1

men tillige siges der, at de Personer, som hørte til de deri nævnte jurisdictiones vare pligtige efter Stevning at møde ved majus tribunal comitatus Hassia. Efter den Forbindelse, hvori á þingi eðr þjóðarmáli forekommer paa de af mig anførte tvende Steder, kan det heller ikke vel tænkes, at der ved þjóðarmál skulde betegnes noget allsherjarping eller fylkisping. Derimod synes þjóð í þjóðarmál at have samme Betydning som i þjóðgata, þjóðleið, þjóðvegr, hvilke Ord ligesom almannaleið, almannavegr, almenningsgata, almenningsstræte, almenningsvegr betegne en Alfarvej, en Vej, som er almindelig (almenniligr), staar aaben for alle og enhver, paa hvilken den store Mængde af Folket jevnligen færdes. Ved siden af þjóðstefna har vi ogsaa almennilig stefna, almenniligt ping, almennisstefna, almannaþing, 1 hvorved, efter Sammenhængen paa de Steder, hvor Ordene forekomme, maa være at forstaa et saadant Ting, som holdtes til en vis Tid og paa et vist Sted (jvf. almennilig stefnustofa Dipl. Norv. I, 937), og hvorved Tingmændene (jfr. stefnulyðrinn Dipl. Norv. III, 120) havde at møde uden særlig Tilsigelse, 2 altsaa det samme som i Tyskland heder ungebotenes ding i Modsætning til gebotenes ding, som holdes til forskjellige Tider og Steder i særlig Anledning og efter særlig Indkaldelse, naar nemlig nogen fandt det fornødent at stefna, gera þing. Men naar der er Tale om almenniligt ping, almennilig stefna o. s. v., da menes derved vistnok altid Bygdeting eller heraðsping; jfr. almennilig bygðarstefna Dipl. Norv. I, 5944. III, 4965. XI, 897.

3

Om þjóðarmál betegner et Ting af en vis særlig Beskaffenhed, medfører dette dog ingenlunde, at det i Forbindelsen ping ok þjóðarmál modsættes ping saaledes, at man skal lægge Mærke til og

1 I samme Betydning forekommer alping Dipl. Norv. I, 770. II, 4. III, 185. Norges g. Love II, 48913 og almannatal Dipl. Norv. V, 44'.

2 Se Hertzberg Grundtrækkene i den ældste norske Proces S. 114 fgg. 3 Se Grimm Deutsches Wörterb. II, 1165 28; Osenbrüggen i Sitzungsberichte der hist. philos. Classe der Kais. Academie (Wien) 41 Bd. (1863) S. 1699.

Vægt paa Forskjellen mellem begge Ords Betydning. Dette behøver ligesaalidt at være Tilfælde med ping og þjóðarmál som med ping og þjóðstefna. Hensigten har kun været i dette Tilfælde, som i mange lignende, at finde et Udtryk, der faldt vel i Øret og fæstede sig let i Hukommelsen, ved Anvendelsen af tvende Ord med lignende Betydning, som ogsaa passede vel sammen ved den Alliteration, der ligesom knyttede dem til hinanden.

Deraf, at det var Stedet, hvor saadant Bygdeting eller þjóðarmál i ældgamle Dage holdtes, har sandsynligvis ogsaa þjóðalyng faaet sit Navn. þjóðalyng (vistnok en Forvanskning af þjóðarlyng, ligesom man har bygðastefna for bygðarstefna f. Ex. Dipl. Norv. I, 6724 XI, 897.11) heder nemlig Kirkestedet i den Bygd, som fordum kaldtes Skíringssalr, og har oprindeligen ikke betegnet andet, end en Lynghede inden Østbygaardenes Skov1, hvor Prestebolet indtil Aaret 1367 var indskrænket til de Jordstykker, som Presten havde opdyrket i Kirkens nærmeste Omgivelse 2. Men Anledningen til, at det blev Kirkested, gav vistnok den Omstændighed, at det tidligere havde været det Sted, hvor Bygdens Mænd samledes til almenniligt ping. Det var ogsaa naturligt, at man i hin Tid, da Tingene endnu holdtes under aaben Himmel, dertil maatte vælge et Sted, som ved sin naturlige Beskaffenhed, sin tørre Grund, og sin paa en Gang frie og centrale Beliggenhed egnede sig dertil; og at man virkelig gjorde dette, derpaa henpege foruden de allerede anførte Benævnelser lögberg og ledingsberg ogsaa Ordet pingbrekka (Grág. Konungsb. I, 99. 107. II, 158). Men ligesom man enkeltvis finder det nøgne brekka sat for det sammensatte pingbrekka hvor der er Tale om Ting

1 Jvf. Grimm Weisthümer I, 580 fg. Naar Waitz deutsche Verfassungsgeschichte I, 137 (3te Ausg.) antager at Ordet ty eller thy, som i det Nedertydske forekommer i Betydning af Tingsted (Grimm Weisthümer III, 91. 94 jvf. Brem. Niedersachs. Wörterbuch V, 66 kan være kommet „von dem alten Thing, Ding," forekommer det mig dog, som om þjóð skulde ligge nærmere.

