forestilling om harpen i skjaldens hånd er gammel, men desværre fuldstændig uhjemlet; den dukker, som man ser, i ny og næ op, skönt den forlængst burde være skrinlagt for stedse. Jeg skal komme lidt nærmere ind på denne sag her. I og for sig vilde det være et tilstrækkeligt bevis skönt et bevis e silentio -, at harpen aldrig en eneste gang omtales i forbindelse med en skjald; vi kender hundreder af fortællinger og anekdoter om hundreder af skjalde. Hvis harpen havde hørt til deres udstyr, vilde det i sandhed være mærkeligt, om der aldrig havde været anledning til at mindes den. Torbjorn hornklove beskriver udførlig skjaldenes udstyr i sit digt om kong Harald, men nævner ikke harpen. Men lad os se på den mere positive side af sagen, den måde, hvorpå harpen findes omtalt i litteraturen. Jeg har for længe siden samlet vistnok det meste af hvad der angår harpen fra den gamle litteratur, og skal nu fremlægge det så kort som muligt). Først skal jeg bemærke, at harpa aldrig findes som tilnavn (kun gígja findes som tilnavn til Mordr d. ældre i Njála men at han var skjald antydes ikke med ét ord).

I Voluspá 42 omtales gygens glade hyrde, Eggþér, der sidder på höjen "og slår harpe". Der antydes ikke at han synger selv endmindre er det rimeligt, at denne hyrde er tænkt som skjald. Iøvrigt findes harpen i Eddadigtene kun omtalt i forbindelse med Gunnar i ormegården. I Atlakv. 31 hedder det således: "men ene Gunnar slog harpen med hånden", hvorimod han i Atlamál 66 siges at have "taget harpen og rørt (slået) den med tæerne". Endeligt hedder det i Oddrgr. 29: "den kloge fyrste trykkede harpen (strængen)". Både i Atlamál og Oddrgr. fortsættes på en höjst interessant og egenlig afgörende måde. I Oddrgr. hedder det: "jeg hørte fra Læssø, hvorledes strængene talte der af (eller: om) sjælekummer" og i Atlam. "han forstod at slå, således at kvinderne græd og mændene jamred han sagde hende [Gudrun] råd" (ɔ: ved dette harpespil). Det er således harpens strænge, eller strængenes toner, der ene og alene forudsættes, men ingen ledsagende sang af Gunnars egne læber. Skjald var Gunnar naturligvis ikke. I et prosastykke hedder det, at Gunnar "slog en harpe og dyssede ormene i sövn" atter harpens sövnvirkende toner. Det samme genfindes Sn. E. I, 364.

I skjaldedigtningen findes "harpespil" kun én gang nævnet, nemlig i en lausavísa af Rögnvald jarl Kale (d. 1158), hvor han opregner alle sine idrætter. Han nævner sidst "harpespil og digtning" (harpslátt ok bragþáttu, Icel. sag. I, 95). Man kunde nu fristes til i denne sammenstilling at se en antydning af samhørighed. Det vilde dog være meget overilet eftersom R. i 1. 4 sammenstiller bók ok smidi (at kunne læse og smede-arbejde) i 1. 6, skýt ok ræk (jeg kan skyde og ro). "Harpespil og digtning" be

1) En særlig afhandl. herom vil nu blive offentliggjort på tysk.

høver ikke at være mere samhørige; der måtte da andre og evidente beviser til.

Hvad der ellers antydes eller fortælles om harpespil findes kun i sagnhistoriske og uhistoriske sagaer bortset fra sådanne steder der findes i oversættelser fra fremmed, især religiøs litteratur (således f. eks. i Stjórn om Davids harpespil). Jfr hvad der fortælles om biskop Jón Ogmundsson; han fortalte kong Sven Estridsen sin dröm om David og harpen og mente at kunne huske melodien, og forlangte en harpe; han slog den, så at alle forbavsedes. (Bisk. I, 155, II, 220-21. Her er ikke et ord om ledsagende sang).

