Om Redaktionerne af Jomsvikingasaga.

Det har altid været Vanskeligheden ved de literær-historiske Undersøgelser af Sagaliteraturen, at man ikke har havt Adgang til at studere og vurdere de særskilte Recensioner af de enkelte Sagaer. En Undtagelse herfra gjør nu Jomsvikingasaga; efterat først Ungers og Gislasons Udgave af Flatøbogens 1ste Bind (1860) havde bragt den i Olav Trygvessøns Saga optagne Recension fuldstændig for Dagen, fulgte efter et længere Mellemrum Cederschiölds Udgave af Sagaen efter den Stockholmske Codex No. 7 4to (1874), derpaa Gjessings Udgave af Arngrim Jonssøns Oversættelse efter et tabt Haandskrift (1877), endelig Udgaverne af Haandskrifterne AM. 510 4to (1879) og af AM. 291 4to (1882), begge ved Carl af Petersens; hertil kan endvidere regnes Udgaven af Biskop Bjarnes Jómsvíkingadrápa ved Petersens (1879). Alle disse Udgaver udmærker sig fremfor Forgjængerne derved, at de med stor Nøiagtighed har gjengivet sine Kilder og holdt de forskjellige Recensioner ude fra hinanden, saa at alle ældre Udgaver (Hamarskölds, Synishorn og Fam. S. XI) nu er gjorte overflødige og ubrugbare; Udgiverne have desuden givet saa fuldstændige og mønstergyldige Beskrivelser af Haandskrifterne, at ogsaa disse for literærhistoriske Undersøgelser er smukt belyste. Da dertil kommer, at de af Kongesagaerne, som har Slægtskab med Sagaen, ogsaa foreligger i brugbare Udgaver, har jeg fundet at burde benytte denne næsten enestaaende Anledning til at undersøge de forskjellige Recensioners literære Stilling til hinanden og søge at paavise de forskjellige Trin i den Udvikling, Sagaen har undergaaet i Haandskrifterne. I den følgende Undersøgelse betegner

jeg af Grunde, som senere vil fremgaa, Arngrims Original-Text med A, AM. 291 qv. med B, Cod. Holm. 7 qv. med C, Flatøbogens Text med D og AM. 510 qv. med E.

I.

Man har i nyere Tid villet adskille Sagaens Recensioner i to Hovedformer, den egentlige Jomsvikingasaga, der begynder med Palnatokes Slægt, og den udvidede Saga, der griber længere tilbage i Danmarks Historie og navnlig dvæler ved Gorm den gamle og ved Harald Gormssøns Historie og Indgriben i Norges Forhold. Gjessing har i sin Fortale til Arngrims Oversættelse formuleret dette saaledes, at den første Hovedform rimeligvis er den oprindeligste, da den med større Enhed i Emnet indskrænkes til Jomsborgs Anlæg og Jomsvikingernes Hærfærd," medens man i den anden Hovedform har en „Sammenstilling af Beretningerne om de ældste Danekonger som er første Taatt med den egentlige Jomsvikingasaga som anden Taatt," og til denne Antagelse slutter ogsaa Petersens sig. Jeg har ikke kunnet overbevise mig om Rigtigheden heraf. Allerede den Omstændighed, at alle de ældre Recensioner (A og B fra 13de Aarhundrede, C fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede, D fra c. 1380) her staar imod den yngste (E fra c. 1500), synes at tale for, at Redaktøren af E har udeladt Danekongernes Historie som ham bekjendt fra andre historiske Kilder, enten Knytlingasaga eller den store Saga om Olav Trygvessøn. Videre kan anføres, at overalt hvor vi i Haandskrifter og Bearbeidelser fra 13de og 14de Aarhundreder finde Jomsvikingasaga benyttet (Noregs Konungatal fra c. 1220, Snorres Kongesagaer fra c. 1230, det arnamagnæanske Haandskrift af Odd Munks Olavssaga fra c. 1280-1300, Haandskrifter af den store Ólafssaga Trygvasonar fra 14de Aarhundrede), der kan det bevises, at Stof fra begge Afdelinger er benyttede, og naar Gjessing lige overfor dette Forhold tænker sig, at disse Bearbeidere kan have „laant fra Grundkilderne før deres Sam

menknytning," da maa det dog erindres, at saadanne „Grundkilder" ikke vides at have existeret, thi Stykket om de ældre Danekonger kjendes kun og citeres kun som Bestanddel af Jomsvikingasaga. Gjessing er forøvrigt enig i, at den „første Taatt" er uafhængig af den Fremstilling af Danekongernes Historie (med Nedstammelsen fra Ragnar Lodbrok), som foreligger i Snorres Kongesagaer, i Knytlingasaga og i den store Olavssaga, og at disse først under Haandskrifternes Afskrivning efterhaanden har faaet Indflydelse paa Fremstillingen i Jomsvikingasagaen; men netop Fremstillingens ældre Karakter i den „første Taatt" er et stærkt Vidnesbyrd om, at den har hørt til de oprindelige Dele af Jomsvikingasagaen, som ogsaa ellers viser sig uafhængig af og ældre end den historiske Skole, der fyldigst repræsenteres af Snorre. Og seer man denne første Taatt" i den Sammenhæng, hvori den altid forekommer, nemlig som Indledning til Jomsvikingernes Hærfærd, kan man efter min Mening ikke godt komme til anden Opfatning end at dette er dens oprindelige Bestemmelse, m. a. O., at den har tilhørt Jomsvikingernes Saga, saalænge der har existeret en Saga om disse.

