er der en mulighet for, at der oprindelig har foreligget et idg. suff. liko som i græsk (Kluge, § 238, Wilmanns, II, § 361, 3 anm.), skjönt dette vel neppe kan bevises. Og hvordan det nu end forholder sig hermed, saa maa allerede i fællesgerm. tid -lika ha fortrængt det ældre liko i disse ord, og de har helt associeret sig med de övrige dannelser paa germ. lika.

Vi kommer altsaa til det resultat, at gn. -ligr umulig lar sig skille fra de nævnte suffikser i de övrige germ. sprog, men at ogsaa -ligr maa være opstaat av et germ. lika. Jeg tror ogsaa, at det lydlige forhold mellem germ. lika og gn. -ligr ikke er saa umulig at forklare. For det förste er det lange i i lika lydret forkortet til i gn. i svakt betonet stavelse; sml. germ. -iga > gn. -igr (got. mahteigs: gn. máttigr), germ. -ina > gn. -inn (got. gulpeins gn. gullinn), got. hairdeis: gn. hirðir (Noreen3, § 144, 3). Men da adj. paa -ligr opr. er komp., passer det maaske bedre at sammenligne ord som valrof (ags. walreaf), Ronnug, Solug o. a. (se ib. §§ 144 og 145a), Alrekr, Hrærekr (-rekr<-ríkr), etc. (sml. Hægstad, G. T. p. 76). Derpaa er saa i gaat over til e; i isl. overalt: gudlegr, holdlegr, kvennlegr, mildlegr, nýlegr etc. (ib. § 138, 1); i gn. fölger enkelte haandskrifter vokalharmonien, altsaa hardlegr, brádlegr, gløgglega, kvennlegr, fljótlegr, men blíðligr, mildligr, dyrligr, fúsligr; men flere gn. haandskrifter har dog -legr, -lega uten hensyn til den foregaaende vokal, altsaa virðulegr, afinlegr, dýrlegr, nýlegr, kristilega, leynilega etc.; ja hyppig er i gn. e endog blit aapnet til æ, saaledes virdulægr, mannlægr, nýlægr, dyrlægr etc.; men paa den anden side findes ogsaa -ligr, hvor man skulde ventet -legr, som i lagligr, andligr etc. Om disse litet regelbundne forholde i gn. se Kock, Arkiv, 12, p. 245 ff. og Hægstad, Gam. Tröndm. p. 18 og 84, Vestn. Maal. p. 14, 48, 63. Dernæst maa man vel anta, at ki germ. -lika allerede meget tidlig i gn. er blit svækket til g i svakt betonet stavelse (se Torp og Falk, Dansknorskens lydhistorie, § 100). Den samme svækkelse av k er tidlig indtraadt i jarteign ved siden av jarteikn 1); videre finder vi alle rede i urnordisk k svækket til g i det suffigerede pronomen ek,

1) Noreen mener, at jarteign forholder sig til jarteikn som smjúga til smokkr, som fljúga til flokkr. Hertil er at bemerke, at teikn er opstaat lydret av idg. *doigno- (se Falk og Torps ordbok under tegn); derimot kunde et germ. *taigná- <idg. *doicnó- hverken bli gn. teign eller teikn, da gn assimileres og forhærdes til kk; sml. smokkr < germ. *smugná – idg. *smuknó-, flokkr germ. *flugná- idg. #pluknó.. Rimeligere er det da at henföre teikn til en idg. siderot *dig i lat. digitus. Ags. tacan av *taikian tyder bestemt paa en rot med g. Men da formen teign kun findes i gn. og der kun i sammensætningen jarteign, og da det synes urimelig, at en urgerm. formdifferentiering skulde være beholdt alene i gn. i de to synonyme sammensætninger jarteikn og jarteign (men ikke i det enkle ord), uten at den sædvanlige betydningsdifferentiering er indtraadt (som f. e. i ró, f. hjörne < *wranhō og rong, f. spant <*wrangō), saa forekommer det mig, at det eneste naturlige er at forklare g i jarteign som en svækkelse av k i jarteikn paa grund av sidste leds forholdsvis svake betoning.

