Adolf Noreen. Om ordet hustru Björn Ólsen. Til Graagaasen K. Brekke. Anmeldelse af Manuel de la langue Danoise (Dano- Sophus Bugge. Bemærkninger til norrøne Digte. II. Rígs- 305 M. Nygaard. Om brugen af konjunktiv i Oldnorsk. III. 314 Gust. Stjernström. Förteckning öfver skrifter och uppsatser rö- randa de nordiska språken, hvilka utkommit 1882 Oplysninger om Nordens Oldtid hos Jordanes. I. Rosomonorum gens. Jordanes fortæller, som bekjendt, om den gotiske Konge Ermanarik et Sagn, der gjenfindes i en germansk episk Digtning, hvilken vi i Norden kjende bl. a. fra. Eddakvadet Hamðismál og fra Saxo Grammaticus. Jordanes's Ord er følgende1: Hermanaricus, rex Gothorum, licet, ut superius retulimus, multarum gentium extiterat triumphator, de Hunnorum tamen adventu dum cogitat, Rosomonorum gens infida, quae tunc inter alias illi famulatum exhibebat, tali eum nanciscitur occasione decipere. dum enim quandam mulierem Sunilda nomine ex gente memorata pro mariti fraudulento discessu rex furore commotus equis ferocibus inligatam incitatisque cursibus per diversa divelli praecipisset, fratres eius Sarus et Ammius, germanae obitum vindicantes, Hermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius egram vitam corporis inbecilli tate contraxit. Denne Fortælling har spillet en Rolle i Undersøgelser om de nordiske Folks Oprindelse. Man læste hos Jordanes Roxolanorum gens. Man mente, at Rhoxolanerne, der ifølge mange historiske Vidnesbyrd boede i Egnene nord for det sorte Hav, var et germansk Folk, Skandinavernes nærmeste Stammefrænder. Deres Navn skulde være det samme som det Navn, finske Folk give 1 De origine actibusque Getarum Kap. 24. Mommsens Udgave S. 91. Texten gives her efter 2 Haandskrifterne af 2den Klasse har sunielh, de af 3die Klasse sunihil. Skrivemaaden sunielh synes at vise tilbage til en Form sunielda. Arkiv for nordisk Filologi. I. 1 Svenskerne (finsk Ruotsalainen en Svenske, Ruotsi Sverige), hvilket hører sammen med Navnet Russer. Alt dette er forlængst modbevist. Rhoxolanerne, som allerede nævnes før Christi Fødsel, var ikke et germansk, men et sarmatisk Folk, det vil sige af iransk Æt, og deres Navn maa forklares ikke af Finsk eller af Nordisk, men af Iransk1. Derimod Finnernes Navn paa Sverige og Svenskerne (Ruotsi, Ruotsalainen) og det dermed sammenhørende Navn Russer er mange Aarhundreder yngre en Jordanes og er sandsynlig af nordisk Oprindelse. Det synes at staa i Forbindelse med det gammelsvenske ropsmenn d. e. Rorskarle, der tillige blev Navnet paa det svenske Kystdistrikt Roslagens Indbyggere 2. Den hos Jordanes meddelte Fortællings oprindelige Kilde maa være et gotisk heroisk Sagn, men der er ingen Rimelighed for, at Navnet Rhoxolaner skulde kunne optræde i et Sagn, der havde faaet sin faste Form paa gotisk Sprog 3. Endelig har Læsemaaden Roxolanorum gens ingen Hjemmel i Jordanes's Text. Efter de bedste Haandskrifters Vidnesbyrd har han skrevet Rosomonorum gens. Hvad dette Navn betyder, er hidtil ikke blevet paavist. Müllenhoff giver et Vink, der, som jeg tror, peger i den rigtige Retning, ved den Bemærkning, at det ikke er et historisk, men et episk og uden Tvivl mythisk Navn. Men naar han føier til, at det vil være forgjæves at lede efter Navnets Betydning, saa fremlægger jeg i Modsætning dertil den her følgende Undersøgelse. Rosomoni gjengiver efter min Formodning et gotisk Navn, der ifølge Vulfilas Skrivemaade vilde have Formen Rusmunans. 