Dienste Óláf's mit Hohn und Verleumdung. Durch rohe Gewalt setzt er sich in den Besitzt eines Rotwals, der als Strandgut von Rechts wegen dem Håvard gehören soll. Schliesslich erschlägt er den schuldlosen Óláf, weil dieser ihn durch seine Glanztaten in Schatten zu stellen droht.

Háv. K. 5 u. 7. Dreimal fordert Håvard Bussgeld von porbjorn unter gesteigerten Kränkungen. Das 1. Mal bietet ihm porbjorn einen alten, lahmen Gaul als Wergeld; nach der 2. Forderung jagt er ihn mit Schimpfreden und Drohungen fort. Endlich bei der dritten vereitelt porbjorn durch rohe Tätlichkeiten bei der Auszahlung des Wergeldes eine friedliche Schlichtung des Streites.

Háv. K. 5 u. 7. Dreimal liegt Hávard 12 Monate lang vor Gram im Bett, und die Saga erzählt, dass er in den letzten 12 Monaten bei weitem am gebrechlichsten gewesen ist.

Háv. K. 5, 6 u. 9. Dreimal fordert Bjargey den Hávarð zur Bussforderung und Rache auf, die ersten zwei Male, als Hávarð Bussgeld fordern soll, folgt er nur widerwillig ihren Bitten. Als ihm aber beim 3. Mal die Aussicht auf Rache mit dem Schwerte in der Hand winkt, dank der trefflichen Vorarbeit der Bjargey, da wird er wieder jungkräftig und froh, und der lang versiegte Born der Poësie sprudelt wieder in alter Frische.

Háv. K. 8. Zur Vorbereitung für den Rachezug Hávard's besucht Bjargey ihre 3 Brüder und erkundigt sich dreimal in derselben versteckten Anspielung nach der Kampftüchtigkeit der männlichen Familienglieder. Besonders herzlich verläuft der 3. Besuch bei ihrem ältesten Bruder Ásbrand, der mit Hávard doppelt verschwägert ist.

Háv. K. 9. Bei den 3 Brüdern der Bjargey holt sich dann Hávarð einige Tage später die Hilfsmannschaft ab. Alles geht glatt von statten, doch besonders günstig beim letzten und ältesten Bruder Ásbrand. Hier rüstet sich schon Hallgrím, Ásbrand's Sohn, als Hávarð ankommt, und mit ihm sein Pflegebruder Án, sodass Havard hier noch eine unerwartete Verstärkung bekommt, also dreimal je 2 Mann mit Havard und pórhall ausziehen.

Háv. K. 11-12 u. 21. In 3 grossen Kämpfen erringt sich. Hávarð den Sieg. porbjorn büsst seine Freveltaten mit dem Tod. Auch seinen Bruder Ljót kappi trifft das Verhängnis. Aber auch im 3. schwersten Kampf, als seine Feinde ihn tückisch überfallen, bleibt Hávarð siegreich.

Fóstbr. II. K. 9 (S. 92 u. 93), K. 10 (S. 100-102 u. S. 104-106). Dreimal zieht pormód in Grönland heimlich vor seinen Pflegern und Beschützern aus, um die Blutrache zu vollziehen. Die beiden ersten Male erreicht er nicht ganz sein Ziel, wird sogar selbst dabei verwundet. Das 3. Mal hat er vollen Erfolg in seiner Blutrache ohne persönlichen Schaden (Ausland). Mannheim a. Rh. (Forts.)

L. Alfr. Bock.

Eddatolkning.

Nogle modbemærkninger.

Hr. prof. Ernst Kock har i dette tidsskrift XXXV ogXXXVII offenliggjort rettelser til eller forklaringer af forskellige steder i eddadigtene, under 40 numre ialt. Han angriber deri tidligere tolkninger, bl. a. også mine, hvad han naturligvis har lov til. Hvis det kun drejede sig om nogle få steder og, hvis det ikke, ialfald tildels, drejede sig om noget principielt i fremgangsmåden, vilde jeg næppe have taget til orde. Men da det netop drejer sig om noget vigtigt, er det, forekommer det mig, naturligt, ja ret påkrævet, at det nye, som jeg for det meste ikke finder godt, bliver set efter i sömmene. Jeg finder det ikke mindre nødvendigt, fordi forf. skriver med en påfaldende overlegenhed, som virker lidet tiltalende.

