2, 3. Bemærkninger til de enkelte Personalendelser. 1. sg. I *-tõsmi udvikles -sm- ) -mm-, som i got. hwammē(hun) = skr. kásmai, og -mm- forkortes efter lang Vokal; udlydende kort Vokal falder bort. 1) Den derved fremkomne Endelse for 1. sg. *-đōm ændres imidlertid til do (med samme ō-Lyd som i got. saisō). Sandsynligvis er denne Ændring indtraadt, fordi den lydrette Endelse for 1 sg. dom falder sammen med Endelsen for 1. pl. (se nedenfor), og Udviklingen til *-đō vil da være parallel med den, der efter udbredt Antagelse har fundet Sted paa got. i Præsens af on-Verberne, hvor got. i 1. sg. har -ō, mens oht., der udvikler en ny Form for 1. pl., bevarer -ōm: Dette *-đō er bevaret i urnord. og paa on. og vestgerm. regelret udviklet til da (oe. og delvis os. -de). Det got. -da er rimeligvis analogisk efter 3. sg. paa samme Maade som i Præsens Medium. 2) En subsidiær Forklaring vilde være følgende: Formen uden Kopula, der oftest hører hjemme i 3. pers., kan dog ogsaa have forekommet i de andre Personer. Et oprindeligt *-tõ vilde give urgerm. đō og i regelret Udvikling ogsaa de on. og vestgerm. Former. Maaske kan af to existerende Former: urgerm. *-đom og *-đó, den sidste have sejret, fordi den første vilde falde sammen med 1. pl. (se ovf.) Ogsaa efter denne Forklaring vil det got. da rimeligvis være analogisk efter 3. sg. Paa bøhmisk har en tilsvarende Dannelse kopula-løs 1. og 3. pers., Agglutination i 2 pers., se under 4, 3. 2. sg. --Trinet findes paa got. on. os. og 1 Gang paa oht. (hos den gammeldags Isidor: Braune § 319, Anm. 2); ō-Trinet er det herskende paa oht. og er ikke sjældent paa os. (os. -a- er en ogsaa ellers forekommende Senudvikling af -ō-); den oe. Form kan repræsentere begge Trin. Den gamle oprindelig af Akcenten afhængige Veksel (xaτýp : pάtop; paa Indisk er dutá den nominale, dátā den verbale Akcent: Wackernagel 2, 1, 20) synes delvis udlignet saaledes, at den følger de herskende Tendenser for Thema vokalens Aflyd (1. sg. 1. og 3. pl.: o-Trin, 2. 3. sg. og 2. pl.: e-Trin); de tyske Dialekter foretrækker o-Trinet. 3. sg. Denne Form er ligesom i det periphr. fut. paa skr. (og i andre parallele Dannelser, særlig den litauiske Optativ og Perfektum i flere slaviske Sprog, se nedenfor under 4., dannet uden Kopula. Det af de nord. Former beviste e-Trin kan godt være repræsenteret af det got. -da (smlgn. hwammehun—hwamma) og det oe. de, men næppe af det os. -da eller det oht. -ta, hvor da vel 3. sg. er formet efter 1. sg., som paa got. omvendt 1. sg. efter 3. sg. paa got. og vestgerm. er overhovedet 1. og 3. sg. præt. altid ens. Dual: kun got.; omtales senere. 1. pl.: -tõsmes ) -đōm, dels ved Udviklingen -sm- > -mm- > -msom i 1. sg., dels ved Udviklingen -mes ) -miz ) -m, som overalt i 1. pl.s primære Eudelse (og i dat. pl.). Dette -đōm er bevaret paa oht. i alemannisk Dialekt og hos den rhinfrankiske (?) Isidor; (disse Formers Elde er særlig hævdet af Herm. Möller); i alle andre vestgerm. Dialekter samt i nord. er den langvokaliske Endelse i hele Plural erstattet af en kortvokalisk, hvorved nemlig Endelserne efter Dentalen blev enslydende med det stærke Verbums Endelser i præt. pl. Om got. se senere. 2. pl. Vi venter paa oht. i alem.-rhinfrk. Dialekt *-tōst og finder faktisk -tōt med det -t, som ellers karakteriserer 2. pl. Om de øvrige Dialekters Former gælder det til 1. pl. bemærkede. 3. pl. Hvad den oprindelige Endelse har været, kan ikke afgøres. Der er især to Muligheder: a) den sædvanlige Nom. pl. i ter / tor-Stammerne (-tĕres | -tõres ) urgerm. *-đirz | *-đarz : *-đēr(z)/ *-dor(2) o. lign.) eller b) 3. pl. 3. sg. den stivnede nom. sg., der ligger til Grund for hele Udtrykket. Enten man vælger den ene eller anden Hypothese, har Formbestanden stærkt maattet = opfordre til ved Analogidannelse at skabe en mere »regelmæssig› Form: dette er saa sket ved Antagelse af den i de stærke Verber anvendte Endelse for 3. pl. (paa alem.-rhinfrk. er Vokalismen udlignet efter 1. og 2. pl.). 2, 4. Til de saaledes opstaaede Indikativformer er der saa dannet en Optativ ved simpelthen efter Dentalen at tilføje de i de stærke Verbers præt. opt. tilføjede Endelser. Det lange i som den alem.