mål1, i det Trondhjemske ogsaa rossmal (hvilken Form dog ikke skal være fuldt sikker) og i Bergens Stift, hvor den er lidet kjendt, rossmår. Dette Navn er i Formen rosmarus brugt af Olaus Magnus i hans Skrift „Historia de gentium Septentrionalium variis conditionibus" (Aar 1555), hvorfra Dyrets videnskabelige Navn er hentet. Ligesaa omtaler Peder Claussøn (Aar 1599) det under Navnet Rosmar (G. Storms Udgave I S. 85-89), hvis Oprindelse han feilagtig forklarer. Fra Norsk er dette Navn gaaet over i Dansk, hvor det forekommer under Formen Rosmer i et af Christian III's Breve 2.

I det færøiske Gongu-Rólvs kvæði kaldes en Havjætte Rosmar (Hammershaimb Fær. Kvæder II, 135). Han hyller sig i en Skindpels, der er sammensat af atten unge Sælers og to gamle Sælers Skind3, og farer saa ud i Havet, hvor han vader ved Bunden. Dette Kvæde, der oprindelig er færøisk eller norsk, har vandret vidt om i Norden, og i dets danske Form (Danm. gl. Folkev. Nr. 41) kaldes Jætten med samme Navn Rosmer. Fra Kyædets norske Form har den i Aafjordens Præstegjæld (søndre Trondhjems Amt) sungne Haltens Vise sandsynlig laant Udtrykket „Rosmaals Slægt".

Hvalrossens Navn rostungr, der forekommer i Kongespeilet *, er nu tabt i Norge, men er Dyrets almindelige Navn paa Island. Paa Færøerne kaldes det roysningur, hvilket Navn er en senere Fordreielse, hvori, som det synes, rosmhvalr og rostungr er sam

1 I Norsk Glosebog af Christen Jensøn, Præst til Askevold, trykt 1646, staar: Roszmul.

2 Se Svend Grundtvig Danm. gl. Folkev. II, 663 a.

3 Saaledes forklarer jeg Ordene: har vóru átjan kópaskinn (eller kobbaskinn) og aldanshúðir tvinnar. I Islandsk betegner kópr særlig en ung Sæl. aldans-húðir er forvansket af öldungs-húðir af oldungr, egentlig en Gamling, et gammelt Dyr overhoved, særlig en gammel Stud. Jfr. Fær. Kvæder S. 124, hvor det om Sæler heder: Níggju verða fjósir ristar af hvörjum aldansfiski.

4

I Norge forekommer rostungr ofte som Tilnavn, men betyder som saadant neppe: Hvalros.

mensmeltede, og som er opstaaet derved, at Færingerne har sat disse Navne i Forbindelse med roysni Styrke og reystur stærk1. Da Ordene rosmhvalr og rostungr er enstydige, vækkes naturlig den Formodning, at Stammeordene, der indeholdes i Stavelserne rosm- og rost-, ligeledes har været enstydige. Nu er de oldtydske Ord rosamo og rost, der i Lyd nøiagtig svare hertil, indbyrdes enstydige; begge betyde: Rust. Den Slutning kan da ikke let undviges, at rosmhvalr kommer af et tabt oldnorsk Ord rosmi, der har betegnet Rust eller egentlig Rødhed, rød (rødbrun) Farve, og at rostungr kommer af et oldnorsk Ord rost Rust.

rosmhvalr kan være sammensat med rosmi, som gálgnár med gálgi, skuggsjá med skuggi, þorstlauss med þorsti o. s. v.

Et til Rust", søndmørsk ryst, sv. rost, tydsk rost masc., ags. og eng. rust svarende Ord er ikke paavist i den norrøne Litteratur. Men selv om Ordets Brug i Nutiden rundt om i Norge skulde skyldes fremmed Indflydelse, synes intet at være til Hinder for den Antagelse, at rost ligesaavel som rosmi i en fjern Fortid har tilhørt det norske Sprog, thi Ordet er i sig selv ældgammelt.

Af dette Ord rost „Rust" er rostungr dannet ved et Suffix, hvorved Navne paa flere Hvalarter er dannede: skeljungr, hnýðingr, rauðkembingr o. s. v.

