I Östergötland paa Rök-indskriftens tid, ligesom i de danske og svenske landskaber, hvor Tor eller hans hammer vier gravmindesmerkerne, har denne gud indtaget en forskjellig stilling fra den, som vi kjender fra den store flerhed af den norröne mythologis poetiske kilder. Tor synes her at have været opfattet ikke bare som den fysiske styrkes gud, men ogsaa til en viss grad som repræsentant for aandsmagt, for klögt og runelist (jfr. dog tilsvarende i Edda-digtet Alvissmál). Han nærmer sig i denne henseende til Odin hos nordmænd og islændinger. Idet jeg sluttelig minder om dette, gjör jeg intet nyt syn gjældende. Det er velkjendt, at Axel Olrik (Danske studier 1905 s. 129 ff.) fra Gautlands grænseegne i syd har fremdraget træk fra nyere folkelig overlevering, som viser tilbage til en Tors-skikkelse, udmerkende sig ligesaa vel ved klögt som ved legemlig kraft. En saaledes opfattet Tor har værnet graven med sin hammer, og han har, om mine bemerkninger i det foregaaende leder paa rigtig vei, tillige ladet det være sig magtpaaliggende, gjennem en kraftig sön at sikre gravfred og tryghed forövrigt i Midgard >> Vingnis at vígþroti».

charius) og den ældstes voksne sön (Theudobertus, sön af Theudoricus), hvilken sidste ledede kampen mod Chochilaichus. Imidlertid anser jeg det i tilfælde for lidet lönsomt at söge at rede ud dette kapitel af östgötsk sagnhistorie fra 6te til 9de aarh., hvor flere traade kan have slynget sig i hinanden. Axel Olrik's Danmarks heltedigtning har lært os, hvilket fyldigt materiale der skal til for indenfor heltedigtningens historie at naa til nogenlunde trygge resultater.

Kristiania, dec. 1918 og nov. 1920.

Magnus Olsen.

Ejeformen som Kendemærke for Gudenavne og Folkenavne i Sammensætninger.

Ejeformen er et iöjnefaldende Hjælpemiddel til at udpege Gudenavne og Folkenavne i visse geografiske Sammensætninger. Bortset fra sådanne religionshistoriske Vink har dens Brug naturligvis også sin Interesse fra rent sprogligt Synspunkt.

K. Sidenbladh i »Sveriges härads- och sockennamn», 2. Udg. (1873), S. 106, er måske den förste Forsker, der afgjort har hævdet, at Gudenavne som Led i Stednavne altid må stå i Ejeform.

Senere har Noreen fört denne Tanke videre og yderligere sat den metodisk på Spidsen.

Med Henblik paa Gudenavne udtaler han sig i en væsentlig om dette Spörgsmål handlende Artikel, »Tiveden ock Tibast», i >Festskrift til Feilberg» 273 ff.

» Nu har ... O. Rygh påpekat1, vad mina egna undersökningar rörande svenska ortnamn dagligen bekräfta, att »Gudenavne som 1:ste Led i Stedsnavne have Genitivform». Gentemot detta uttalande har visserligen Falk 2 sökt hävda den uppfattningen, att »Gudenavne i flere Tilfælde foreligger i Stammeformen som förste Led» i ortnamn, och M. Olsen visar sig flerestädes 3) hysa samma mening. Men vad som hittills anförts till stöd för denna åsikt, är föga beviskraftigt. »

Derefter gennemgår Noreen forskellige efter hans Mening uholdbare Exempler på genitivlös Sammensætning med Gudenavne. Han siger bl. a.:

> I andra fall åter kan man liksom väl förhållandet är i sådana namn som Niærdwiik, Niardöy (redan omkr. 1293), Niardol ha att göra med det appellativum, som ingår i Eddans

1 No. Gårdn. II, s. 362.

2 No. Gårdn. V, s. 7.

3 T. ex. Det gamle norske önavn Njardarlog, s. 24 not 3, samt No.

Gårdn. XI, s. 92 och 95.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVII, NY FÖLJD XXXIII.