f. e. haiterag (Björketorp), haitega (Kragehul); og i det 13. aarh. træffer vi former som mjog, mig, pig, sig (ved siden af mjok, mik, bik, sik), en svækkelse, som vel indtraadte först, hvor disse ord stod pro- eller enklitisk i sætningen og saaledes var svakt betonet; men i uttalen er denne svækkelse visselig av langt tidligere dato. Kun i ordene hvilikr, hvordan, pvilikr, saadan, slíkr, saadan og glikr ), lik, lignende (got. galeiks) er hverken vokalforkortning eller konsonantsvækkelse indtraadt, fordi leddet likr i disse ord beholdt hovedaksenten; men ogsaa her er leddet -lik- svækket til -lig, saasnart dette kom i svakt betonet stilling, saaledes hvíligleikr, m. beskaffenhet 2). Men om end overgangen -lik->-ligsaaledes lar sig forklare rent lydlig, saa tror jeg dog, at der ogsaa har været andre faktorer tilstede, som har bidraget til at hidföre den for gn. eiendommelige suffiksform. Allerede Kock (Arkiv, N. F. 17 p. 106) har pekt paa, at den tidlige overgang k>gi vort suffiks kan skyldes paavirkning fra adjektiverne med suffikset -igr, som audigr, aurigr, máttigr, naudigr, hróđigr, etc. Ogsaa -igr, der er opstaat av germ. -iga (sml. got. mahteigs, listeigs, ansteigs, piupeigs, etc.), deler jo skjæbne med -ligr i forkortelse av det lange ; og særlig har vel den omstændighet bidraget, at i neutrum endte begge dannelser paa -ikt, altsaa daglikt, hardlikt, blóðlikt, ástúdlikt likesom audikt, máttikt, blódikt, ástúdikt. Kock har her visselig set rigtig, men det forekommer mig dog, at forholdet maa kunne paapekes endnu nærmere. Jeg tror nemlig, at den analogiske tilknytning til adjektiverne paa -igr er utgaat fra og har gjort sig sterkest gjældende i saadanne tilfælde, hvor grund. ordets stamme hadde utlydende l eller kons. +1, idet dannelser paa -igr og med germ. -lika da i neutrum maatte falde helt sammen. Saaledes har man i ord som málikt, felikt, skjalikt vel i regelen endnu hat en fölelse av skillet mál-ikt, fel-ikt, skjal-ikt; men ved ord som fjallikt (til fjall, n.), gollikt (til goll, n.), hollikt (til adj. hollr), yfiraflikt (til yfirafl, n.), fiflikt (til fifl, m.), djoflikt (til djofull, m.), gudspjallikt (til gudspjall, n.), smuglikt (til adj. smugall), veslikt (til adj. vesall), fuglikt (til fugl, m.), skamfyllikt (til skamfylli, f. og n.); derimot har det vel endog for datidens sprogfölelse været temmelig vanskelig at avgjöre, hvilket suffiks der foreligger. Ogsaa former som heimilikt, heimulikt, djojulikt, postolikt, engilikt, hvor ll er forkortet til 7 mellem en vokal med "levis

1) Herfra maa vel skjelnes ord som jafnlíkr, av aldeles like beskaffenhet, kynlikr, som slegter paa nogen, lyndislíkr, lik av sindelag, skaplikr, likesindet, etc. Dette er nemlig sammensætninger med adjektivet likr < glikr.

2) Med denne svækkelse kg kan ogsaa sammenlignes overgangen t>di formen pad (<pat), som Bugge har paavist paa to danske guldbrakteater skrevne med den længere runerække (se Bugges avhandling i Aarböger for Nord. Oldk. for 1905 p. 266 og 287). Formen had findes ogsaa paa Rökstenen med den længere rækkes runer, medens samme sten med den kortere rækkes runer har pat.

simus" og en vokal med "semifortis" (Kock, Arkiv, N. F. 15, p. 97 og 17 p. 111) har bidraget til sammenblandingen av de to suffikser. Og i en form som forsjálikt, forsigtig, kunde man likesaa godt se en dannelse med -igr til adj. forsjáll, forsigtig, som en dannelse med -ligr til substantivet forsjá, f. forsigtighet 1). Der kan vel saaledes neppe være nogen tvil om, at adjektiverne paa -igr har analogisk paavirket de gn. adjektiver med germ. -lika og har derved bidraget til overgangen kg i vort suffiks. Men naar Kock (Arkiv, N. F. 17 p. 108) synes at mene, at denne overgang kun er opstaat ad analogisk vei, tar han vistnok feil. Jeg tror at ha paavist, at overgangen kg i vort suffiks tilstrækkelig kan forklares som en rent lydlig utvikling; men denne utvikling er blit stöttet og befordret ved analogisk paavirkning fra adjektiverne paa -igr, og derfor er den ogsaa saa tidlig fuldbyrdet, at der ikke i hele den gn. litteratur kan paavises et eneste tilfælde (bortset fra hvílíkr, pvilikr, slikr og glikr), hvor vort suffiks endnu har bevaret den oprindelige k-lyd.