Den første Taatt" er efter min Mening ikke en halv overflødig Fremstilling af de ældre Danekongers Historie, men en i Sagaens Composition temmelig nødvendig Forklaring af, hvorfor Jomsvikingernes Tog var rettet mod Norge. Den „anden Taatt“ forklarer Opkomsten af Fiendskabet mellem Tokes Et og Kongerne, viser hvorledes Palnatoke grundede Jomsborg i Opposition mod Kong Svein, hvorledes Sigvalde maatte begaa Forræderi mod Kongen og hvorledes denne maatte for enhver Pris søge at hævne sig og forlokkede Jomsvikingerne til at begive sig paa det farlige Hartog, hvor flere af dem faldt og Sigvalde bedækkede sig med Skjændsel ved sin Flugt. Men hvorfor rettedes dette Slag mod Norge? Dette forklarer den første Taat," som efter en kort Indledning om de ældre Danekonger begynder at brede sig ved Omtalen af Kong Gorms Sønner, af

hvilke Harald netop havde saa indgribende Betydning for Forholdet mellem Danmark og Norge, og Knut var Fader til den Gullharald, hvis Ergjerrighed var henvendt paa Norge og derved kom i Kollision med Haakon Jarls Fordringer. I det følgende berettes saa, hvorledes den danske Konge forledes af Haakon Jarl til at begaa Forræderi mod sin Brodersøn Gullharald og derved opnaaede Overherredømmet over Norge, hvorledes. saa hans Vasal Haakon Jarl benytter Krigen mod Keiser Otto og den tvungne Daab til at gjøre sig uafhængig og hvorledes Kong Harald forgjæves forsøger at bringe ham til Lydighed. Summen af „første Taatt" er altsaa, at Haakon Jarl havde gjort Oprør mod den danske Konge og at det var en Æressag for denne at hævne sig og vinde igjen Skatten af Norge. Netop saa meget krævedes i Sagaens Økonomi, og derfor kan Haakon Jarl i Sagaens „,anden Taatt" forudsættes som en kjendt Person, der ikke behøver at indføres med særskilt Omtale, saaledes som ellers de islandske Sagaer pleier at gjøre, naar en ny Hovedperson fremtræder; men netop fordi en saadan Omtale mangler i E, synes dette at vise, at E kun har optaget en Del af Sagaen.

Der er ogsaa et andet Punkt i Sagaens Composition, som peger paa Enheden af første og anden Taatt, nemlig Drømmene. Det er bekjendt, hvilken Rolle Forudsigelser, Syner og Drømme o. 1. spille i mange islandske Sagaers Composition, hvorledes de tjene til at sammenknytte Fortællingens enkelte Led og til at spænde Forventningen paa det følgende. Paa denne Maade indledes ogsaa Palnatokes Historie med at hans Moder Brudenatten drømmer, at hun vævede paa en Væv, og at fra Væven faldt en Kljaasten ned, som da hun tog den op, viste sig at være Kong Haralds Hoved1) en tydelig Anvisning paa, at hendes Søn skulde blive Kong Haralds Bane, saaledes som Sagaen siden fremstiller. Men lignende Drømme opfylder ogsaa

1) Noget udvidet i E, Cap. 4.

den første Taatt" og nogle af dem viser her tydeligt ud over Taatten og ind i den „egentlige Saga." I Arngrims Text fortælles om Kong Gorms Drømme før Bryllupet: om de hvide og røde Oxer, om det store „Havbrag", om Æblerne, som dels faldt, dels var nær ved at falde til Jorden, og om de ufødte Hvalper, som gjøede, og disse Drømme forklares om Hungersnød i Kong Gorms Tid, om Kristendommen og om de ufødte Krigeres (: Jomsvikingernes) Kampe; i de andre Recensioner fordeles disse Spaadomme saaledes, at Kong Gorm drømmer om Oxerne og Havbraget, hvilket sidste forklares. om Kong Haralds Kampe mod Palnatoke og hans Slægt, medens de øvrige Drømme fremstilles som Syner, Thyres Fader Klakkharald har; skjønt ogsaa i Enkelthederne Forandringer er foretagne, træffe vi dog ogsaa blandt disse de ufødte Hvalpes Gjøen, som her forklares om Kong Sveins Oprør mod Faderen. Med andre Ord: i alle Bearbeidelser af den første Taatt" findes Henvisninger til Begivenheder, der skildres i den „egentlige Saga," og naar man saa lægger Mærke til at disse Drømme og Varsler ikke have nogen selvstændig Betydning i „første Taat," men alligevel opfylder store Partier af denne, maa man være berettiget til at hævde, at de i Forbindelse med deres Omgivelser tilsammen er forfattede som første Afdeling af den fuldstændige Saga om Jomsvikingerne.

II.

Selv bortseet fra Spørgsmaalet om Forbindelsen mellem første og anden Taatt fører imidlertid ogsaa andre Omstændigheder til at skille mellem Redaktionen ABCD og Haandskriftet E. Som man allerede tidligere var opmærksom paa og som fyldigst og skarpest er fremhævet af Petersens, viser E Spor af Forbindelser med andre Skrifter, der ikke kan eftervises i ABCD. Længere Stykker af E slutter sig nær til Sagasamlingen Noregs Konungatal," navnlig til dettes ældste Haandskrift