Den her givne Forklaring af Ordene rosmhvalr og rostungr passer godt til Hvalrossens Udseende. Hr. Conservator R. Collett har godhedsfuldt henvist mig til følgende Beskrivelse af Farven hos Nordishavets Hvalros i Allens History of North American Pinnipedes (Washington 1880): „In the young and middle aged, the body is rather thickly covered with short hair, which, however, is thinner and shorter on the ventral surface of the neck and body and on the limbs than elsewhere. It is everywhere of a yellowish-brown colour, except on the belly and at

1 Se Hammershaimb i Færøiske Kvæder II, 135.

the base of the flippers (Forlabberne), where it passes into dark reddish brown or chestnut."

Hvalrossen har altsaa efter min Mening faaet sine gammelnorske Navne af sin Farve, der i det hele er gulbrun, paa enkelte Steder af Legemet mørk rødlig-brun. Til Sammenligning med rostungr kan da anføres de sammensatte Udtryk „rustbrun" og „rustgul" og det lettiske ruste, som er nærbeslægtet med vort „Rust" og som i Ulmanns Ordbog forklares ved en brunrød eller gul Farve af Oretræ" 1.

Jeg vender nu tilbage til det gotiske Navn, som Jordanes har gjengivet ved Rosomoni. *Rusmunans, i Ental *Rusmuna er dannet af *rusma = oht. rosamo ved Suffixet an, det samme Suffix, hvorved i Oldnorsk f. Ex. Tilnavnet blesi er dannet af bles Blis, faxi af fax. Derved at dette Suffix, som oprindelig havde Hovedtonen, traadte til, kom Stammen rusman her til at optræde i den svækkede Form rusmun-. Saaledes er i got. glitmunjan glinse Substantivstammen glitman (jfr. oht. glizemo Glans) svækket til glitmun-. Den samme Svækkelse til -muner foran Suffixet da indtraadt i oht. hliumunt (ældre germansk Stamme hleumunda), nht. Leumund i Forhold til got. hliuma, Stamme hliuman, Hørsel.

Efter Jordanes's Gjengivelse Rosomonorum var en gotisk Form *Rusmunōs i og for sig mulig, men af Hensyn til Orddannelsen synes en saadan Form mig mindre sandsynlig.

Naar Rosomoni, got. *Rusmunans er en Afledning af *rusma = oht. rosamo, Rødhed, Rust, Fregne, saa maa hint Stammenavn betegne „de rødlige", med Hensyn til Haarets eller til Hudens mulig til begges Farve, eller de Fregnede" 2.

1 Hvor let baade *rosmi og *rost kan have betegnet Farvenuancer, som indbyrdes har været temmelig forskjellige, kan godtgjøres f. Ex. ved Henvisning til finsk ruskia, som i Lönnrots Ordbog oversættes ved: „mörkröd, rödbrun, kopparfärgad, rödlett, ljusbrun, rödgul, brandgul.“ 2 Jacob Grimm (i Kuhns Zeitschr. I, 438) har til rosennun lentiginem

Jeg skal nu søge at vise, at et Navn af saadan Betydning passer fortræffelig i det gotiske Heltesagn om Ermanarik. Jordanes siger ligefrem, at Sunilda (der svarer til det nordiske Oldsagns Svanhild) samt hendes Brødre Sarus og Ammius hørte til Rosomonernes Folk. Men naar Jordanes paa den ene Side kalder Rosomonernes Folk troløst og særlig betegner Sarus og Ammius's Overfald som en troløs Handling, og naar han paa den anden Side fortæller, at Ermanarik lader Sunilda dræbe til Straf for, at hendes Ægtemand svigagtig er dragen bort1, saa er der al Grund til at tro, at ogsaa Sunildas Ægtemand hørte til Rosomonerne og var Høvding for dette troløse Folk, der havde underkastet sig Ermanarik og tjente ham som sin Herre. Nu fremhæves i alle andre Meddelelser af Heltesagnet om Ermanarik hans troløse Raadgiver, der ved sine falske Raad volder Kongens Ulykke. Der synes altsaa at være god Grund til at gjenfinde denne troløse Raadgiver i Sunildas af Jordanes omtalte Mand, der ligesom Sunilda hørte til Rosomonernes troløse Folk og som svigagtig forlod Ermanarik. Dog maa det lades uaf