At det germ. suffiks līka maa være en oprindelig nominalstamme er utvilsomt. Adjektiverne dannet med germ. -lika er altsaa at opfatte som saakaldte kompositionsdannelser, d. v. s. oprindelige kompositioner, hvis andet led er sunket ned til et rent avledningselement, et suffiks. Denne som suffiks optrædende stamme lika- har först Zimmer (Die Nominalsuffikse a und a in d. germ. Sprachen, p. 231 ff.) identificeret med det germ. neutrale subst. lika-: got. leik, kjöt, legeme, lik, gn. lík, skikkelse, person, lik, ags. lic, krop, lik, gs. lik, ght. lih. Grundbetydningen av subst. likaer "det formede, dannede", dernæst "legeme, skikkelse, utseende"

1) Former som sæligr (Lok. 43?; sml. ght. sālig, ags. gesālig, gn. sælugr), allúsaligr (Heilag. II, 87), dæligr (i dæligleikr) ved siden av sælligr, dalligr er vel tvilsomme; men det er jo ikke umulig, at der til adjektiverne dall og sæll har været dannelser baade paa -igr og -ligr, saameget mere som igr efter min mening slet ikke var helt uten produktivitet i gn. Jeg tror nemlig, at den alm. opfatning av -igr som et "dödt" suffiks i motsætning til det "levende" -ugr er feilagtig. Vistnok var dannelserne paa -ugr betydelig talrikere, og sin store popularitet vandt -igr först i det senere sprog ved nedertysk indflydelse. Men antallet av adjektiver paa -igr i gn. var dog tilstrækkelig stort nemlig ca. 70 mot ca. 120 paa -ugr til at man med god grund kan anta, at suffikset allerede i gn. var produktivt. Dette stöttes ogsaa ved det store antal adjektiver paa -ig i nynorsk; og for denne antagelse taler særlig den omstændighet, at der til de mange feminine substantiver paa -úd, som ástúð, illúð, léttúð, varúð, etc., kun (og vistnok i ubegrænset utstrækning) dannes adjektiver med suffiksformen -igr, som ástúdigr, illúdigr, léttúđigr, varúđigr, heiptúđigr etc., men aldrig med -ugr; ja ikke saa sjeldent finder vi adj. paa -údigr, uten at noget grundord paa -úđ er bevaret, som f. e., stórúdigr, afarúdigr, fastúdigr, langudigr, lastúdigr, mannúđigr, meinúđigr (poet.), saa det kunde se ut, som forbindelsen -údigr var paa vei til at rive sig lös og optræde som selvstændig suffiks. I gd. og gsv. derimot (d. v. s. för den nedertyske indflydelse) var adjektiverne paa -igh temmelig sjeldne (se Tamm, Tyska änd. p. 28, Om avledningsänd. hos svenska adj. p. 25 ff.; Kristensen, Fremmedordene i det ældste danske skriftsprog, p. 64 ff.), og kunde derfor ikke öve den indflydelse som i gn.

og i kompositionerne den mere abstrakte betydning "beskaffenhet, art, natur". Adjektiverne dannet med germ. lika maa derfor opfattes som oprindelig possessive kompositer, eller for at bruke de indiske grammatikeres uttryk - som "bahuvrîhi". Saadanne bahuvrîhi-dannelser var meget almindelige i germansk, og ogsaa andre adjektiviske kompositionsdannelser kan forklares som bahuvrîhi. Jeg behöver ikke her gaa nærmere ind paa denne art av komposition i germ., men kan nöie mig med at henvise til Zimmer. p. 223-234, Wilmanns, Deutsche Gramm. II, § 313 ff., Kluge, Nom. Stammb. § 176. Oprindelig er disse kompositer substantiver likesom deres sidste kompositionsled; men ved metaforisk bruk er de blit til betegnelser for personer og er dermed gaat over i adjektivkategorien. Et bahuvrîhi-adjektiv betegner da: "som er i besiddelse av sidste kompositionsleds begrep saaledes modificeret eller med den nærmere indskrænkning, som uttrykkes ved förste led". Förste led kan være et substantiv, adjektiv, pronomen, talord, adverbium, præposition eller en partikel, derimod ikke et verbum eller en konjunktion. Altsaa betegner got. wairaleiks eller gn. mannligr egentlig "som har en mands skikkelse, utseende, beskaffenhet"; got. liubaleiks eller gn. kærligr "som har et kært utseende, en kær natur, kærlig"; got. galeiks gn. glíkr "som har samme utseende, beskaffenhet, lik, lignende" (sml. lat. conformis).

