikke alle Enkeltheder var fastslaaede, sögte Storm ved Undersögelsen af det enkelte at lægge et Grundlag, som helt igjennem var trygt og paalideligt. Munch var endnu tildels bunden i sine norske Forgjængeres nationalistiske Teorier; men Storm stod her fuldstændig fri.

Storms förste omfattende Arbeide er hans i 1871 fuldendte Skrift om Snorre Sturlassöns Historieskrivning, ved hvilket han i 1872 vandt det Danske Videnskabernes Selskabs Guldmedalje. Dette er kanske overhoved Storms betydeligste Arbeide.

Han har deri godtgjort, at Snorre Sturlassön maa siges at være Forfatter i egentlig Forstand af den ypperste Behandling af de gamle norske Kongesagaer, Heimskringla. Den förste nulevende Kjender af den gamle islandske Litteraturhistorie siger: "Spörgsmaalet om Snorres Forfatterskab til Heimskringla maa ved G. Storms Arbeide om Snorre betragtes som löst og Forfatterskabet fastslaaet for bestandig" [Finnur Jónsson "Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie" II, 698].

Storm har i sit Skrift belyst Snorres kritiske Principer, hans Studier og historiske Kunst, hans Personskildrings Eiendommelighed og de Fremskridt, som hans Behandling, baade med Hensyn til Indhold og Form, betegner ligeoverfor de Forgjængere, hvis Bearbeidelse af de samme Emner han har benyttet. Storm fremhæver, hvorledes alle Snorres Egenskaber kulminerer i Olaf den helliges Saga, der betegnes som Snorres bedste og rigeste Skildring.

Ogsaa en Række andre islandske Sagaer, som berörer Norges ældre Historie, har Storm i værdifulde Afhandlinger nærmere oplyst. Saaledes kan bl. a. nævnes hans Afhandling om Jomsvikingasaga (Arkiv for Nordisk Filologi I, 235-248) og hans paa forskjellige Steder meddelte Oplysninger til de gamle Sagabearbeidelser Ágrip, Fagrskinna og Morkinskinna. I Forbindelse hermed bör her fremhæves hans Udgave af de "Islandske Annaler" (Kristiania 1888). Dette er den förste tilfredsstillende Udgave af disse vigtige historiske Kilder. De forskjellige Haandskrifters Redaktioner er tydelig adskilte og hver enkelt Redaktions Alder og Oprindelse er omhyggelig undersögt.

Særlig havde Storm sin Opmærksomhed henvendt paa de Skrifter, som var forfattede i Norge selv, först og fremst de historiske. I en fortrinlig Udgave "Monumenta Historica Norvegia" har han samlet de gamle paa Latin i Norge forfattede Skrifter om Norges Historie. Saaledes bl. a. Munken Theodoriks Skrift om de norske Kongers Historie; det af P. A. Munch i Skotland fundne Brudstykke af en Norges Historie; fremdeles Legenden om den hellige Olaf, Hallvard o. fl. Her som i alle sine Udgaver söger Storm at bestemme Tid og Sted for Skrifternes Tilblivelse, deres oprindelige Form og Forfatternes Kilder, ligesom han giver nöiagtige Meddelelser om de Haandskrifter, hvori Skrifterne er bevarede.

Ogsaa har Storm offentliggjort værdifulde Oplysninger om de fleste i Norge selv i Middelalderen paa Norsk forfattede Skrifter, som ikke er historiske i snevrere Forstand, f. Eks. om Kongespeilet.

Storm har tillige fremfor nogen anden lært os at kjende den förste Gjenopvaagnen i Norge ved Begyndelsen af den nyere Tid af Kundskab om den gamle norske Historie og om de gamle islandske Kongesagaer. Han har stillet i klarere Lys de Mænd, som vakte denne Kundskab tillive, og undersögt eller udgivet deres Oversættelser af Stykker af de gamle Kongesagaer og andre af deres Skrifter, hvori Bidrag til Hjemlandets Forhold meddeltes. Saaledes har Storm samlet Oplysninger om Laurents Hanssön, den Nordmand, som i Midten af 16. Aarhundred oversatte Begyndelsen af Kongesagaerne efter Codex Frisianus og et andet Haandskrift og tillige oversatte Kristenretten af Gulatingsloven. Vigtig er Storms Udgave af Samlede Skrifter af Peder Claussön Friis, Snorres bekjendte Oversætter. Her er udgivet for förste Gang Peder Claussöns Naturhistorie (eller Skrifter om Dyr i Norge), som ansaaes for tabt, men som Storm fandt i et forhen upaaagtet Haandskrift.

