fremgaar navnlig med Klarhed af de Overensstemmelser mellem Hamðismál og den nedertydske af Gödeke udgivne Vise om Kong Ermenriks Død, hvilke Raszmann (Deutsche Heldensage I, 356, 359 f.) har paapeget. Men Ermenriks-Sagnets Udbredelse mod Nord har fundet Sted gjennem flere Digte og i flere Strømninger til forskjellige Tider.1

Tillæg om det oldnorske. Ord hrosshvalr.

hrosshvalr (d. e. Hestehval) beskrives i Kongespeilet (Christiania Udg. S. 30 f.) som en for Mennesker farlig Hval, hvis Kjød ikke er spiseligt, og den adskilles fra rostungr, der S. 41 f. aabenbart, som ellers, er Navn paa Hvalrossen. Ogsaa i Grágás (Finsens Udg. af Konungsbók S. 36, Staðarhólsbók S. 45) adskilles hrosshvalr, hvis Kjød man ikke skal spise, fra rosmhvalr Hvalros, som man kan spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Versene i Snorra Edda I, 580 f. nævne baade rostungr og hrosshvalr. Paa disse Steder kan derfor hrosshvalr ikke betegne Hvalros, hvorved Finsen (Grágás II, 35) og Vigfusson (Ordbog) oversætte Ordet.

hrosshvalr er dog i Betydningen „Hvalros" fra Norsk gaaet over i flere fremmede Sprog. I sin Gjengivelse af Nordmanden Ottars (Ohthere's) Fortælling kalder den engelske Konge Elfred Hvalrossen horshwal (d. e. hrosshvalr). Det samme Navn for Dyret forekommer i 18de og Begyndelsen af 19de Aarhundred i Tydsk under Formerne Roszwal, Ruszwal; se Sanders Ordbog, hvor Ordet feilagtig forklares som russisk Hval". Det samme Ord for Hvalrossen kan allerede tidlig i 14de Aarhundred paa

1 At en fra Nedertydsk overført Vise, der behandlede Sagnet om Ermanarik og hans falske Raadgiver nærmest i Overensstemmelse med Piðriks Saga og Indledningen til Heldenbuch, var kjendt i Danmark i 14de Aarhundred, har jeg søgt at godtgjøre ved Paavisning af Visens Spor i den danske Ballade om Erik Glipping og Marsk Stig. Se: Det philologisk-historiske Samfunds Mindeskrift, Kjøbenhavn 1879.

vises i Frankrig. Bernardus de Ortolis fra Sydfrankrig taler Aar 1327 om dentes de roardo d. e. Hvalrostænder; se Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger ved P. A. Munch S. 25. Littré opfører fra 14de, 15de og 16de Aarh. rohart, rochal, rohal, Hvalros, ogsaa Hvalrostand. rohal er for roshal af hrosshvalr (jfr. oldn. rosmal af rosmhval); i rohart er gaaet over til r, som i vort rosmår, ved Assimilation, dog tillige ved Paavirkning af det romanske Suffix-ard.

Det nytydske Walrosz, Walrusz eller Wallrosz, holl. Walrus (der forekommer i Midten af 18de Aarhundred), har ladet de to Sammensætningsled i hrosshvalr, tydsk Roszwal, Ruszwal bytte Plads. Fra Hollandsk er vel Ordet kommet ind i Engelsk som walrus og fra Tydsk sandsynlig i Dansk som Hvalros, i Svensk som hvalross, valruss. Enkelte engelske Ordbøger har waltron Hvalros. Jeg ved ikke, om dette er en Forvanskning af walrus. Disse Ords Historie maatte kunne følges nøiagtigere ved Gjennemgaaelse af ældre zoologisk Litteratur.

Endelig kan tilføies, at Ordet hrosshvalr i Middelalderen er gaaet over til Irlænderne, i hvis Skrifter rosualt eller ruasuall nævnes som et Havuhyre, der ved at spy fremkalder Død og Dyrtid. Se Whitley Stokes i Revue Celtique I, 258.

Christiania 2den Juni 1882.

SOPHUS BUGGE.

Ping edr þjóðarmál.

(Hávamál 114).

Naar der blandt de mange Leveregler, som ere os opbevarede i Hávamál, forekommer følgende: fjölkunnigri konu skalattu í faðmi sofa svá at hon lyki þik liðum; hon svá görir, at þú gáir eigi þings né þjóðans máls (V. 114): da er dette jo en Advarsel mod saaledes at lade sig besnære af nogen Kvinde, at man i Vellyst hengiver sig til hende, da Følgen deraf vil blive, at hun ved sin fortryllende Magt faar dig til at glemme, hvad det er din Pligt at varetage, og du ikke skulde tillade dig at forsømme. Men istedetfor at omtale, hvor ilde det skulde være, om du derved kom til at forsømme saadanne Ting i Almindelighed, nævnes her en Ting i Særdeleshed, nemlig gá þings ok þjóðans máls. Ti uden lovligt Forfald (nauðsynjalaust) maatte jo ingen udeblive fra det Ting, ved hvilket han skulde møde, og enhver som gjorde sig skyldig i saadan Udeblivelse, paadrog sig derved Ansvar. Men medens Forholdet er klart med Hensyn til Ordet ping, stiller det sig derimod tvilsomt, hvorledes þjóðans mál er at forstaa, eller hvad dermed menes. S. Egilsson i Lex. poet. har oversat disse Ord ved „colloquium cum rege", medens jeg derimod heller skulde opfatte dem som = konungs erindi : hvad man har at udrette paa Kongens Vegne eller efter hans Befaling. Hvorledes man end forstaar disse Ord, er det dog unægteligt, at man