Nornagæst kan spille på harpe; han erklærer at han kan "lege harpe og fortælle, så at folk kunde more sig derved", og han "slår" melodier, som kaldes Gunnarsslagir og Guðrúnarbrogd. Ikke et ord om ledsagende sang og som skjald optræder Nornagæst slet ikke (Nornagestsp. k. 1 og 2). I Bósasaga omtales en Sigurd hos Gudmund på Glasisvold som en mester til at spille især på harpe. Bose slår Sigurd ihjæl, tager hans klæder og udgiver sig for at være den berömte harpespiller. Som sådan slår han i hallen sin harpe, der har en vidunderlig kraft til at sætte alt i den lystigste bevægelse; der nævnes særlige melodier som Gýgjarslagr, Drombudr og Hjarrandahljód. De kraftigste var Faldafeykir og Rammislagr, der havde de mærkeligste virkninger. Det er strængenes overmægtige toner, der her atter fremtræder ligesom i Eddadigtene; om en ledsagende sang er der lige så lidt tale her, og som skjald optræder Bose aldrig. Den her omtalte harpe er så stor, at et menneske kan skjules deri, ligesom tilfældet også er med Heimirs harpe i Volsungasaga. Han skjuler den lille Asløg i sin harpe, og han siges at have slåt harpen, når barnet græd. Heimir var ikke skjald.

M. h. t. harpespilleres stilling får vi oplysning derom i Ynglingasaga (Hkr I, 40); Hugleik havde i sin hird alle slags legere, leikara, harpara ok gigjara ok fidlara - foruden sejdmænd og alt slags troldkyndigt pak. Det er klart at skjalden Snorre ikke nævner "harpespillere" her med nogen særlig veneration; det viser sammenhængen klart nok. I Tómáss. erkib. 40 omtales "harpespillere" foragtelig som en del af "verdens tant", men et sådant sted har ingen betydning. Större betydning kan derimod tillægges et sted i Didrikss. (150-51), hvor Isung, "den berömte leger", siger om sig selv: "ek kann kveđa, ek kann slá họrpu ok draga fiðlu ok gígju ok alls konar strengleika". At kveđa bet. vel her at synge (recitere), men efter hele sammenhængen er det en kunst for sig, og harpespillet en anden; det sidste bruger Isung bagefter for at lade en björn danse til spillet; om sang tales der ikke i forbindelse hermed og skjald var Isung ikke.

I historiske sagaer omtales harpespillere kun hos Olaf d. svenske (Hkr. II, 187): "derefter kom der ind legere med harper

og giger og sanginstrumenter". I Laurentiussaga (Bisk. I, 866) omtales en præst Torleif, "som da var den störste harpespiller [horpuslagari på Island". Som skjald er han ganske ukendt.

Det er formentlig det vigtigste af hvad litteraturen giver os til oplysning. Jeg tror ikke der kan være nogen tvivl om, at litteraturen ingen som helst hjemmel indeholder til den af A. Bugge ovenfor omtalte udtalelse om skjaldenes brug af harpen. Lige det modsatte er tilfældet. Der antydes ikke engang at harpen nogensinde ledsagedes af sang. Det samme billede giver os den bekendte folkevise (jfr S. Bugge: Harpens kraft i Arkiv VII).