Særlig Fortjeneste har Storm indlagt sig ved at fortsætte den Udgave af Norges gamle Love indtil 1389, som var begyndt ved Keyser og Munch. I en forbausende kort Tid gjennemgik han den store Masse af hidhörende norske Lovhaandskrifter og meddelte de nödvendige Oplysninger om dem. Disse Oplysninger findes navnlig i fjerde Bind af Udgaven af Norges gamle Love. Til samme Side af Studier hörer ogsaa en Række andre Afhandlinger af Storm om gamle norske Love og Lovbestemmelser.

Ligeledes har han undersögt Samfundsforholdenes historiske Udvikling, f. Eks. i sin Afhandling om Lendermandsklassen i norsk Historisk Tidsskrift 1882.

Den sjeldne Forening af historiske, litteraturhistoriske, geografiske og etnologiske Kundskaber, som udmærkede Storm, traadte særlig frem i hans banebrydende Afhandling om Vinlandsreiserne

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

27

(i Aarböger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1878). Her har Storm bestemt de Lande, som Leiv Erikssön opdagede i NordAmerika: Helleland d. e. Labrador, Markland Newfoundland, Vinland Nova Scotia. Han har ligeledes bestemt Vinlandsreisernes Tid og oplyst, hvilken af de Sagaberetninger, som findes om disse Reiser, er den ældste og paalideligste. Hertil slutter sig hans Udgave af Erik Rödes Saga og af Fortællingen i Flatöbogen om Grönlændingerne (Kjöbenhavn 1891). Ligeledes har Storm skrevet om Grönlands geografiske Forhold i gamle Dage, ogsaa om Haalogalændingen Öttar, som gjorde den förste Reise fra Norge til det hvide Hav. Storms Undersögelser om Reiser i de arktiske Farvande og særlig om Vinlandsreiserne er kanske ved siden af hans Skrift om Snorre, det Arbeide af ham, som har bragt de mest vidtrækkende Resultater og vundet den mest udbredte Anerkjendelse.

I sine historiske Undersögelser fulgte han gjerne de gamle Nordmænd i fremmede Lande, saaledes i sine Afhandlinger om Magnus Barfods Vesterhavstog og om Harald Haardraade i Konstantinopel.

Paa den anden Side har Storm sögt at belyse Skrifter, Karter og kortere Meddelelser, som behandler Nordens og særlig Norges Geografi ligefra den ældste Tid og til Begyndelsen af den nyere Tid.

Han har bestemt flere Steder, som nævnes i de gamle Sagaer, bl. a. i sine historisk-geografiske Studier (i norsk Historisk Tidsskrift 1877).

Han har enten udgivet eller i Afhandlinger oplyst Skrifter fra 16. og 17. Aarhundred om norske Landskaber og norske Byer. I sine senere Aar var han meget optaget af Studier over de norske Byers Historie. Han sögte nærmere at bestemme Tiden og Planen for deres Anlæg, deres gamle Grænser og gradvise Udvidelse. Han meddelte værdifulde, til gamle Karter og Dokumenter stöttede Oplysninger om norske Fæstninger, f. Eks. om Akershus.

Ligesom P. A. Munch har Storm i sine Skrifter længe dvælet ved Vikingetidens Historie og ved de nordiske Sagn om Nordboernes ældste Optræden i de vestlige Farvande. Hertil hörer særlig Storms Skrift "Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie" (Kristiania 1878). Klarhed over de ældste Normannertog og over de forskjellige nordiske Folks Deltagelse i disse er især bleven bragt ved den Debat, som om disse Spörgsmaal blev fört mellem Storm og den fremragende danske Historiker Johannes Steenstrup. I Skriftet "Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie" bl. a. i de deri optagne Afhandlinger om Krákumál og om Digtet om Braavoldslaget viser sig Storms Forkjærlighed for Undersögelser, som har til Formaal af Digternes Fremstillinger af Fortids Begivenheder og af Folkesagnene at udfinde den historiske Kjerne.

Til denne Side af hans Virksomhed hörer en Række Afhandlinger, navnlig fra hans yngre Aar.

Saaledes har han to Gange behandlet Digtet Ynglingatal (i norsk Hist. Tidsskrift 1873 og i Arkiv f. nordisk Filologi XV B.). Fremdeles har han sammenstillet Oplysningerne om Harald Haarfagre i Digtet om Slaget i Hafrsfjord med Beretninger i irske Kilder om Begivenheder i Norge paa samme Tid. Han har fremdraget den historiske Kjerne i det engelske Digt om Havelock og belyst dette Digts Forhold till Olav Kvaarans Historie (Kristiania Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1879). I Forbindelse hermed kan videre nævnes Storms Afhandlinger om Folkevisen om den hellige Kong Haakon og hans "Færöiske Studier", hvori han bl. a. har oplyst Visen om den falske Margrete. Den samme Interesse förte ham under hans tidligere Forfattervirksomhed ind i Studiet af fremmede til Norden overförte Sagndigtninger. Saaledes i hans vigtige Doktorafhandling om "Sagnkredsene om Karl den store og Didrik af Bern hos de nordiske Folk", hvortil slutter sig en Afhandling i Aarböger for nord. Oldkyndighed 1877. Fremdeles hans Afhandling om Eufemiaviserne.