1 Se Müllenhoff: Über die herkunft und sprache der pontischen Scythen und Sarmaten. Monatsbericht der Königl. Akad. d. Wiss. zu Berlin 1866 S. 562 f. 2 Se Thomsen: Ancient Russia and Scandinavia S. 95 ff. 3 Müllenhoffi Mommsens Udgave af Jordanes S. 164 siger: de Rhoxolanis in mythis fabulisque Gothorum cogitare absurdum est. 4 Mommsens Udgave S. 164. Jordanes1 har i 1ste og 3dje Stavelse af Rosomoni skrevet o, hvor Vulfila maatte have skrevet u, ligesom han ellers oftere -skriver o for Vulfilas u. Saaledes Gothi d. e. Gutans; Ostrogotha, hvis andet Led hos Vulfila maatte hede --guta; Optila d. e. Uftila. I anden Stavelse af Rosomoni er o indskudt i Lighed med, hvad der er sædvanligt i Oldhøitydsk; jfr. f. Ex. oht. fersana, der svarer til Vulfilas fairena, oht. hraban, der hos Vulfila vilde hede hrabns. At saadant Vokalindskud passer til Jordanes's Skrivemaade, ser man deraf, at han i Kap. 14 to Gange skriver Valaravans, der hos Vulfila vilde hede Valahrabns. Jordanes har ved Rosomonorum brugt den latinske Genetiv paa -orum af et Navn, der i Gotisk, hvis min Forklaring er rigtig, har været bøiet som en an-Stamme og havt Nom. pl. paa -ans. Paa samme Maade kalder han det Folk, om hvis Historie hans Bog handler, paa Latin Gothi Gen. Gothorum, medens de paa Gotisk hed Gutans. Det gotiske Navn *Rusmunans, som Jordanes har gjengivet ved Rosomoni, er afledet af et Substantiv *rusma Gen. *rusmins. Dette Substantiv er bevaret i Oldhøitydsk. Det findes der skrevet rosamo, som oversætter rubor, i Accus. rosomon, som oversætter aeruginem. Dette rosomon staar i sin Form det deraf afledede Navn Rosomoni hos Jordanes nærmest. Ordet bruges fremdeles i Middelhøitydsk, hvor det betyder Fregne (lentigo) og har Formerne roseme, rosem, rösem, rösen; deraf afledet rosemeht eller rosmat og rosemic eller rosmig, fregnet (se Lexers Ordbog). Ordet *rusma, oht. rosamo har altsaa betydet Rødhed, men er særlig blevet brugt om rødbrun Farve, og er da naturlig gaaet over til at anvendes om Rust og Fregner. *rusma, Stamme rusman for rudsman, er ved Suffixet-sman afledet af *riudan, oldn. rjóða gjøre rød; den korte Vokal i Rodstavelsen viser, at Hovedtonen oprindelig hvilte paa Suffixet. Paa samme Maade er dannet f. Ex. oht. desmo, Dat. pl. thesemon, fructus, successus, af dîhan, gedeihen, og, naar man ser bort fra Kjønnet, oht. brosama, brosma, 1 Det synes ikke her nødvendigt at adskille, hvad Jordanes har skrevet paa egen Haand og hvad han har optaget fra en skreven Kilde. mht. broseme, brosme, nht. brosame sandsynlig af et til oldn. brjóta bryde svarende Verbum. *rusma, oht. rosamo forholder sig formelt til oht. rotamo, glsvensk rupmi, Rødme, ligesom ags. blôsma, eng. blossom forholder sig til ags. blôma af blôwan blomstre1. At saadan Orddannelse ikke har været fremmed for de nordiske Sprog, antydes bl. a. af et Fiskenavn norsk brasma f. (i Smaalenene) cyprinus brama, sv. braxen f., sv. Dial. brasma m., mht. brahsem o. s. v., der sandsynlig staar i Forbindelse med oldn. braga flamme, brjá blinke, mht. brehen blinke, saa at Fisken har faaet sit Navn deraf, at den er sølvblank 2. Dog er dette Navn mulig et Laanord. Det oldhøitydske rosamo Rødhed maatte i Oldnorsk hede *rosmi. At dette Ord engang virkelig har været brugt, godtgjøres efter min Mening ved rosmhvalr. De gamle Nordmænd havde for Hvalrossen to Navne rostungr og rosmhvalr3. Disse to Ord, hvis Oprindelse hidtil ikke har været paavist, er enstydige, saa at i Jónsbók nogle Haandskrifter har det ene, andre det andet (Vigfusson). Begge Ord kan paavises at have været brugte saavel paa Island som i Norge. Hvalrossen kaldes paa Island nu ikke rosmhvalr, men et Minde om, at Benævnelsen før brugtes der, er bevaret f. Ex. i Stedsnavnet Rosmhvalanes1. Allerede tidlig blev det andet Sammensætningsled i rosmhvalr afændret i Form. I Konungsbók af Grágás fra anden Halvdel af 13de Aarhundred er Accusativ en Gang skrevet Rosm hval (Finsens Udgave S. 34), en Gang Rỏsmhval, hvor Bogstaverne hv er skrevne over Linjen, mulig med en yngre Haandskrift (S. 31), og en Gang rosmal (S. 36); enkelte Haandskrifter af Sturlunga har Rosmelingar for Rosmhvelingar (Vigfussons Udg. I, 210). Almuen i Norge kjender endnu Hvalrossen under dette Navn. Den kaldes (jfr. Aasen) i Nordland og det Trondhjemske ross 1 Saaledes har Litauisk baade Suffixet -smė, f. Ex. i versmė Kilde, og -me, f. Ex. i gelmė Dyb. 2 Se Tamm Bidrag till etymologisk ordbok öfver svenska språket. Se Tillæg om Ordet hrosshvalr. 4 Jfr. Kaalund hist. topogr. Beskriv. I, 32. |