16

niaraláss och som jag översättter med 'förträngning', en betydelse, som passar utmärkt åtminstone till läget av det nyssnämda Niardol, sådant detta beskrives. I mina »Svenska etymologier> (s. 23) har jag sammanställt ordet med Gibraltarsundets gamla namn Niorvasund, med fno. Nyrvi såsom namn på en smal ö i Söndmöre, no. Njerve som namn på en gård å det smala näset Spangareid m. m.»

Med Henblik paa Folkenavne udtaler Noreen sig hos Schück, >> Upsala Universitets Årsskrift 1907, Program 2», S. 5.

=

=

>Såsom jag redan i Spridda studier II, 91 och 139 påpekat, uppvisa de inhemska fornnordiska namn på landskap och andra större territorier, hvilka såsom första led innehålla ett folknamn, i kompositionsfogen ett a, d. v. v. folknamnets gen. pl.-ändelse, t. e. Jämtaland, Södermannaland, Svearike, Danavälde o. d. Då därimot detta a saknas, utgöres första leden i landskapsnamnet af ett uttryck för något annat, vanligen ett geografiskt begrepp, t. e. Uppland, Gautland (kvar i Väster-götland, annars ersatt af nybildningen Göta-land efter den förra typen), Gutland (Gotland) landet med gutpiuda (goternas eget namn på sitt folk), d. v. s. > utgjutet folk, utvandrare, Värmilland landet kring sjön Värmeln, Halland landet med berggrund, þróndheimr frodig bygd, Heidmork = skog på hed, Danmarkskog på jämn och fast mark o. s. v. Af dylika ortnamn bildas med utelämnande af den senare sammansättningsleden härledda folknamn, i äldsta tid vanligen med pluraländelsen -ir, ack. -i (i urnordisk tid nom. -iR, ack. inn af äldre -in R), som verkar i-omljud på föregående stafvelses vokal, t. e. fsv. dænir (gen. dana) af Danmark, fno. prinder af próndheimr, vermer (senare ersatt af vermar) 'värmlänningar', hos Jordanes hallin (d. v. s. ack. hallinn; vore isl. helle) af Halland o. s. v.; jfr. fno. Heinir af Heidmork, Øynir af Øyland, Sygnir af Sogn o. d. Till denna senare kategori måste alltså Jutlands (isl. Jótland, icke Jotaland) och jutarnas namn höra.>

Det synes, som om denne Opfattelse nyder vid Godkendelse, ialfald med Hensyn til Folkenavnene. Schück bygger videre på den i förnævnte Afhandling; ligeså Lindroth i NoB. 1917, 48 ff., Elis Wadstein i Namnet Danmark» (Göteborg Höjskoles Rektoratsprogram 1918), og Gösta Langenfelt i »Toponymics in English». 1920. S. 5.

Hvor det gælder om at fastslå absolut sikkert Afhjemlingsstof, kan det ogsaa være en priselig kritisk Grundsætning at

sige: som indeholdende Gude- og Folkenavne godkendes kun de Sammensætninger, hvis förste Led står i tydelig Ejeform. Altså f. Ex.: Frös-lund er en sikker Helligdom for Guden Frey; men Frö-lund kan vi ikke stille noget op med, det kan måske tilhöre Freyja, men ligeså godt være » Fröernes Lund» eller »den frodige Lund», etc. Det spiller i denne Forbindelse ingen Rolle, om der kan rejses Tvivl mod de Etymologier, vi opstiller for at forklare Sammensætningsleddet som Ikke-Gudenavn, til at stemple det pågældende Stof som tvivlsomt» kan de ialfald være gode nok.

Væsentlig anderledes stiller det sig imidlertid, hvis vi drejer Spiddet om og siger: Undersögelsen gælder ikke i förste Linje vedkommende Ords Præg af Gude- eller Folkenavn, men derimod Rigtigheden af den Sætning, at sådanne Navne i Sammensætning nödvendig kræver Ejeform. Vi vil da se, at Sætningen står eller falder netop med de förnævnte tvivlsomme Etymologier.

