offentliggjort, se Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, S. 142). Alligevel tror jeg det ikke er vanskeligt at forklare, hvorfra Navnet er hentet; Maurer har anvist Veien, den eneste som gives, naar den Udvei lukkes, som jeg før ansaa for brugbar. Jeg har ovenfor nævnt, at Laurents Hanssøns Hovedkilde ved Siden af Codex Frisianus er et Haandskrift af den store Saga om Olav Trygvessøn („propria cronica Olavi"). En Sammenligning af de Steder, hvor Sagaen citeres, synes med Sikkerhed at vise, at det Haandskrift, Laurents benyttede, var det samme som nu kjendes under Navnet Bergsbók (Isl. 2 qv. i kgl. Bibl. i Stockholm). Dette Haandskrift, som Svensken Sparfvenfelt erhvervede under sit Ophold som Krigsfange i Norge (Skien 1677 —78), er skrevet paa Island i Slutningen af 14de Aarhundrede og indeholder foruden mindre Stykker en Afskrift af Ólafs Saga Trygvasonar og af Ólafs Saga helga, begge i vidløftige ReceLsioner. Overskriften paa den første Saga er „her byriar sogo Olafs konungs Trygguasonar, er Bergr aboti snaradi", hvor „snaradi“ vistnok er enten Skrivfeil for „skrifadi" eller uheldigt Udtryk for „samlede"; fra denne Overskrift stammer Benævnelsen Bergsbók for hele Haandskriftet. Dette Haandskrift har vistnok senest i Begyndelsen af 16de Aarhundrede naaet til Norge, thi som jeg ved en anden Leilighed skal vise, blev det her benyttet i Christian d. 2dens Tid af den Mand, der til Brug for den danske Historiker Christiern Pederssøn gjorde Uddrag af de norske Kongesagaer. Efter Laurents's Død er Haandskriftet rimeligvis forblevet i Stavanger, thi Peder Claussøn, som gjennem sit hele Liv var nær knyttet til Stavanger, har baade i sit Skrift om Island fra 1580 og i flere langt senere Skrifter benyttet dette Haandskrift og har derfor vistnok erhvervet sig Haandskriftet i Stavanger. Nu er Bergsbók et af de Haandskrifter, der paa ikke mindre end fire Steder under Beskrivelsen af Svolder-Slaget citerer Steder hos „Snorri Sturluson", og da disse Citater ordret stemmer med Heimskringla, maatte den Oversætter, der samtidig be nyttede Bergsbók og et Heimskringla-haandskift, snart blive overbevist om, at det Værk af Snorre, som Bergsbók citerede, laa for ham i „Kongebogen". At Peder Clausson har uafhængigt af sin Forgjænger efterhaanden naaet til samme Theori, kan vi omtrent paavise. I 1580, da han skrev om Island, kjendte han rimeligvis kun Bergsbók; denne har han troet var oprindelig forfattet af Biskop Isleif, som han derfor gjorde til Islands ældste historiske Forfatter; af Bergsbogens Fortale til Olav den helliges Saga og af Citaterne i Olav Trygvesøns Saga lærte han baade Are og Snorre at kjende (se Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis S. 190 f.); Tidsordenen mellem dem kunde han slutte sig til fra de islandske Annaler. Senere, da Peder Claussøn fik fat paa et Haandskrift af Heimskringla, har han opdaget, at Citaterne i Bergsbók stemmede og har derefter med Tryghed omtalt Kongssagerne som Snorres Arbeide. Resultatet af den foregaaende Undersøgelse er altsaa, at intet kjendt Haandskrift af Kongesagaerne har angivet Snorre som Forfatter og at naar Laurents Hanssøn og Peder Claussøn nævne ham som saadan, har denne Paastand kun Betydningen af forøvrigt rigtig Slutning fra Citater i Bergsbók. en Kristiania 1. Juni 1882. GUSTAV STORM. Allra kappa kvæði. 1. Lesið er flest af lýða drótt, 2. Skáld-Helga var kvinnan kær; 13 frvnar hds. Erek hafði sútir nist; Flóris fékk þó fárit gist fyr falda-lindi blíða. 15 Om man rättar till Má eg þá . så blir metern bättre. יי 1o mildings gar (med prick under det senare g) hds.; versen synes böra uppfattas som relativsats, men meningen är ej klar. 25 Beträffande pronominalformen vær jfr Wiséns Riddararímur p. XL. kennum skrifves i hds. kíenv, som möjligen kan uppfattas som kænum, i hvilket fall vær måste tydas som adj. (= værr). 3. Gibbon unni gullhlaðs-grund. Filpo græddi ið fagra sprund, Sára beið hann Sölli þrá. 4. Partalopi fyr pella-Ná píndur var hann í lángri þrá. Konráðr lagði kappit á, kunni hann bezt út ríða. 5. Helga þótti Högni knár. 31 gullaz hds. 33 fhilpo hds. 38 fäta hds. Hjálmar hrepti dauðasár; Finnbogi gjörðizt flestum grár, 410 Med uttrycket stríða á Írland kan jämföras Cl.-Vigf. Dict. stríða II och Bevers saga 2502; men till denna användning af sækja känner ef feinguzt hann að pretta. 6. Aprival fékk ýtum steypt, Belus beitti brandi bezt, bar þó sigr af köppum mest; hann valdi sér hinn vaska hest 7. Vilmund utan vél gékk flest Landres gat fyr lygarnar mest Þorsteinn bæarmagn þurfti ei hest, og Erling, er þar sigldi frá. Tristram frá eg með brandinn blá 5o varð ('vrd') mycket otydligt i hds. 5 10 rétta är i hds. utplånadt, så att blott början ('ri . . .') kan läsas. 65 Orden gat flögðum är mycket otydliga i hds. 7 10 I meingi är sista bokstafven ej utskrifven, men möjligen antydd ge nom ett (otydligt) förkortningstecken öfver g. |