nede udgaver (udg. C høstrwer); hustru P. Eliesens D. Skr. s. 6 men husfru smst. s. 12; hustru gen. 16 i bib. 1550 og således i følge Molbech allevegne i dette værk; Hustruis (gen.) Vedels Sakse s. 9 men Hussfrue smst. s. 8. - Altså: husfrughe, husfrue, husfru, hosfru(e), høsfru(e), husfro (?), husfre (?), hosfre (?), høsfre (?); hustru, hostru, høstru, hustrue etc., hustro, hostro, hustre (?), hostre (?), høstre (?) i sandhed, her er former nok, men „husru“ finde vi ikke deriblandt, og, hvad mere er, vi se, at formerne med f og formerne med t slutte så tæt sammen, at de hyppig forekomme i et og samme skrift, så at der ingen plads bliver for den opstillede mellemform.

Når altså Noreen siger, at antagelsen af en umiddelbar overgang fra husfru til hustru „saknar alt stöd", så må jeg i følge det foregående tvertimod sige, at det er antagelsen af en middelbar overgang, som savner al støtte og kuldkastes af de sproghistoriske kendsgerninger. København i november 1882.

VIGGO SÅBY.

Om Stedet for Kongespeilets Forfattelse.

I Fortalen til den af Keyser, Munch og Unger i 1848 besørgede Udgave af Kongespeilet anføres blandt de forskjellige afgjørende Grunde for, at den ubekjendte Forfatter har boet i Norge, ogsaa den, at han henpeger paa et Landstrøg noget sydligere end Hálogaland

Naumdalen eller det nordlige Trondhjem som sin Hjembygd, hvor han havde sin Bopæl". Da Prof. G. Storm var af den Formening, at de Udtalelser i Kongespeilet, hvortil her sigtes, og som er af astronomisk Indhold, muligens kunde tjene til at bestemme Stedet noget nærmere, har jeg efter hans Opfordring underkastet disse Udtalelser en nøiere Undersøgelse, hvis Resultat ogsaa synes at bekræfte Rigtigheden af Prof. Storms Formodning.

I Cap. 6 og 7 (efter den norske Udgaves Inddeling) forekommer tre Tal-Angivelser, der kan betragtes som Resultatet af lige saa mange Observationer, hvoraf hver enkelt kan tjene til at bestemme Stedets geografiske Bredde.. De Udtryk, hvori de himmelske Fænomener omtales, røber i høi Grad Autodidakten; dette medfører forsaavidt en Vanskelighed, son der skal nogen Omtanke til for at finde, i hvilket Forhold Udtrykkene staar til de Cirkler paa Himmelkuglen, hvortil Fænomenerne fra ældgammel Tid har været henført. Paa den anden Side indeholder den nævnte Omstændighed en Borgen for, at Observationerne virkelig er ægte og udførte paa Stedet, noget som da ogsaa fremgaar tydeligt nok af andre Udtalelser i de samme Kapitler.

Følgende Sted i Slutningen af Cap. VI indeholder to af de omhandlede Tal-Angivelser:

„En ek hafða áðr sagt þér, hversu margar stundir verða i tveim dogrum, ok nefnda ek þær fyrir þér, ok markaða ek lengd hverrar ,,stundar með þeirri tilvísan, at III stundir liði, meðan sól gengr um

,,eina ætt. Nú eru aðrar smár stundir, þær er ostenta eru kallaðar, ,,ok gera þær LX eina hina, er fyrr nefnda ek. Nú sýnisk mér „sannligast, at svá norðarliga sem vér erum staddir, at sól vaxi V þessar ,stundir enu smá um dag, ok svá miklu minna en sex, sem tólftungrinn „er or þessari einni hinni litlu stund; en þat þykki mér sannast um „aukning sólar vera, at hon vaxi þrjá hluti af þessum stundum til ,,austrs ok til vestrs, ok inn fjórða til hæðar upp á himininn“.

Først og fremst maa man naturligvis være sikker paa, at de her omhandlede ostenta virkelig er ensbetydende med vore Minutter; i saa Henseende maa det nævnes, at ifølge den danske Udgave af Kongespeilet (af 1768) er der et Par Haandskrifter, som lader det gaa 40 Ostenta paa en Time istedetfor 601; men da Ordet ogsaa forekommer i andre Skrifter fra Middelalderen som Betegnelse for en Tidsdel, og da kun i Betydningen Minutter, saa bliver der ingen Tvivl tilovers. Af samme Grund har jeg ogsaa med nogle Haandskrifter benyttet Læsemaaden ostenta istedetfor ostensa, som baade den danske og den norske Udgave har.