-rhinfrk. Dialekt af oht. frembyder i 1. og 3. sg. præt. opt. af de svage Verber overfor kort ii de stærke Verber, er maaske, som tidligere antaget, en Analogi efter det langvokaliske Trin, som denne Dialekt bevarer (og udvikler videre) i pl. ind. 2, 5. Det Element -ded-, der paa got. findes i Dual, Plural og Optativ (saaledes at der ligesom i de stærke Verber er samme Stamme i præt. ind. Dual og Plural og i præt. opt.), og hvorefter der følger de samme Endelser, som findes i de tilsvarende Former af det stærke Verbum, kan ikke forklares ved nogle af de hidtil opstillede Grundformer, der alle gaar ud fra en Sammensmeltning med præs. ind. akt. af Ves. Det er derfor nødvendigt at søge nye Grundformer, og det er da heller ikke usandsynligt, at ogsaa andre Former af samme Verbum kan komme i Betragtning. 2, 51. Der kan for det første være Tale om Refleks af en Medialform. Medium af Ves er ikke ukendt; det findes paa gr. i fut. (sopa); paa skr. efter Grammatikerudsagn i enkelte Sammensætninger (smlgn: gammellatinske Former som potestatur, poteratur ved pass. inf.: Sommer, Lat. Laut- und Formlehre § 359) og er overleveret i det periphr. fut. I denne indiske Dannelse, der er den nøjeste Parallel til den formodede førgermanske Form, finder vi dog kun Medialendelserne i 1. og 2. pers., da 3. pers., som nævnt, dannes uden Kopula. Blandt Formerne for 1. og 2. pers. Dual og pl. bemærker man da særlig 2. pl. med Endelsen skr. -dhve <*-dhuaj. Paa gr., der er det eneste andet Sprog, der direkte kan sammenlignes, er Endelsen -, saa Grundformen er svær at gætte, men den har vel, som almindelig antaget, i alt Fald indeholdt et -dh. Højst sandsynligt har vel fremdeles den førgermanske Form endt paa det -a, der er gennemført i de mediale Primærendelser i skr., og paa gr. findes i -a, -oat (= got. -za), -ta (= got. -da), vta (= got. -nda). Gaar man forsøgsvis ud fra det af skr. forudsatte *-dhuaj (foretrækker man *-zdhuaj, gør det ingen Forskel), finder man *-tē (Svindtrin af Ves+dhuaj) = *-te- s-dhuaj) *-tezdhuaj) ur+ germ. detua) got. *-dedwa, idet -z- maa svinde mellem lang Vokal og -- (smlgn. got. mizdo og oht. miata (*mēįzītō). Af *-dedwa kan det faktisk foreliggende -dedut nemt tænkes dannet ved Indsættelse af den sædvanlige Sekundærendelse, som i de stærke Verbers præt. . Og herudfra kunde da de øvrige pl. -og dual-Endelser (samt Optativen) være dannet. 2, 52. Men der bestaar endnu en Mulighed, der ikke udelukker den første. Saalænge nomen agentis præs. af Ves endnu ikke var blevet præterital Tempusform, har der i denne Forbindelse kunnet dannes en Imperativ. Efter skr. edhi (ejendommelig Udvikling), gāthaavest. zdi og gr. dt (med Forslag af Vokal, som gr. ynder det), kan Grundformen af 2. sg. imp. præs. af Ves ansættes til *s+dhi ) *zdhi. Sammensættes denne Form med Nominativendelsen -te, faar vi følgende: *-te + zdhi ) *-tēzdhi > urgerm. *-đed(i) med Svind af z som ovenfor; udlydende i bevares oprindelig ogsaa efter lang Stavelse, da det i nord.-vestgerm. endnu bevirker Omlyd (dat. sg. on. fer; oe. fét o. lign.). Saasnart den supponerede Forbindelse bliver til Præteritumsform, maa en eventuelt eksisterende Imperativ iflg. den i førgerm. foregaaede syntaktiske Udvikling blive overflødig, ja, som saadan uforstaaelig, og samtidig maa der melde sig Trang til en præterital Optativ. Det vil da være ret naturligt, til samtidig Afhjælpning af disse to Mangler, at danne en ny Optativ ved at give den eksisterende Imperativ det stærke Præteritums Optativendelser. Saaledes skulde af imp. tidlig urgerm. -*đeđi være dannet den Optativ, der paa got. viser sig som -dedjau, -dedeis etc. Og endelig skulde herudfra de oprindelige dual- og pl.-Endelser være omformet, saaledes at som i de stærke Ver berStammen af præt. du. og pl. ind. bliver lig med Stammen af præt. opt.. (Smlgn. om Særstilling af 2. sg. imp. Fraenkel i Mém. de la soc. ling. 19, 15 note og Wackernagel i I. F. 31, 260 note.) En saadan fra Optativformen udgaaet Udligning finder vi faktisk paa got. i 1. og 2. du. og pl. af Ves: siju, *sijuts, sijum, sijup, efter sijau etc. Og iøvrigt kunde det jo være, at Analogien støttedes af den ovenfor omtalte mediale Form af 2. pl. 2, 6. Præteritum af vestgerm. don. For at forstaa disse Former, der især paa Grund af den Bopp-Grimmske Hypothese om det svage Præteritum saa ofte er behandlet, uden at der dog i mindste Maade er naaet Enighed, bør man først og fremmest gøre sig klart, med hvilke andre germanske Verber don naturligt hører sammen 1. 1 2, 61. Det er ikke svært at se, at det maa blive de saakaldte verba pura, oprindelig athemathiske Verber, hvis Rod ender paa lang Vokal; en Gruppe, der i Fællesgermansk aabenbart har dannet en Enhed, men i de os overleverede Dialekter har fundet Tilslutning til andre Grupper. Paradigmer er: 1) med germ. ĕ: got. saían; præt. sg. saíso; pl. saísoun; part. saíans |