2 Se Dipl. Norv. I Nr. 396.

stedet (Grág. Konungsb. I, 19221), kan man finde det sandsynligt nok, at Ordet lyng er brugt paa samme Maade. Derved kunde da Navnet þjóðalyng være opstaaet og kommet i Brug om Heredets almindelige Tingsted, noget der synes saa meget antageligere, som vi ogsaa andensteds forefinder Ordet lyng som Navn paa et Tingsted, nemlig det, hvor Østergötlands Landsting eller Ljungaþing holdtes, og hvor senere Staden Linköping, oprindeligen Ljungaköping, opstod.

Kristiania d. 16de Juni 1882

JOHAN FRITZNER.

Om uppkomsten af nysv. öde, n. fatum.

I Tydning af gamla svenska ord Lund 1881 har A. Kock sid. 19-22 sökt uppvisa, att det nysv. öde, n. är ett till form ock betydelse urgammalt svenskt substantiv, hvars kön ursprungligen var feminint, men sedermera förändrades till neutralt genom påvärkan af sådana tvåstafviga neutra som byte, äpple, lyte1. Såsom stöd åberopar K. slutorden i femte flocken af Smålandslagens kyrkobalk ock Gamla ordspråk 705.

Det förra stället lyder: Nw gaar till bondæ sonn aat öthe sinne. oc ringer ey lagha ringning. slaar then klocko sunder. böte firi tolf öra. falder tha klæpper a han eller klokcæ. oc lyuter döth aaf. liggi tha siælfuer a wærkum sinum. I det här förekommande feminina öthe ser K. grundformen till det nysv. neutret ock öfversätter aat öthe sinne med enligt sitt öde, i öfverensstämmelse med ödets beslut. Smålandslagen skulle i så fall intaga en undantagsställning bland de svenska landskapslagarna, som för öfrigt ingenstädes skrifva ett lagbrott eller en olyckshändelse på ödets räkning; detta kan emellertid bero på en ren tillfällighet 2 i Huruvida denna genusväksling bör antagas hafva försiggått redan i fsv. eller först under ett yngre språkskede, framgår icke tydligt af Kocks ord; jfr sid. 20 „detta ord (öde eller öd i betydelsen 'fatum' eller 'fortuna') i fornsvenskan kunde hafva annat genus (masculinum eller femininum)" ock sid. 22 „i fornsvenskan ödhe (fatum) var eller kunde vara femininum" med. sid. 22 „öde har i nysvenskan blifvit neutrum“. 2 Man torde knappast med K. få ställa det i samband med Värendsbornas ännu kvarlefvande tro på ett blindt, allt beherskande öde. På landskapslagarnas tid var denna antagligen tämligen jämnt spridd öfver hela det då bebygda Sverige; den tidens religiösa uppbyggelseArkiv for nordisk Filologi. I.

3

ock får därför icke åberopas som något bestämdt skäl emot Kocks öfversättning. Ett sådant tror jag mig däremot hafva funnit i ordföljden ock tankegången på det svårtydda stället. Detta består af tre, i syntaktiskt afseende från hvarandra skilda satser; den första slutar med ordet ringning, den andra med ordet öra, den tredje räcker från ock med falder till citatets slut. Man har då icke rättighet att lösbryta aat öthe sinne ur den sats, hvari det står; hvad uttrycket än må betyda, så är det adverbial till gaar till ock ringer ey lagha ringning ock har ingenting att göra med de följande slaar then klocko sunder ock lyuter döth aaf. Lagen låter icke, såsom K. påstår sid. 21, en person aat öthe sinne råka ut för en olycka, utan blott aat öthe sinne gå åstad ock ringa olaga ringning. Att nu öfversätta öthe med öde skulle göra hela uttrycket krystadt ock onaturligt; det är icke troligt att lagstiftaren tänkte sig det blinda, allt beherskande ödet såsom causa efficiens till ett tilltag, som förrådde mera okynne än elakhet ock väl högst sällan vållade gärningsmannens död. En vida bättre mening vinner man med en annan öfversättning af ordet öthe. Lagen förutsätter tydligen, att det icke gärna kan falla gammalt förståndigt folk in att i otid gå ock ringa med socknens kyrkklocka; den säger nämligen icke mw gaar till bonde oc ringer, utan nu gaar till bonde sonn oc ringer. Men icke häller en yngre man antages kunna tillåta sig ett dylikt pojkstreck, såvida han är vid sina sinnens fulla bruk; först om han af en eller annan anledning kommit aat öthe, d. v. s. förlorat sin normala tankekraft ock själfbeherskning, kan han så förgå sig mot kommunal god ordning. Jag tror nämligen, at öthe er samma ords om det isl. æði, f., ock öfversätter följaktligen: nu går bondeson åstad i sin galenskap eller i fyllan ock villan (jfr sådana isl. uttryck som færa veit er fleira drekkr, drekka sér lítit vit, drekka frá sér vit).

skrifter taga flerestädes till orda mot detta slags öfvertro, ock det torde svårligen kunna uppvisas, att dessa uttalanden särskildt äro riktade till Smålands innebyggare.