leit" 1). Man kan möjligen tveka, om ett inflytande från heita, leika på gruppen lata är teoretiskt sannolikt. Men frånsedt detta hur förhåller det sig i källorna med de förutsatta mönsterformerna heit och leik? Så vidt jag känner, saknas i fvnord. helt och hållet leik och "styrkes" endast af fsv. lēk. För nutida mål äro båda formerna främmande, eller så godt som främmande; i fall de förekomma, äro de lätt förklarade som unga analogibildningar. Liljegren Runurkunder har 1 g. ait = 'hette', hvilket för Janko IF a. st. är ett afgörande bevis, att fsv. het återgår på samnord. hæit! Annorlunda om ait Noreen Aschw. Gr. § 541 an. 1. Slutligen träffas skrifningen heit några få gånger i fisl. handskrifter. Men i AM. 645 4:0 och i Jómsvíkinga saga! Se ofvan. Samt 1 g. i Hauksbók. Se om detta F. Jónssons Inledn. s. XXXVII; han förmodar: "dittografi?, foran står leif". Men obs. emellertid, att samma hand i Hb. också kan skrifva e för ei 8 ggr, é en gång: héms för heims: Indledn. s. XXXVII 2).

Nu har jag endast att tillägga, att också enstaka fornhögtyska skrifformer ansetts stöda våra samnordiska lait etc. Rörande dem nöjer jag mig med att hänvisa till Braunes Ahd. Gram. § 36 an. 3: "In älteren denkmälern, zuweilen auch später, findet sich für ê, ea hie und da die schreibung ei", t. ex. meida, biheilt, furleiz, speigela.

3

Mot Braune invänder Feist Beitr. XXXII s. 493: "Es geht wol nicht an, in ahd. ei [i furleiz] mit Braune nur eine ältere schreibung von ie zu sehen, obwol sich in derselben Fuldaer beichte, aus der die ei-form stammt und in demselben text A z. 16 auch gihiezi ebenso wie in den beiden anderen texten findet, weil das aisl. heit eine stütze für ahd. -heiz abgiebt"!

1) Så Kock Ljudh. I s. 285 (§ 350). Liknande framställningar hos t. ex. Janko IF 20 s. 281, W. van Helten IF 23 s. 114.

=

2) I St. Hom.-bok 104.3 står heito, som Wisén uppfattar som pret. héto. Men enligt Larsson Studier öfver etc. s. 73 är det ett af följande hofþo framkalladt skriffel för heita. Jfr dock Brieskorn Arkiv XXV s. 177.

Och s. 495 a. a. säges om ahd. biheilt, int-pheing, reitun, att de ej kunna uppfattas som blott "graphische varianten" till de reguliära ie-prefecta, "da sich auch im nordischen ei-formen finden".

Man ser, i hvilken återvändsgränd forskningen förirrat sig.

Köpenhamn, Juli 1909.

Bengt Hesselman.

Den islandske lægebogs "herbrad".

I den af mig i det Danske Videnskabernes Selskabs skrifter 1907 udgivne islandske lægebog Codex Arnamagnæanus 434 a, 12mo forekommer s. 14 en besværgelse mod "her-brad", et ellers ukendt ord af tvivlsom betydning. I fortalen til Alfræði íslenzk I (Kbh. 1908), som bl. a. indeholder en parallel til en del af Cod. 434, har jeg s. XXIX benyttet lejligheden til i en note at henvise til nogle i Samlinger til Jydsk Hist. og Topografi IV (Ålborg 1872-73) meddelte "Signeformularer og trylleråd efter yngre jyske håndskrifter", hvor dette ord vistnok genfindes i en formular fra et nordslesvigsk håndskrift mod 'gigt og herrebrod, som sætter sig i öjet'. Ordets oprindelse har dog hidtil været uklar og forsögene på at aflede det af nordisk rod lidet tilfredsstillende. Utvivlsomt er ordet et låneord fra tysk. Blandt de af Steinmeyer og Sievers udgivne Althochdeutsche Glossen forekommer III, s. 476 hertprat som navn på den "Ordiolus" (bygkorn) benævnte öjensygdom 1). Samme ord i formen "herbrate" möder i en af K. Weinhold efter et håndskrift fra 12. årh. udgiven höjtysk öjensignelse (Zs. des Vereins f. Volkskunde XI, 1901, s. 79-82, 226). Andre af

1) Af Steinmeyer ifg. Weinhold tydet som "hartes Fleisch”. ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVII, NY FÖLJD XXIII.

Weinhold anförte öjensignelser har formerne "hürbraten-herbroten-herbrodt-herbrant (herbrand, herebran)" o. fl., og nogle tekster nævner röd og hvid "hürbraten (herbroten)”, svarende til det umodne og det med materie tiltrukne bygkorn. At vi i alle disse former har samme ord som de nordiske teksters "herbrad", "herrebrod" synes indlysende.