Det principielle, som jeg antydede, er at forf. indretter sin sproglige fortolkning og opfattelse efter udtryksmåder og ordbetydning i angelsaksisk eller andre oldgermanske sprog, hvor dette synes ganske overflødigt eller helt urigtigt. Som et grelt eksempel herpå skal jeg straks nævne forf:s tolkning af dómr

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVII NY FÖLJD XXXIII

21

i det bekendte sted: Hávamál 76 i Arkiv XXXIII, hvor dette velkendte ord skal have en i norsk islandsk ukendt eller hidtil overset betydning: ære, berömmelse, og det fordi ags. dom har denne betydning. I næste bind af Arkivet fik forf. et rammende svar fra A. Åkerblom, som med fuld ret påviste det uholdbare i hans tolkning. At dómr i det anførte vers giver, i bet. 'udtalelse, mening, dom' (ɔ: den almindelige norsk-isl. betydning), netop en så slående og smuk mening, har altså ikke påvirket forf., nej, han skal over til angelsaksisken for at få en tolkning, stridende mod alt, hvad der vides om dette ord, hvis brug har været så almindelig lige fra o. 900 af (på Island) og til den dag idag, og hvis betydning aldrig har været omtvistet; jfr nynorsk. At det er fuldtud berettiget at ty til beslægtede sprog for der at søge oplysninger om ord, når de er sjældne, hapax legomena, og sådanne, at deres betydning ikke klart fremgår af sammenhængen, er så selvindlysende, at derom er ord overflødige. Det er fortræffeligt, til forklaring f. eks. af tilt i Lokasenna 38 at kunne henvise til got. (ga)tils, ags. til osv. I mange andre tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at ty til andre sprog og derfra hænte parallelsteder og ord. Men princippet må være først og fremmest at rådspörge grundsproget, dets ordforråd og ordbetydninger både för og senere, og først, når det viser sig, att disse ikke slår til, da at søge reel hjælp hos søstersprogene og dog må man her være meget forsigtig. Fuldstændig forkasteligt er det at lave ord i gamle tekster på grundlag af ags. eller andre sprog, noget som S. Bugge i sin tid gjorde i en ret stor målestok. Det er imod dette princip, at prof. Ernst Kock atter og atter synder svarligen, og jeg skal nu efter disse korte indledende bemærkninger gå over til at underkaste hans tolkninger under de 40 numre et nærmere eftersyn.

Det vilde være mærkeligt, om alle forf:s tolkninger var lige urigtige. Det er de nu ikke. Jeg skal nævne dem, der må siges at være rigtige eller dog sandsynlige; nogle af dem er i fuld overensstemmelse med den almindelige opfattelse. Tekstrettelser af en vis art skal jeg heller ikke klandre; de får stå

ved deres eget værd som så mange andre.

Herved sigter jeg

til følgende steder: Lok. 28 (nr. 3), (mina) meinstafi; tolkningen her er relativt rigtig; sagen er, at hvad enten man gengiver ordet ved 'onde gærninger' eller 'onde ord' (hvad jeg hævder er det rigtige), kommer det i realiteten ud på et. Lokes 'onde ord' er ifg. sammenhængen en hentydning til hans 'onde gærning'; denne indeholdes i ordene. Hávam. 2, gefendr heilir (nr. 4) er naturligvis værtsfolket' (mand og kone i huset), men ordet betyder dog realiter 'givere'; dette tilfælde er analogt med det foregående. Såvidt jeg ved, er ordet aldrig blevet misforstået. Noget lignende gælder også Háv. 57 (nr. 5). reis á kné; her holder forf. med rette opfattelse.