Graff II, 548, der er Sideform til rosomon, henført Kvindenavnet Rosanna cod. Lauresham. No. 2770 og 3565 (8de Aarh.), hvilket han forstaar som „nicht sowohl eine sommersprossige frau als eine rothwangige“. Uden fuld Grund vil Grimm skrive rôsamo med langt ô. Grimm vil 'endog til rosennun henføre de frankiske Navne Baudorosena, Theodorosena, Flavarasena, Dagarasena, Modorosena. Men de udelukkende frankiske Navnedannelser vise paa Grund af Berørelse med Romaner mange ugermanske Eiendommeligheder. Navnene paa rasena, -rosena er saaledes sandsynligvis romanske Omdannelser af germanske Navne paa râda. Jfr. Dagarasena med Tagarât, Theodorosena med Theuderâda o. s. v. Lignende Omdannelse forekommer i det frankiske Navn Bransin (Förstemann S. 281) i Forhold til Brand.

1 Ordene mariti fraudulento discessu synes at maatte forstaaes om, at Sunildas Mand unddrog sig sin Troskabspligt mod Ermanarik, faldt fra ham, forlod ham og ikke længer anerkjendte ham som sin Herre. Jfr. discessio = seditio Kap. 49 (S. 125 L. 13 i Mommsens Udgave). 2 Væsentlig den samme Mening er allerede udtalt af Wilhelm Grimm Deutsche Heldensage S. 2 i følgende Ord: „Der Ermanarich (Aírma

gjort, hvilket Navn Sunildas Mand har havt i det af Jordanes benyttede gotiske Heltesagn; Ermanariks (Jormunreks) falske Raadgiver heder i tydske Sagn Sibeche, Sifka, i nordiske Bikke. Den her fremsatte Mening, at Sunildas af Jordanes omtalte Mand er samme sagnhistoriske Person som Ermanariks troløse Raadgiver, modbevises ikke derved, at de senere Optegnelser af Sagnet intet véd om, at Svanhild var gift med Sifka eller Bikke, thi Jordanes staar i ethvert Tilfælde alene med den Beretning, at Sunilda blev dræbt til Straf for sin Mands svigefulde Bortgang1.

Jeg slutter altsaa: Efter det af Jordanes gjengivne gotiske Sagn hørte Ermanariks troløse Raadgiver, der i tydske Sagn kaldes Sibeche, Sifka, i det nordiske Bikke, til Stammen Rosomoni eller Rusmunans d. e. „de Rødlige" eller „de Fregnede“. Men hertil passer den i Piðriks saga Kap. 186 givne Skildring af Sifkas Ydre paa en mærkelig Maade:

Sifca hans har er rautt som bloð eða rosa grasit oc karhofðaðr (— eða þat gras er heitir rusalitter ok liðaðiz allt i lokka A). hans andlit er leost oc rauðfrecnottr (r-ott A B). oc biartan likama hævir hann oc allan freknottan, rautt skegg heuir hann oc hælldr sitt o. s. v.

Denne Skildring er ligefrem en Illustration af den Stammes Navn, til hvilken Ermanariks troløse Raadgiver efter det gotiske Sagn hørte, Rosomoni d. e. Rusmunans, de Rødlige eller de Fregnede.

nareiks) des Jornandes ist kein anderer als dieser Ermenrek [der Vilkina saga], und das treulose geschlecht, das in seiner nähe dient und ihn verderben und betriegen will, wird durch Sifka vorgestellt". Ogsaa Raszmann Deutsche Heldensage I, 276-279 identificerer Sunildas Mand med Ermanariks troløse Raadgiver.

'Paa en Kombination af Jordanes's Fortælling med Beowulf 1197-1201 (2394-2403) grunder sig den af Müllenhoff (Haupts Zeitschr. XII, 305) nævnte Slutning „dass Heime einmal für den Gemal der Swanhild galt"; men denne Slutning synes mig altfor svagt begrundet. Ligesaa lidet kan jeg finde det sandsynligt, at Sunildas Mand hos Jordanes skulde svare til det islandske Sagns Randvér, Saxos Broderus.

1