Den første Observation er nu, at Solen voxer 511/12 Ostenta om Dagen. Af selve det citerede Stykke fremgaar ikke med Sikkerhed, hvad han mener med, at ,Solen voxer“; men af den ved Sønnens Spørsmaal fremkaldte Forklaring i næste Kapitel kan det sees, at der sigtes til Øgningen i Dagens Længde. Da Dagen ikke voxer eller minker lige hurtigt hele Aaret igjennem, maa der menes den gjennemsnitlige Tilvæxt, som han aabenbart har faaet ud ved at dividere Forskjellen mellem længste og korteste Dag med det mellemliggende Antal Dage. For os bliver altsaa den omvendte Regning at udføre; multipliceres 511/12 med 1821/2, som er Antallet af Dage i et halvt Aar, saa faaes 1080 Minuter eller nøiagtig 18 Timer. Dette er Forskjellen mellem længste og korteste Dag under Bredden 64° 42'.

=

Den anden Observation indeholdes i Slutnings-Bemærkningen i det citerede Stykke: „at hon vaxi þrjá hluti" etc. Omsat i vor Tids Tale kommer dette ud paa det samme som, at den Bue af Horizonten, der ligger mellem Stedet for Solens Opgang (eller Nedgang) paa den korteste og paa den længste Dag, er 3 Gange saa stor som Solens Tilvæxt i [Middags-]Høide i samme Tid. Da den sidste er 22312 47°, saa skulde den første være 141°. Dette giver Bredden 64° 52′. Endelig indeholdes den 3die Observation i følgende Ord af Cap. VII: „þat veiztu, at hér er um vetrinn með oss lítill dagr ok lítill sólar,,gangr, svá at sól hefir eigi meira gang en at hon veltisk um eina ætt" etc. Som det kan sees af Begyndelsen af det før citerede Stykke, betyder Ett" Ottendedelen af Cirkelen eller en Vinkel paa 45o. 1 Blandt de mange Inddelinger af Timen, som har været i Brug i Middelalderen, var der ogsaa en paa 40; men disse Dele kaldtes Momenta. Hos Beda, som levede henved 500 Aar før Kongespeilets Forfatter, er Momenta de mindste Tidsdele, for hvilke en bestemt Værdi angives. Ostenta omtales af ham i en anden Betydning, nemlig som de mindste Dele (en Ottendedel af vore Buesekunder), hvori Astrologerne delte Cirkelen.

Alligevel bliver der nogen Tvivl om Betydningen af ovenstaaende, nemlig eftersom man tager de 45° langs Himmelens Ekvator eller langs Horizonten. Skulde man holde sig udelukkende til det her citerede, saa maatte man vælge det første; naar der nemlig siges, at der gaar 3 Timer, medens Solen gjennemløber en Ætt", saa passer dette kun paa Ækvator. Men ifølge Fritzners Lexikon bruges Ordet paa andre Steder i saadan Forbindelse, at Vinkelen maa regnes langs Horizonten, nemlig til Betegnelse af Verdenshjørnerne (norðr, útnorðr o. s. v.). Det maa ogsaa bemærkes, at Sproget havde et andet Ord for at betegne Ottendedelen af Døgnet, nemlig eykt. Det er vel heller ikke rimeligt, at Kongespeilets Forfatter skulde have klargjort sig Forskjellen mellem Timevinkel og Azimut noget som maaske neppe engang tør forudsættes om Pluraliteten af Kongespeilets nuværende Læsere saameget mere som Forskjellen paa saa høie Bredder ikke er betydelig. Benyttes nemlig den første Forklaring, ifølge hvilken den korteste Dag paa Forfatterens Opholdssted skulde være 3 Timer, saa giver dette Bredden 65° 22′; forklarer man derimod „veltisk um eina ætt“ derhen, at Buen af Horizonten mellem Solens Opgang og Nedgang paa den samme Dag er 45°, saa faar man Bredden 65o 0'. Ifølge ovenstaaende skulde det sidste Resultat være mest i Overensstemmelse med den almindelige Sprogbrug og vel ogsaa med Forfatterens videnskabelige Standpunkt.

Tages Middeltallet af de tre indbyrdes uafhængige Bestemmelser af Bredden, nemlig 64° 42', 64° 52′ og 65° 0', saa faaes 64° 51'. Til Sammenligning hidsættes Bredden af

Namsos
Fosnes

64o 28'

Nærø.

64 42 Vigten, Nordende

64° 50' .. 65 0 For at enhver kan faa en Oversigt over disse Forhold uden selv at udføre de nødvendige Beregninger, meddeles nedenfor en Tabel, som for hvert tiende Minut af Bredden, mellem 64° og 66°, giver Længden af den længste og korteste Dag, samt disses Forskjel (under Overskriften „Diff."); dernæst under Overskrift „Horiz. kort. Dag" Buen af Horizonten mellem Solens Op- og Nedgang paa den korteste Dag, og endelig under Overskrift „Azimut-Forskjel" den Bue af Horizonten,

som ligger mellem Stedet for Solens Opgang (eller Nedgang) paa den længste og den korteste Dag. Ved Beregningen er der selvfølgelig taget Hensyn til Refractionens Indflydelse, som paa disse høie Bredder er ikke ubetydelig. Endelig er der taget Hensyn til, at Solens største og mindste Declination dengang var noget forskjellig fra nu, idet der er benyttet den Værdi, som Ekliptikens Skraahed havde omkring Aar 1200.