Tager vi nu Kravet om undtagelseslös Ejeform i religiöse Samsæt, så vil vi se, at det virkelig slår til f. Ex. med Hensyn til Odin. Det er ialfald aldrig nogensinde lykkedes mig at opdrive en Odinshelligdom, hvor Ejendomsmærket savnedes, og aldeles tilsvarende forholder det sig med appellativiske Samsæt som Odins-dag, Odins-jæger etc.; den norske Odinsvale kan sproglig opfattes både med og uden Ejeform, men med Henblik på de andre Exemplers Masse er der ingen Grund til at lade den indtage en Særstilling. Den oht. Form utinswala gör det vel forresten tvivlsomt, om den har med Odin at göre.

Det er tydeligt nok sådanne Foreteelser, der danner Grundlaget for Noreens » daglige» Erfaring. Men ved Undersögelser af denne Art gælder det först og fremmest om ikke altfor rask at skære alt over een Kam. Hvad der passer for Odin, må ikke nödvendigvis ligestrax være ubrödelig Regel for alle andre mytiske Væsener.

Når vi nu mönstrer den övrige mytiske Verden, möder vi öjeblikkelig en hel Række Samsæt som disse: God-heimar, Ás

gardr, Van-landi, Jotun-heimr, Alf-heimar, bajersk Er-tag, dansk Tordön, oldtysk Ziu-wari, derimod ej, som vi ifölge Noreen ene og alene kunde vente: *Goda-heimar, Ása-gardr, *Vana-landi, *Jotnaheimr, Alfa-heimar, *Eres-tag, *Tors-dön, *Zies-wari. Jævnför også oldengelsk normalt Sætern-dæg ved siden af sjældnere Sæternes-dag; nyengelsk Saturday.

Jeg maa tilstaa, at jeg ikke forstår, hvordan Noreen har kunnet opstille Regelen uden at værdige sådanne Tilfælde ialfald et Par affærdigende Ord til Bortforklaring. Efter Regelen om Folkenavne skulde man nærmest tro, at Guder, Aser, Vaner, Jætter og Alfer maa tydes som »Afkortninger» af de »geografiske Udtryk» Gudhjem, Ashjem, Vanland, Jættehjem, Alfhjem. Da denne Konsekvens dog næppe kan være hans Mening, bliver der vel kun den Forklaring tilovers, at han ikke har regnet de omtalte Navne for gyldigt Jævnförstof, hvor det drejer sig om Navne for Bygdehelligdomme.

Det træffer sig imidlertid saa heldigt, at der nu foreligger en udförlig Redegörelse netop med Henblik på Noreens Udtalelser om Helligdomsnavnene, nemlig Afsnit bi Magnus Olsens Værk Hedenske Kultminder i norske Stedsnavne» (Videnskapsselsk. Skr. II. Hist. fil. Kl. 1914. No. 4). Jeg skal heraf citere eller gengive nogle Stykker, der rettes mod Noreens Paastand, at de forskellige norske Samsæt med Njarð- ikke kan have noget at göre med Gudenavnet Njorðr.

S. 53. >> Der kan ikke være tvil om, at vi i disse sammensætninger har at gjöre med en form Njard-, ikke Njardar-. Det antager ogsaa Noreen. Men han ser i dette forled ikke gudenavnet Njordr, men et ord njara-, som han oversætter ved »förträngning», og som han gjenfinder i njaraláss.» Derefter citeres af den ovennævnte Afh. i Festskr. t. Feilberg, og tilföjes, at Noreen i Svenska etymologier» s. 23 taler om en Rodform ner, som menes at foreligge i Niorvasund etc. og »möjligen» optræder i det till sin exakta betydelse ovissa niarp-láss, ett slags lås». Endvidere omtales Gaardnavnet Niardol, der ifölge Noreen skal svare udmærket til Tydningen förträngning». Efter den af Noreen citerede litteratur maa herved menes K. Ryghs bemerkning i NG. XIV s. 344: »Denne Gaard.. ligger paa et skarpt begrændset Höideplateau med bratte Mæler paa alle Sider.» Men.