Hvor længe fandtes der i oldnorsk former uten i-omlyd i 1 pers. præs. sing. av stærke verber?

I Ark. f. n. filol. XX s. 358 ff. omtalte prof. Hægstad et antal steder i gamle håndskrifter, hvor han mener at ha fundet eksempler som viser, at endnu i den literære tid forekom 1-personsformer av st. præs. uten i-omlyd i Norge, ialfald i faste formler. I det fölgende bind (s. 253 ff.) opponerte Finnur Jónsson mot dette og sökte mer eller mindre at avsvække stedernes beviskraft. Hægstad fastholdt for de flestes vedkommende denne (Ark. XXII s. 283 ff.) og stöttet den ved nogle nye eksempler.

Hægstad omtaler også forskjellige forhold i enkelte norske bygdemål som fölger av den til sen tid fortsatte tilværelse sådanne præsensformer uten i-omlyd skulde ha hat. Disse anser jeg for störstedelen for meget litet bevisende. Vore dialekter fra Romerike og Smålenene i en kile indtil Kristiansand har former uten i-omlyd i præs. ind. likesom i infin., undtagen i verber som skjóta og drjúpa, hvor de har y både i præs. ind. og i infin.; det förste må rettest og kan tilstrækkelig forklares ved overförelse av infinitivs vokal under en vis påvirkning fra svensk og dansk, det andet ved indvirkning fra præsensformer med i-omlyd på infinitiv former med den sildig indtrådte progressive omlyd fra j på ó eller ú Jeg er tilböielig til at tro, at disse vikske præsensformer uten i-omlyd her er så unge, at ikke alene 1-personsformerne, men også flertals- og konjunktivformerne kun spillet en ringe rolle for deres oprindelse; dog vil det sagtens bli vanskeligt at komme til sikkerhet derom, endog ved eksempler fra diplomatariet, fordi man ikke kan vite, om ikke disse er rene svecismer eller danismer, eller, hos de mest uövede skribenter, selvlavede former. Former som inf. fo fra Tröndelagen

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÖLJD XXI.

(hvor dets pr. ind. hetter fe), kan ikke netop antas at ha sit fra 1 pers. præs. ind. sing.; 1 pers. plur. er fuldkommen tilstrækkelig, thi dialekter der har også bō for báðir, med vokal fra dat. boðum, og vōt av vátr, hvor vokalen g også må være hentet fra mere fjerntliggende former. Allermindst kan slör slår i sydöstnorske dialekter (hvor inf. hetter slö) benyttes, dels fordi dette ord neppe på noget sted har lukket ö-lyd (men heller omtrent det man her kalder åpen o-lyd), og dels fordi formen synes at være næsten likeså utbredt i Sverige som i Norge, og i svensk kan den dog ikke være opståt derved at en 1-pers. *sló i 2:den pers. fik i-omlyd til *slór. Kun i det væsentlig nordenfjeldske søt eller søte skyde finder jeg det sproglig sandsynligt, at et middelaldersk *skjót ek fra retsformler kan ha indvirket på de andre personer i præs. ind. sing., og dermed foranlediget at dette verbum nu for tiden har en böining som er eiendommelig for det, like fra Elverum og rimeligvis i al norsk bygd 1) like til Vatsö, nemlig f. eks. i Selbu šøt i inf., søt i præs., skaut,2) i præt., og skuti i pt. ptc., medens f. eks. pjóta hetter tīt, tīt, taut,, tyti, hvortil alle andre verber med opr. iu slutter sig; kun i pt. ptc. synes den forskjel Selbygmålet har, ikke allesteds at være gjennemfört. Men det er også muligt, at forklare verbets særegne böining uten denne 1:ste personsform, nemlig som foranlediget bare ved den varierende beskaffenhed ved dets forlyd. Likesom det desværre ofte er tilfældet når man benytter nutidens dialektformer i den sproghistoriske literatur, så var der også her git for litet bakgrund fra den benyttede dialekt til at læseren rigtig kan bedömme dialektformernes betydning for spörgsmålet.

Imidlertid er jeg allikevel tilböielig til at være enig med Hægstad i, at en 1-personsform uten i-omlyd har været i bruk indtil meget nær det literære sprogs tid, og da vel

!) Ialfald alternativt; forekommer især i indlandsbygder.
2) Vokalen er egentlig usammensat, en meget labial ö-lyd.

også i formler ind i denne. Og mine grunde dertil ligger i to omstændigheter, som visselig var velkjendte for de herrer som förte diskussjonen, men som de ikke drog med ind i den.

Den ene av disse er den, at i-omlyden mangler i 1:ste pers. sing. av stærke verbers refleksivformer, og den anden, at den mangler i 1:ste pers. sing. av stærke verber i færösk. Når hverken Hægstad eller F. Jónsson nævner disse ting, er det formodentlig av den grund, at den datering disse former gir, synes dem at ligge så langt tilbake for den literære sprogperiode, at de ikke vidner noget om sandsynligheten av 1-pers.-former uten i-omlyd under denne. I så fald er jeg heri av en anden mening.