Prof. A. Bugge ynder at generalisere, at udtale noget som almindeligt, der i virkeligheden ikke støttes ved mere end et eller nogle ganske få udtalelser eller antydninger, foruden at han ofte udtaler noget, som kun beror på hans egne formodninger uden noget virkeligt holdepunkt i traditionen. Således når han udtaler sig i det første afsnit så stærkt om den samfølelse, der skal have hersket mellem alle Nordboer (s. 32): "Den nordiske folkestamme var som ét legeme, der følte det i alle lemmer, om et af dem blev såret". Dette turde blive vanskeligt at bevise. S. 62 angives grunden til at der var så få ugifte ældre kvinder [hvad vi forresten slet ikke ved noget om; sagaernes tavshed om sådanne kan have helt andre og rimelige grunde], den, at så mange pigebörn blev udsatte som nyfødte. De sparsomme antydninger af börneudsættelse taler kraftig herimod, og folkemeningen var den netop meget ugunstig, hvad vi kan se f. eks. af Gunnlaugss. og Reykdælas. S. 99 udtales at "muligvis" er de irske munke nåt "til det fjærne Grönland" - til støtte herfor anføres, at en syderøing var ombord på et skib til Grönland; han digtede Hafgerdingadrápa, "som synes at vidne om, at han har været munk". Dette sluttes åbenbart af, at gud omskrives som "munkenes prøver". Her er der nu for det første et stort skridt til at slutte, at digteren selvfølgelig en nordbo - selv har været munk, fordi han, som kristen, anvender en sådan kenning; men endnu langt större spring er der til at formode (ved hjælp af verset), at irske munke tidligere har nåt Grönland. Sligt er umuligt. S. 123 siges det, at Magnus barfod må have kunnet irsk, især fordi han i et vers bruger ordet ingjan : inghen 'en pige'. Hvor vovet en sådan slutning er, skal jeg blot antyde ved at bemærke, at der behøver ikke at gå lang tid, inden en fremmed, der kommer til Island, lærer ordet stúlka at kende, uden at han nogensinde kommer videre i sin sproglige indsigt. Om kysset har jeg för talt. Beslægtet med forf:s udtalelser om det er hans påvisning af en "interessant kulturhistorisk vandring" af en enkelt forestilling. For at udtrykke noget aldeles umuligt kan man naturligvis finde på forskellige midler. Skjalden Kormak siger et steds, at för han glemmer Steingerd, "skal alle floder løbe opover i landet" (s. 264). For en digter i et fjældland med mange elve måtte netop et så

dant udtryk være særdeles nærliggende. Noget mere umuligt kan der ikke let tænkes end elvenes strömmen opad. Alligevel kan Kormak, skönt en digter ikke helt uden fantasi, ikke selvstændig have fundet på dette. Det må være et lån. "Hele udtryksmåden er ny og för ukendt" [hvor vides det nu fra?]. Udtrykket findes allerede på græsk. "Fra Grækenland er billedet vandret til Italien” (brugt af Ovid og Properts). Intet er lettere at forstå end det. Men så hedder det i al almindelighed, at "med Romerne er billedet vandret videre til Vest-Europa", og her "må Kormak eller en af hans landsmænd have lært det at kende". "I sandhed en lang og i kulturhistorisk henseende interessant vandring". Ja, tilvisse hvis det var så sikkert, at denne vandring virkelig havde fundet sted, og hvis det "må", der så ofte dækker over en afgrund som en tynd forræderisk bro, virkelig var tvingende. Men dette kan ikke siges at være tilfældet. Således kunde jeg blive ved med at anføre eksempler (f. eks. den aldeles urimelige udtalelse om de irske kvinders öjnes lighed med de isl. kvinders s. 44 osv.) på altfor almindelige slutninger og udtalelser, der ikke bibringer læseren nogen tryghedsfølelse overfor bogen som en tilforladelig vejleder.

Den urimelige henførelse af alt, småt og stort, til irsk påvirkning (f. eks. lovretten på Island s. 160; for ikke at tale om de mildest talt overdrevne udtalelser om irsk indflydelse på nordisk digtning og sagafortælling rundtomkring, som det vilde føre for vidt at komme nærmere ind på her) gör samme virkning, netop fordi der søges en usandsynlig løsning på spörsmål, hvis besvarelse lader sig let foretage på en langt simplere og naturligere måde.