Hym. 31 (ur. 8) fast på den gamle

Alv. 4 (nr. 9) er ikke helt urigtigt, men er kan ikke udelades (at sá einn [er]); det mangler i hds.; men da linjen i øvrigt er åbenbart fordærvet, er det vist bedst at lade den ude af betragtning. Alv. 16 (nr. 10), Dvalins leika (ntr.; sol). Det er muligt, at forf. har ret, at leika brugtes i transitiv bet., selv om der intet eksempel findes derpå. - Háv. 54 (nr. 12), vel mart; at vel hører til mart har jeg aldrig været i tvivl om, og forf.s opfattelse er omtrent den samme som min; jeg opfatter ordene som 'dygtig mange ting', en modsætning til ‘alt’ eller 'alt for meget'; forf. siger 'lagom myckeť. Háv. 70 (nr. 13): daudr fyr durum; her har jeg (og mange andre) opfattet daudr som forf. Hhund. I 30 (ur. 18) vil jeg tage her, skönt stedet snarere hörer til den 2. gruppe. At rette sat til svát kan siges at ligge nær. Men rettelsen strander på, at således begynder aldrig ellers noget eddavers; svát står aldrig i begyndelsen af vers, se Gerings Wörterb. Forf. anfører ifg. sit princip et par eksempler fra ags. og osaks., men disse 'paralleler' er ikke engang paralleler, da swa (ags.) og so (osaks.) netop ikke står i begyndelsen, men inde i en langlinje'. Bægge steder kunde man akkurat lige så godt sætte et komma som punktum foran swa, Fáfn. 37 (nr. 22), þar er Reginn liggr; forf.s tolkning lader sig høre; den er sproglig rigtig, men jeg ser ikke rettere end at f. eks. Finnur Magnússon har opfattet stedet på samme

so.

=

måde. Sigsk. 34 (nr. 26), ofprungin; her foretager forf. en rettelse på grundlag af et ags. udtryk. Herom vil jeg ikke udtale mig nærmere. Sigsk. 68 (ur. 28), svá svá sem 'en anglicism', ja, credat judæus Apella! Guðrkv. II 12 (nr. 30), nidmyrkr, tidligere rettet til nidmyrk (til det foranstående nótt); det er muligt, att ordet er rigtigt og apposition til nótt. I oversættelsen af et nidmyrk nótt er der intet som helst mörke, forf.s ironiske udtryk her er blot et udtryk for hans mangel på positiv viden. Akv. 31 og 35 (nr. 33 og 34) skal jeg ikke opholde mig ved. Hamd. 23 (nr. 38) skal jeg heller ikke dvæle ved; forf.s bemærkning ang. Gotna (el. gotna) kan være rigtig nok, og den udtryksmåde, han der omtaler, er ellers velkendt. - Heller ikke Grott. 12 (ur. 39) giver mig anledning til nogen bemærkning.

Det var altså 17 steder. Tilbage står da 23, og her har jeg adskilligt mere at bemærke. Jeg tager dem i forf.s rækkefølge.

Vspá 23 (nr. 1), afrá gjalda. Forf. vil her konstatere en splinterny betydning i ordet afrád, der ellers er et velkendt ord, i oprindelig bet. 'afgift (især en svær)', og i afledet bet. 'tab, skade', se lexica. Spörsmålet er nu, hvorvidt der er nogen grund til at antage, at dette velkendte (samlede) udtryk her er at opfatte anderledes end ellers. Det har man hidtil ikke fundet, men derom har der vel været nogen tvivl, om udtrykket her stod i den oprindelige eller afledede betydning. Sammenhængen, har man ment, tyder på det første. Forf. antager, at æsir og got oll i verset er identiske. Dette er muligt, selv om Müllenhoffs tolkning ikke sådan kan afvises med et pennestrøg. Altfor let afviser forf. også dennes tolkning af Gollveig, hvis navn dog uomtvistelig betyder 'guldkraft'. Forf. opfatter gildi i bet. gjald 'betaling' (ligesom jeg f. eks.). Men nu erklærer han (»jag påstår), at afrád betyder 'hævn'. Det er let nok, at 'påstå', men det er vanskeligere at 'bevise', og det var det, der helst skulde til. Der 'påstås' uden al grund, at udtrykket gjalda afráð i sædvanlig bet. er trivialt och stilvidrigt' her. Det er det selvfølgelig ikke. Forf. dikterer os nu et helt nyt ord, et afrád, sammensat