Jeg mindes, at han, da han havde læst min Afhandling om Viserne om Marsk Stig, sagde til mig, at det i fortrinlig Grad efter hans Mening var en historisk Opgave, i Viser om historiske Personer at söge at udskille den historiske Virkelighed.

Ligesom Storm i sine historiske Undersögelsers Omraade overhoved stod P. A. Munch nær, saaledes fulgte han denne sin Forgjænger ogsaa i Undersögelser om Aktstykker til Norges Historie i de pavelige Arkiver. En Frugt heraf er bl. a. hans Udgave af "Afgifter fra den norske Kirkeprovins" (i det norske Universitets Festskrift 1897).

Et vigtigt historisk Kildeskrift, som under hans Ledelse blev paabegyndt 1898, Regesta Norvegica, kronologisk Fortegnelse over Dokumenter, vedkommende Norge, Nordmænd og den norske Kirkeprovins, var ved Storms Död ufuldendt.

Storm havde i nogle Aar för sin Död lidt af en Sygdom, som dog ikke lammede hans Virksomhed. Han döde temmelig pludselig Natten til den 23de Februar 1903 henved 58 Aar gammel.

Da Storm gik bort, var han fuldt optaget til alle Sider. Han havde begyndt flere Arbeider, som han for störste Del efterlod ufuldendte og havde udkastet Planen til mange andre, som ved hans Död kun foreligger i det förste Udkast.

Man kan bl. a. vente udgivet en Afhandling, som indeholder Bidrag til Trondhjems Topografi i Middelalderen.

I sine senere Aar havde Storm begyndt en Undersögelse om de gamle Skibreder, hvis Oprindelse han, hvis jeg ikke tager feil, fandt i Roslagen i Sverige. Men til disse Undersögelser hörer kun forelöbige Sammenstillinger blandt Storms Haandskrifter.

Om Storm havde faaet beholde Liv og Arbeidskraft længere, havde man fra hans Haand turdet vente en historisk-geografisk Beskrivelse af Norge i Middelalderen. P. A. Munchs Behandling af dette Emne (Moss 1849) var for sin Tid et banebrydende Arbeide og har endnu stor Betydning. Men dets Værd er i höi Grad forringet derved, at Munchs egne Gisninger ikke strengt er adskilte fra det, som er betrygget ved gamle Vidnesbyrd.

Oluf Rygh var fremfor nogen anden kaldet til at give os en ny, fuldt paalidelig Bearbeidelse af dette Emne og har efterladt sig omfattende Rettelser og Tillæg til Munchs Skrift. Efter Ryghs Död var Gustav Storm vel den eneste i vort Land, som kunde give os en til disse Forgjængere stöttet Bearbeidelse af en Beskrivelse af Norge i Middelalderen, men nu er dette Haab brustet, som saa mange andre Forhaabninger, der knyttede sig til Storms Virksomhed.

Paa

Næsten overalt paa den ældre nordiske Histories og Litteraturhistories Omraade har Storms Död voldt et Tab, som först sent eller aldrig synes at kunne oprettes. Intet Menneske er uerstatteligt. Men naar en Mand af en saa omfattende Virksomhed som Storm gaar bort, föles det, som om han var uerstattelig. den anden Side maa vi erkjende det som en Tröst, at alt som den fremragende Mand har skjænket os er præget af hans Aands Kraft som af hans usvigelige Sandhedskjærlighed, og at intet af hans Skrifter indeholder Spor af en begyndende Svækkelse af hans Evner og Dygtighed.

Gustav Storm var ugift. Ved sine personlige Egenskaber vil han dybt savnes af Venner og Bekjendte i vide Kredse, som paa den ene eller anden Maade er komne i Forbindelse med ham.

Altid var han redebon til Hjælp. Han forstod paa sin greie saglige Maade let at faa jevnet Vanskeligheder. Uden at bruge mange Ord gik han for at faa ordnet en Sag straks den Vei, som sikrest og kortest förte til Maalet. Paa denne Maade kunde han i al Stilhed öve, ogsaa med egen Opofrelse, Velgjerninger, der for Modtageren kunde være en Livssag, men om hvilke Giveren ikke talte.

April 1903.

Sophus Bugge.

Meddelande.

Från och med nästa band inträder professor Hjalmar Falk i tidskriftens redaktion såsom representant för Norge i stället för avlidne professor Gustav Storm.