Denne forklaring av adjektivdannelserne paa germ. -lika som oprindelig bahuvrîhi-kompositer er nu almindelig antat. Imidlertid antyder dog saavel Franck (se hans ordbok under lijken) som Wilmanns, at de ogsaa tildels kan være utgaat av sammensætninger med en adjektivstamme *lika-, skjönt et saadant adjektiv ikke kan paavises i nogen germansk dialekt. Dog maa der vel ha eksisteret et adj. lika med betydningen "jevn, glat, passende, lignende"; derpaa tyder verber som got. leikan, ght. lichen, behage, ght. lichōn, glatte, polere, lichisōn, sammenligne o. a. Til stötte for denne opfatning anförer Wilmanns, at de talrike kompositer, som kun optræder i adverbial form (got. -leik, gn. -liga, etc.), taler mot en sammensætning med et substantiv, og han mener, at sikkert er mange ord der senere brukes som adjektiver, oprindelig dannet som adverbier. Men dersom Wilmanns hermed kun mener, at fra adjektiverne paa -lika har -likō tidlig löst sig ut som et selvstændig adverbialsuffiks, saa hindrer ikke det antagelsen av sammensætning med et substantiv, da jo derved adjektivdannelsen blir det primære, og denne godt kan forklares som bahuvrîhi. Mener han derimot, at adverbialsuffikset -likō er likesaa oprindelig som adjektivsuffikset -lika, at altsaa et til adjektivet lika- svarende adv. *likō uavhengig av adjektivet er optraadt som andet sammensætningsled og derefter er sunket ned til et produktivt adverbialsuffiks, saa er dette en paastand, som neppe lar sig bevise, og som synes litet sandsynlig. Forövrig er det ikke umulig, at der ogsaa til substantiver kan dannes adv. paa -ō; sml. saaledes

got. sniumundo, i hast (til grund for hvilket der maa ligge et subst. *sniumunda-, en dannelse av samme art som ght. hliumunt), got. piubjō, "verstohlen" (til got. piubi, n. gn. pýfi, tyveri). Videre kan det ikke indsees, hvorfor de gamle partikelkompositer lettere skulde la sig forklare som forbindelser med et adjektiv end med et substantiv. Det skulde dog synes det naturligste at opfatte got. galeiks, lik, analeiks, lignende som bahuvrîhi-adjektiver likesom gagups, from, gaskōhs, forsynet med sko, analaugns, skjult, og alle partikelkompositer (med ga-, ana-, af-, fram-, in-, uf-, us-). Om det saaledes ikke er helt umulig, at de germ. adj. med suff. līka tildels ogsaa kan gaa tilbake paa sammensætninger med et germ. adj. *lika- som sidste led, saa er det dog langt fra at denne stamme danner det "naturligere grundlag" (Wilmanns) for kompositerne. Selv om man ser bort fra, at denne adjektivstamme ikke er paavist i nogen germ. dialekt, saa at det er vanskelig at forstaa, hvorledes et adjektiv, der maa ha fört en temmelig stakket tilværelse, har kunnet utvikle sig til det mest utbredte adjektivsuffiks i germansk, saa taler dog ogsaa vore kompositers betydning mot antagelsen av sammensætning med et adjektiv. Got. liubaleiks, betyder dog ikke "som ligner det kjære", gn. góligr ikke "som ligner det gode". Hvorledes vil man forklare got. samaleiks, anparleiks (gn. annarligr), swaleiks (gn. slíkr) og i det hele tat alle de talrike adjektivkompositer? Det kan vistnok derfor fastslaaes, at det eneste naturlige grundlag for de germanske adjektivdannelser paa lika er bahuvrîhi-kompositioner med det neutrale substantiv lika- som sidste led.

I gotisk er der ikke mange adjektiver paa -leiks (se Wilmanns, II, § 361, 3), og de synes ikke at ha fjernet sig synderlig fra bahuvrîhi-trinnet. I vestgermansk og nordisk derimot maa man tidlig ha tapt fölelsen av forbindelsen med substantivet lika-, saa at stavelsen -lik- er sunket ned til at være et blot og bart middel til av substantiver og adjektiver at danne kvalitative adjektiver, der henter sit betydningsinhold i det förste kompositionsled, og som altsaa ikke længer opstaar ved en forbindelse av to selvstændige ord med hver sin særskilte betydning. Derefter har saa suffikset utbredt sig med en stadig voksende produktivitet. Der har dannet sig forskjellige betydningsgrupper alt efter grundordenes betydning, likesom ogsaa grundordenes form har fört til, at der er opstaat forskjellige mere eller mindre produktive avledningstyper. Ja tilslut er man endog gaat saa vidt, at man har anvendt suffikset til dannelse av verbaladjektiver. Dog kan man hyppig saavel ved adjektiv- som ved substantivavledningerne spore den oprindelige bahuvrîhi-betydning. Alt dette skal for gammelnorskens vedkommende nærmere paavises i det fölgende.

För jeg gaar over til at behandle de forskjellige avledningstyper i gn., kan det ikke være av veien at peke paa de vigtigste eiendommeligheter i avledningernes lydforholde. Sammenstötet