ogsaa deri kan og maa finde noget nævnt, som ingen Mand turde forsømme; ti naar Kongen vilde have nogen i Tale, burde jo denne komme tilstede, og naar Kongen havde overdraget nogen at tale sin Sag eller røgte sit Ærinde, da var jo dette en Pligt, han med Samvittighedsfuldhed havde at efterkomme. Et støder mig dog i Ordforbindelsen þjóðans máls, nemlig at der synes falde en altfor stærk Accent paa máls, til at den Alliteration, som finder Sted mellem þ i þings og þjóðans, kan findes i fuld Overensstemmelse med Sætningens Indhold eller der gjøre den rette Virkning; skjøndt dette ikke vilde have været tilstrækkeligt til at vække Mistanke hos mig om, at her var indkommen en Forvanskning af det oprindelige Udtryk.

Naar jeg alligevel finder Grund til her at antage en saadan Forvanskning, er jeg derfor foranlediget dertil af andre Omstændigheder, som tillige have givet mig Anvisning paa, hvad der sandsynligvis har været det oprindelige Udtryk. Jeg kan nemlig paavise to Steder, hvor ping ok þjóðarmál, eller á þingi eðr þjóðarmáli, á þingum eðr þjóðarmálum forefindes som en Ordforbindelse, der efter den Sammenhæng, hvori Ordene forekomme, bærer et umiskjendeligt Præg af at have været i almindelig Brug paa samme Maade og i samme Betydning som þing ok þjóðstefna, hvor der er Tale om saadanne Sammenkomster, ved hvilke Folket mødte frem for at man der kunde forhandle om sine Anliggender eller de Sager, som der skulde finde sin Afgjørelse. I Diplomatarium Norvegicum 8de Bind Nr. 331 læses der nemlig følgende: vitnum pet med varum insiglum i þesso opno brefe, pet mit aldre høyrde pas gætit at sire Olauer som song i Hobøle, gudh hans sall haue, æder hans warnet æder Astridh aa Rise i Oslo hæradhe æder Ommunder hennar son, gudh beira sall haue, æder nokor aa peira vægnæ logfæstæ æder amagha a pingi æder biodharmale, i kirkiudurom æder i ooll æder at half 3 ørtogabol i Tofærudhi. Fremdeles finder man i Dipl. Norv. 11te Bind Nr. 175 følgende Ord: hafde mer thet aldre amaghat huarket a pighum ædher tiodhe mallum. Af disse Breve er det førstnævnte udstedt

paa Vestby (i Vestby Sogn paa Folló ved Kristianiafjordens Østside) den 23de April 1447, det andet udstedt i Idd Sogn (ved Fredrikshald) Aar 1443 uden Angivelse af Dagen. Men medens selve Brevene saaledes tilhøre en yngre Tid, saa at vi deri ikke kunde vænte at finde det gamle Sprogs Former i uforvansket Skikkelse, saa har vi dog her i Ordene á þingi æder þiodharmale, a þighum ædher tiodhe mallum bevaret et Udtryk, der i sig selv bærer et uforkasteligt Vidnesbyrd om at være ældgammelt, uagtet det paa intet andet Sted er fundet bevaret, end ikke i Lovene, hvor man dog skulde have kunnet vænte at finde det, ja! vistnok ligesaa gammelt som det i Lovene (Grág. Konungabok I, 2063; Gulaþingslög 54) forekommende at öldri ok áti, hvormed det i førstnævnte Brev er forbundet.

Men hvad betyder saa Ordet þjóðarmál? At derved skal forstaaes et Slags Folkemøde, som allerede i det foregaaende er bemærket, derpaa hentyder allerede den Sammenhæng, hvori det forekommer. Endnu klarere bliver dog dette, naar man ser hen til, at paa samme Maade, som vi finde i det førstnævnte Brev ping eðr þjóðarmal forbundet med oll æder at (ɔ: öldr eðr át), saaledes forekommer ping ok þjóðstefna forbundne dermed i Grág. Konungsb. I, 2064 og Heiðarviga saga c. 33 (Islend. sögur II, 380), hvor det i de der bevarede Formler for trygðamál og griðamál heder: at öldri ok at áti, á þingi ok á þjóðstefnu, at kirkna sókn (jvf. det første Brevs i kirkjudurum) ok í konungshúsi. · Heraf kan vi nemlig med Tryghed slutte, at þjóðarmál er = þjóðstefna. Men det i þjóðstefna liggende stefna har igjen samme Betydning som ping, hvorved betegnes et forud bestemt Møde, inden hvilket man vil forhandle om og søge afgjort en eller flere Sager af privat eller offentlig Interesse. I denne Betydning forekommer nemlig stefna jevnligen i de gamle norske Breve, af hvilke endog et sammenstiller ping og stefna paa en saadan Maade, at jeg finder mig foranlediget til her at anføre følgende Ord deraf (Dipl. Norv. 11te Bd. Nr. 165) ath han gether ey rækes a thing ædhr stefne.