Når i den udförlige Münchener Nachtsegen fra c. 1300 (Zs. f. deutsches altertum XLI, 1897, s. 335 ff.), hvori allehånde hekse, utysker og natteroen forstyrrende ånder opregnes, Herbrote og Herebrant manes til at fare bort til et andet land, kan det næppe betvivles, at disse navne falder sammen med den ovennævnte, varierende betegnelse for "bygkorn", og at vi altså her har öjensmertens dæmoner personificerede. I øvrigt forekommer ordet "herbrand" nu brugt om ildkugler og lignende luftsyner, i hvilke tysk overtro ser fabeldyret dragen, og i en af Weinhold omtalt besværgelse optræder dragen som öjensygens repræsentant. Sml. P. Hermann, Deutsche Mythologie, 2. Aufl., 1906, s. 32, 81-82. Kr. Kålund.

Honorificabilitudinitatibus i Codex Erfordensis af de Lundske annaler.

Blandt de i Arkiv f. n. fil. XXV, s. 306-7 anförte pennepröver fra bagsiden af Erfurt-håndskriftet af Annales Lundenses forekommer sætningen "Fulget honorificabilitudimitabus iste", hvor ordet h. ikke giver mening. Min opmærksomhed er senere bleven henledet på, at der her utvivlsomt foreligger en fejlskrift for "honorificabilitudinitatibus”, et ord, som i sin tid har spillet en så ejendommelig rolle, at det kan have sin berettigelse at henvise til hvad der af en tysk forsker (M. Hermann, Euphorion I, Bamberg 1894) er frem

draget angående dette. Ordet synes nemlig at være indgået som led i den middelalderlige skoleundervisning og muligvis dannet med dette formål for öje. Allerede hos en grammatiker fra 8de årh. anföres "honorificabilitudinitas" som paradigma, og i ordböger fra 12.-15. årh. fremhæves det som det længste ord, exemplificeret ved verset "Fulget honorificabilitudinitatibus iste". Forskellige omstændigheder tyder på, at ordet har været anvendt som bogstaverings-övelse i skolerne, og navnlig fremgår dette af et tysk, satirisk skuespil fra 16. årh. (Narren Schul), hvor der drives spot med den pedantiske indövelse af dette ords bogstavering, stavelse for stavelse med gruppevis repetition af disse. Så vel Hermann som uafhængig af ham K. Borinski (Anglia XVIII—XIX, Halle 1896-97) har gjort opmærksom på, at Shakespeare i skuespillet "Love's labour's lost" (i Lembckes oversættelse "Elskovs Gjækkeri") gör löjer med dette lange ord, og at ligeledes Dante kender det som et ved sin længde mærkværdigt ord. Derimod findes det kun en enkelt gang i en middelalderlig tekst anvendt efter sin betydning. Sandsynligvis skyldes også dets forekomst (om end i forvansket skikkelse) blandt det Lundske annal-håndskrifts pennepröver en reminiscens fra skolestuen, så meget mere som der blandt disse findes endnu en versificeret skole-anvisning.

Kr. Kålund.

Stedord i gamle vers.

I sine tidligere metriske arbejder, dels de bekendte afhandlinger i Beiträge, dels i sin Altgermanische Metrik påviste E. Sievers, at stedord foruden andre mindre stærkt betonede småord meget hyppig gjorde linjen for lang, hvorfor han mente, at de var senere tilföjede (enten under den mundtlige tradition eller af afskrivere). Intet kunde i og for sig være mere forståeligt end dette, og der er mange, deriblandt også jeg -, som har sluttet sig til denne opfattelse og som i deres behandling af versene har indført dette princip. Nu har imidlertid Sievers selv gjort et tilbagetog med hensyn til dette punkt i sin sidste afhandling: Zur technik der wortstellung in den Eddaliedern (1909) § 14, anm.: "eine genauere nachprüfung der Eddaverse nach rhythmus und insbesondere melodie hat mich mehr und mehr zu der überzeugung geführt, dass die meisten dieser wörtchen doch mit recht im texte stehen". Da det forekommer mig, at dette spörsmål har sin betydning, vil jeg i det følgende tage det lidt nærmere i betragtning, idet jeg ikke kan undlade at forudskikke den bemærkning, at rytme og melodi dog altid beror noget på en subjektiv følelse og kan næppe opstilles som nogen absolut målestok. Den indrömmelse kan man på den anden side på forhånd göre, at metrum langt fra altid kræver udstødelsen af et ubetonet ord, og at der ofte kan være tale om opløsning; ikke desto mindre forekommer det mig, at melodi og rytme ofte vinder ved at sådanne ord ligefrem udstødes, for ikke at tale om at de af syntaktiske grunde heller ikke kræves. I en drotkvædet linje som: villir hann vísdóm allan føler man sikkert intet i vejen for at læse således (villir hann); ikke desto mindre må hann her ubetinget udskydes, villir vísdóm allan er mindst lige så godt. Men drotkvædet versemål er,

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVII, NY FÖLJD XXIII.