For refleksivernes vedkommende synes det mig, at der i dem er et temmelig sikkert dateringspunkt: der kan ikke være gået lang tid hen efteråt ek *for, *bjóð, *hold var blit ubrukelige, för forumk etc. begyndte som uforståeligt at fortrænges, i begyndelsen mest av 1 flertalsformer som forumsk, senere også av 2:den og 3:dje persons former, sådanne som fersk og býsk. At anvendelsen av den förstnævnte av disse til erstatning allerede fra begyndelsen lå psykologisk nær, viser sig derpå, at i 1 pers. sing. præt. findes der ingen ældre former end de fra 1 plur. optagne, sådanne som kómumk, bundumk, lukumk. Men allikevel viser hds. som den isl. homiliebog, at der på dettes tid fandtes steder på Island, hvor man udelukkende brukte de lydrette 1 pers. præs. former forumk, bjóðumk, holdumk, smlgn Wisén i utgaven av dette skrift s. XIII.

For den færöske stærke 1 pers. præs. ind. sing. uten ¿-omlyd, bjóð'i 1), takj'i, slá'i, gráť'i, har jeg ikke hört nogen

1) For ikke at bebyrde fremstillingen med forskjel mellem færöske dialekter, bruker jeg i regelen omtrentlig den færöske normal ortografi, idet jeg dog betegner uttalen litt tydeligere for nordiske læsere end det der er almindeligt. Aksenter som betegner tonelag, sættes efter stavelsen.

anden genetisk forklaring end den vistnok væsentlig populære, at de er overfört fra præs. konj. Trods den store likhet opfattes denne forklaring neppe mer av nogen som nogen forklaring av formens oprindelse; den beror vel på den forestilling, at alt hvad man har at regne med i den nordiske sproghistorie, forefindes i det oldislandske literatursprog. Likesom de stærke verber ikke kunde ha fåt refleksivformer i 1:ste person uten omlyd, dersom 1:ste pers. ikke för hadde været uten i-omlyd, således vilde færösk heller ikke ha fåt sådan form i aktiv uten den samme betingelse. Der kunde ellers ikke bli trang til at skille 1:ste person fra 2:den og 3:dje i vokal. Den endevokal i, som er tilföiet, og som nu optræder som 1-personsmærke i al nogenlunde regelmæssig præsensböining (nemlig med undtagelse av præteritopræsentierne), er utvilsomt lånt fra de svage verber av typerne fóra og pola, og den er tilföiet ved verber med enstavelsespræsens for at gi 1:ste person et tydeligt person- og præsensmærke, medens denne verbalform hos dem för hadde manglet fælles endelse. En sådan overförelse av endelsen kunde ventes at forårsage også nogen anden sammenblanding av disse to præsensböininger, og det findes der da også. En del av de verber der historisk skulde böies som fóra eller pola har i större eller mindre dele av ögruppen antat enstavelsestonelag, sjeldnere også svarabhaktivokal istedenfor stammens i foran endelsens ri 2 og 3 pers. f. eks. allesteds e trig' vi (<ek trúi), men han truyr (< hann *trýr), e tōl'i, men han tōl'ur på Skuvö, se ekskurs om tonelag på Færöerne.

Man kunde måske, om man end indrömmer, at det nuværende e takji, e bjóði nedstammer fra ek *tak(u?), ek biuð(u?) ved Færöernes förste bebyggelse av nordmænd, indvende at deri ligger der ingen grund til at tro, at formerne kunde forekomme uten i-omlyd i Norge 12-1500. Jeg holder dog for, at man ikke med rette kan sige dette. Formerne fra Færöerne viser, at ved utvandringens tid var 1 pers. præs.

uten omlyd, vi kan næsten sige, eneherskende i Norge; vi vet at utvandringen begyndte i en tidlig del av det 9:de århundrede, men vi vet ikke hvad tid den var avsluttet; dr. Jakobsen har meddelt mig, at der er sagn på öerne, som antyder, at befolkningen efter at være decimert ved en epidemi, blev fornyet ved en ny indvandring fra Norge. I hvert fald har der været en langvarig indvirkning fra Norge, og dersom denne indflydelse hadde besiddet udelukkende den iomlydte 1 pers.-form så længe, at formen uten omlyd ikke engang fandtes i retslige formler i det historisk kjendte sprogs tid, vilde det være mærkeligt, at den hadde holdt sig i sådan livskraft på Færöerne.

Exkurs. De to nordiske tonelag i færösk 1).

I artikelen om i-omlyden i 1 pers. sing. av de stærke verber har jeg bl. a. benyttet det musikalske tonelag i færösk som tegn på hvilken böiningsklasse ordene der henhörer til, likesom vi gjör på fastlandet.

Almindeligvis regner man færösk med blandt de nordiske dialekter der mangler det adskillelsesmiddel i grammatisk og leksikalsk henseende, som tonelagene almindelig utgjör i nordisk; kun prof. G. Storm uttaler, vel mere som turist end som sprogmand, i "Minder fra en Islandsfærd" s. 22, at færösk har fulgt de norske dialekter bl. a. "i at udvikle den særegne Ordakcent, som Svenskerne kalde den "grava accenten"." Dette benægtes derimot av Kock i Alt. u. neuschw. Acc. s. 25. Når tonelaget aldeles ikke nævnes i Hammershaimbs Færösk Anthologi, så er dette, efter meddelelse av dr. J. Jakobsen, ikke så at forstå, at man benægtet tilværelsen av to tonelag, men kun at man ved den anledning ikke vilde uttale sig bestemt om det.

1) Jeg benytter anledningen til at bemærke, at jeg Ark. XXII s. 289 feilagtig anförte vevur som nom. s. i færösk til oldn. veđr m.; det er veðr n. som hetter så, medens veđr m. hetter vegri.