Flere steder omtaler forf. hvad der først i vikingetiden er blevet skik eller sket. S. 65 elskes kvinden først da for hendes egen skyld, s. 244 siges, at kunsten at væve og sömme endog i vakre og kunstfærdige mønstre er ældgammel i norden; derimod skal det at væve eller brodere "billeder med scener fra menneskelivet" være ukendt för vikingetiden, og altså bero på veströn indflydelse. S. 25 skal navnet "Norge" (Norvegr) ikke være ældre end fra det 9. årh." osv. Man spörger uvilkårlig: hvorledes. kan sådanne bestemte udtalelser göres og opretholdes med nogen som helst videnskabelig ret? Vi savner digte, vi savner materiale både for den materielle og åndelige kultur i en meget følelig grad for tiden för c. 800. Det höjeste man kan sige, er at vi ikke er i stand til at forfølge disse ting længere tilbage på grund af overleveringens art. Men derfor kan de meget godt være ældre. Hvor tör man gå videre?

Der kunde være anledning til at komme nærmere ind på forskellige partier af bogen, som f. eks. forf:s antagelse af tidligere farter vesterpå, især fra Gulland. Nordboer skulde allerede i det 7. årh. være kommet vesterpå som fredelige mænd, købslåt og

handlet ja levet fredeligt side om side med den piktiske og keltiske befolkning (s. 112), ti "vikingetidens ånd var endnu ikke rigtig vågnet i dem", men straks efter fortælles der, hvorledes et kloster på Eigg blev brændt i året 617, abbeden med 52 fæller dræbt; noget senere blev Tory Island "fuldstændig hærget af en over havet kommende flåde" dette antages nu at være en nordisk sørøverflåde. Men er det da ikke vikingeånden, der her rigtig viser sig? Er der ikke her en stærk modsigelse tilstede? Så høres der intet om sådanne farter i mere end halvandet hundred år. Her kommer vi fra den ene urimelighed ind i den anden. Det hele svæver ganske i luften.

--

Forf. taler om runestene og mindesmærker på Man og tillægger dem en stor betydning. Denne betydning har dog for den egenlige vikingetid intet at sige, da disse mindesmærker hidrører fra tiden ved og efter midten af det 11. årh. Forf. kommer nærmere ind på afbildningerne på disse stenmindesmærker, men hans fortolkning er ofte meget usikker og usandsynlig. Således fortolkningen af visse figurer med dyre- eller fuglehoveder. Et billede af en kvinde med hundehoved skal være "völven" [skal vel være jættekvinden] Hyndla (= "den lille tispe") (forf. stiller dette ganske vist som blot et spörsmål). Grunden til denne meget usandsynlige opfattelse er at Hyndla i Hyndluljód "fortæller om guden Heimdal" og billedet findes på bagsiden af en sten, hvor "Heimdal" ("synes at have bukkehoved") er afbildet. Jeg trode dog at det nu var fastslået, at det stykke af Hyndluljód, der "fortæller" om Heimdal (o: Voluspá en skamma), var et senere indskud. Eller er det meningen, at dette indskud skal være så gammelt, at det skulde være ældre end c. 1050? Ikke sandsynligere er det, når forf. antager, at en lille skikkelse "med, som det synes, hundehoved" skulde være den hængte Randver, Jörmunrekks sön (s. 173) osv. Her er usikkerhed på mange punkter og så stor, at alt dette burde i et populært arbejde hellere helt være udeladt.

Der er mange andre ting, som der kunde være grund til at göre bemærkninger til. Total opfattelsen, helhedssynet er efter min opfattelse meget skævt, men det kan ikke nytte her at drøfte det. Som jeg för bemærkede, er bogen varmt og livlig skreven og i så henseende egner den sig fortrinlig til at blive populær og almindelig. Så meget mere beklageligt er det, at grundlaget på mange punkter ikke er sikrere eller korrektere, hvad det rent faktiske og ikke-omdisputable angår.

Khavn i juni 1906.

Finnur Jónsson.

ARKIV FOR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÓLJD XXI.

7