Naar man altsaa har givet et Tal i Rubrikken „Diff.", som ved den første af Observationerne i Kongespeilet, eller i Rubr. „AzimutForskjel", som ved anden Observation, eller i Rubr. „Hor. kort Dag" som ved tredie Observation, saa kan man tage den tilsvarende Bredde ud af Tabellen, umiddelbart eller ved en let Interpolation.

Naar der et enkelt Sted i Tabellen er et Minuts Forskjel mellem Tallet under „Diff." og det Tal, som man faar ved at trække korteste fra længste Dag, saa kommer dette af Brøkminuterne, som ikke er medtaget i Tabellen.

Det staar nu kun tilbage at bedømme den Usikkerhed, som kan hefte ved det udledede Resultat. Allerede den gode Overensstemmelse mellem de tre særskilte Værdier af Bredden er et Tegn paa, at Feilen ikke er betydelig; dog kan dette Tegn ikke tillægges nogen afgjørende Vegt, da Overensstemmelsen til en vis Grad kan være tilfældig. Et sikrere Kriterium faar man af Observationernes egen Beskaffenhed. Naar det saaledes ved den første heder, at Dagens gjennemsnitlige Tilvæxt fra Midvinter til Midsommer er 511/12 Minut, saa vilde man, ifald dette Tal var direkte udledet ved Observation, være berettiget til at sætte Unøiagtigheden til høist Halvparten af den mindste benyttede Enhed, altsaa til 1/24 Minut; multipliceres dette med 183, saa faar man en Usikkerhed af henved 8 Minutter i Forskjellen mellem længste og korteste Dag; hertil svarer, som man kan se af Tabellen, en Usikkerhed af kun 5′ i Bredden. Men efter hvad der ovenfor er bemærket om den Maade, hvorpaa Kongespeilets Forfatter har udledet ovenstaaende Tal, nemlig saaledes at det, som er fundet umiddelbart ved Observation, er Forskjellen mellem længste og korteste Dag, saa maa man lægge Mærke til, at denne Forskjel er netop 18 Timer uden Brøk. Det ligger da nær at antage, at han kun har angivet Værdien paa nærmeste hele Time, eller at 18 Timer betyder et Tal mellem 171/2 og 181/2 Time. Opsøges disse to i Tabellen under Diff." saa findes de tilsvarende Værdier af Bredden at være 64° 23′ og 64° 58′. Dette er de videste Grændser, som denne Observation tillader. Forskjellen udgjør, som det sees, ikke mere end 35′ eller 9 geografiske Mile. De to andre Observationer kan ikke godt gjøres til Gjenstand for en lignende Diskussion; men da alle tre Værdier (paa et Par Minutters Forskjel nær ved den yderste) falder indenfor Grændserne for Usikkerheden ved den første, saa vil det ovenfor beregnede Middeltal 64° 51' rimeligvis kun være lidet forskjelligt fra Sandheden. Christiania i December 1882.

HANS GEELMUYDEN.

Ordförklaringar.

sokn ok ostbytta.

I Bjärköarätten 19 pr. läser man: Hittir maper rak a hawi vti. vtan warp oc waku. hawi halwæ fynð. hittir innæn warp oc waku. hawi pripiwng af. hittir a hafs butnum þorf wiþær sokn æller ostbyttu hawi halft. Schlyter öfversätter sokn med „sökning" och anmärker om ostbyttu, att det egentligen betyder „ostkar“, „ostform", samt tillägger: så kallades ett slags kar som brukades vid sakers upptagande från sjöbottnen. Dessutom hänvisar han till Ihres gissning, att ost i gamla språket skulle betyda theca et fiscella [liksom franska fromage, it. formaggio], och att byttu på det anförda stället blott skulle vara ett senare såsom förklaring tillagdt ord. Ihres antagande af en annan betydelse än caseus för ordet ost saknar emellertid allt stöd,1 och hans förklaring af ostbyttu är därför icke antaglig. Schlyters tolkning tillfredsställer icke häller: „ostkar" vore ett högst underligt namn för ett kärl, afsedt för sakers upphämtande från hafsbottnen.

Genom en annan härledning af första sammansättningsleden torde man få en tillfredsställande förklaring. Ordet är sammansatt med ost-, som motsvaras af det i isl. austker (Øskar) ingående aust- samt af -bytta (bytta, kar). Isl. har äfven det enkla substantivet austr (gen. austrs) = „Øsen især ombord i Fartøj for at skaffe bort det indstrømmede Vand". Det i ost(bytta) i stället för ö mötande o vållar ingen svårighet, då

1

Thomsen sammanställer i Den got. sprogklasses indflydelse på den den finske 57 noten 2 ostr med sskr. yūsha (soup', 'broth') och lat. jus.

Arkiv for nordisk Filologi. I.

14